Tidehvervs Sommermøde 2010.

Af Jesper Langballe, Tidehverv, 1995, nr. 3, marts, s. 56-66.

Ægteskabets embede - og homoseksualitetens ideologi
Kravel om kirkelig vielse af homoseksuelle skyldes ikke omsorg for den enkelte, homoseksuelle, men er et ideologisk felttog mod ægteskabet som værn om menneskets frihed.

Det indgår i et tidsforfald, som ingen har beskrevet bedre og tolket klarere end Paulus.

Når vi er til bryllup, er baggrunden altid den, at to mennesker har besluttet sig til at dele godt og ondt for livet. Ved denne deres egen beslutning er der tillige tilskikket dem den opgave at gå i slægtens spor og at fortsætte slægten. Ved at få børn og opdrage dem i overensstemmelse med deres dåb og fødsel - d.v.s. som kristne og danske mennesker - skal de bidrage til folkets beståen som folk.

De gamle israelitter vidste, at det bud, som forpligtede børnene på deres forældre og forældrene på deres børn - "Ær din fader og din moder" - det sigtede på slægtens og folkets beståen. Budet var begrundet med et formål: " - at det må gå dig vel, og du må få et langt liv i det land, Herren din Gud vil give dig". Budet talte på een gang til den enkelte og til folket. Dets krav var adresseret til den enkelte, men det var ikke bare den enkelte, men hele folket, der ved budets overholdelse skulle få et langt liv i det land, som Gud havde givet det.

Vi taler altså ikke her naturhistorisk om "artens overlevelse", men vi taler historisk om familiens, slægtens og folkets beståen.

Af Katrine Winkel Holm, Tidehverv, 2010, nr.3, marts, s.37-38.

En formiddag gik jeg rundt i Netto og opdagede pludselig, at der ud over mig kun befandt sig to andre i butikken. En gammel dame med rollator og en hidjabklædt muslimsk kvinde med barnevogn. Mens jeg cirklede rundt mellem køledisk og grøntsagshylder, slog det mig pludseligt, hvilket præcist billede på Europa, jeg havde her: En aldrende, europæisk befolkning og en ung, vital muslimsk.

Den nedslående Netto-episode frøs sig fast i min erindring, for den bekræftes af alle demografiske prognoser: Europa er ikke i stand til at reproducere sig selv. Den europæiske gennemsnitsfertilitet ligger langt under det nødvendige 2,1 barn per kvinde.

Af Søren Krarup, Tidehverv, 2010, Nr. 2, Februar, s.21-22.

Der er en bestemt begivenhed i min snart fjerne fortid, jeg somme tider tænker på med et smil. Det var søndag 28. september 1986. Præcis en uge tidligere, søndag 21. september, havde jeg bragt en kvartsides annonce i Jyllands-Posten, som opfordrede den danske befolkning til at sige nej til den indsamling, som Dansk Flygtningehjælp ville iværksætte fjorten dage senere. Nej, ikke en krone! hed annoncens overskrift, og nede i teksten advarede jeg mod den indvandringspolitik, der var sat i gang i Danmark med udlændingeloven af 1983. Efter min mening var det begyndelsen til en national katastrofe, der var sket med denne lov. Og Dansk Flygtningehjælp havde været en yderst aktiv deltager i katastrofens iværksættelse, idet udlændingeloven var lavet af Flygtningehjælpens daværende formand Hans Gammeltoft-Hansen, ligesom organisationen som sådan var aktiv i likvidering af alle protester mod den ukontrollerede indvandring.

Nej, ikke en krone!

Af Jack Kornbeck, Tidehverv, 2005, nr. 8, oktober, s.188-191.

Schopenhauer var 3o år gammel, da han i 1818 udgav første del af sit hovedværk: »Die Welt als Wille und Vorstellung«, og det er denne første del, som vi i år har fået i Søren R. Fauths meget roste oversættelse og med en indledning af oversætteren, der kort og godt sætter meget på plads.

Den såkaldte »filosofibølge« til trods lykkedes det ellers Schopenhauer på dansk grund at opretholde en næsten fuldstændig anonymitet omkring sit forfatterskab, der med rette betegnes som pessimistisk, og det skal blive spændende at se, om oversættelsen er i stand til at gøre ham til en væsentlig tænker her i landet. Udsigterne er ikke alt for lyse i en nutid, hvor den humanistiske trosretning med dens realitetsløse tro på, at mennesket kan frelse både sig selv og hele verden, har frit løb blandt sjælene. Dette alvorlige spørgsmål skal vi nok komme tilbage til, når vi har gjort op med hovedsagen.

Af Katrine Winkel Holm, Tidehverv, 2007, nr. 4, april, s.71-77.

Dengang blasfemi var til grin
Blasfemi. Det er et ord, der er rykket fra sprogets periferi ind i centrum. Havde nogen for ti år siden brugt som argument i debatten, at noget var blasfemisk, var han blevet offer for almindelig latterliggørelse. Dengang var blasfemi noget, man forbandt med bandbuller fra Indre Mission og pæne menneskers småsukken over tempora et mores. De færreste bekymrede sig om, hvorvidt noget var blasfemisk, og ingen af betydning i dette land tog blasfemianklager alvorligt. Vel vidste nogle af os, at der fandtes en blasfemiparagraf, der lå og samlede støv et sted i straffeloven. Men vi vidste også, at i de få tilfælde, hvor Indre Mission og andre havde forsøgt at rejse en blasfemisag, var sagen faldet – og vi vidste også, at de, der havde forsøgt at rejse sagen, var blevet udleveret til almindelig latter og forargelse.

Af Michael Pihl, Tidehverv, 2005, nr. 10, december, s.195-210.

»Kender du Patrick Buchanan?« – spurgte jeg en amerikansk bekendt, da han tog bogen »The Death of the West« ned fra min reol og havde sendt mig et vantro blik. »Det kan man jo ikke undgå!«svarede han med irritation i stemmen. Og det er mit indtryk, at sådan er det med Patrick J. Buchanan. Han er kontroversiel og provokerende, men ikke til at komme udenom. Hverken for venstreorienterede eller konservative. Nogle vil mene, at andre amerikanske konservative – William Buckley, Barry Goldwater eller måske Samuel Huntington – skulle være mere intellektuelt eller politisk interessante, men sådan har jeg det ikke. Buchanan er værd at beskæftige sig med af flere grunde. For det første har han en enorm gennemslagskraft i den amerikanske offentlighed. Næsten alle hans bøger er bestsellere og udkommer i flere oplag; han er en skarp, konservativ kommentator i flere aviser og en ofte benyttet studievært på amerikansk tv. Buchanan er simpelthen en mand, som mange lytter til som den mest markante, velskrivende og veltalende repræsentant for det konservative Amerika. For det andet er han en konservativ intellektuel med mange års praktisk erfaring i politisk håndværk. Og så er det tilmed en fornøjelse at læse Buchanans veloplagte og elegante stil. Lærd og let på samme tid, fyldt med direkte og skjulte litterære citater, som med legende lethed ikke tynger, men uddyber indholdet. Ingen konservative kommentatorer taler og skriver så klart og skarpt som han. Hans skarphed indbragte ham den lidt tvivlsomme ære, at en lille pjece med berømte og berygtede Pat Buchanan-citater i 1996 blev udgivet af hans politiske modstandere. Bogen hedder »The Sayings of Pat Buchanan«, og på forsiden står han citeret for at have sagt at: »Deng Xiaoping er en kæderygende kommunistisk dværg«. Buchanans værker er først og fremmest en messe værd, fordi han formulerer svar på mange af tidens afgørende spørgsmål gennem en dybtgående konservativ samfunds- og kulturkritik, der rammer både højre og venstrefløjen hårdt. Han har for mange år siden udfordret politisk og økonomisk korrekthed i Vesten og taget emner op, som mere forsigtige konservative først taler og skriver åbent om nu. I sit foredrag om amerikansk konservatisme på Tidehvervs sidste sommermøde (2004) gjorde David Gress os opmærksom på Professor Samuel P. Huntingtons nye bog om indvandringspolitik, multikulturalisme og amerikansk identitet – bogen »Who are We?« Ret beset foregriber Buchanan det meste af det, Huntington skriver i sin nye bog, hvad liberale modstandere da også forsøger at lægge Huntington til last.

Af Thomas H. Beck, Tidehverv, 2007, nr. 10, december, s.195-203.

Den 10. og 11. august 1955 blev der i Rønde afholdt årsmøde i Dansk Pathanmission. Margrethe og Jens Christensen havde det forgangne år været hjemme i Danmark, og årsmødet skulle være afslutningen på et meget travlt hjemmeophold, hvor de begge havde rejst landet tyndt på deres turné rundt til Dansk Pathanmissions mange kredse. Ud over forpligtelsen til at vise ansigtet for missionsselskabets støtter og fortælle om de eksotiske og barske forhold derude i det fremmede på missionsmarken, så havde Jens Christensen på disse besøg også en meget vigtig opgave med at fremlægge planerne om at etablere en selvstændig luthersk kirke i Nordvestgrænseprovinsen i Pakistan.

Af Majken Frost, Tidehverv, 2010, nr. 1, januar, s.1-2.

”Tænk dog på vore børn og børnebørn!”. Ordene har lydt igen og igen i det forløbne år, hvor endeløse klimatiske udredninger og hysteriske dommedagsforudsigelser har opfyldt enhver offentlighed med respekt for sig selv. Tænk på de kommende generationer – med disse ord melder man sig ind i selskabet af ansvarlige mennesker, der er optaget af det gode og har omsorg for andet end sig selv og sine øjeblikkelige bekvemmeligheder, og i det klimatiske felttog har man oven i købet kunnet påberåbe sig videnskaben som forbundsfælle og argumentation for sin bekymring. Det vil gå helt galt, hvis vi ikke ændrer kurs – de kommende generationer kommer til at betale gildet.

Jeg har altid haft en indædt mistro til argumenter, der tog børnenes fremtid til indtægt for et øjeblikkeligt slagsmål, og ikke mindst har jeg haft den, når de er blevet underbygget med videnskabelige udredninger. For adskilles ansvarligheden for børnene fra mit helt personlige ansvar for just mine børn, er det ensbetydende med at kaste børnene for løverne, dvs. gøre deres tilværelse og fremtid til politik, til en effektfuld brik i det politiske eller ideologiske spil. Derfor kan i grunden kun forældrene og slægten sandt udtale de indledende ord, idet enhver anden instans altid vil have et projekt at hyppe bagved ordene.

Af Thomas Helbig Hansen, Tidehverv, årg. 83, 2009, nr. 10, December, s. 202-211.

Vi bevæger os i et minefelt af spirende katastrofer i disse år. Svineinfluenza og finanskrise og bandeopgør afløser hinanden på avisforsider og TV-sendefader, og så er de alligevel for intet at regne mod den helt store apokalypse: Det angiveligt nært forestående klimakollaps.
Temperaturen stiger – får vi at vide – hastigere end nogensinde, og bliver den ved med det, vil polerne smelte og havene stige og dyrene uddø.
Derfor haster det med at gøre noget ved vor tids helt store skurk: CO2-udslippet. FN offentliggør nærmest dagligt nye og skrappe udslipskrav; hvor man end kigger hen, reklamerer busser og taxaer og sågar hele byer med ”CO2-neutralitet”; og insisterer man på at tage flyveren på ferie, kan man forinden købe aflad i form af en CO2-kvote.
Men er denne katastrofestemning på klimaets vegne i virkeligheden blot politik forklædt som videnskab? Eller er der virkelig tale om sidste udkald for Moder Jord?
Det vil dette essay forsøge at belyse nærmere.

Et grundrids af den kirkelige dogmatik
af Johannes Horstmann .
343 s., Tidehvervs Forlag, 2009
ISBN: 978-87-980509-5-7
* 

TILBUD (25 % rabat):
190,-kr. ( + porto)
Bestil bogen: Denne e-mailadresse bliver beskyttet mod spambots, du skal have Javascript aktiveret for at se den
Normalpris: 250,-kr.

I efteråret 1988 holdt Johannes Horstmann på Københavns Universitet en forelæsningsrække under overskriften: »Et grundrids af den kirkelige dogmatik«. Det blev til i alt 29 forelæsninger i løbet af dette efterårssemester, og det er manuskriptet fra disse forelæsninger, som hermed udgives.

Om titlen skrev Horstmann: »Ordet kirkelig betyder ikke, at jeg agter at tale en traditionalistisk dogmatiks sag, og at jeg ser alle ulykker som stammende fra en kritisk holdning over for skrift og trosbekendelse ... Men ordet kirkelig skal holde dogmatikken fast ved det, som er dens og den øvrige teologis anliggende, nemlig at arbejde på, at dét Evangelium på ny kan forkyndes rent og purt, som alene er i stand til at skabe og opholde kirken, og det af mennesker, der uden ophør må sige til dette Evangelium: »Doce me, undervis mig!««

Af Jesper Høgenhaven, Tidehverv, 2009, nr. 9, november, s. 177-178.

"Guds kærlighed og Danmarks lykke" var Kresten Kolds valgsprog og målet for hans skolegerning. Guds kærlighed og Danmarks lykke var, hvad Kold ønskede, at danske unge skulle høre om og præges af.

For Kold var der naturligvis ingen modsætning imellem valgsprogets første og andet led. Tværtimod var der den klareste og mest indlysende sammenhæng. Guds kærlighed betød nemlig den kærlighedsgerning, Gud havde vist den fortabte menneskehed, da han lod sin enbårne Søn blive menneske og gå i døden for menneskers skyld. Guds kærlighed var i den forstand intet andet end selve indholdet af det kristne evangelium, det gode budskab om Jesus Kristus. Og Danmarks lykke var lige så indlysende det, der tjente det danske folk til glæde og gavn, altså den timelige velsignelse, som den almægtige Gud ville skænke de danske.

Guds kærlighed var, hvad Gud gav mennesker i den kristne dåb - syndernes forladelse og evigt liv. Guds kærlighed skabte og opretholdt således Guds rige. Og da Guds rige bestod af levende mennesker af kød og blod, der indtil evigheden levede deres liv i den timelige verden, som var Guds gode skabning, kunne og måtte disse mennesker også erfare Guds velsignelse og omsorg i det timelige liv. Og i dette timelige liv er et menneskes skæbne og lykke forbundet med dets slægt, dets folk og dets fædreland. Reformatorerne talte om "Guds rige til venstre hånd" - den velsignelse, som består i, at Gud også i det timelige og jordiske sørger for ydre rammer, hvori menneskers liv kan være til og trives.