Luthers Heidelberg-Sætninger PDF Udskriv Email

Af Martin Luther. Tidehverv, 1927, s.50-56.

Den 31. Oktober havde Luther i Wittenberg opslaaet sine 95 "Sætninger til Forklaring af Afladens Kraft". Midt under den heftige Strid, de fremkaldte, fandt de tyske Augustinermunkes "Generalkapitel" Sted i Heidelberg. Luther, der paa det Tidspunkt gik i sit 35te Aar, deltog som Distriktsvikar i dette Møde, der aabnedes d. 25. April 1518, og næste Dag, d. 26de, var det, at han i denne Forsamling af Augustinere fremsatte sine Heidelberg-theser, der netop vil give Udtryk for en augustinsk Theologi.

Disse 28 Heidelberg-Sætninger er uden for Fagkredse daarligt nok kendte af Navn, og dog giver de et udmærket Billede af Luthers Grundsyn og Personlighed i disse afgørende Aar, den stærke Driven paa det centrale i Kristendommen i paulinsk-augustinsk Opfattelse. I Disputeremaaden, navnlig i Brugen af Skriftsteder (naturligvis efter Vulgata), mærker man den ejendommelige Brydning mellem den skolastisk opdragne Theolog, for hvem Skriften er et Middel til logisk at bevise sine Sætninger, og Mennesket, der i Skriften under Frygt og Bæven hører Guds Ord. Derfor, i klar Bevidsthed om denne Brydning, og som historisk maa dette lille Skrift læses; saa først bliver dets Indhold netop i høj Grad aktuelt, ogsaa for vore Dages lutherske Kirke.

Vor Stilling til dette Skrift, vi her oversætter og udgiver, er i hvert Tilfælde fri, om end vort Syn paa dets Grundretning antagelig allerede er aabenbar nok; men de, der bruger Luthers Navn, skal i det mindste kende de Tanker, som dengang egentlig fødte hele Bevægelsen. Saa kan det jo være, at nogle er ærlige nok til at indrømme, at vore Dages "lutherske" Kirke i Virkeligheden tænker og ønsker at tænke omtrent lige saa humant og romersk som den Kirke, til hvilken Luther i sin Tid talte. Og saa kan det jo være, at man her i den lutherske Kirke ganske stille vil tænke den Række sorte Theta'er, som Dr. Trutfetter satte den Dag. (Begyndelsesbogstavet af det græske Ord thanatos, Døden. Blandt Grækerne brugt ved Afstemning om Dødsdomme). Tænke -; Luther er dog Luther, saa … - Oversættelsen er et lille Sammenskudsarbejde, - Hovedarbejdet er gjort af stud. mag. Margr. Buch, foretagen efter Luthers latinske Text (Weimarudgaven I, 353 flg., sml. Erlangerudg., Op. lat. I, 387 flg.), sammenholdt med G. Merz's tyske Gengivelse i "Zwischen den Zeiten" 1926, S. 3 flg.; ligesom her gengives som Indledning et Brev fra Luther til Spalatin.

G. B.

Wittenberg, den 18. Maj 1518.
Kære Spalatin!
Jeg sender dig en hjertelig Hilsen, min kære Spalatin. Endelig er jeg da ved Kristi Naade igen kommet hjem. Jeg kom til Wittenberg Lørdag efter Kristi Himmelfartsdag. Jeg var draget ud til Fods, men kom hjem til Vogns. Mine foresatte tvang mig nemlig til at køre med Nürnbergerne næsten til Würzburg, derpaa med Erfurterne til Erfurt og endelig videre med dem fra Eisleben, som med deres egne Heste gratis lod mig køre til Wittenberg. Paa hele Rejsen følte jeg mig rask og vel tilpas, Mad og Drikke bekom mig udmærket, saa at der er nogle, der finder, at jeg er blevet stærkere og tykkere.

Hans Højhed Pfalzgreve Wolfgang beredte mig en storartet Modtagelse, det samme gjorde Magister Jakob Symler, saa vel som Hofmester Hazius. Han indbød os, d. v. s. Pater Vikarius Staupitz og vor Ven Lang, som nu er Provinsialvikar, og vi nød hinandens Selskab i gode og inspirerende Samtaler, spiste og drak og besaa alle Klenodierne i det pfalziske Hofkapel, ogsaa Rustkammeret, ja, næsten alt, hvad dette virklig kongelige og straalende Hof besidder af Kostbarheder. Magister Jakobus kunde slet ikke blive træt af at rose de Anbefalingsskrivelser, som vor Fyrste havde givet mig med, og sagde paa sit neckarpfalzisk: "Ihr habt by Gott einen kystlichen Credenz." Der var alt, hvad man overhovedet kunde ønske sig af Velvilje.

De Herrer Doktores gav mig beredvilligt Lejlighed til at disputere, og de disputerede med mig med saa fin Skarpsindighed og med et saadant Maadehold, at jeg fik det bedste Indtryk af dem. Skønt min Teologi forekom dem fremmedartet, kæmpede de ikke desto mindre aandfuldt og fint imod den - paa en enkelt nær. Det var den femte og yngste i Rækken; han fik alle Tilhørerne til at briste i Latter, idet han erklærede: "Hvis Bønderne hørte det, vilde de stene Jer og slaa Jer ihjel!" Erfurterne betragter min Teologi som en Dødens Frugt, og særlig Dr. Trutfetter satte et sort Theta foran alle mine Læresætninger, efter at han i Forvejen havde erklæret, at jeg allerede i Dialektik var en Ignorant, for slet ikke at tale om Teologien.

Jeg vilde ogsaa have disputeret hos dem, hvis ikke Korsprocessionsdagene havde hindret mig deri. Dog traf jeg personlig sammen med Dr. Trutfetter og opnaaede i det mindste at faa ham til at indse, at han ikke kunde bevise sine Sætninger og ikke modbevise mine, ja at de snarere havde det som det Dyr, Fabelen fortæller om, at det æder sig selv. Men hvad nytter det at fortælle en døv Historier. Alt for haardnakket hænger de sig i deres fine Distinktioner, selv om de ogsaa indrømmer, at de ikke støtter sig paa anden Autoritet end paa det, de kalder den naturlige Fornufts Stemme, hvilket for os ganske vist ikke betyder mere end Kaos og Mørke. Thi vi prædiker ikke om andet Lys end Jesus Kristus, det eneste og sande.

Med Dr. Usingen har jeg forhandlet mere end med nogen anden for at overbevise ham. Han var nemlig min Rejsefælle. Men jeg véd ikke, om jeg fik udrettet noget. Han var eftertænksom og forbavset, da jeg forlod ham. Det er slemt, naar man er blevet gammel i daarlig Lære. Men Stemningen blandt Studenterne og Ungdommen er helt anderledes, og det er mig en Forjættelse om, at ligesom Kristus engang, forkastet af Jøderne, vendte sig til Hedningerne, nu ogsaa hans sande Teologi, forkastet af disse indbildske gamle, skal vende sig til Ungdommen.

- Saa meget om mig.

Lev vel i Herren!

M. Luther

Luthers Heidelberg-Sætninger.

Uden Tiltro til os selv, og ganske efter den hellige Aands Anvisning (Ordspr. 3,5): "Forlad dig ikke paa din Forstand" - forelægger vi i al Ydmyghed følgende theologiske Paradoxer til Bedømmelse af enhver, som vil høre derpaa, for at det kan blive klart, om det er med Rette eller med Urette, de er udledede af den guddommelige Paulus. Kristi særlig udvalgte Redskab, og af den hellige Augustin, hans paalideligste Tolker.

I.
Guds lov, som er den sundeste Leveregel, kan ikke føre noget Menneske til Retfærdighed, men staar snarere i Vejen derfor.

Det fremgaar klart af Apostelens Ord: "Uden Lov er Guds Retfærdighed blevet aabenbaret" (Rom. 3,21), hvilket den hellige Augustin i sin Bog om Aanden og Bogstaven forklarer saaledes: "Uden Lov," d. v. s. uden Lovens Hjælp: og i Rom. 5,20 hedder det: "Men Loven kom til, for at Faldet kunde blive større;" og i Rom. 7.9: "Men da Budet kom, levede Synden op;" hvorfor han ogsaa i Rom. 8,2 kalder Loven: "Syndens og Dødens Lov," og i 2. Kor. 3.6 endog siger: "Bogstaven ihjelslaar" - hvilket den hellige Augustin gennem hele sin Bog om Aanden og Bogstaven opfatter som gældende enhver Lov, selv Guds helligste Lov.

II.
Endnu langt mindre kan de Menneskegerninger, der stadig, som man siger, fremgaar af de naturlige Indskydelser, udrette dette.

Naar endog Guds Lov, som er hellig, uplettet, sand og retfærdig og givet Mennesket af Gud for at oplyse ham om det, han ikke ad naturlig Vej kan naa, og for at føre ham til det gode, dog virker det modsatte, at han snarere bliver værre - hvorledes skulde han da, overladt til sine egne Kræfter, føres til det gode uden en saadan Hjælp? Den, som ikke gør det gode ved fremmed Hjælp, gør det endnu mindre ved sin egen. Derfor kalder ogsaa Apostelen i Rom. 3,11 ff. alle Mennesker fordærvede og uduelige, uden Tanke om Gud og uden Søgen efter Gud, alle er de vegne af.

III.
Hvor smukke og gode Menneskenes Gerninger end kan synes, maa det dog hævdes, at de er Dødssynder.

Menneskenes Gerninger synes udvendig skønne, men indvendig er de fulde af al Urenhed, som Kristus siger om Farisæerne (Math. 23,27). Os selv og andre forekommer de gode og smukke, men Gud dømmer ikke efter Udseendet, men "prøver Hjerte og Nyrer" (Ps. 7,10). Men uden Naade og Tro er det umuligt at have et rent Hjerte: "idet han ved Troen rensede deres Hjerter" (Ap. Gern. 15,9).

Beviset er altsaa dette: Hvis de retfærdige Menneskers Gerninger er Synd (som den 7. These siger), hvor meget mere da de Menneskers, som endnu ikke er retfærdige. Men de retfærdige siger om deres egne Gerninger: "Gaa ikke i Rette med din Tjener, thi ingen, som lever, er retfærdig for dig" (Ps. 143,2). Ligeledes siger Apostelen i Gal. 3,10: "Saa mange, som holder sig til Lovens Gerninger, er under Forbandelse;" men Menneskenes Gerninger er Lovens Gerninger, og Forbandelsen gælder ikke tilgivelige Synder, altsaa er det Dødssynder. For det tredje staar der i Rom. 2.21: "Du, som prædiker, at man ikke maa stjæle, du stjæler," hvad den hellige Augustin forklarer saaledes: "Efter deres Vilje er de skyldige som Tyve, selv om de udadtil dømmer og overbeviser andre som Tyve."

IV.
Guds Gerninger, hvor uværdige og onde de end kan synes, er dog i Virkeligheden udødelige Fortjenester.

At Guds Gerninger er uværdige fremgaar af Es. 53,2: Han havde ingen Skikkelse eller Herlighed, og af 1. Sam. 2.6; Herren er den, som døder og gør levende, som nedfører til Dødsriget og fører op igen. Dette skal forstaas saaledes: at Herren ydmyger og forskrækker os ved Loven og ved Synet af vore Synder, saaledes at vi baade i andre Menneskers Øjne og i vore egne staar som et Intet, som taabelige og onde, ja virkelig er det. Naar vi erkender og indrømmer dette, har vi ingen Skikkelse eller Herlighed, men vi lever ved Guds Skjulthed (i den blotte Tro paa hans Barmhjertighed) uden at have andet i os selv end Synd, Taabelighed, Død og Helvede, som Apostelen skriver (2. Kor. 6,9 f.): "Som bedrøvede, dog altid glade, som døende, og se, vi lever;" og det er, hvad Esaias (28,21) kalder Guds fremmedartede Gerning, for at hans Værk kan udføres (d. v. s. han ydmyger os i os selv ved at bringe os til Fortvivlelse for at løfte os op ved sin Barmhjertighed, ved at indgive os Haab, saaledes som det hedder hos Habakuk (3,2): Naar du vredes, kommer du din Barmhjertighed i Hu. En saadan Mand føler altsaa Mishag med sig selv i alt, hvad han gør, han ser intet skønt hos sig selv, men kun sin egen Uværdighed. Ja, han gør endog udadtil Ting, som forekommer andre taabelige og oprørende.

Men en saadan Uværdighed fremkommer hos os, enten naar Gud revser os, eller naar vi anklager os selv, som der staar i 1. Kor. 11,31: "Men dersom vi kendte os selv skyldige, blev vi ikke dømt." Det er det samme, som staar i 5. Mos. 32,36: "Herren skal dømme sit Folk, og han vil forbarme sig over sine Tjenere." Saaledes er altsaa de uværdige Gerninger, som Gud virker i os, d. v. s. de Gerninger, der er udført i Ydmyghed og Frygt, i Sandhed udødelige, fordi hele vor Fortjeneste er ydmygelse og Gudsfrygt.

V.
Menneskenes Gerninger (vi taler om dem, der synes gode) er ikke i den Forstand Dødssynder, at de er forbrydelser.

Forbrydelser kaldes nemlig de Gerninger, som man ogsaa over for Mennesker kan anklages for som f. Eks. Hor, Tyveri, Drab, Forbandelser o. s. v.; men Dødssynder er de Gerninger, som synes gode, men dog er voksede af en daarlig Rod og er Frugten af et daarligt Træ (Augustin i den 4. Bog mod Julian).

VI.
Guds Gerninger (vi taler om dem, som udføres gennem et Menneske) er ikke Fortjenester i den Forstand, at de ikke ogsaa samtidig er Synder.

Prædikeren siger (7,28) : "Der er paa Jorden ikke eet retfærdigt Menneske, som gør godt og ikke synder." Her siger mange, at den retfærdige ganske vist synder, men ikke naar han gør det gode. Hertil maa man svare: hvis det er det, Prædikeren vil sige, hvorfor er han da saa vidtløftig? Eller glæder Helligaanden sig maaske ved megen og intetsigende Tale? Thi denne Mening vilde være mere end tydeligt udtrykt saaledes: "Der er paa Jorden ikke eet retfærdigt Menneske, som ikke synder;" men hvorfor tilføjede han saa: som gør godt? Som om den, der gør ondt, kunde være retfærdig; kun den retfærdige gør det gode. Men hvor han taler om Synd uden Spørgsmaal om gode Gerninger, siger han saaledes (24,16): "En retfærdig kan falde syv Gange daglig." Han siger ikke her: En retfærdig kan falde syv gange daglig, naar han gør det gode. Dette er som at hugge med en rusten og sløv Øxe; selv om man er nok saa dygtig en Haandværker, laver Øxen dog daarlige, ujævne og raa Hak. Saaledes er det, naar Gud virker gennem os.

VII.
De retfærdiges Gerninger vilde være Dødssynder, hvis de retfærdige ikke selv i from Gudsfrygt ræddedes for dem, som Dødssynder.

Dette fremgaar af den 4. These; thi at sætte sin Lid til en Gerning, som burde volde én Frygt, er at give sig selv Æren og tage den fra Gud, som man skylder at frygte i alle sine Gerninger. Men dette er fuldkommen Vanvid at behage sig selv, at nyde sig selv i sine Gerninger, og at tilbede sig selv som Afgud; saaledes gør jo den, der lever i Tryghed og uden Gudsfrygt; thi hvis han frygtede, følte han sig heller ikke tryg, behagede derfor heller ikke sig selv, men behagede sig selv i Gud.

For det andet fremgaar det af følgende Ord fra Salmerne (143,2): "Gaa ikke i Rette med din Tjener," og af Ps. 32,5: "Jeg vil bekende mine Overtrædelser for Herren" etc. Men at det ikke her drejer sig om tilgivelige Synder, fremgaar af, at det hedder: "For tilgivelige Synder behøves hverken Bod eller Skrifte." Hvis de altsaa er Dødssynder og alle Helgener ("Helgener" og "hellige" er paa Latin samme Ord, Red.) beder om Tilgivelse for dem, som der netop her gøres, saa er altsaa Helgenernes Gerninger Dødssynder; men Helgenernes Gerninger er gode Gerninger, altsaa har de kun Værdi for dem gennem Frygt og ydmyg Bekendelse.

For det tredje staar der i Fadervor: "Forlad os vor Skyld" (Math. 6,12). Dette er Helgenernes Bøn, og altsaa er den Skyld, de beder om Tilgivelse for, deres gode Gerninger; men at disse er Dødssynder fremgaar af følgende: "Men forlade I ikke Menneskene deres Overtrædelser, vil Eders Fader ikke heller forlade Eders Overtrædelser" (Math. 6,12). Se, det er saadanne Synder, som uden Tilgivelse vilde bringe dem i Fordømmelse, hvis de ikke oprigtigt bad denne Bøn og tilgav andre.

For det fjerde staar der i Aab. 21,27: "Intet urent skal komme ind i Himmeriges Rige." Men alt, hvad der spærrer Indgangen til Himmerige, er Dødssynd (ellers maatte man definere Dødssynd anderledes); det samme gør imidlertid ogsaa en "tilgivelig" Synd, fordi den besmitter Sjælen og ikke kan bestaa i Himmeriges Rige; altsaa etc.

VIII.
Saa meget mere er Menneskers Gerninger Dødssynder, som de tilmed sker uden Angst, i fuldkommen og ond Tryghed.

Dette fremgaar klart af det foregaaende. Thi hvor der ikke er Frygt, er der ingen Ydmyghed; og hvor der ingen Ydmyghed er, der er der Hovmod, der er Guds Vrede og Dom: "Gud staar de hovmodige imod" (Hiob. 22,29); ja, hvis Hovmod hørte op, vilde der intetsteds mere være Synd.

IX.
At sige, at Gerninger uden Kristus ganske vist er døde, men ikke Dødssynder, forekommer mig at være en farlig Slappelse af Frygten for Gud.

Saa bliver nemlig Menneskene trygge og derigennem hovmodige, og det er farligt. Saaledes fratager man bestandig Gud den Ære, der skyldes ham og tildeler sig selv den, skønt man af al sin Magt burde skynde sig at give ham hans Ære tilbage jo før jo heller. Derfor raader Skriften os saaledes: "Tøv ikke med at omvende dig til Herren" (Sir. 5,8). Thi hvis Gud krænkes allerede af den, som berøver ham hans Ære, hvor meget mere saa ikke af den, som idelig berøver ham den, og det oven i Købet med Sindsro; men de, som ikke er i Kristus, eller som vender sig fra ham, berøver ham hans Ære, det véd vi.

X.
Ja, det er ikke let at indse, hvorledes en Gerning kan være død, uden dog at være skadelig eller en Dødssynd.

Bevis: Skriften har nemlig ikke den Sprogbrug, naar den taler om dødt, at noget, der er dødt, dog kan undlade at være dødbringende; ja allerede i det rent daglige Sprog gælder det, at død er mere end dødbringende. En Gerning kaldes dødbringende, naar den dræber; men en død Gerning er ikke en Gerning, som er bortdød, men en, som overhovedet ikke har været levende. Men en saadan ikke levende Gerning behager ikke Gud, som der staar i Ordsprogene (15,8): "De ugudeliges Offer er Herren en Vederstyggelighed."

For det andet maa Viljen nødvendigvis gøre noget under en saadan død Handling; den maa nemlig enten elske eller hade den. Hade den kan den ikke, da den selv er ond; altsaa elsker den den døde Handling, og saaledes fremkalder den netop en ond Viljeshandling imod Gud, hvem den burde elske og herliggøre, i denne og i alle Gerninger.

XI.
Formastelighed kan ikke undgaas og det sande Haab ikke være tilstede, hvis man ikke under enhver Gerning frygter Fordømmelsen.

Dette fremgaar af 4. These, thi det er umuligt at haabe paa Gud, hvis man ikke opgiver at sætte sin Lid til alle Skabninger og forstaar, at intet kan hjælpe en undtagen Gud. Men da der, som vi ovenfor har sagt, ikke findes nogen, som har et saadant rent Haab, og vi altsaa i nogen Maade stoler paa det, der er skabt, saa er det klart, at vi paa Grund af vor Urenhed maa frygte Guds Dom i alle Ting. Og saaledes maa vi undgaa Formasteligheden ikke blot i vor Handling, men ogsaa i vort Sind, d. v. s. at vi for Fremtiden maa vende os fra alt, hvad der hedder Tillid til det skabte.

XII.
Først naar Menneskene selv frygter deres Synder som Dødssynder, først da er de i Sandhed tilgivelige Synder for Gud.

Dette fremgaar tilstrækkelig tydeligt af det, der allerede er sagt; thi i samme Grad vi anklager os selv, tilgiver Gud os ifølge sit Ord: "Bekend dine Misgerninger, for at du kan blive retfærdiggjort!" og i Ps. 141,4: "At mit Hjerte ikke maa bøje sig til Ondskab, til at undskylde Synder".

XIII.
Efter Syndefaldet eksisterer den frie Vilje kun af Navn, og naar den gør, hvad den formaar, begaar den Dødssynd.

Det første er klart, fordi den er en Fange og Slave af Synden. Ikke, at den intet er, men den er kun fri til at gøre det onde. "Hver den, som gør Synd, er Syndens Træl" (Johs. 8,34), og: "Dersom Sønnen faar frigjort Eder, skal I være virkelig frie" (Johs. 8,36). Derfor siger Augustin i sin Bog om Aand og Bogstav: "Den frie Vilje uden Naade har kun Evne til at synde," og i 2. Bog mod Julian: "I kalder den fri, men trælbunden er den;" og det samme siger han paa utallige andre Steder.

Det andet fremgaar af det ovenfor sagte og af Hoseas 13,9: "Din Ødelæggelse, Israel, kommer fra dig selv; kun fra mig kommer din Hjælp."

XIV.
Efter Syndefaldet har den frie Vilje kun principielt Evne til det gode; men faktisk har den alene Evne til det onde.

En Lignelse: Naar et Menneske er dødt, har han kun ifølge sin Bestemmelse, principielt, et Forhold til Livet; men til Døden har han ogsaa, saa længe han lever, et faktisk Forhold. At nu den frie Vilje er død, det er de, som Herren opvakte, et Billede paa, saaledes som de hellige Kirkelærere siger. Det samme beviser ogsaa Augustin forskellige Steder i sine Skrifter mod Pelagianerne.

XV.
Det er ogsaa kun principielt, ifølge sin oprindelige Bestemmelse, at Mennesket kunde blive i sin Uskyldstilstand, ikke faktisk - endsige da gøre Fremskridt i det gode.

Petrus Lombardus siger i Slutningen af sin anden Bog, idet han paaberaaber sig Augustin: "Ved disse Vidnesbyrd er det tydeligt bevist, at Mennesket ved Skabelsen fik Retskaffenhed, god Vilje og Hjælp til at staa fast, ellers kunde det jo synes, at han ikke selv var Skyld i sit Fald." Han taler om den faktiske Evne - men dette strider ganske tydeligt imod Augustin, hvor denne i sin Bog om Tugt og Naade siger følgende: "Kunnen havde han, naar han vilde; men han havde ikke den Vilje, hvorved han kunde," - idet Augustin her ved "Kunnen" forstaar den principielle Bestemmelse, og ved "den Vilje, hvorved han kunde" forstaar den faktiske Evne. Det andet Punkt fremgaar tilstrækkelig klart af samme Sted hos Petrus Lombardus.

XVI.
Det Menneske, der mener, at han vil komme til Naaden ved at gøre alt, hvad der staar i hans Magt, føjer kun Synd til Synd, saa at han bliver dobbelt skyldig.

Det fremgaar nemlig af det allerede sagte: naar han gør alt, hvad der staar i hans Magt, synder han og søger helt igennem sit eget; men hvis han mener, at han ved Synden gøres værdig til Naaden og skikket dertil, føjer han blot overmodig Formastelighed til Synd og anser ikke Synd for Synd, heller ikke ondt for ondt, hvilket er en overvældende stor Synd. Saaledes siger Jeremias (2,13): "En dobbelt Synd har mit Folk syndet: mig, den levende Kilde, har de forladt, og de har hugget sig Brønde, revnede Brønde, som ikke kan holde Vand;" d. v. s. ved Synden er de langt fra mig, og dog bilder de sig ind, at de af sig selv kan gøre det gode.

Saa vil du sige: Hvad skal vi da gøre? skal vi gaa ledige, fordi vi kun kan gøre Synd? Jeg svarer: Nej, men naar du har hørt disse Ord, saa kast dig ned og bed om Naade og sæt dit Haab til Kristus, hos hvem vi har Frelse, Liv og Opstandelse. Thi derfor belæres vi, og derfor gør Loven os bekendt med Synden, for at vi kan erkende vor Synd og bede om Naaden, og opnaa den. Saaledes, saaledes "giver han de ydmyge Naade" (1. Pet. 5.5), og "den, der ydmyges, ophøjes" (Math. 23,12); Loven ydmyger, Naaden ophøjer; Loven skaber Frygt og Vrede, Naaden Haab og Barmhjertighed; thi "ved Loven kommer Syndserkendelse" (Rom, 3,20), ved Syndserkendelse Ydmyghed, og ved Ydmyghed vindes Naade; saaledes medfører Guds fremmedartede Gerning tilsidst hans særegne Værk. (Es. 28.21), idet han gør Mennesket til Synder for at gøre ham retfærdig.

XVII.
At tale saaledes er ikke at give Anledning til Fortvivlelse, men at anspore til Ydmygelse og til at søge Kristi Naade.

Dette fremgaar af det, der er sagt, da - ifølge Evangeliet - Guds Rige tilhører de smaa Børn og de ydmyge (Mark. 10,14), og Kristus elsker dem; men ydmyge kan ikke de være, som ikke selv forstaar, at de er fortabte og afskyelige Syndere; Synden erkendes kun ved Loven. Det er derfor klart, at det ikke er Fortvivlelse, men meget snarere Haab, der prædikes, naar der prædikes, at vi er Syndere. Thi denne Prædiken om Synd - eller snarere Syndserkendelse - og Troen paa denne Prædiken, er en Forberedelse til Naaden; thi Længslen efter Naaden kommer først, naar Syndserkendelsen er opstaaet; først da længes den syge efter Lægehjælp, naar han forstaar, hvor alvorlig hans Sygdom er. Man giver ikke den syge Grund til Fortvivlelse eller foraarsager hans Død, naar man gør ham opmærksom paa Faren ved hans Sygdom; men det er snarere en Opfordring til at søge Lægehjælp; paa samme Maade, naar man siger, at vi intet er og altid synder, idet vi handler efter vor Natur, da er dette ikke det samme som at skabe Fortvivlelse (hvis man da ikke er helt taabelig), men derimod Bekymring for vor Herres Jesu Kristi Naade.

XVIII.
Sikkert er det, at et Menneske helt maa opgive ethvert Haab om sig selv for at blive skikket til at modtage Kristi Naade.

Loven vil jo, at Mennesket skal opgive Haabet om sig selv, og derfor fører den ham til Helvede og gør ham fattig og viser ham, at han er en Synder i alle sine Gerninger, saaledes som Apostelen siger (Rom.3,9): vi er anklagede for alle at være under Synd. Men den, som gør, hvad han selv formaar, og tror, at han kan gøre noget godt, forekommer ikke sig selv at være intet, og mistvivler ikke om sine egne Kræfter, men tager det endog for givet, at han ved egen Kraft kan naa til Naaden.

XIX.
Den Mand er ikke værdig at kaldes Theolog, som vil erkende og se Guds usynlige Væsen gennem hans Skabning.

Dette kan ses af Rom.1,22, hvor Apostelen kalder saadanne Theologer for Daarer. Nej, Guds usynlige Væsen er hans Kraft, Guddommelighed, Klogskab, Retfærdighed, Godhed o.s.v.; men Erkendelsen af alle disse Ting gør hverken værdig eller viis.

XX.
Men Theolog er den, som erkender og ser Guds synlige og mod Verden vendte Væsen, gennem Lidelse og Kors.

Over for og modsat Guds usynlige Væsen staar det i hans Væsen, der er synligt og vendt mod Verden, nemlig hans Menneskelighed, Svaghed og Daarskab, som det i 1. Kor. 1,25 kaldes: Guds Svaghed og Daarskab; thi da Menneskene misbrugte Erkendelsen af Gud ud fra hans Gerninger, saa vilde Gud nu erkendes gennem Lidelser og forkaste denne Indsigt i det usynlige ved en Indsigt i det synlige, for at saaledes de, som ikke dyrkede Gud, aabenbaret i sine Gerninger, skulde dyrke ham som den, der er skjult i Lidelser - som der staar i 1. Kor. 1,21: "Efterdi Verden i sin Visdom ikke erkendte Gud i hans Visdom, behagede det Gud ved Prædikenens Daarskab at frelse dem, der tror." Saaledes er det ikke nok for noget Menneske, ja det nytter ham intet at erkende Gud i hans Herlighed og Majestæt, hvis han ikke ogsaa erkender ham i hans Ydmygelse og Skam paa Korset. Saaledes gør han de vises Visdom til Daarskab, som Esaias siger (44,25 og 45,15): "Sandelig du er en skjult Gud." Da Filip i en Slags Herlighedstheologi sagde: "Vis os Faderen, og det er os nok" (Joh. 14,8), da viste Kristus ham straks af og ledede hans vidt flyvende Tanker, som søgte Gud andre Steder, tilbage til sig selv og sagde: "Den, som har set mig, har set Faderen (Joh. 14,9); altsaa er det i Kristus den korsfæstede, at den sande Theologi og Gudserkendelse findes. "Der kommer ingen til Faderen uden ved mig" (Joh. 14,6). "Jeg er Døren" (Joh. 10,9), o.s.v..

XXI.
Herlighedstheologen kalder det onde godt og det gode ondt, Korsets Theolog kalder Tingene ved deres rette Navn.

Dette er klart; thi da han ikke kender Kristus, kender han heller ikke Gud skjult i Lidelser. Derfor foretrækker han Storværker for Lidelse, Hellighed for Kors, Kraft for Svaghed, Visdom for Daarskab - overhovedet godt for ondt. Det er saadanne Theologer, Apostelen kalder Kristi Kors's Fjender (Filip.3,18); thi de hader Kors og Lidelser, men ikke Storværkerne og deres Glans, og saa kalder de Korsets Gode ondt og Gerningens Onde godt, men Gud kan ikke findes uden i Lidelser og Kors, det er allerede sagt. Derfor kalder Korsets Venner Korset godt og Gerningerne onde, thi ved Korset bliver Gerningerne tilintetgjort, og Adam korsfæstes, han, som netop bygges op ved Gerningerne. Thi det er umuligt ikke at opblæses af sine gode Gerninger, hvis man ikke i Forvejen ved haarde Lidelser er blevet ganske udtømt og nedbrudt, indtil man ved, at man selv slet intet er, og at Gerningerne ikke er ens egne, men Guds.

XXII.
Overhovedet gælder det, at den Visdom, som erkender og ser Guds usynlige Herlighed i Gerninger, gør opblæst, blind og forstokket.

Dette er allerede sagt; thi da de ikke kender Korset og dog hader det, maa de nødvendigvis elske det modsatte, nemlig Visdom, Herlighed, Magt o.s.v.; derfor bliver de ved en saadan Kærlighed netop blinde og forhærdede. Thi det er umuligt, at deres Begær kan tilfredsstilles ved, at de opnaar det, de ønsker; thi ligesom Kærlighed til Penge vokser i samme Grad, som Pengene forøges, saaledes tager ogsaa Sjælens Vattersot til; jo mere man tørster, jo mere drikker man - som Digteren siger; jo mere Vand man drikker, jo mere tørster man efter Vand (Ovid, fasti I, 216); saaledes siger ogsaa Prædikeren: Øjet mættes ej af at se og Øret ikke af at høre (Præd.1,8); og saaledes er det med ethvert Begær.

Derfor mættes Videbegærligheden ikke ved den Visdom, man faar, men den opflammes snarere; og heller ikke tilfredsstilles Begæret efter Berømmelse ved den Berømmelse, man opnaar, heller ikke Herskelysten ved Magt og Herredømme, og heller ikke mættes Begæret efter Ros ved Ros o.s.v. - som Kristus siger: "hver den, som drikker af dette Vand, skal tørste igen" (Joh. 4,13).

Der bliver altsaa kun det Lægemiddel tilbage, at Begæret skal helbredes ikke ved at opfyldes, men ved at udslukkes, d. v. s. at den, som ønsker at blive viis, skal ikke "gaa frem" og søge Visdom, men han skal gaa tilbage og blive taabelig ved at søge Daarskaben; hvis nogen vil have Magt, Berømmelse, Nydelse og mættes af alle Ting, skal han snarere undgaa end søge Magt, Berømmelse, Nydelse og Mæthed af alle Ting; dette er den Visdom, som Verden kalder Daarskab.

XXIII.
Og Loven virker Guds Vrede, den dræber, forbander, anklager, dømmer og domfælder alt, som ikke er i Kristus.

Saaledes staar der i Galaterbrevet (3,13): "Kristus har løskøbt os fra Lovens Forbandelse," og sammesteds (3,10): "Saa mange, som holde sig til Lovens Gerninger, er under Forbandelse", og i Rom. 4,15: "Loven virker Vrede", og i Rom. 7,10: "Budet, som var til Liv, blev mig faktisk til Død", og i Rom. 2,12: "alle de, som har syndet under Loven, skal dømmes ved Loven." Altsaa vil den, der roser sig af Loven, dog - om han end er nok saa viis og lærd - rose sig af sin Vildfarelse, sin Forbandelse, Guds Vrede, Døden - som hine i Rom.2,23: "Hvorfor roser du dig af Loven?"

XXIV.
Ganske vist er hin Visdom i sig selv ikke slet, heller ikke bør Loven i sig selv undgaas, men uden Korsets Theologi misbruger Mennesket det bedste paa den værste Maade.

Thi Loven er hellig (Rom.7,12), og al Guds Gave er god (1.Tim. 4,4), og al Guds Skabning saare god (1.Mos.1,31). Men som allerede omtalt, den, der endnu ikke er sønderknust og ved Kors og Lidelse tilintetgjort, tilskriver sig selv og ikke Gud Gerninger og Visdom, og misbruger saaledes Guds Gaver og besudler dem. Men den, som gennem Lidelser er blevet fuldstændig udtømt, han virker ikke mere selv, men han ved, at Gud virker i ham og skaber alt; derfor, hvadenten han virker eller ikke virker, han er i sig selv den samme, og han hverken roser sig, naar Gud virker, eller forvirres, hvis Gud ikke virker i ham; han ved, at ham selv er det nok, om han lider og nedbrydes ved Korset for stadig mere at tilintetgøres. Det er det, Kristus siger (Joh.3,7): "I maa fødes paa ny." Men skal vi fødes paa ny, maa vi først dø, og ophøjes med Menneskesønnen. Og dø, det betyder: mærke Døden nærværende.

XXV.
Ikke den er retfærdig, som virker meget, men den, som uden Gerninger tror meget paa Kristus.

Thi Guds Retfærdighed opnaas ikke ved hyppigt gentagne Handlinger, som Aristoteles lærer, men den indgydes ved Tro. Thi den retfærdige skal leve af Tro (Rom.1,17), og med Hjertet tror man til Retfærdighed (Rom. 10,10). Derfor vil jeg, at hint "uden Gerning" skal forstaas saaledes: Ikke at den retfærdige intet virker, men det er ikke hans Gerninger, der skaber hans Retfærdighed, men snarere hans Retfærdighed, der skaber Gerninger. Thi uden vor Gerning eller Medvirken bliver Naade og Tro indgydt i os, og saa følger straks Gerningerne efter. Saaledes staar der i Rom.3.20: "Intet Menneske vil blive retfærdiggjort ved Lovens Gerninger"; og i Rom.3.28: "Vi holder nemlig for, at Mennesket bliver retfærdiggjort ved Tro, uden Lovens Gerninger"; men det vil sige, at til Retfærdighed bidrager Gerningerne intet. Den, der handler i en saadan Tro, véd, at disse Gerninger ikke er hans, men Guds; derfor søger han ikke at retfærdiggøres eller herliggøres ved dem, men han søger Gud; hans Retfærdighed i Troen paa Kristus er ham nok, det betyder, at Kristus er hans Visdom, Retfærdighed o.s.v., som der staar i 1.Kor. 1,30, men han selv er Kristi Organ eller Redskab.

XXVI.
Loven siger: Gør dette! - og det sker aldrig. Naaden siger: Tro paa denne - og saa er alting allerede gjort.

Det første fremgaar af mange Steder hos Apostelen og hans Fortolker Augustin; og ovenfor er det sagt tilstrækkelig ofte, at Loven snarere virker Vrede og holder alle under Forbandelsen. - Det andet fremgaar lige saa tydeligt af de samme Steder, nemlig at Troen retfærdiggør. Loven befaler (saaledes siger Augustin) hvad Troen opnaar. Thi saaledes er Kristus i os ved Troen, ja han er eet med os. Men Kristus er retfærdig og opfylder alle Guds Bud; derfor opfylder ogsaa vi gennem ham alt, da han ved Troen er blevet vor.

XXVII.
Med Rette kunde man kalde Kristi Gerning virkende, og vor Gerning virket, og derfor sige, at det virkede Værk behager Gud ved Naaden i det virkende Værk.

Thi naar Kristus ved Troen bor i os, saa bevæger han os til Gerninger ved den levende Tro, der stammer fra hans Gerninger; thi de Gerninger, som han gør, er Opfyldelse af Guds Bud, og skænket os gennem Troen, og dersom vi betragter dem, bevæges vi til Efterfølgelse. Derfor siger Apostelen: Vorder Guds Efterlignere som elskede Børn (Efes.5,1). Saaledes fremelskes Barmhjertighedsgerninger ved hans Gerninger, hvorved han forløste os - som den hellige Gregorius siger: Enhver af Kristi Gerninger er en Lære, ja en Ansporelse for os. Saaledes lever hans Gerning i os ved Tro; mægtigt drager den os, som der staar: "Drag mig efter dig - vi løbe efter Duften af dine Salver" (Højs.1.3), d. v. s. dine Gerninger.

XXVIII.
Guds Kærlighed finder ikke, men skaber selv sin Genstand; Menneskets Kærlighed opstaar ved sin Genstand.

Den anden Sætning er klar og anerkendes af alle Filosoffer og Theologer, nemlig at Genstanden er Aarsagen til Kærlighed. Med Aristoteles hævder man, at al Sjælens Evne er passiv, som Stof, hvis Gerning er at modtage - og beviser saaledes om sin Filosofi, at den er det modsatte af Theologi, da den i alle Ting søger sit eget og snarere modtager end giver noget godt.

Den første Sætning er klar, fordi den Guds Kærlighed, der lever i Mennesket, elsker Syndere, slette, taabelige og svage, for at gøre dem retfærdige, gode, vise og stærke - og saaledes snarere udgyder sig og giver godt. Thi Syndere er elskelige, fordi de elskes, men de elskes ikke fordi de er elskelige; derfor undgaar den menneskelige Kærlighed Synderne, de slette; men Kristus siger: Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men Syndere (Math. 9,13). Se, dette er Korsets Kærlighed, født af Korset: den vender sig hen, ikke hvor den finder det gode, for at nyde det, men derhen, hvor den kan give det gode til den, der er ond og som trænger. Thi "det er saligere at give end at tage," siger Apostelen (Ap.Gern.20.35). Derfor hedder det i Ps.41.2: "Held den, som agter paa den, der trænger og er fattig." Forstanden søger ifølge sin Natur ikke det, der intet er, d. v. s. det fattige og det svage, men det, der er noget: det sande og gode; altsaa dømmer den efter det tilsyneladende, efter Persons Anseelse, efter det, som alle kan se.

M. Luther