|
Af Søren Krarup, Tidehverv, Nr. 1, januar, 2009, s.1-2.
Det begyndte i oktober måned, da jeg var til møde i Frit Forum i
Aalborg. Og Frit Forum er den socialdemokratiske studenterorganisation,
og jeg havde derfor været forberedt på et sammenbidt møde, hvor
beskyldninger og slagord ville præge stemningen. Og jeg afleverede jo
mit foredrag, som jeg godt kendte i forvejen, og hvor jeg sagde min
uforgribelige mening om en efterkrigstid, som jeg selv har oplevet den,
og hvor 68-holdningen, det, jeg også kalder for kulturradikalisme eller
politisk korrekthed, har ideologiseret, banaliseret og vulgariseret et
godt, gammelt land ved navn Danmark, og hvor ikke mindst en
socialdemokratisk statsminister Jens Otto Krag, der var mere
kulturradikal end socialdemokratisk, havde været en skæbnesvanger
faktor i denne triste historie.
Hvorefter ordet var frit.
Men der blev slet ikke tale om det indædte slagsmål, jeg havde været
forberedt på. Der var i stedet lydhørhed og saglighed hos disse
socialdemokratiske studenter. De var ikke bevæbnede med slagord og
ideologisk fornærmethed, men ønskede at forstå, hvad det var, jeg havde
sagt, og hvorfor jeg sagde det. En lødig diskussion, hvor studenterne i
høj grad havde øren at høre med. En ganske anden situation end den, jeg
i de foregående årtier har oplevet på møder med danske studenter. Jeg
forlod Aalborg med løftet sind og fløj tilbage til København i en
stemning af optimisme og fortrøstning: Der foregår en ændring af
debatten i Danmark.
Tre uger senere var jeg til et lignende møde med konservative studenter
på Aarhus universitet og oplevede det samme. En stor forsamling af
kvikke, lydhøre unge mennesker, som ikke var kommet for at aflevere en
indlært lektie, men som både lyttede og spurgte. Jeg fandt også i
Aarhus diskussionen lødig og saglig, præget af eftertænksomhed og
oprigtighed, og jeg rejste tilbage til København - denne gang med tog -
i samme optimistiske stemning som efter mødet i Aalborg.
Idet jeg mindedes et andet møde på Aarhus universitet et halvt år
tidligere, hvor jeg i Stakladen havde diskuteret med Hans-Jørgen Schanz
for en endnu større forsamling af studenter og ligeledes var blevet
glædeligt overrasket over forsamlingens niveau og fravær af
kulturradikal fanatisme. Også dette var glædeligt. Og måske også
overraskende, for jeg sluttede dette lødige debatmøde med at fortælle
de tilstedeværende om forrige gang, jeg var til debat i Stakladen,
23.september 1989 i en konfrontation med Bernhard Baunsgaard, hvor de
autonome havde forberedt et overfald på mig og i sidste øjeblik blev
forhindret i det af kampklædt politi ...
Der sker noget i Danmark. Der har fundet en kulturkamp sted. Den udfolder sig fortsat. Det tegner til et godt år.
*
Også selv om Systemskiftet af 2001 er ved at blive rullet tilbage og
den politiske dagsorden mister sin friskhed og substans. Vores
statsministers udvikling er i mine øjne en sørgelig historie. Dette
dygtige, karakterfulde menneske, som i sin nytårstale 2002 proklamerede
kulturkampen som det egentligt afgørende, hvis udfald ville være
bestemmende for Danmarks fremtid, antager i stadigt stigende grad
skikkelse af en ordinær politiker, som ikke er bundet af andet end
karriere og succes. Jeg troede, han var bundet af Danmarks skæbne og
dansk kulturs eksistens. Jeg troede derfor, at han i virkeligheden var
skeptisk over for EU og havde hjertet med i Muhammedkrisens opgør med
islamisme og lovreligiøs fundamentalisme. Jeg troede, det var
kristendom og danskhed, der var hans uopgivelige udgangspunkt - selv om
jeg havde forståelse for, at en statsminister ikke kan handle og tale
på samme måde som os andre.
Men meget tyder på, at jeg tog fejl. Meget i det forløbne år peger på,
at Systemskiftets friskhed er i aftagende og ved at blive afløst af det
velkendte fedteri for medier og meningsmålinger og det politisk
korrekte. En "grøn" statsminister - det var ikke det, vi forventede. En
EU-taktiker, som synes at vente på lejligheden til at lokke sit folk
ind i den overnationale gummicelle og nægte danskerne mulighed for at
stemme nej til gummicellen. En Anders Fogh Rasmussen med flere, for
hvem intet er vigtigere end partiet og det taktiske spil på
Christiansborg og i Bruxelles.
Det var ikke dette, der lå i det så optimistisk proklamerede
Systemskifte, og samtidig med, at denne udvikling sætter min politiske
naivitet i perspektiv, tegner de opmuntrende oplevelser i Aalborg og
Aarhus og andetsteds et billede af en ikke-politisk bevægelse, som i
anden og også dybere forstand betegner et systemskifte. I åndelig
henseende, i folkelig og kulturel forstand, en problemstilling, der
ikke henholder sig til mandater og succes, en national, ja eksistentiel
selvbesindelse, som gør kristendom og danskhed til andet og mere end et
slagord.
Det er denne bevægelse, der varsler et godt år. Og som jeg altså møder
stadigt flere udtryk for. Jeg læser f.eks. med megen glæde, hvad
tidsskriftet Nomos skriver, ligesom det er opmuntrende at deltage i de
møder, Nomos arrangerer, og høre de selvstændige og uortodokse indlæg
og foredrag. Her tænkes der nyt. Her bliver gamle problemstillinger
brudt op. Morten Uhrskov Jensen og hans medarbejdere gør et godt
arbejde, der er så fornyende, at der må være øren for det i Aalborg og
Aarhus.
Jeg vil anbefale Nomos, næste gang jeg kommer dér.
*
Et nyt skud på det folkeligt-kulturelle træ, som lykkeligvis synes at
slå rod på vore universiteter, er det netop udkomne blad Critique, som
nogle studenter i Aarhus har startet. Jeg vil anbefale bladet på det
bedste. Det udgives af studenter, der kalder sig konservative, og den
konservatisme, som Critique står for, er ikke politisk i dårlig
forstand, men søger mod det principielle eller grundlæggende.
Her er en artikel om "institutionskonservatisme" af Kasper Støvring,
der også i anden sammenhæng har demonstreret åndelig selvstændighed og
vilje til at gennemhulle de politisk korrekte slagord. Og naturligvis
må begrebet konservatisme spille en afgørende rolle i et opgør med
kulturradikalisme og marxisme, for at være konservativ er jo at være
bundet af det historisk givne, af en folkelig arv og en sans for
traditionen og eksistensen, som fejer de kulturradikale begreber af
banen som de visne, tørre blade, de er.
Her er en spændende artikel om grundlovsændringen 1866, som stud.mag.
Jens Wendel-Hansen kalder for "pragmatismens sejr", en overvejelse over
de kræfter og forhold, der førte til Forfatningskampen i sidste halvdel
af 800-tallet, og som i alt for høj grad har været bedømt og udlagt på
kulturradikale præmisser.
Her er endelig en artikel af stud. mag. Christian H. Skov om "Martin
Luther og den verdslige øvrighed", som beskæftiger sig med, hvad
verdslighed egentlig vil sige i disse tider, hvor en ideologisk
hellighed har gjort sig bred blandt vore toneangivende undermålere og
derfor har bidraget til at åbne døren for den islamiske hellighed, som
truer alt, hvad der hedder kristendom og danskhed.
Selvstændig tænkning, uortodoks kulturdebat, et forfriskende,
opmuntrende initiativ, som fortjener støtte og opmærksomhed i den
situation, der er vor, og hvor et systemskifte i dybere forstand end
det politiske er på vej. (Bladets Adresse er Wilstersgade 0, st., 8000
Århus C.)
*
Den sidste udgivelse, der skal omtales i denne sammenhæng, er bogen
"Den borgerlige Orden", som udkom på Gyldendal for et par måneder
siden, og hvor undertitlen "Tanker om borgerlighed og kultur" ikke er
tomme ord. For der er både tænksomhed, omtanke og sans for, hvad kultur
og borgerlighed egentlig er, i denne bog, som således føjer sig ind i
en voksende bevægelse i nutiden, og bogen fortjener en grundig
anmeldelse. Den vil den også få. Her skal der kun peges på, hvorledes
en kulturkamp er i gang og fører til initiativer og bøger, som sætter
en ny problemstilling ved at gøre det evigt aktuelle, for så vidt det
konservative, nyt og uafviseligt.
Lad os glæde os over det! Lad os i det politiske systemskiftes forfald
glæde os over det åndelige og kulturelle systemskifte, som ingen kan
være blind for. Kulturkampen er faktisk ved at blive til virkelighed.
Man møder den overalt - også i Aalborg og Aarhus.
Den lover os et godt år.
|
