Af Søren Krarup, Tidehverv, nr. 2, årg. 83, februar, 2009, s.21-23.

Jeg nævner det som et symptom. Denne enkle og indlysende sag er af medierne gjort til en uhyrlighed, en infami, som bør få det anstændige Danmark til at gribe i sin barm og love bod og bedring.

Jeg taler om den indfødsretsprøve, der skal bestås, for at ansøgere om dansk indfødsret kan blive danske statsborgere. Den blev indført med den aftale, der 8. december 2005 blev indgået mellem regeringen og Dansk Folkeparti. Her kom der til at stå i aftalens § 24, stk. 2: ”Det er endvidere en betingelse for optagelse på et lovforslag om indfødsrets meddelelse, at ansøgeren dokumenterer kendskab til danske samfundsforhold, dansk kultur og historie ved bevis for en særlig indfødsretsprøve”.

Dette var en fornyelse af den tidligere aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti, indgået i maj 2002. Her havde det heddet i § 25: ”Det er en betingelse for optagelse på et lovforslag om indfødsrets meddelelse, at ansøgeren dokumenterer danskkundskaber og kendskab til danske samfundsforhold, dansk kultur og historie ved bevis for én af følgende prøver fra sprogcentre og det øvrige uddannelsessystem” – og så fulgte opremsningen af de sprogprøver, der skulle bestås, og hvorved det også var meningen, at ansøgeren skulle få nogen kendskab til danske samfundsforhold, dansk kultur og historie.

I 2005 var vi enige om, at dette var for tyndt. Vi ville sikre, at ansøgerne virkelig vidste, hvilket land de blev statsborgere i. Derfor indførte vi § 24, stk. 2 som en særlig paragraf, der skulle medføre en særlig indfødsretsprøve, som dokumenterede kendskab til dansk kultur, historie og samfundsforhold.

Vi accepterede i forhandlingerne, at man anvendte det system, der hedder multiple choice ved prøven – dvs. at man afkydser det rigtige svar på tre spørgsmål. Det forekom og forekommer mig dumt, en slags kryds og tværs, som ikke just røber dyb forståelse for emnet. På den anden side blev der jo tale om et spørgsmål, hentet fra en lærebog i Danmarks historie, og så var det afgørende ikke svarenes form.

Vi var fulde af forventninger til den nye indfødsretsprøve. Nu skulle de, der blev danske statsborgere, omsider dokumentere, at de vidste, hvad Danmark var. Jesper Langballe og jeg tilbød i al munterhed at skrive lærebogen for at fremskynde processen. Tilbuddet blev ikke modtaget, hvad der ikke kom ganske bag på os, men vi glædede os til at følge processen og se resultatet

*

Der gik vinter og vår. Efter det meste af et års forløb blev jeg ringet op af journalister, der lettere hoverende fortalte mig, at 97 procent af dem, der gik op til den nyindførte indfødsretsprøve, bestod den. Hvad sagde jeg, der havde ivret for dens indførelse, mon til det?

Jeg kunne kun svare, at det da glædede mig, at ansøgerne havde læst så godt på lektien, at de i stort antal bestod prøven. Under alle omstændigheder var der dog tale om et fremskridt i forhold til tidligere...

Men jeg blev utryg ved historien og omsider fik jeg indblik i, hvordan indfødsretsprøven i henhold til § 24, stk. 2 gik for sig. Det viste sig ganske ”rigtigt, at eksamen foregik ved multiple choise metoden. Men eksamensstoffet bestod i 40 spørgsmål, af hvilke de fem var aktuelle, mens de 35 blev hentet fra en spørgebank, der var offentliggjort på integrationsministeriets hjemmeside, og ansøgerne bestod med 28 rigtige.

Med andre ord: ansøgerne kunne sidde og lære de 200 spørgsmål på ministeriets hjemmeside udenad, hvorefter de uden besvær kunne krydse de udenadlærte spørgsmål af. Tillige fik jeg nu undrende og forargede breve fra ansøgere, som fortalte, at prøverne foregik uden opsyn, således at man kunne sidde og snakke sammen og blive enige om de rigtige svar.

Jeg var temmelig rystet. Det var mildt sagt ikke dette, der var meningen med ændringen i indfødsretsaftalen af 8. december 2005. Jeg følte mig rent ud sagt bedraget. Og selv om jeg ikke vil bestride, at jeg burde have fulgt udviklingen af den nye eksamensform nøjere og bogstavelig talt stået på nakken af de embedsmænd, der forestod den, så var modsætningen imellem denne form for ”prøve” og det, der står i aftalen, så evident, at jeg ikke ville nøjes med at gribe i egen barm. Vi havde ikke anet uråd. Vi mente, teksten var ganske klar.

Og så begyndte jeg at protestere. Jeg skrev til ministeriet og sagde, at dette var ikke, hvad vi var blevet enige om. Den lærebog, der omsider var blevet udarbejdet, ”Danmark før og nu – læremateriale om historie, kultur og samfundsforhold til indfødsretsprøve”, færdiggjort i april 2007, var ganske udmærket. Jesper Langballe og jeg kunne ikke have gjort det meget bedre. Men bogen var også redigeret af professor Knud V. Jespersen, Syddansk Universitet, professor Finn Hauberg Mortensen, Københavns Universitet, lektor Ove Outzen, CVU Sønderjylland og professor Michael H. Jensen, Århus Universitet. Nydelige navne og agtede undervisere. Som havde lavet en udmærket lærebog om dansk historie, kultur op samfundsforhold.

Hvorfor pokker blev bogen så ikke brugt til den indfødsretsprøve, den var lavet til? Hvorfor pokker kunne ansøgerne til indfødsret slippe for at fordybe sig i bogen, fordi de i stedet kunne lære 200 spørgsmål på ministeriets hjemmeside udenad?

Hvad i al verden var egentlig meningen?

*

Det spurgte jeg om i stadigt mere arrigt lune. Jeg følte mig snydt og bedraget og blev ikke fredeligere af de stadigt mere hoverende spørgsmål til de 97 procent, der bestod prøven. Jeg henvendte mig på ny til ministeriet og fremførte min utilfredshed. Og jeg begyndte at true med at opsige det forlig vedrørende dansk indfødsret, som bestod mellem regeringen og Dansk Folkeparti.

Den nye minister Birthe Rønn Hornbech gav mig saglig set ret. Jeg har aldrig oplevet til en eksamen, at man fik udleveret facitliste på forhånd, sagde hun. Nej, naturligvis ikke. Til en eksamen går man op i et stof, man har læst på. Det er indlysende for enhver.

Men tiden gik, uden at der skete noget, og til sidst – i sommeren 2008 – stillede vi regeringen et ultimatum: Enten ændres indfødsretsprøvens form til det, vi har skrevet i aftalen, eller også bryder vi forliget.

I september måned skete der endelig noget. Jeg er ked af at sige, at det hang sammen med den katastrofale Metock-dom, hvor EF-domstolen slet og ret undergravede den udlændingepolitik, som regeringen og Dansk Folkeparti havde vedtaget i foråret 2002. En sørgelig og skammelig historie. Men for at råde bod på katastrofen var regeringen indstillet på at lukke huller, hvor der i øvrigt måtte være huller, og her kom den katastrofale indfødsretsprøve ind som noget af det første.

Nu kom der mening i tingene. I en ny cirkulæreskrivelse hedder det herefter om prøvens form og indhold: ”Prøven består af et opgavehæfte med 40 spørgsmål om danske samfundsforhold, dansk kultur og historie. 35 af de 40 spørgsmål ligger inden for rammerne af det læremateriale til indfødsretsprøven, som Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration har offentliggjort. I prøven indgår desuden fem spørgsmål om aktuelle emner. Prøven består af spørgsmål, hvor svaret kan bedømmes objektivt som enten rigtigt eller forkert, herunder spørgsmål hvor prøvedeltageren skal angive det korrekte svar blandt flere svarmuligheder (”multiple choice”).

Prøven er skriftlig og aflægges individuelt uden brug af hjælpemidler.

Det dansksproglige niveau for prøven er ikke højere end niveauet for prøve i Dansk 3.

Prøvetiden er 45 minutter”.

Desuden hedder det, at en prøve er bestået, hvis 32 af 40 spøgsmål er besvaret korrekt.

*

Endelig! Omsider svarer indfødsretsprøven til aftalens tekst i § 24, stk. 2. Endelig! Med en følelse af lettelse og befrielse kunne jeg konstatere, at indfødsretsprøven nu blev implementeret, som det hedder på politikerdansk – sådan som den er aftalt og formuleret. Og ved førstkommende prøve, som fandt sted 10 december 2008, gik ansøgerne – omsider – op til den prøve, der blev aftalt 8. december 2005.

Resultatet blev ikke 97 procent bestået. Resultatet blev i stedet ca. 25 procent bestået. Dels var det hele ikke pjat mere. Dels havde ansøgerne – det skal indrømmes – ikke haft meget mere end én måned at læse på stoffet i.

Men lærebogen er på 172 sider. Som jo altså fortæller om forhold, som dagspressen omtaler fyldigt og dagligt.

Kravet er overkommeligt.

Men når ansøgerne har vænnet sig til, at man kan klare prøven uden vanskelighed og med den ene hånd i lommen, virker forandringen chokerende, og dette i forbindelse med den nye procent af beståede ansøgere har ført til umådelig larm og opstandelse i medierne. Venstrefløjen har naturligvis i samklang med journalisterne stemplet indfødsretsprøven som en skandale, der bør føre til en ny eksamen. Der løbes storm mod ministeren, idet vi andre mistænkeliggøres som de store, stygge ulve.

Tillige har journalisterne haft umådelig travlt med at angribe de 40 spørgsmål som forkerte og misvisende. F.eks. spørgsmål 10. Her spørges: ”Hvornår optræder ordet Danmark første gang?” Og så er der tre muligheder: ”A: På solvognen fra ca. 1300 f. Kr. B: På Jellingestenen i Jylland fra ca. 955? C: I den første Danmarkshistorie skrevet af Saxo ca. 1200”.

Elskværdige læser: Hvilket svar er mon det rigtige? Er man i tvivl om, at det er B, der er det rigtige svar, skal man have sin skolepenge tilbage. Men æh bæh, siger pressen med hjælp fra villige historikere, svaret er forkert, for i slutningen af 800-tallet sejlede nordmanden Ottar ned gennem Kattegat og sagde, at på højre side af skibet lå et land, som han kalder Denamearc. Dette er naturligvis Danmark, og således er det ikke rigtigt, at Danmark først nævnes på Jellingestenen ca. 955.

Quod erat demonstrandum.

Det er på dette niveau, kritikken ligger. Svarende til spørgsmål 15, der lyder således: ”Hvad skete der med det politiske system i Danmark under 2. verdenskrig?”. Og hvor det rigtige svar er B: ”Regeringen gik af i 1943, og landet blev styret af departementscheferne”. Men strenge kritikere, så vidt jeg ved en pensioneret overlærer, har meddelt offentligheden, at svaret er forkert, for kong Christian modtog først regeringens officielle aftrædelseserklæring ved befrielsen i 1945, hvorfor indfødsretsprøven – naturligvis – bør gå om.

Som sagt: dette er niveauet. På dette niveau larmer en forarget offentlighed. Jeg tør næsten ikke nævne, at da jeg blev konfronteret med denne kritik, sagde jeg, at mine børnebørn havde lært mig et udtryk, der hed ”flueknepperi”, og det var ærlig talt den slags, der lå i en sådan ”kritik”.

Pjat og propaganda det hele. Men et vidnesbyrd om, hvordan den herskende offentlighed eller den herskende klasse i offentligheden har ét omdrejningspunkt eller én forargelse – det er alt, hvad regeringen og især Dansk Folkeparti foretager sig vedrørende udlændingepolitikken. Her er den politiske korrekthed på stikkerne. Her er forargelsen standende, og igen og igen søger Systemet Politiken at piske en stemning op, som kan ændre og ophæve Systemskiftet af 2001.

Det er dette, denne sag og mange andre dokumenterer. Tuneser-loven var en anden. Her søgte regeringen og DanskFolkeparti at lave en lovgivning vedrørende udviste udlændinge, der er på tålt ophold, fordi Danmark ikke må udvise dem til deres hjemlande, hvor de risikerer tortur (siger de evige menneskerettighedsjurister og andre politiserende ideologer), og øjeblikkeligt går den herskende klasse i gang med at rejse en storm over dette oprørende brud på retsamfundet – fordi dansk lovgivning altså søger at beskytte danskere mod attentat. Hver gang samme syn. Hver gang samme politisk korrekte forargelse.

Jo, forargelsens omdrejningspunkt er dem, der søger at beskytte Danmark i en folkevandringstid. Sligt er forargeligt, siger Systemet Politiken. Og søger med alle midler at forhindre et dansk selvforsvar.

Der er grund til at glæde sig over, at Politikens magt er omvendt proportional med Politikens larm.