|
Af Søren Krarup, Tidehverv, nr. 3, marts, 2009, s.49-51.
For nogle år siden blev sognepræst Lene Matthies forjaget fra sit
embede på Christianshavn, hvor hun var præst ved Christians kirke og
Vor Frelsers kirke. Der var sat sladder i gang om hendes lån af nogle
flasker vin fra et køleskab, som menighedsrådet havde stillet op i den
ejendom, hvor også Lene Matthies' lejlighed lå, og med villig bistand
fra nogle i menighedsrådet, suppleret af provst og biskop, voksede
sladderen efterhånden til et sådant omfang, at hun blev tvunget ud af
sit embede. Ingen lov og ret kunne værge hende. Anklagemyndigheden
nægtede at have med sagen at gøre. Der var intet indhold i den, sagde
politiet. Men Københavns biskop helmede ikke og forfattede et
omfangsrigt anklageskrift, som udbyggede sladderen til det groteske,
hvorefter han med dette sladderskrift som grundlag tvang Lene Matthies
ud af sit embede på Christianshavn og placerede hende i et perifert
embede på Nørrebro. Hvorefter hun valgte at tage sin afsked.
Et årstid senere blev sognepræst Bodil Greve Schmidt afskediget fra sit
embede som sognepræst i Munkebo sogn på Fyn, idet nogle i
menighedsrådet, støttet af biskop, stiftskontorchef Asger Gewecke og
provsten, Asger Geweckes ægtefælle, udnævnte nogle forhold, som man
kaldte ”samarbejdsvanskeligheder”, til at være så omfattende og
afgørende, at de kirkelige myndigheder skred til afskedigelse af en
flittig og samvittighedsfuld præst. Ingen lov og ret kunne værge hende.
Sladderen blev gjort til afskedigelsesgrund, da provst og biskop
støttede og udbyggede den. ”Samarbejdsvanskeligheder” var trumf.
20. januar 2009 er sognepræst Mette Villads Christensen, siden 1999
ansat i Rubjerg-Lyngby-Jelstrup sogne i Hjørring provsti, afskediget
fra sit embede på grund af ”samarbejdsvanskeligheder” med
kirkebetjening og menighedsråd, som igen er blevet støttet og styrket
af provst og biskop, idet biskop Søren Lodberg Hvas, Aalborg,
programmatisk har udtalt, at når det kommer til strid mellem menighed
og præst, har menigheden altid ret. Men hvis menigheden nu slet ikke er
menighed, men kun nogle i menigheden, der bevidst arbejder på at skabe
splid i sognet? Og hvis ”samarbejdsvanskelighederne” slet ikke er
virkelige samarbejdsvanskeligheder, men kun sladder, som intrigante
kræfter i menighedsråd og kirkebetjening søger at puste op ved hjælp af
taktik og skjulte aftaler? Og hvis tjenestemandslovens §43, som siger,
at en præst kan afskediges efter indstilling fra provst og biskop,
”såfremt der mellem præsten og menigheden gennem en årrække har bestået
en dybtgående uoverensstemmelse, som betyder en væsentlig hindring for
det kirkelige livs trivsel”, slet ikke er opfyldt, fordi der ikke er
tale om ”en årrække” og fordi der ikke er tale om ”en dybtgående
uoverensstemmelse” – hvad så?
Hvorledes kan en sognepræst i den danske folkekirke så værge sig og sit
embede? Hvorledes hævdes lov og ret så i folkekirken? Hvorledes kan
hæderlighed og ordentlighed så beskytte sig mod sladder?
*
Onsdag 26. november 2008 var der åbent samråd i Folketingets
kirkeudvalg. Indkaldelsen til samrådet meddelte, at ”udvalget har bedt
ministeren redegøre for omfanget af samarbejdsproblemer i folkekirken
mellem præst, menighedsråd og kirkefunktionærer”.
Jesper Langballe og jeg er begge medlemmer af kirkeudvalget og gik
pligtskyldigst op til samrådet, men fandt sandt at sige ikke de store
problemer i emnet. For – som vi også begge gjorde opmærksomme på i
debatten – hvis der er problemer i forholdet mellem kirkebetjening,
menighedsråd og præst, så er det de gejstlige myndigheders opgave,
provst og biskop, at sætte tingene på plads og sige til de stridende
parter: Forlig jer, I skabhalse! Med andre ord: hvis de ansvarlige for
folkekirkens orden lever op til deres ansvar, er folkekirken et
ordentligt arbejdssted.
Hvorefter samrådet i kirkeudvalget sluttede.
Et par dage efter blev jeg ringet op af en kvindelig præst i
Nordjylland. En usikker stemme sagde, at hun var bekendt med, at jeg
havde deltaget i kirkeudvalgets åbne samråd, og hun spurgte, om jeg
kendte noget til den sag, som lå bag samrådet. Jeg måtte jo svare
benægtende, hvorefter hun meddelte mig, at sagen drejede sig om hende,
at hun hed Mette Villads Christensen, og at hun efter alle solemærker
at dømme stod til at blive afskediget som sognepræst i
Rubjerg-Lyngby-Jelstrup sogne i Hjørring provsti.
Jeg spurgte, hvad årsagen var, og hun svarede, at sagen handlede om
noget, der blev kaldt samarbejdsvanskeligheder, og hvor hun blev kendt
eneskyldig, selv om hun havde gjort alt, hvad hun kunne, for at få
tingene til at glide. Vil du sende mig sagens akter? spurgte jeg. Det
lovede hun, og et par dage efter modtog jeg en meget tyk kuvert, som
jeg benyttede en fridag til at læse.
Læsningen rystede mig. Sladder, bagvaskelse, intriger, uforfalsket
ondskab – dette syntes mig indholdet af den sag, som jeg læste mig ind
i. Den arme præst! Hun havde tydeligvis været stillet over for et
komplot, hvis hensigt var at drive hende ud af sognet, og intet middel
havde været for lavt til at blive brugt af hendes modstandere.
”Min kone og jeg har begge været tæt på Mette Villads Christensen og
fulgt hende de sidste år, mest som sjælesørgere”, skriver en mangeårig
kollega af hende til mig privat. ”Mette er et intelligent og dygtigt
menneske, og vi sætter stor pris på hende. Det kan godt være, at hun
ikke passer allerbedst til disse gæve vendelboere, men de har dog selv
valgt hende. Mette har også haft tillidsposter blandt præsterne både i
Brønderslev provsti og i Hjørring provsti.”
En kvindelig præst i midten af 60’erne, københavner og derfor en smule
forskellig fra de jyder, hun er sognepræst iblandt, men flittig, dygtig
og fuld af god vilje over for sine sognebørn. I en årrække er alt godt,
men så starter en magtfuld menighedsrådsformand, advokat, og med evne
til at manipulere sine omgivelser, en hetz mod den ældre, enlige præst
og bruger et par medlemmer af kirkebetjeningen, især en kirkesanger,
til at smede rænker mod Mette Villads Christensen. Hendes adfærd, hun
er ikke jovial og åben nok, hendes embedsførelse, hun afleverer ikke
salmenumre i god tid, hendes gudstjenester, hun er for bundet til sit
manuskript, når hun prædiker. Bagateller og inferiøre småting, som den
arme præst gør alt for at råde bod på ved venlighed og undskyldninger,
men intet hjælper – menighedsrådsformanden vil have hende ud og
overtaler en række menighedsrådsmedlemmer til kun at gå i kirke, når en
nabopræst holder gudstjeneste, samt opfordrer kirkebetjeningen til at
intensivere kampagnen mod sognepræsten.
Så kommer provst og biskop ind i billedet, provst Lars-Erich Stephansen
i Hjørring, og biskop Søren Lodberg Hvas i Aalborg, og provsten er – i
henhold til sin biskops program om forholdet mellem menighed og præst –
straks på menighedsrådsformandens side og opfordrer i en personlig
samtale Mette Villads Christensen til at tage sin afsked. Hun afviser
det. Hvorefter provsten laver en indberetning, der finder alle fejlene
hos sognepræsten og ingen hos menighedsrådsformand og kirkebetjening,
og hvorefter biskoppen støtter provsten og hetzen imod præsten og er
til gudstjeneste i hendes kirke og finder, at hun ikke ”kommunikerer”
godt nok med sin menighed. Hvorefter også biskoppen indstiller Mette
Villads Christensen til afsked i henhold til §43 i tjenestemandsloven
og får kirkeministeren til at afskedige hende 20. januar 2009.
*
En uhyggelig historie. Et beskæmmende, afskyeligt forløb, der vidner om
bagtalelse, intriger og manipulation mod et enligt, sårbart menneske,
der er fra København, ikke fra Vendsyssel. Mette Villads Christensen
har en dygtig advokat, der resumerer sagen fremragende og peger på alle
de formelle fejl og juridiske misbrug i kampagnen mod sognepræsten i
Rubjerg-Lyngby-Jelstrup sogne, men kirkeministeriet tager ikke hensyn
til sådanne forhold vedrørende lov og ret. Kirkeministeriet under
kontorchef Steffen Brunes' ledelse afskediger Mette Villads
Christensen, der er fra København, ikke fra Vendsyssel, og som bare har
passet sit embede deroppe i Nordjylland, og selv om det nu strømmer ind
med støtte fra menighederne til den forfulgte præst – jeg modtager
brevene, efter at jeg er gået offentligt ind i sagen – hjælper det
ingenting, for som biskoppen i Aalborg sagde: Når der opstår strid
mellem menighed og præst, har menigheden altid ret …
Lov og ret synes nemlig ikke at eksistere i folkekirken.
Det er det, denne sag og sagen imod Lene Matthies og sagen imod Bodil
Greve Schmidt er vidnesbyrd om. Tiden er inde til at overveje
situationen og genoverveje §43 i tjenestemandsloven om ”dybtgående
uoverensstemmelse” og ”en væsentlig hindring for det kirkelige livs
trivsel”. Det er ganske vist rigtigt, hvad Jesper Langballe og jeg
sagde i det åbne samråd i kirkeudvalget 26. november: At hvis provst og
biskop lever op til deres pligt og holder orden i sognet, er der ikke
noget problem. Men da forholdet i dagens folkekirke tydeligvis er, at
provster og biskopper er uden denne selvfølgelige myndighed, som deres
embede pålægger dem, så er det nødvendigt at retsbeskytte præsterne
imod den hetz og hujende forfølgelse, som demokratismen i folkekirken
alt for ofte hengiver sig til. Ikke sandt, ”de folkevalgte” har altid
ret. Det siger svage biskopper og provster. Og således er der ingen ret
for en sognepræst, som er ansat til at forkynde et evangelium, han
eller hun ikke altid bliver populær på at forkynde.
Den omtalte paragraf kom ind i lønningsloven i 1946. Den blev genstand
for megen diskussion, og kritikerne hævdede med rette, at den ville
”undergrave og forstyrre præsternes nødvendige anseelse og arbejdsro
ude i sognene” og ”blive en alvorlig trussel mod forkyndelsens frihed”.
Det har vist sig, at kritikerne fik ret. Det har vist sig, at den
nuværende §43 i tjenestemandsloven virker til at kalde intriger,
sladder og personforfølgelse frem i sognene, så at enhver præst i
folkekirken i realiteten kan miste sit embede.
Sladder, sladder, sladder. Dette er, hvad der regerer i den danske folkekirke.
Men det kan folkekirken ikke være tjent med.
|
