|
Af Søren Krarup, Tidehverv, nr. 4, april, 2009, s.69-70.
Ingen af os, hverken Jesper Langballe eller jeg, havde politiske ambitioner.
Vi er begge vokset op i hjem, der foragtede det politiske liv og i
særdeleshed danske politikere, fordi vore forældre med foragt og
forargelse havde oplevet de danske politikeres usle optræden i
forbindelse med den tyske besættelse af Danmark - både før og efter 29.
august 1943. De omfattedes generelt af min fars betegnelse fra et
foredrag på Tidehvervs sommermøde i 1952 - "De toneangivende
undermålere". Hverken samarbejdspolitikken eller retsopgøret var
begivenheder, som Danmark kunne være stolt af. De politikere, der var
skyldige i skamløsheden, var såvist ikke eksempler til efterfølgelse.
Men de manglende politiske ambitioner var ikke ensbetydende med
desinteresse for den politiske og folkelige udvikling i Danmark. Fra en
tidlig alder har vi begge ytret os offentligt om forholdene i vort
fædreland, i vid udstrækning i forlængelse af den holdning, vi havde
med hjemmefra, og vi havde også modtaget de dertil svarende øretæver
fra det offentlige liv, vi kritiserede. I 1960 havde jeg udgivet bogen
om "Harald Nielsen og hans Tid" og vakt en blanding af forargelse og
forundring hos Systemet Politiken, og bogen fra det efterfølgende år,
"Hørups arv og Arvtagere", gjorde ikke den hovedrystende forargelse
mindre. Da vi kom op i 60´erne og på forskellig og demonstrativ måde
sagde fra over for kulturrevolutionen af 1968 og dens følgevirkninger,
blev polemikken og nærkampene mere udpræget og hyppigere, og via især
JyllandsPosten opretholdt vi "en levende ild" mod tidens kulturradikale
fænomener - foragten for den private familie, den danske selvforagt i
forhold til EF, behandlersamfundet og den toneangivende ny-marxisme.
Vi var ikke ubeskrevne blade, da den katastrofale udlændingelov af 1983
blev søsat. Men lovens virkninger, som meget snart blev synlige, kaldte
os frem til et engagement, som ikke kunne undgå at blive politisk. De
katastrofale følger af at åbne Danmarks dør på vid gab for
folkevandringen fra Mellemøsten, Asien og Afrika blev hurtigt så
tydelige og åbenlyse, at vi kaldte til et folkeligt og nationalt opgør,
som også måtte blive politisk. Fra 80´ernes begyndelse havde jeg
undsagt den overfladiske og derfor farlige tale om Danmark som
"indvandrerland", og fra begyndelsen af 1985 havde jeg angrebet Dansk
Flygtningehjælp og den indflydelse, som udgik fra denne landsskadelige
organisation. I 1985 havde jeg i en kronik i Berlingske Tidende
forudsagt, at der vil blive rejst en skamstøtte i eftertidens Danmark
af indvandrerpolitikkens politiske hovedkraft, den radikale Bernhard
Baunsgaard, ligesom jeg havde angrebet indvandrerpolitikkens egentlige
ophavsmand Hans Gammeltoft-Hansen, men selv om de begge skummede af
raseri, tav de hårdnakket offentligt. Da jeg i september 1986 i en
annonce i Jyllands-Posten kaldte til folkelig modstand mod den
ukontrollable indvandring, fik det imidlertid voldsomme følger i
offentligheden, og Jesper Langballe og jeg stiftede da "Komiteen mod
Flygtningeloven", som placerede os midt i det politiske liv.
*
Men vi ville ikke derfor være politiske. Vi rejste på komiteens vegne
til Christiansborg og overrakte under stor offentlig interesse til
justitsminister Erik-Ninn Hansen det overvældende antal underskrifter
mod indvandrerpolitikken, som vi havde indsamlet på fjorten dage.
(Statsminister Poul Schlüter havde desværre ikke tid til at modtage
os.) Vi fortsatte med at tale og skrive offentligt mod
indvandrerpolitikken og dens politikere. Vi støttede Den danske
Forening i dens nyttige og nødvendige arbejde. Vi søgte efter evne at
rejse en ny modstandsbevægelse imod Danmarks ødelæggelse.
Men ville ikke derfor være politikere.
Tiden kom imidlertid, hvor vi ikke kunne fortsætte med at sige nej, når
den modstandspolitik, vi var fortalere for, bad om vores støtte. I 1995
var Dansk Folkeparti blevet stiftet med det erklærede formål at
modvirke indvandrerpolitikken, og i efteråret 2000 bad Dansk Folkeparti
os om at stille op til Folketinget, først Jesper Langballe i Viborg,
derefter mig i Sønderborg. Vi overvejede det. Vi var ikke politikere.
Men vi kunne ikke blive ved med at kalde til modstandskamp uden selv at
gå ind i den dér, hvor tingene blev afgjort og derfor kunne ændres, og
så svarede vi ja og blev i november 2001 indvalgt i Folketinget.
Og uden at ville puste os for meget op kan vi godt mene, at vi har
gjort en smule gavn på det område, der var vores anliggende.
Indvandrerpolitikken er blevet bremset. Den åbne dør til Danmark er
lukket i og afløst af vagtsom kontrol. Indfødsrettens opløsning er
ændret til markante krav om fortrolighed med dansk sprog, kultur og
retstradition. Der er faktisk sket noget - især fordi Dansk Folkeparti
til Danmarks lykke har haft en helt afgørende placering og har vidst at
udnytte sin position. Ledelsen af partiet er dygtig og kompetent. Og et
par gamle præster har efter evne deltaget i arbejdet og måske haft held
til at bidrage til systemskiftet.
Vi har nu meddelt, at vi stopper ved næste valg. Den nationale værnepligt er ved at være afsluttet.
Men trods de opnåede resultater er Danmarks lykkelige fremtid mildt sagt ikke sikret.
*
Det er dette, vi alle med uro kan konstatere. Nogle farer er afværget,
men andre vokser sig stadigt større. Fremtiden er ikke uden mørke
skyer.
I den kvartsides annonce 21. september 1986 i Jyllands-Posten, hvor jeg
kaldte til modstand mod indvandrerpolitikken, skrev jeg: "For der er jo
et reelt problem, som Flygtningehjælpen vil forbyde os danskere at tale
om og udtale offentligt: at hvis der sker en ukontrolleret og
ubegrænset folkevandring af muhamedanske og orientalske flygtninge over
vore grænser, så kan vi ikke selv være her til sidst - i hvert fald
ikke i selvfølgelighed og fordragelighed. Hvad Dansk Flygtningehjælp
har forårsaget af ulykker i fremtidens Danmark, kan vanskeligt gøres op
og skal ikke blive glemt. Er København en dansk by om 50 år? Kan
danskerne fortsætte med at være et folk, når sprog, historie og
religion ikke længere er fælles? Er det en skæbne som Libanons, der
venter os - hærget af krige mellem uforenelige minoritetsgrupper?"
Sådan spurgte jeg for 23 år siden. I dag er næsten halvdelen af de 50
år gået, og tegningerne til et libanesisk København er nu kun alt for
tydelige. Næsten daglige skyderier i gaderne, drab på sagesløse
danskere, forfølgelse af de danskere og jøder, som tillader sig at
vurdere forholdene anderledes end de muslimske ghettoer, had til dansk
kultur, tradition og identitet. Dette er blevet vores forstemmende
virkelighed.
I forbindelse hermed en reel kapitulation over for muslimske krav til
vores danske dagligdag. Under dække af det falske ord "dialog" lader
danske myndigheder sig presse til eftergivenhed over for muslimske
spisevaner, badeforhold og ringeagt for kvinder. Der er ting, vi skal
tvinges til at tage alvorligt, som vi hverken kan eller vil tage
alvorligt - i Danmark som et kristent land. Politiet "samarbejder" med
muslimske aggressorer. Imamer bliver taget alvorligt som personer, hvis
meninger skal agtes. De, der taler islam midt imod, bliver stemplet som
hadefulde og indstillet til afsked af Københavns kommune.
Selvforagt. Defaitisme. Forræderi af dansk kultur og identitet.
Suppleret af fejhed over for Systemet Politikens ideologiske
propaganda, som alt for ofte viser sig at være i overensstemmelse med
de muslimske krav og fordomme, hvorfor en Geert Wilders af Danmarks
statsminister gøres til en suspekt person, når han siger sandheden om
islamismen og dens brug af koranen.
*
Nej, værnepligten er ved at være aftjent, men der er fortsat brug for
værnepligtige - af den ene eller anden art. Faren for Danmark og dets
fremtid har kun vokset sig større. Krisetegnene i fædrelandet og ikke
mindre i Vesteuropa lader sig ikke skjule.
Det er nødvendigt at stå fast og sige nej til en aggressiv ideologi, camoufleret som religion, vi ikke vil acceptere i Danmark.
|
