|
Af Jesper Høgenhaven, Tidehverv, nr. 5, maj, 2009, s. 97-99.
Det sker, at kirkelige skikke og traditioner bliver forandret eller
fornyet ved en stilfærdig bevægelse ”nedefra”, uden at der
tilsyneladende er nogen, der planlægger eller styrer forandringen eller
fornyelsen i en bestemt retning. I disse tilfælde er teologerne, hvis
de da har blik for forandringen eller fornyelsen eller overhovedet
opdager den, henvist til at registrere og notere de forandringer, der
allerede har banet sig vej, og forsøge at komme med forklaringer og
kommentarer. En af de fornyelser, som vi har set gennem de senere år,
handler om de særlige ekstraordinære bededages genopdukken.
Gudstjenester med en særlig anledning – som regel med udgangspunkt i en
eller anden form for nød eller ulykke, der berører mange mennesker – er
igen blevet en del af folkekirkens hverdag.
Det er så meget mere bemærkelsesværdigt, fordi Almindelig Bededag –
Store bededag i daglig tale – gennem de sidste mange år har ført lidt
af en skyggetilværelse blandt kirkeårets mere markante helligdage. En
ekstra fridag i foråret, som de feste selvfølgelig gerne tager til sig
ved siden af pinsen og Kristi himmelfartsdag, men måske ikke lige netop
den kirkelige helligdag, som man gjorde sig de feste eller de dybeste
overvejelser over. Sagt med en grov generalisering kan man næppe
beskylde teologer og præster for at have ansporet til de helt store
overvejelser over dagens indhold og betydning. Det kunne godt virke,
som om ganske mange teologer først og fremmest har betragtet bededagen
som et levn fra en fjern fortid med en ganske anden tankegang.
Almindelig Bededag har aføst de forskellige bods og bededage, som har
været holdt i Danmarks kirker i anledning af konkrete nøds eller
krisesituationer. Samtidig viderefører bededagen netop denne tradition.
Bods og bededage var noget, vore fædre bestemte, at der skulle holdes i
kirkerne, når Danmark og danskerne var stedt i nød. Ligeledes blev der
regelmæssigt forordnet bods og bededag på datoer, der havde sammenhæng
med landets historie og markerede begivenheder, hvor Gud i sin nåde
havde reddet Danmark og det danske folk fra konkrete farer og
nødsituationer. For de gamle var dette en indlysende og enkel sag. De
var nemlig ganske konkret overbevist om, at bekendelse, bøn og
omvendelse var det rette svar på nød og modgang i folkets liv.
*
Den tankegang har gennem årene været genstand for megen nedladende
afstandtagen. Selve forestillingen om en fælles bods og bededag på en
særlig forordnet dag har været holdt i en vis foragt, som om det var
indlysende, at en sådan tankegang måtte være en rest fra en tid, hvor
man tænkte noget primitivt om Guds måde at styre verden på. Undertiden
har denne distance givet sig udslag i en forlegenhed over bededagen,
som man ikke rigtig har vidst, hvad man skulle stille op med som
helligdag. Mange præster har valgt at bruge bededag som
konfrmationsdag, givetvis til stor glæde for mange konfrmander og deres
familier, som er blevet lettet i festplanlægningen, men måske ind
imellem også en måde at komme om ved helligdagens vanskeligt
håndterbare karakter på. Et tilbagevendende forslag er da også gået ud
på simpelt hen at få dagen afskaffet som helligdag i kirkeåret. Tiden
var jo så åbenlyst løbet fra dagens indhold.
Den åbenlyse forlegenhed ved forestillingen om bods og bededage som en
fælles forordning har formentlig mindst to sider. Det har handlet om
forbindelsen imellem det kirkelige og det nationale. Ikke så få
teologer i nyere tid har været af den opfattelse, at den kristne tros
udtryk ikke burde kædes udtrykkeligt sammen med Danmarks historie eller
skæbne. Og at det i grunden var lidt pinligt, når traditionen alligevel
gjorde det i så stor udstrækning. Og det har handlet om selve det
meningsfulde i tanken om bod og omvendelse som det rette svar på nød og
ulykke. Tidligere generationer blev i denne optik hurtigt til nogen,
man kunne betragte med bedrevidende overbærenhed. For selvfølgelig
måtte det være et tegn på deres begrænsede horisont, når de i ramme
alvor mente, at det var Guds vrede og tugt, der lå bag de ulykker, som
landet og folket fra tid til anden blev kastet ud i – krig,
naturkatastrofer, dyrtid eller anden nød, og når de – lige så naivt –
forestillede sig, at Guds nåde var det eneste, der kunne gøre en ende
på nøden og bringe lykke og gode kår tilbage. Ikke sjældent har man
ligefrem karikeret fædrene som mennesker, der i mangel af rationelt
funderede forklaringer på virkeligheden og dens fænomener greb til
tanken om Guds medvirken, fordi mennesker nu engang vanskeligt kan
udholde at mangle forklaringer på det, de oplever. Og man har tilmed
skudt de gamle i skoene, at de mente gennem bøn og bod at kunne påvirke
Gud til at tage ulykkerne tilbage.
*
Det er klart, at hvis der er noget, der fortjener betegnelser som
primitiv eller indskrænket, er det denne nedgøring af tidligere
generationer. For det, et menneske – udtalt eller uudtalt siger, når
det vender sig til Gud i bekendelse og bøn, er, at det er Gud, der
råder. At vende sig til Gud i bøn er netop at vedgå, at man ikke har
virkeligheden under kontrol, og at man aldrig kan få det, fordi riget,
magten og æren er Guds. Når de gamle mente, at bøn og omvendelse var
den eneste måde at se folkets og rigets nød i øjnene på, var det lige
netop ikke, fordi de troede, at de i nogen som helst forstand kunne
påvirke Gud eller bringe ham til at foretage sig det, som de ønskede.
Dagsordenen var ikke at stemme Gud mildere eller vinde hans
opmærksomhed ved mængden af bønner eller ved omvendelsens alvor og
oprigtighed. Tværtimod: Bøn og omvendelse var – og er – at se
virkeligheden i øjnene, at erkende, hvad der til alle tider er et
menneskes og et folks vilkår i verden, nemlig at være udleveret til
Guds vilje og kun have hans nåde at kunne håbe på. Bøn er kort sagt
udtryk for den erkendelse, at vi som mennesker ikke er i stand til at
frelse os selv.
De allerseneste år har imidlertid været vidne til en ny tendens, hvor
de kollektive, fælles bods og bededage ser ud til at være på vej ind i
folkets liv igen. Det er sket gradvis og uden nogen planlægning fra
oven; men store ulykker, som har berørt mange mennesker, er gennem de
sidste år jævnligt blevet markeret i landets kirker i form af
mindehøjtideligheder eller forbønsgudstjenester. Det gjaldt den
omfattende stormfodskatastrofe i Asien, der havde mange skandinaviske
ofre, og vi har set det i forbindelse med f.eks. større fyulykker eller
skibsforlis. Kirkerne er som noget naturligt blevet åbnet for bøn og
andagt, og mennesker er strømmet til i ganske stort antal.
Medierne har selvfølgelig også registreret fænomenet og været på stedet
med deres kameraer og mikrofoner og stillet de sædvanlige overfadiske
spørgsmål til nogle af de mennesker, der har deltaget ved disse
lejligheder. Spørgsmål, der typisk har handlet om, hvad den enkelte
sådan følte ved den pågældende manifestation. Og mediernes typiske
indfaldsvinkel kunne måske forlede nogen til den konklusion, at her er
tale om udslag af sentimentalitet eller tidstypisk hang til føleri. Men
måske drejer det sig for mange mennesker om noget helt andet, noget,
som medierne næppe er helt forberedt på at tolke. Og måske er her tale
om en ny – eller i virkeligheden gammel – form for trosudtryk, som man
ikke skal gøre sig for hurtigt færdig med.
Der er formentlig en sammenhæng imellem de nye kollektive ”bededage”
offentlige kirkelige markeringer i anledning af konkrete ulykker eller
nødsituationer – og de mere diffuse manifestationer af kollektiv sorg
eller stemning, som mange særligt vil huske fra den britiske prinsesse
Dianas død, og som der har været adskillige eksempler på siden.
Medieverdenen er i reglen hurtigt ude at registrere disse stemninger og
udtryk blandt folk; og medierne kan også have en tendens til at
overtage og sætte sig på fænomenet. Men medierne er muligvis slet ikke
de rette til at tyde og forklare disse udtryk eller det, der ligger
bag. Og under alle omstændigheder er der det vidunderlige forhold ved
en dansk kirke, at det, der faktisk foregår her, ikke er noget,
medierne eller nogen anden udenforstående magt bestemmer. Det er
derimod noget, der foregår imellem Gud og de mennesker, der deltager.
*
Lige så stille er det offentlige rum i disse år ved at blive mere
”religiøst” i den gammeldags forstand, hvor ”religion” slet og ret er
et andet ord for gudsfrygt eller fromhed. Eller for den fælles
erfaring, at der i nødens stund ikke kan være noget andet eller bedre
at stille op end at vende sig til fædrenes Gud i bekendelse af vore
synder og i bøn om hans nåde og barmhjertighed. Det er ikke så
overraskende, at de få, men særdeles højrøstede ateister raser imod
religionens offentlige udtryk. Måske bør det heller ikke overraske, at
en generation af politikere, der er på vej ud, står noget tøvende over
for al den religion og forsøger at behandle den som noget, der må kunne
begrænses ved formaninger og forbud.
Ud af en national krise skrev Grundtvig i sin tid sin salme ”Alfader,
du, hvis navn i nord kan aldrig gå af minde”, hvor Danmarks rige
skildres som et synkefærdigt vrag, som begivenhedernes bølger truer med
at slå til kvas. Salmen var – interessant nok i sig selv en af dem, som
salmebogskommissionen i første omgang ikke ville have medtaget i den
nye salmebog. Lykkeligvis kom man på bedre tanker. Grundtvig gør det
klart, at der ganske vist er styrmænd nok om bord på skibet, men deres
styring virker ikke, skibet nægter at lystre sit ror. Det er erfaringen
af ikke at kunne hjælpe sig selv, som er baggrunden for Grundtvigs bøn
til den stærke, almægtige Gud om at frelse det nødstedte Danmark.
Grundtvigs bøn er et kristent menneskes bøn og retter sig mod den Gud,
der i sin ubegribelige barmhjertighed sendte sin Søn til verden. Og
Grundtvigs bøn er en kristen danskers bøn, en bøn fra et menneske, der
ved, at hans skæbne er knyttet til hans fædrelands og hans folks
skæbne, fordi fædrelandet i den timelige verden er det sted, han har,
den sammenhæng, hvori han som et timeligt menneske kan være til.Så
enkelt er det, selv om det er let at glemme. Og det er glædeligt, at
der i tiden synes at være mange, der er begyndt at minde os om dette
enkle forhold på ny.
|
