|
Af Monica Papazu, Tidehverv, 2009, september, s.137-140.
I Danmark er grundlovsdagen en speciel dag. Den er en nationaldag, et
enestående samlingspunkt.
Man kan ikke lade være med at spørge sig selv, hvorfor Grundloven har
denne særlige betydning i danskernes bevidsthed.
At have en grundlov er uden tvivl vigtigt, men det er ikke alle folk,
der har en grundlov. England har ingen grundlov, og dette forhindrer det
ikke i at være en retsstat og et sammenhængende og demokratisk samfund.
Af de folk, der har en grundlov, er det ikke alle, der tillægger den
den samme betydning, som danskerne gør.
Objektivt betragtet adskiller den danske Grundlov sig ikke fra de
grundlove, som mange folkeslag fik i løbet af 1800-tallet. Den danske
Grundlov er ikke engang den første, man fik i Europa. Den danske
Grundlov fra juni 1849 drog inspiration fra samtidens forfatninger: fra
den norske grundlov af 1814, fra den belgiske forfatning af 1830, som
blev anset som tidens bedste, såvel som fra den amerikanske forfatning
fra 1787.
1800-tallet var nemlig grundlovens gyldne tid. Selv i mit fødeland,
Rumænien, fik man i 1800-tallet en grundlov. Man fik en første liberal
grundlov i begyndelsen af 1830-erne, da de rumænske fyrstendømmer
befandt sig under russisk protektorat, og i 1866 fik Rumænien sin
egentlige grundlov som nationalstat. Den rumænske grundlov havde,
ligesom den danske, den belgiske grundlov som model. Den indeholder
vigtige punkter, som vi også fnder i den danske grundlov
(statssuverænitet, parlamentarisk monarki, principperne for magtens
tredeling såvel som de borgerlige frihedsrettigheder). Denne grundlov
bevarede Rumænien fra 1866 til 1923. Så kom mellemkrigstidens politiske
krise og dernæst den kommunistiske besættelse, som afskaffede landets
suverænitet og retsstaten.
I Danmark derimod gælder grundloven fra 1849 fortsat. Små ændringer
blev indført i tidens løb: f.eks. i 1920 (genforeningen med
Nordslesvig) og 1953 (da Landstinget blev nedlagt). Disse ændringer er
ikke omfattende. Størsteparten af den gældende grundlov er identisk med
grundloven fra 1849. Dette er nemlig det særlige ved den danske
grundlov: At den har opnået blivende værdi. Grundloven er et symbol på
kontinuitet. Der er noget, der står fast, noget, som fortsætter gennem
tiderne og danner bindeled i folket.
Danmark er nemlig et land præget af kontinuitet. Det danske
nationalflag er et af de ældste i Europa (hvis vi ser bort fra
romerrigets symboler, som flere lande har arvet). De fleste lande har
oplevet store omvæltninger, og dette har medført, at de fik et nyt fag.
Det danske monarki er det ældste i Europa. Danmark lever i kontinuitet
med sig selv, og dette er noget særligt.
Jeg nævnte før, at mange europæiske lande fik en grundlov på omkring
samme tidspunkt som Danmark, og at disse grundlove lignede den danske
fuldstændigt. Men hverken dengang eller senere fik grundloven samme
betydning som i Danmark. Det er rigtigt, at flere af disse lande
mistede deres grundlov under dramatiske omstændigheder (i Østeuropa:
besættelsen ved den Røde Hær og den kommunistiske magtovertagelse). Men
heller ikke før disse ødelæggende begivenheder formåede grundloven at
opnå den samme anerkendelse som i Danmark.
Hvordan kan det være? Hvad er hemmeligheden ved det særligt danske?
Hemmeligheden er nemlig den kontinuitet, den rolige, organiske
udvikling, som præger Danmark. Junigrundloven af 1849 var ikke nogen
revolutionær hændelse i egentlig forstand. Den syntes at vokse frem med
livets nødvendighed. Kongen, Frederik 7., opgav simpelthen enevælden
og, som det siges, ”delte beredvilligt både sin magt og sit slot,
Christiansborg, med den nye tids mænd, de nationalliberale” (se note
1), hvilket i sidste konsekvens betyder ”med folket”. Ingen revolution.
Ingen blodsudgydelse. Og hvad folket eller den brede opinion angår, var
der heller ikke uoverskuelige indbyrdes konflikter dér. Naturligvis var
ikke alle danskere tilhængere af de nye ideer. Nogle af de største
danske personligheder, Søren Kierkegaard f.eks., var på grund af deres
ellers dybe eksistentielle anskuelse kritiske over for den moderne idé
om demokrati. De så dets skavanker og de farer, det rummer. Disse
røster er i dag blandt de mest værdifulde, når det drejer sig om at
forsvare menneskenes frihed imod totalitære overgreb. Men sagen er, at
der var et generelt sammenhold i Danmark, da Grundloven blev givet.
Sammenhold mellem kongen og folket såvel som sammenhold i folket
(hvilket krigen mod Tyskland kun gjorde endnu mere åbenbart).
*
Hvad handler Grundloven egentlig om, når vi ser bort fra detaljerne?
Den handler om forholdet til loven, til retten. Og dette er noget
særligt dansk. Alene det at fejre den lov, som er gældende i landet, er
noget enestående.
Ja, der er et særligt forhold til loven i Danmark: Af alle
internationale undersøgelser fremgår det, at danskerne er det folk i
Europa, som har mest respekt for loven. Det er dem fremmed i reglen at
bryde eller bøje loven. Det er det land, hvor der er mindst magtmisbrug
og korruption. En aftale er en aftale. Et ord er et ord.
Dette er i virkeligheden ikke noget nyt fænomen. Det er heller ikke en
følge af Grundloven. Det er omvendt: Når Grundloven har fået så gode
konsekvenser og så stor betydning i Danmark, er det på grund af det,
der gik forud. Grundloven kom ikke som et lyn fra en klar himmel, den
lavede i virkeligheden ikke tingene om. Der fandtes en forudsætning for
Grundloven i landet, og af denne forudsætning afhang den måde,
Grundloven blev modtaget på. Der var allerede en grundlæggende
lovkultur i landet. Der var allerede en klar og sund forståelse af
loven. Ganske vist havde Danmark de sidste århundreder før Grundloven
været et enevælde, men selv det danske enevælde var noget særligt.
Danmark var det eneste land i Europa, som havde en skreven enevældig
forfatning (kongeloven af 1665). Kongen gav loven, men han var
forpligtet over for den lov, han selv gav. Han var ikke over loven. Og
dette er lovens essens.
Den store forfatter Martin A. Hansen beskriver enevældens tid sådan:
”Fra 1660 til 1848 havde vi enevældige Konger her i Landet, og i den
Tid havde Folket ingen Indfydelse paa Lovgivningen. […] Bønderne
styrede [alligevel ]deres egne Sager inden for Landsbyen, og […]
København var meget selvstændig […]. [D]e enevældige Konger i vort Land
støttede sig ogsaa, og saadan var det ikke i noget andet Land, til
Borgerne” (se note 2).
Det, der lå bag disse tilstande, var en gammel opfattelse af loven og
en gammel retspraksis. Det er også det, der danner den egentlige
forudsætning for Grundloven. Danskernes første grundlov er, som Martin
A. Hansen skriver, Jyske Lov fra 1241.
De stærke ord i Jyske Lov er Folketingets motto den dag i dag: ”Med Lov skal Land bygges”.
Den sandhed, som disse ord udtrykker, er det fundament, der har fortsat
uforandret indtil i dag. Disse ord definerer, hvad det betyder at være
et ”land”, dvs. et nationalt fællesskab. Dér, hvor alle lever under
retten, findes der et sandt fællesskab. Der findes kun samfund der,
hvor lovene er retfærdige. Et samfund består af forpligtede mennesker,
som kender forskel på godt og ondt, ret og uret og overholder loven.
Jyske Lov fortæller endvidere, hvordan lovene skal være for at kunne ”bygge landet”, dvs. få fællesskabet til at blomstre:
”Loven skal være ærlig, retfærdig, taalelig, efter Landets Sædvane,
bekvem og nødvendig og tydelig, saa alle Mænd kan vide og forstaa, hvad
Loven siger”.
Hvert af disse simple ord er ligesom mejslet i granit. Loven skal være
”retfærdig”, for loven henviser per definition til retfærdigheden. Den
skal være ”ærlig”: ”ærlig” betyder her både, at loven ikke må snyde
eller være en fælde for nogle, og også at den må tage afsæt i
virkeligheden, have en forbindelse med faktiske forhold. En utopisk
eller abstrakt lov, som ignorerer menneskenes reelle livsvilkår og
menneskenaturen, er simpelt hen ikke en ærlig lov. Loven skal være
”nødvendig”, dvs. at man ikke skal lave regler og paragraffer, hvor det
ikke er nødvendigt, og som kun mindsker menneskenes frihed. Loven skal
være ”tålelig” og ”bekvem”: den skal ikke gøre livet umuligt for
menneskene. Loven skal også være ”tydelig”, dvs. at alle skal kunne
forstå den uden anstrengelse. Og dette betyder både, at den ikke må
være skrevet i et uforståeligt kancellisprog (man kan her nævne, at
mens alle uden besvær kan læse den korte og klare danske grundlov, er
de færreste i stand til at pløje sig igennem EU’s vældige traktater),
og at den i sit indhold må udtrykke den retfærdighed, som dybest set er
indlysende for alle.
”Med Lov skal Land bygges”. Disse ord siger også, at loven skal være
opbyggelig. Den skal være et middel til at bygge op og ikke til at
nedbryde. (Der findes nemlig love, de uretfærdige love, som nedbryder
og bringer folket i fordærv.) For at loven skal kunne virke efter
hensigten, skal der være sammenhæng mellem loven og den moralske sans,
mellem loven og landets kultur. Loven skal være ”efter Landets
Sædvane”, siger Jyske Lov, dvs. at den skal være folkelig. Den skal
vokse ud af menneskenes liv.
Dette er meget vigtigt: Loven er ikke en kunstig konstruktion, som den
ene eller den anden opfinder. Lovene er ikke nogen vilkårlig
opfindelse. Den sande lov er den, som hviler på den forståelse af ret
og uret, som allerede karakteriserer folket, og som tager højde for,
hvordan folk i deres konkrete livssituationer har løst de problemer, de
er stødt på.
Når Jyske Lov taler om ”landets sædvane”, så udtrykker den en stor
tillid til den naturlige lov eller loven i menneskets hjerte, sådan som
den giver sig udslag i de folkelige traditioner. Jyske Lov ignorerer
ikke menneskets synd: ”Men vilde hver Mand nøjes med sit eget og lade
andre Mænd nyde lige Ret, da trængte man ikke til Lov”, men den véd
samtidig, at mennesket ikke ved sin natur er lovløs. Selv i
situationer, hvor den officielle lov bryder sammen, prøver menneskene
ofte, i større eller mindre udstrækning, at respektere den lov, hvis
stemme de hører i deres hjerte. Dybest inde véd de, hvad ret og uret,
godt og ondt betyder. (Det er det, man sommetider kalder for
”retfærdighedsfølelse” på dansk, selv om ordet kan være misvisende, for
”loven i menneskets hjerte” er noget meget mere afgørende end blot en
følelse).
Når Jyske Lov taler om ”landets sædvane”, så udtrykker den samtidig en
forståelse for, at loven skal være noget levende. Den skal bygge på
menneskenes erfaringer og have en direkte forbindelse med deres
konkrete liv. For at være sund skal loven ikke være en fremmed lov, den
skal være landets egen lov.
Nogen vil måske indvende, at dette ikke er relevant mere i
globaliseringens tid, eller at denne tankegang fra 1200-tallet bare er
snævert national, endda nationalistisk. Det er en kendsgerning, at
Danmark i dag er under stort pres fra fremmede love: EU’s lovgivning og
internationale konventioner. Danmark har mistet en del af sin
suverænitet ved indlemmelsen i EU, og dets frihed til at bestemme i
eget hus er blevet indskrænket. Problemet med fremmede love er nemlig,
at de forbliver fremmede. De er ikke levedygtige. Man kan ikke genkende
dem som sine egne. Derfor vil der uvægerligt opstå konflikter (som det
f.eks. er tilfældet med EF-Domstolens såkaldte Metoch-dom fra juli
2008, som begrænser Danmarks muligheder for at bestemme sin
indvandrerpolitik), og der vil også opstå forsøg på at snige sig uden
om loven. Dårlige love, som er dårlige, fordi de ikke er integreret i
folks liv, afstedkommer moralsk forfald. Loven mister sin myndighed.
Det interessante ved Jyske Lov er, at biskop Gunnar af Viborg, som
skrev den, blot nedskrev det, han allerede fandt gældende i landet. Det
drejer sig både om den ånd, i hvilken man forstår loven, og om de
konkrete love, han registrerede.
”[D]et er ikke Bisp Gunnar”, skriver Martin A. Hansen, ”der har
opfundet og skabt Jyske Lovs Bestemmelser. Dem fik han fra
Tingbønderne; de dikterede ham alle de gamle Bestemmelser; de ældste af
Lovene var dengang maaske over 500 Aar gamle”.
Jyske Lov handlede altså om folkets love eller, med et andet ord, om
”demokratisk” lov. Og dette afspejler sig også i både tekstens ånd og i
dens bogstav, for Jyske Lov noterer: ”Loven skal ikke være skreven
eller gjort til nogen Mands Gunst, men efter alle Mænds Tarv, som i
Landet bor”.
Loven er for alle og enhver, som bor i landet. Den er for fællesskabet
og for den enkelte, og de to kan ikke adskilles. Den udtrykker det
fælles vel, men det fælles vel findes kun, hvor loven varetager, ikke
egoistiske ”særinteresser”, men enhver mands ”tarv”.
Hvis vi nu laver et lille regnestykke og tænker på de århundreder, som
er gået forud for Grundloven af 1849, kan vi sige, at den danske
grundlov ikke kun er 160 år gammel, men dens rødder går 1000-1200 år
tilbage. Det er den egentlige grund til, at Grundloven af 1849 fik så
stor betydning. Den er en moderne, liberal grundlov, ligesom alle andre
grundlove i Europa i 1800-tallet, men i Danmark kom den til at virke i
et ganske specielt miljø. Den blev forstået i sammenhæng med den
slidstærke danske lovkultur og blev til en integreret del af danskernes
liv.
Det er netop det, der udgør forskellen mellem Danmark og andre
europæiske lande. Loven er ikke bare loven. Det er ikke nok, at loven i
sig selv – loven på papiret – er retfærdig og fornuftig. Det er også et
spørgsmål om, hvordan den bliver opfattet, og hvordan den kommer til at
påvirke menneskene, og om den overhovedet gør det.
Gode love er absolut nødvendige – ”Med Lov skal Land bygges” – men ikke
engang de bedste love formår at skabe et godt samfund, hvis menneskene
opfatter dem som noget fremmed, uden forbindelse med deres liv og
tradition, eller hvis de har haft en dårlig historisk erfaring med
loven, f.eks. hvis de i lange perioder har oplevet, at lovene ikke er
udtryk for retfærdigheden, men er skrevet for at undertrykke dem og
fratage dem deres frihed og selvrespekt, og de har været nødt til at
bryde loven for bare at overleve. Det er i den situation, menneskene i
Østeuropa befinder sig i idag. Kommunismen har gjort, at de stadig er
tilbøjelige til at anse lovene som udtryk for magthavernes ønske om at
underkue dem, altså som noget uretfærdigt og krænkende.
Da danskerne fik deres grundlov i 1849, følte de derimod, at den var indlysende rigtig. Den virkede som noget naturligt.
*
Hvad betyder Grundloven i dag? Er den ved at blive en museumsgenstand?
Hvis det var tilfældet, ville det være meget alvorligt, for museer er
for døde ting. Museer er for ting, som er holdt op med at være levende,
gamle, døde kulturer, man kan betragte på afstand.
Men Grundloven er ikke død. Den er ikke altid synlig, men den er der. For den er fundamentet i lovenes hus:
”Lovene”, skriver Martin A. Hansen, ”danner tilsammen en Bygning, et
Hus. […] Men den bedste og dyreste Lov, vi har, hedder Grundloven.
Navnet fortæller, at den er Grunden, Stenene, Cementen, Fundamentet
under Lovenes Hus”.
Det er det, man skal bære i tankerne. Når man har et fundament, er det
altid muligt at bygge huset højere, tilføje en ny etage. Man kan også
rive huset ned og begynde forfra, hvis man opdager, at man har bygget
forkert, men fundamentet forbliver.
De øvrige love kan altid ændres, og nye love opstår. Men fundamentet må
man ikke røre ved. Som Martin A. Hansen skrev: ”Hvad der rammer
Grundloven, rammer jer selv. I skal ikke høre efter dem, som i denne
Tid vil fortælle, at Grundloven ikke dur, at den er skadelig”. Martin
A. Hansen skrev disse ord i 1950’erne, men hans ord er ikke mindre
aktuelle i dag.
Og hvad er de fundamentale ting, som Grundloven holder os fast på? Som
det allerførste skal man tænke på navnet. Grundloven hedder Danmarks
Riges Grundlov. Navnet selv stadfæster landets eksistens. Danmark er
navnet, som betegner det nuværende fællesskab såvel som de tidligere
generationer, den ene efter den anden gennem hundreder og atter
hundreder af år. Som der står i den smukke befrielsessang ”En lærke
letted”: ”Vi mindes stille de tapre døde, /hvis navne lever i Danmarks
navn”.
Ved at betegne sig selv som Danmarks Riges Grundlov, udtrykker
Grundloven også sin ydmyghed. Her lovgives ikke hovmodigt for hele
verden – men kun for det lille, begrænsede land, som danskerne bebor.
Det er den lov, der gælder for det nationale fællesskab.
Når Grundloven i første kapitel siger, at ”Regeringsformen er
indskrænket-monarkisk”, og at ”Den lovgivende magt er hos kongen og
folketinget i forening” (§ 2 og 3), så signalerer den mere end blot en
samfundsform, ”parlamentarisk monarki” og ikke republik. Den signalerer
sammenholdet mellem konge og folk og den historiske kontinuitet i
landet.
Enhver véd, at kongen eller dronningen ikke længere har lovgivende
myndighed, men det betyder ikke, at monarkiet er uden betydning.
Monarkiet samler landet og danner fundament for et velfungerede
demokrati. Monarkiet viser sig nemlig at være det bedste værn for et
stabilt, levedygtigt demokrati, alt imens republikkerne meget let kan
være rammen for borgerkrig og diktaturer.
Den paragraf, som omhandler folkekirken, tjener også til at understrege
det folkelige fællesskab: ”Den evangelisk-lutherske kirke er den danske
folkekirke og understøttes som sådan af staten” (§ 4). Det vigtige her
er ordet ”folkekirke”. Det er ikke som statskirke, at den
evangelisk-lutherske kirke understøttes af staten, men som folkekirke.
Staten er folkets stat, og kirken er folkets kirke – det er folket, der
danner bindeled.
Grundloven definerer på én gang fællesskabet og den enkelte i
fællesskabet. Den beskytter hver enkelt borger. Ejendomsret, boligens
ukrænkelighed og ytringsfrihed er her blandt de allervæsentligste
punkter.
Danmark befinder sig i dag under pres fra både internationale
myndigheder (EU’s lovgivning) og indefra, fra indvandrergrupper, som
ønsker at gøre deres egen lov (den islamiske sharia) gældende. I netop
denne situation kan man se, at det, der beskytter det danske
fællesskabs fortsatte eksistens, er Grundloven.
Man skal ikke spørge om, hvordan vi kan gøre grundloven tidssvarende.
Man skal derimod værne om den arv, man er, med Martin A. Hansens
udtryk, ”født til”. Fordi den er det nationale fællesskabs legitime
arv. Fordi den er en frihedens og retfærdighedens arv, og de to
forudsætter hinanden.
Derfor vil jeg slutte med at citere et vers fra sangen ”Frihed er det bedste guld” af biskop Thomas af Strängnäs (1439):
”Frihed er en stad så skøn,
hvor enigheden bor i løn,
og nabo smukt sig føjer,
hvor så man skatter egen arv,
at alle ser på næstens tarv,
og ingen retten bøjer”.
Note 1: www.folketinget.dk/BAGGRUND/00000033/00972093.htm
Note 2: Citaterne fra Martin A. Hansen såvel som fra Jyske Lov er fra:
Martin A. Hansen, Af Folkets Danmarkshistorie, Gyldendal, 1959, ss.
50-62.
|