|
Af Søren Krarup, Tidehverv, 2009, nr. 8, oktober, s. 157-159.
Hvorfor har vi en folkekirke i Danmark?
Svar: Fordi det danske folk er et kristent folk.
Dette er sagen i al dens enkelhed. Den helt overvejende del af det
danske folk hører til den evangelisk-lutherske kirke, og derfor siger
grundlovens paragraf 4, at "den evangelisk-lutherske kirke er den
danske folkekirke og understøttes som sådan af staten". Den danske stat
er naturligvis til for danskernes skyld. Den danske stat skal tjene det
danske folk. Og da næsten hele det danske folk er medlemmer af den
evangelisk-lutherske kirke, er denne folkekirke, der som sådan støttes
af staten.
Elementært og indlysende. Og kritikken af den danske folkekirkes
eksistens som folkekirke, der som sådan understøttes af den danske
stat, er tilsvarende kunstig og ubegavet. F.eks. hos en Tøger
Seidenfaden, Systemet Politikens talsmand, der i fuldt alvor kan
udtale, at den herskende kirkeordning i Danmark "har ingen
argumenter"(Kristeligt Dagblad 28.8.). Nej, det danske folks
virkelighed og eksistens er intet "argument" for Politiken. Her tæller
kun kunstigheden og abstraktionen.
Sådan er det hos Systemet Politiken, dvs. hos hovedparten af den danske
medieverden, og sansen og respekten for den danske folkekirke og dermed
for danskerne er tilsvarende lav i "den offentlige mening", dvs. blandt
journalister og kulturradikale. Heldigvis gælder folkestyret fortsat i
Danmark, hvorfor folkekirken ikke anfægtes af sådanne abstraktioner.
Danskerne stemmer på sig selv og dermed på deres kirke. Folkekirken
forsvinder ikke, før danskerne er kommet i mindretal i Danmark.
*
Og det ske sent! For hvad betyder det for det danske folk, at det er et
kristent folk? Det betyder, at den danske virkelighed er præget af
gensidig loyalitet, samhørighed og god vilje. Dette er frugten af
evangelisk-luthersk kristendom. Hvis Tøger Seidenfaden & Co. var i
stand til at læse og forstå Martin Luther, kunne det anbefales, at de
læste Luthers skrift til den tyske adel fra 1520, hvor Luther
understreger det almindelige præstedømme, dvs., at enhver, der er døbt,
er på én gang pave, biskop og præst. Med Luthers ord: "Thi hvad der er
krøbet ud af dåben, kan rose sig af allerede at være indviet til præst,
biskop og pave". Et opgør med den katolske ordination. Et opgør med
påstanden om, at nogle er mere lige end andre, fordi der fndes mere
eller mindre hellige, ordinerede og ikke-ordinerede, lærde og læge.
Nej, hvor dåben gælder, er vi alle lige for Vorherre, og for at
understrege denne grundlæggende lighed har vi barnedåb. Et lille barn
kan ikke kvalifcere sig. Det lille barn modtager Guds nåde gratis. Og
dermed er i sidste instans barnedåben forkyndelse af den menneskelige
og folkelige lighed, hvor ingen skal hovmode sig.
Dette kristne grundsynspunkt har præget det danske folk - siger jeg
efter et snart langt liv i den danske folkekirke. Når man som præst i
folkekirken kommer til at holde af sine sognebørn, er det på grund af
den fundamentale loyalitet, man møder hos dem. De kan grine ad præsten.
De kan også ryste på hovedet af ham. Ligesom de kan grine og ryste på
hovedet af hinanden, men hvor de grundlæggende er i samme båd og bærer
over med hinanden.
Sådan lever det danske folk. Sådan er fanatisme, hellighed og hovenhed
udansk. Sådan er den danske virkelighed præget af skønsomhed og
overbærenhed.
Det skyldes den danske folkekirke. Det skyldes, at den danske folkekirke er en evangelisk-luthersk kirke.
*
Dette skal man gøre sig klart, og man skal gøre det i tide, før det
lykkes Systemet Politiken og en anti-luthersk kristelighed at ødelægge
folkekirken og dermed den danske virkelighed.
Fordi der netop står så afgørende ting på spil, er det vanskeligt at
bære over med de gejstlige, præster og biskopper, der foragter
folkekirken og i deres ideologiske sværmeri og teologiske vankundighed
arbejder på at bringe den i foragt. En præst som Per Ramsdal i Brorsons
kirken på Nørrebro i København udgør en trussel imod kristendommen og
den danske folkekirke. Hans optræden i denne sommer, hvor han sammen
med de autonome og Enhedslisten brugte Brorsons kirken til en politisk
happening med afviste irakiske asylansøgere, kan ikke kritiseres nok.
Han blæste på sit sogn, sin menighed, sin folkekirke. Han spændte
folkekirken for et politisk projekt, hvis egentlige mening var krig
imod den i Danmark gældende udlændingepolitik, fastlagt af folketingets
flertal, og han bragte således folkekirken i modsætning til folket. Det
var folkekirken, der blev taberen i dette oppustede, kyniske skuespil.
De mange danskere, der med god grund raser over at være taget til
indtægt for en Per Ramsdals kirkemisbrug ved at være medlemmer af den
folkekirke, han misbrugte, kan med rette spørge sig selv: Hvorfor
skulle vi dog være medlemmer af en sådan politiserende kirke? Hvorfor
skal vi fnde os i, at en præst bruger os alle sammen som brikker i sit
og de autonomes spil med "kirkeasyl" og andre løgne?
Det er folkekirken, der er blevet misbrugt, og det er dermed folkekirken, der er taberen.
*
Og hermed kommer vi til den egentligt skyldige, for det er biskoppens
pligt at tage vare på folkekirken og evangeliet og sætte den præst på
plads, der misbruger kirke og kristendom til sit eget sværmeriske,
politiske spil. Hermed kommer vi til den Erik Norman Svendsen, der i
sommeren 2009 var Per Ramsdals biskop og derfor var skyldig at sætte
ham på plads.
Man kan ikke undgå undermålere. Der vil altid være overspændte præster,
der vender ryggen til evangelisk-luthersk kristendom og dermed til
deres eget præsteløfte. Sådan er virkeligheden også. Men så kan man gå
til biskoppen og sige til ham: Det er dit ansvar, at dette misbrug af
kristendom og kirke bliver stoppet!
Biskop Erik Norman Svendsen stoppede ingenting. Han forholdt sig ganske
tavs og passiv. Han lod sin forvildede præst på Nørrebro tumle rundt i
kirkerum og sogn uden at holde den forvirrede præst fast på hans embede
og pligt.
Den egentligt skyldige var Københavns biskop.
*
Og så viser det sig, at dette svigt følges ved Erik Norman Svendsens
afgang som biskop over Københavns stift op af et bevidst forsøg på
undergravning af den danske folkekirke, hvis tjener han skulle være.
Hans illoyalitet, jeg fristes til at sige hans forræderi viser sig at
være endnu større end det, han demonstrerede i forbindelse med Brorsons
kirke.
I et afskedsinterview i Kristeligt Dagblad 27.8. erklærer han, at han
anser folkekirkens dage for talte, fordi venstreføjen og medierne er
modstandere af folkekirkens sammenhæng med staten. "Så næste gang, der
kommer en revision af grundloven, så falder paragraf 4 om, at den
evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke, som understøttes
af staten", siger Erik Norman Svendsen i interviewet.
Og værre endnu. Dagen efter meddeler avisen: "Til Kristeligt Dagblad
udtalte Erik Norman Svendsen i går, at han allerede i sit nuværende
arbejde som biskop helt bevidst har arbejdet på at gøre folkekirken
klar til i fremtiden at skulle stå på egne ben. Ikke fordi han har
ønsket det, men fordi hans analyse af realiteterne i samfundet betød,
at han følte det som sit ansvar som leder".
Og i interviewet 27.8. sagde Erik Norman Svendsen om den
kirkeadskillelse, han altså har arbejdet på som Københavns biskop: "Det
kan ske meget hurtigt. Det er ikke til at sige. Men det behøver ikke
kun at være negativt. Den svenske kirke har godt nok mistet mange
medlemmer efter adskillelsen fra staten ved årtusindskiftet. Men det er
også min vurdering, at de er blevet mere selvbevidste som kirke. De er
blevet rankere, og det er positivt".
*
Vi må sige: Hvilket forræderi af folkekirken - også som en
evangelisk-luthersk kirke. For denne tale om en "selvbevidst kirke",
hvad er det andet end en sekterisk, anti-luthersk kirkeforståelse, der
er katolsk i sit grundpræg? Dette er kompromitterende nok. Men ganske
utilgiveligt forekommer det os, at Københavns biskop altså har siddet i
Københavns bispegård og arbejdet i det skjulte på at mørne båndene
mellem den danske stat og den danske folkekirke.
Det er med et sådant muldvarpearbejde, at drevne politikere og
manipulatorer arbejder. De siger ikke, hvad de vil. De lægger ikke
hensigten åbent frem. Men i det skjulte saver de i forbindelsen mellem
den danske folkekirke og den danske stat, mens de offentligt, ofte
beklagende, udtaler deres tvivl om muligheden for at bevare denne
forbindelse.
Meningen er propaganda for adskillelsen. Meningen med det hele er, at
grunden under folkekirkens eksistens som folkekirke i Danmark i henhold
til grundlovens paragraf 4 undergraves. På denne måde undergravede det
kulturradikale Danmark f.eks. den private families eksistens fra
1960´ernes begyndelse. Man sagde det skam ikke direkte. Man lagde ikke
åbent sin socialistiske hensigt frem. Men man ytrede sin uendelige
bekymring for den private families mulighed for at løse sine opgaver,
bl.a. i forhold til børnene, der måtte mangle pædagogisk stimulation,
og efterhånden fik man socialiseret lovgivningen, så at forældrene blev
sat ud af spillet - senest med det uhyrlige krav om, at børnene må ikke
spise forældrenes madpakker, men kun samfundets autoriserede kost.
Sådan gør man. Sådan lister man sin vilje igennem. Sådan fik
socialdemokratismen magten over den private familie, og således søger
den nu afgåede biskop over Københavns stift at undergrave folkekirken
og skabe en "selvbevidst" kirke - læs: en selvstændig kirke med særligt
"kristelige" meninger om samfund og politik. Et nej til det
evangelisk-lutherske. Et nej til den danske folkekirke.
Københavns biskop hånd i hånd med Tøger Seidenfaden og Enhedslisten.
*
Er der andet at sige til denne alliance end nej? Er der andet at gøre
end at forkynde evangeliet og slå sin lid til det hæderlige danske
folk?
Vi svarer disse manipulatorer og propagandister: Længe leve folkekirken!
|
