|
Af professor, dr. theol. Jesper Høgenhaven, Tidehverv, 2000, nr. 2, februar, s. 24-25.
Johannes Horstmanns teologiske arbejde behøver ingen anprisninger. Det
taler for sig selv. Det taler ved sin uomgængelighed, et værk, der ikke
er til at komme udenom for den, der vil arbejde som dansk luthersk
teolog og gøre det seriøst, og dermed også et værk, der til stadighed
nok skal blive genfundet og genopdaget, og som der nok skal blive
arbejdet videre med, et værk, der nok skal sætte sig igennem aldeles
uafhængigt af den tilfældige ydre anerkendelse eller den tilfældige
mangel herpå fra dem, der tilfældigvis måtte mene, at de har eneret på
at sætte den aktuelle dagsorden.
At have kendt Johannes Horstmann er et privilegium. Både fordi han
var et fornemt menneske, et sjældent dannet menneske i den gammeldags
forstand, der ikke har det fjerneste med ydre manerer at gøre, men i
stedet drejer sig om det helstøbte og ægte i personligheden. For mig
står Johannes Horstmann som det fornemste eksempel på »teologisk
eksistens«, jeg har kendt. For Horstmann var det alvor med teologiens
sag. Alt teologisk arbejde kunne for ham kun have det ene formål at
vise hen til sagen, evangeliet, som der i egentlig forstand kun kan
tales om i bekendelse og forkyndelse.
Horstmanns indsats måtte derfor blive præget af en radikalitet og en
kompromisløshed, der selvfølgelig kunne misforstås som stædighed og
rethaveriskhed – og jævnligt blev det. Men Horstmanns kompromisløshed
udsprang af, at det teologiske arbejde for ham var en forpligtelse.
Kampen for den rette lære var en kamp for den størst mulige klarhed i
ord og begreber, en kamp, der nødvendigvis altid måtte føres af og
blandt syndige mennesker, der ikke vil vide af sandheden, og for hvem
sandheden derfor må åbenbares – af Gud selv og af ham alene. Sandhedens
erkendelse er Guds værk, aldrig et resultat af menneskers kamp for
sandheden, heller ikke et resultat af nogens teologiske arbejde. Det er
præcis på dette vilkår, at det teologiske arbejde skal gøres, det er på
dette vilkår, kampen for klarhed og bekæmpelsen af den falske lære
giver mening og skal føres med alvor og lidenskab – i det håb, at Gud
vil tage vores ringe og forfængelige arbejde i tjeneste for sin
sandhed, dersom det måtte behage ham at gøre det. Den rette lære kan på
det vilkår aldrig blive den sikre platform, hvorfra teologen kan
bekæmpe sine modstandere i forvisning om at have sit på det tørre. Til
gengæld kan det være uundgåeligt, ja, bydende nødvendigt, at det ind
imellem tager sig præcis sådan ud. Den kæmpende teolog kan ganske
enkelt være nødt til at ligne en rethaverisk rigorist, der har »taget
patent« på sandheden.
I den teologiske strid var Horstmann uden skånsel. At tænke i
taktik, alliancer eller succeskriterier var ham fuldstændig fremmed.
Side om side med hans kompromisløshed gik en undertiden forbløffende
vilje og evne til at lytte der, hvor han fandt, at nogen havde et
anliggende. En vilje til at lytte, der må være kommet af, at han vidste
sig selv stillet under tiltale. At han aldrig kunne glemme, at han i
den teologiske strid selv var det syndige menneske, der ikke ville høre
evangeliet, men for hvem evangeliet dog havde lydt og ville lyde igen.
Han var som menneske selv til stede i sit teologiske arbejde, som
derfor blev konkret og virkelighedsnært – uagtet, at der var dem, der
ud fra en overfladisk betragtning kunne finde det teoretisk og
verdensfjernt. Horstmanns indsats var tillige båret af en vidunderlig –
og ægte luthersk – ubekymrethed. En i bedste forstand enfoldig – og
dybt alvorlig – fortrøstning til, at Guds ord og gerning er der ingen
og intet, der kan stille sig i vejen for; og den, der forsøger at gøre
det, kan dermed ikke komme til at gøre andet end at afsløre sig selv.
Med dette udgangspunkt kunne Horstmann – mere end et årti før
Berlinmurens fald – skildre »den socialistiske æras dødskamp« i sin bog
af samme navn. Idag ville nogle sikkert sige, at »udviklingen« havde
givet ham ret; men Horstmann ville selvfølgelig aldrig anerkende et
populærmytologisk begreb som »udviklingen«. For ham var det derimod
sådan, at ethvert menneskeskabt Babelstårn i sig selv, når evangeliets
lys faldt på det, måtte bære vidnesbyrd om Guds dom – og denne dom
måtte den ydre virkelighed også før eller siden gøre synlig for enhver.
Også i forholdet til den teologiske tradition var samtalen og
opgøret for Horstmann bestemt af lidenskab og alvor – og tillige af en
dyb respekt for det arbejde, fædrene havde ydet. Samhørigheden med dem
var givet i og med, at de havde lyttet til det samme evangelium og
stået under den samme forpligtelse. Af Horstmann kunne man lære at læse
teologiske tekster fra fortid og nutid, dvs. virkelig læse teksterne
som indlæg i en samtale, som udsagn, der skal tages alvorligt, ikke som
døde genstande for forskeres nysgerrighed.
Grundlaget og udgangspunktet for Horstmanns teologiske overvejelser
var til hver en tid den hellige skrift, den bog, der – med Luthers ord
– »gør alle andre bøgers visdom til dårskab«, et udsagn, der kan stå
som forudsætningen for alt, hvad Horstmann har sagt og skrevet om
teologi. Et udsagn, som for Horstmann var uafkortet alvor: Bibelen er
kirkens kanon. Dette er ingen formel konstatering, men et teologisk
udsagn, en henvisning til de bibelske teksters kanonicitet, som sætter
sig selv. Bibelens kanonicitet er ikke et konstaterbart forhold men en
begivenhed, der må forudsættes. Som begivenhed er den ét med Guds
åbenbaring. Bibelens kanonicitet er ganske enkelt den begivenhed, at
skriften viser hen til Kristus, »driver på« ham og dermed gør sig selv
gældende som Kristusvidnesbyrd, som Guds åbenbaringsbog. Naturligvis
var Horstmann på det rene med, at hvad han sagde om Bibelen kunne
misforstås som fundamentalisme og »konservativt bibelsyn« og også måtte
blive det; men hans foredrag og artikler om den teologiske
bibeleksegeses vilkår repræsenterer en uafviselig udfordring for enhver
nutidig dansk teolog.
At ære Johannes Horstmanns minde kan for den, der har stået i lære
hos ham, ikke skilles fra den forpligtelse, der er indeholdt i hans
teologiske arbejde.
|