|
Af Søren Krarup, Tidehverv, 2009, nr. 10, december, s. 197-198.
Den også af mig velmeriterede journalist har fået en idé:
”Jeg er blevet noget optaget af ideen om at interviewe dig under
overskriften ”Hvad skulle det nytte” på baggrund af dine otte års
værnepligt. Du husker, vi i telefonen talte om den faktiske
underordning under EU og om den langsommere, men dog konstante
forandring af den danske befolknings sammensætning i islams favør. Det
ville åbne en ny front i debatten, forekommer det mig.”
Jeg er ikke varm på ideen. Jeg aner en hensigt. At vi er nogle
stykker, der lukker øjnene for en dyster udvikling, mens vi i øvrigt
hævder at bekæmpe og ændre den. Han tænker utvivlsomt på den såkaldte
Metockdom, afsagt af EF-domstolen, hvis umisforståelige indhold jo er,
at Danmark kan ikke bestemme, hvem der kan komme ind i og bosætte sig i
landet, selv om det danske folketing har fastsat betingelserne i sin
lovgivning. Danmark er sat skakmat af EF-domstolen. Danmark er
umyndiggjort som medlem af EU. Og hvor megen mening er der så i at have
som sin politik at ville forhindre, at Danmark fra at være en nation
bliver forvandlet til et multikulturelt samfund via den ukontrollable
indvandring?
Problemet er naturligvis EU. Der er ingen mulighed for at standse
indvandringen, ja islamiseringen, så længe Danmark er medlem af dette
EU, der via sin anti-nationale ideologi arbejder på at nedlægge de
europæiske nationalstater og dermed det danske folketings ret til at
bestemme lovgivningen i Danmark. EU er ikke blot nationalstatens, men
også folkestyrets fjende. En anti-national og overnational magthaver,
der undergraver alt, hvad bl.a. jeg kæmper for på Christiansborg.
Er der så ikke grund til at se problemet i øjnene, spørger journalisten.
Jeg er ikke varm på hans idé. Jeg fatter jo kun alt for godt hans
hensigt. At afsløre, at vi fægter forgæves eller i blinde. At tvinge
mig til at erkende, at så længe vi støtter en regering, der støtter EU,
er min nationale værnepligt uden realitet eller konsekvens.
*
Og han har naturligvis en pointe. Det kan ingen være blind for. Alligevel svarer jeg nok nej.
For Danmarks situation kan ændres på flere måder. Det er sandt, at
det mest logiske synes at være et umisforståeligt nej til en regering,
der siger ja til EU’s nationalt ødelæggende linie. Det er dette nej,
journalisten vil have mig til at udtale åbent og offentligt. Og
naturligvis siger jeg og har jeg siden 1960´erne sagt nej til Danmarks
medlemskab af EU, men kampen imod EU kan være mere end politisk. Det er
dette, jeg vil fastholde, hvorfor jeg ikke vil deltage i et interview,
der kun kender et politisk perspektiv. Kampen er også folkelig, ja
åndelig i den forstand, at den i sidste ende består i at fremme det
folkelige systemskifte, der fandt sted i 2001, og hvis sluttelige mål
selvsagt er opgøret med en overnational union, der som sådan ophæver
Danmarks og det danske folkestyres selvstændighed.
Jeg vil ikke trækkes ind i et rent politisk spil. Jeg vil fastholde
det folkelige eller åndelige perspektiv, som med nødvendighed vil føre
politiske konsekvenser med sig. Den danske selvbesindelse betyder også
et dansk nej til EU. Det er indlysende. Men kender man kun det
politiske perspektiv, kan man alt for nemt sabotere det systemskifte,
vi lagde grunden til i 1980´erne, og hvis frugter vi i dag kan glæde os
over. Trods alt.
For vælter vi den nuværende regering, kommer vi fra asken i ilden.
Dens alternativ vil føre til en situation, hvor den nationale
selvbesindelse er udelukket og opløsningen eller islamiseringen af
Danmark vil tage fart. Lidt er bedre end intet. Og lidt kan være vejen
til mere, ja til det formål, der er bl.a. mit.
Derfor vil jeg nok svare nej til journalisten. Jeg kan godt forstå
hans interesse i at lokke mig på glatis. Set fra hans position er den
oplagt.
Men jeg foretrækker at sætte problemstillingen selv.
*
Når dette er sagt, må det på den anden side erkendes, at sort ser
det ud. Otte år efter systemskiftet er situationen ikke lystelig i
Danmark.
Et tilfælde som Tingbjerg taler sit tydelige sprog om en dansk
dagligdag, der i stigende grad terroriseres af de indvandrere fra
muslimske lande, der ikke vil respektere Danmark og dansk kultur og
lov. I den gældende aftale om indfødsret hedder det i paragraf 2: ”Det
er en betingelse for optagelse på et lovforslag om indfødsrets
meddelelse, at ansøgeren lover troskab og loyalitet over for Danmark og
det danske samfund og erklærer at ville overholde dansk lovgivning og
respektere grundlæggende danske retsprincipper.”
Dette er betingelsen for at opnå dansk indfødsret. Det skal
naturligvis også være betingelsen for overhovedet at kunne bosætte sig
i Danmark. Vi må kræve troskab og loyalitet. Og vi må lade det få
konsekvenser, hvis fremmede, der har bosat sig i Danmark, udviser
illoyalitet og fjendskab over for dansk kultur og danske traditioner.
Jeg var til gudstjeneste i Tingbjerg kirke søndagen efter, at
balladen var eksploderet, og det var i egentlig forstand opbyggeligt at
opleve den opbakning bag folkekirke og kristendom, som den overvældende
deltagelse manifesterede. Det var helt bevægende at høre fre hundrede
kirkegængere fremsige trosbekendelsen. Her var der tale om troskab og
loyalitet.
Men det er for sjældent. For svagt. For tøvende. Hvad ligner det, at
den ledende politimand Per Larsen erklærer, at politiet tøver med at
gribe ind over for terror mod det danske samfund for ikke at fremkalde
”modtryk”? Hvad ligner det, at brandvæsen og andre funktioner i det
danske samfund ikke kan færdes frit i de dele af storbyerne, hvor
islamiseringen er koncentreret? Hvordan kan vi acceptere, at dansk lov
og samfundsliv skal bede om tilladelse til at fungere?
Det er et spørgsmål om vilje til at fastholde dansk lov og ret. Men
denne vilje er vigende. Jeg mindes New York i 2003. Vi havde hørt, at
New York var en by fuld af kriminalitet. Men byens borgmester havde
placeret bevæbnede politifolk på hvert eneste gadehjørne, og byen var
fredeligere og sikrere end København.
Det er et spørgsmål om vilje. Problemet er, at den danske viljestyrke er svag.
*
Og problemet er jo også, at foragten for Danmark og dansk lov og ret
er udbredt dér, hvor den skal modsiges. Begivenhederne i Brorsons kirke
er i så henseende talende. En demonstration af en folkekirke, der ikke
ved, hvad kristendom er, og af et offentligt liv, som med begejstring
griber folkekirkens ukristelighed til at udøve politisk pression og
sabotere det danske retssamfund. Nej, otte år efter 2001 er der ikke
grund til udelt optimisme. Det har journalisten ret i. De seneste
signaler om klimaklokkeringning med folkekirkens klokker er et andet
vidnesbyrd om biskopper og præster, der på den pinligste måde
demonstrerer deres afstand fra, ja modsætning til evangelisk-luthersk
kristendom.
Jo, sort ser det rigtignok ud. Vi står i et vadested, hvor kun alt
for meget bevæger sig i den gale retning. Der er ikke baggrund for
falsk optimisme.
Men derfor skal vi alligevel ikke politisere, ja partipolitisere problemet.
|
