|
Af Majken Frost, Tidehverv, 2010, nr. 1, januar, s.1-2.
”Tænk dog på vore børn og børnebørn!”. Ordene har lydt igen og igen i
det forløbne år, hvor endeløse klimatiske udredninger og hysteriske
dommedagsforudsigelser har opfyldt enhver offentlighed med respekt for
sig selv. Tænk på de kommende generationer – med disse ord melder man
sig ind i selskabet af ansvarlige mennesker, der er optaget af det gode
og har omsorg for andet end sig selv og sine øjeblikkelige
bekvemmeligheder, og i det klimatiske felttog har man oven i købet
kunnet påberåbe sig videnskaben som forbundsfælle og argumentation for
sin bekymring. Det vil gå helt galt, hvis vi ikke ændrer kurs – de
kommende generationer kommer til at betale gildet.
Jeg har altid haft en indædt mistro til argumenter, der tog børnenes
fremtid til indtægt for et øjeblikkeligt slagsmål, og ikke mindst har
jeg haft den, når de er blevet underbygget med videnskabelige
udredninger. For adskilles ansvarligheden for børnene fra mit helt
personlige ansvar for just mine børn, er det ensbetydende med at kaste
børnene for løverne, dvs. gøre deres tilværelse og fremtid til politik,
til en effektfuld brik i det politiske eller ideologiske spil. Derfor
kan i grunden kun forældrene og slægten sandt udtale de indledende ord,
idet enhver anden instans altid vil have et projekt at hyppe bagved
ordene.
Der er grund til at slå dette fast i en tid, hvor alskens projekter
søsættes som værende just for børnenes skyld – de være sig pædagogiske,
sociale eller psykologiske – opfindsomheden er jo uden ende. Men når
jeg her tager det op, skyldes det ikke det aktuelle klimahysteri, som
jo blot indgår i rækken af tilsvarende vækkelser, for anledningen til
de indledende overvejelser er en lille bog, som i efteråret havnede på
mit bord. ”Kampen og ekteskapet og barnet. Konsekvenser, analyser og
argumenter. Gi oss ekkteskapet tilbake” – et indlæg udsendt i foråret
2009 af filosoffen og forfatteren Nina Karin Monsen (NKM) om den i 2008
i Norge vedtagne ændring af landets ægteskabslov, der trådte i kraft 1.
januar 2009 under den pompøse titel ”Lov om endringer i ekteskapsloven,
barnelova, adopsjonsloven, bioteknologiloven mv. (felles ekteskapslov
for heterofile og homofile par)”.
Ingen ved sine fulde fem vil vist vove at påstå, at en sådan
lovændring foretages for børnenes skyld, men enhver vil kunne se, at
loven vil få afgørende konsekvenser for de børn, som berøres af den.
Som i Danmark har et homofilt par i Norge hidtil kunnet få juridisk
orden i deres forhold gennem loven om registreret partnerskab, men her
handler det om noget ganske andet: Nemlig om en total både sproglig og
juridisk ligestilling af to former for samliv, hvis umiskendelige
forskellighed nødvendiggør en lang tilføjelse, som understreger den
forskellighed, der med loven forsøges ophævet. Det hedder vist på dansk
at sætte sig mellem to stole. Under alle omstændigheder understreger
lovens titel et temmelig afgørende problem: At der i den ene form for
ægteskab ikke på naturlig vis kan komme børn. Og her er det,
videnskaben eller vel rettere teknologien kommer ind i billedet. Hvad
man ikke på naturlig vis kan skabe, kan konstrueres. Enten gennem
homofiles adgang til adoption eller ved insemination.
Adoption eller adoptionslignende forhold er jo en gammel foreteelse.
Gennem århundreder har forældre i nød eller forældre velsignet med
mange børn anbragt børnene eller nogle af disse hos andre, ofte hos
nære slægtninge eller gode venner – og afhjælpning af ufrivillig
barnløshed ved adoption har været til glæde for både adoptionsforældre
og -børn op igennem tiden. Men moderne homofiles imødegåelse af
barnløshed er ikke affødt af nød, men af ideologi. Af rethaveriskhed.
Målsætningen er dels, at hvad andre får, har også jeg ret til at få, og
dels – med Jesper Langballes afdækning af homoseksualitetens ideologi i
den fremragende artikel om ægteskabet i Tidehvervs martsnr. 1995 – af
ønsket om ”at nedbryde de historisk grundfæstede institutioner, der
beskærmer den almindelige borger mod ideologisk betinget ufrihed. Den
vigtigste af disse institutioner er netop ægteskabet”.
(Jeg har med stor glæde genlæst artiklen, som bl.a. ved sin grundige
og præcise påpegning af den pagtsforståelse, som ægteskabet både
kristeligt og folkeligt er bærer af, satte den også præstelige
kvababbelse på plads, som homofiles krav om adgang til kirkelig vielse
vakte i -90ernes Danmark).
NKM nævner i sin bog, at hendes modstand mod ændringen af den norske
ægteskabslov i begyndelsen var båret af det angreb på det traditionelle
ægteskab, den indebar. Ikke at denne modstand svækkedes, men langsomt
gik det op for hende, at ved siden af selve ægteskabsordningen var der
andre ofre, nemlig de konstruerede børn, dvs. de børn, som den nye lov
gav homofile adgang til at få ved bioteknologiens hjælp. Med lov i hånd
skabte man forældreløse børn, for uanset hvor omsorgsfulde to af samme
køn kan være, så er de ikke forældre. Forældre er en far og en mor
(hvad der afsløres i lovens ny-sprog, der taler om en mor og en
”medmor” eller om omsorgspersoner). NKM slår fast, at for første gang i
verdenshistorien påfører voksne bevidst et barn at skulle fødes som
handicappet – nemlig uden en far, idet denne blot vil være et nummer i
en sædklinik, evnt. med utallige ”børn” spredt ud over verden. Og de
samme voksne berøver bevidst et barn den ene af de to slægter, som
barnet er rundet af og under normale forhold kan holde sig til og
spejle sig i.
Barnets eksistens som et menneske hørende sammen med denne slægtens
historie, dvs. som bundet af og til denne dets egen historie,
elimineres med et pennestrøg i ligestillingens navn. NKM kalder det
totalitarisme på en ny måde og slår fast, at alle børn efter denne lov
anskues som ”attpåklatter” i de voksnes verden. Legetøj for de voksne
har en dansk politiker kaldt det samme fænomen, og kynismen i den nye
situation er jo uomtvistelig. Det hænder jo undertiden, at en kvinde
stjæler et barn for at tilfredsstille sine moderinstinkter – nu klarer
bioteknologien det for dem.
Men Norge er et kristent land, skriver NKM. 82% af nordmændene er
medlemmer af den norske kirke. Og da planerne om lovændringen gik op
for befolkningen, havde bestyrtelsen været stor. En protestskrivelse
samlede 50.000 underskrifter, og omkring i landet deltog tusinder i
protestmarcher. Men ikke mindst organisationen af bøsser og lesbiske
havde gjort deres lobbyarbejde godt, og loven blev vedtaget med bekvemt
flertal.
Norge er et kristent land, skriver NKM, og hun slår fast, at just
religionen, kristendommen er hovedfjenden for den nye lovs fortalere.
Kristendommen med den gamle beretning om Guds skabelse af mennesket som
mand og kvinde og Guds henvisen dem til hinanden; og med dens tale om
og til mennesket som værende aldrig andet end sat i ansvar – så
selvfølgelig er kristendommen hovedfjenden for en selvudfoldende tid,
der kræver negligering af alle forskelle og ikke drømmer om at bekymre
sig om ofrene herfor. Men i stortingsdebatten blev der talt om lighed
og menneskerettigheder og om diskrimination og frem for alt – om
kærlighed. Og sædbankernes indehavere kan gnide sig i hænderne –
afsætningen går strygende.
”Tænkningen er altid subtil”, skriver Gustav Brøndsted,
”forkyndelsen er af myndighed”. (To Verdenssyn – to Sprog). Og familien
har forkyndelseskarakter, deri er den et billede på kristendommen, men
tænkningen må melde hus forbi. Slige forestillinger accepteres ikke i
den videnskabelige verden. Også Aldous Huxley forudså en konfrontation.
”Familie, monogami, romantik” forklarede præsidenten Mustapha Mond en
flok studenter. ”Man afspærrede sig fra andre, alle interesser samlede
sig om et punkt, alle impulser og al energi blev spærret inde i en
snæver kanal ... Men vi tilhører alle hinanden”, sluttede han og
citerede den hypnopædiske læresætning (moralsk og opbyggelig sætning,
som i en uendelighed gentages for børnene, mens de sover). (Fagre nye
verden).
Nej, subtiliteten bryder sig ikke om afspærringer, om grænser, for
de betyder grænser for magt. Familien og det historiske ægteskab er
ensbetydende med en sådan grænse – deri ligger friheden og myndigheden,
som børnene lever af.
|
