Af Søren Krarup, Tidehverv, 2010, Nr. 2, Februar, s.21-22.

Der er en bestemt begivenhed i min snart fjerne fortid, jeg somme tider tænker på med et smil. Det var søndag 28. september 1986. Præcis en uge tidligere, søndag 21. september, havde jeg bragt en kvartsides annonce i Jyllands-Posten, som opfordrede den danske befolkning til at sige nej til den indsamling, som Dansk Flygtningehjælp ville iværksætte fjorten dage senere. Nej, ikke en krone! hed annoncens overskrift, og nede i teksten advarede jeg mod den indvandringspolitik, der var sat i gang i Danmark med udlændingeloven af 1983. Efter min mening var det begyndelsen til en national katastrofe, der var sket med denne lov. Og Dansk Flygtningehjælp havde været en yderst aktiv deltager i katastrofens iværksættelse, idet udlændingeloven var lavet af Flygtningehjælpens daværende formand Hans Gammeltoft-Hansen, ligesom organisationen som sådan var aktiv i likvidering af alle protester mod den ukontrollerede indvandring.

Nej, ikke en krone!

Det førte som bekendt til en frygtelig ballade. Hele vort offentlige liv, alle medier og kommentatorer kastede sig frådende over mig og beskyldte mig for de værste ting. Havde de offentlige magthavere haft mulighed for det, ville jeg have mistet kjole og krave. Nu mistede jeg kun mit offentlige omdømme, idet alle skældsord fra racist og fascist over nazist til fremmedhader og imbecilt afskum blev slynget i mit syndige hoved. Der var almindeligt oprør i andedammen. Ikke så meget som en femøre blev levnet mig af alle journalisterne, redaktørerne, politikerne og Johannes Møllehave.

Jeg havde på det tidspunkt et temmelig omfattende forfatterskab bag mig. Jeg var fast skribent i Jyllands-Posten. Jeg havde haft et ganske nydeligt omdømme og høstet pæn kritik. Jeg mente, at det øjeblikkelige hysteri skyldtes ukendskab til min argumentation, og for at præsentere denne klart og umisforståeligt havde jeg skrevet et længere essay om begrebet "racisme", som i oktober-nummeret blev trykt i Tidehverv.

Da dette blad lå færdigtrykt 28. september, tog jeg det med til høstgudstjenesten i Seem kirke. Her var der et kogende virvar. Hele dagspressen med journalister og pressefotografer samt demonstranter og forarget SF-ungdom var mødt op ved kirken, og jeg havde vanskeligt ved at bane mig vej over kirkegården til kirkedøren. Politiet havde netop ransaget kirken for bomber, efter at der var modtaget bombetrusler. Alt kogte.

Vi holdt høstgudstjeneste allige vel, og så er det, jeg må le ad mig selv. Da jeg efter gudstjenesten forlod kirken, havde jeg en række numre af Tidehverv i hånden. Dem ville jeg fordele til journalisterne, så de kunne få sagligt indblik i mit synspunkt og min argumentation. Det måtte dog være i pressens interesse at vide besked med, hvad jeg mente og havde sagt.

Herre Jemini! Intet interesserede pressen mindre. Jeg kom ikke af med et eneste nummer af Tidehverv med det essay, som jeg stadigvæk betragter som klarende og væsentligt. Hyl og skrig og skrål. Fraser, slagord og skældsord.

Ak, hvor var jeg naiv. At forestille sig, at sagen rager pressen. At tro, at en journalist gider sætte sig ind i sagen. At bilde sig ind, at mediemennesker er interesseret i at læse Tidehverv.

Jeg havde alle numre af dette fremragende blad med mig hjem til Seem præstegård, og siden har jeg som mit motto vedrørende vort såkaldt offentlige liv haft Otto Gelsteds udødelige linier:

"Men sagen da, hvordan med den? Hvad faen rager sagen sagen!"

*

Jeg fortæller dette, fordi vi netop har oplevet en gentagelse af balladen i 1986. Det er historien om julestormen i 2009, hvor Lars Hede gaard og Trykkefrihedsselskabet blev trukket gennem rendestenen af en offentlighed, der interesserede sig mindre end intet for sagen. Og sagen var den stadigt mere intense kulturkamp mellem den europæiske kristenhed og islam. Lars Hedegaard var blevet interviewet af netavisen Snaphanen, og her havde han i vanlig bramfri form talt om kulturkampens indhold. "Islam er en hær", sagde han. "Vi i Vesten har svært ved at forstå en kultur, som ikke forandrer sig, som har et indhold, der er forblevet uforandret i 1400 år… Dette kan ikke klares med et kompromis: det er enten vores civilisation eller deres ikke-civilisation og barbari."

I denne forbindelse kom han ind på islams kvindesyn og udtalte den ubestridelige sandhed, at islam betragter kvinden som et andenrangsvæsen, der skal stå til rådighed for allahs hær og mandens vilje. "Kvin der har ingen værdi. De er ikke mennesker. Deres funktion er som livmoder - de bærer krigernes afkom og skaber nye krigere, men ellers. Nuvel, de kan bruges til seksuelle formål, men ellers har de ingen værdi. De voldtager deres egne børn. Det hører man hele tiden. Piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres onkler, deres fætre eller deres far".

Disse sidste ord fik julestormen til at bryde løs - og man kan for så vidt godt forstå det. Her var det ikke islams kvindesyn, men muslimers generelle adfærd, det kom til at handle om. For så vidt en almen mistænkeliggørelse. Men havde Lars Hedegaard fået lejlighed til at gennemse interviewet, havde han naturligvis ændret denne tekst, så at den sagde, hvad han mente - men interview et blev bragt i Snaphanen uden at han fik denne lejlighed. Journalisten snød ham. Og selv var han - nå ja, for naiv. Som andre før ham.

Men enhver kan forstå hans mening. Det er - endnu en gang - islams kvindesyn, det handler om. Ikke om muslimer, der i sig selv er lige så forskellige som vi andre. Det er islams kvindesyn, der er sagen - men "hva faen rager sagen sagen", når den danske offentlighed og dens journalister lugter kristenblod?

I over en måned er Lars Hedegaard blevet jagtet af journalister, kommentatorer, venstreføjspolitikere og alskens andre retfærdige, og at Lars Hedegaard har korrigeret sin tekst og gjort det klart, hvad han mener, spiller ingen rolle, når koblet først er på krigsstien. De få famøse sætninger er det eneste, denne offentlighed vil forholde sig til. Det helt afgørende perspektiv i sagen, kulturkampen mellem Vesten og islam, kvindens stilling som ligeværdigt menneske eller andenrangsfunktion, fejes til side til fordel for en hujende forfølgelse.

Jeg genkender seancen. Også i dette tilfælde er alle de mondæne skældsord slynget synderen i hovedet, racist, fascist, nazist m.m., og enhver mulighed for at forstå anliggendet og forholde sig til det er dermed umuliggjort. Det sørger den danske presse for. Den vil ikke vide af nogen sag og dermed af en argumentation. Lars Hedegaard kan tage hjem til sit hus med alle sine argumenter i hånden, for der er ingen, som vil lytte til dem.

*

Den danske offentlighed har været en rendesten, og det er dette, der er det egentligt prekære ved julestormen 2009. Vi kan ikke undre os over, at den politiske venstreføj søger at udnytte situationen til at positionere sig selv og miskreditere sin modpart, bl.a. Dansk Folkeparti, som er repræsenteret i rådet for det Trykkefrihedsselskab, Lars Hede gaard er formand for, men hvorfor vil skribenter og forfattere, som ikke har politiske aktier i dette spil, ikke tage Lars Hedegaard på ordet og lade sagen være sagen? Hvortil denne impotens i retning af saglighed - for nu at bruge Hejes klassiske udtryk når sagen er så væsentlig, ja afgørende for vores fælles fremtid?

Jeg taler bl.a. om en avis som Weekendavisen, der 8. januar bragte et referat af et møde i Trykkefrihedsselskabet 6. januar, hvor Lars Hedegaard var i debat med en jurist. Her kunne også tungnemme journalister høre, hvad sagen handler om. Her blev der talt klart og tydeligt. Men Weekendavisens journalister, Jesper Vind Jensen og Klaus Wivel, går kun efter manden, ikke efter sagen, og bruger en stor del af en hel avisside til at bringe sladder fra udenlandske skandskrivere, der ikke kan lide Lars Hedegaard. "Han associerer sig med fascister og advokerer for vold og burde forbigås af anstændige mennesker", citerer Weekendavisens journalister en obskur amerikaner for at sige - og hvad vedkommer denne Charles Johnson vores debat om islam og Vesten? Hvorfor er Weekendavisen så optaget af at bringe sladder fra udlandet til torvs, at sagen ikke bliver kulturkampen, men kun sladder, sladder, sladder.

Det er et problem for os alle, at den danske presse således forvandler den eksistenskamp, som Vesten og dermed vi står i, til en rendesten, i hvilken slam og karaktermord bliver det væsentlige. Der er tale om et testimonium paupertatis, som vi ikke kan være tjent med i dette land. Skammeligt er det.

Selv om det er set før.