|
Af Majken Frost, Tidehverv, 2005, nr. 6, juni, s.119-120.
På et møde for et par år siden fik jeg stukket et eksemplar af det
svenske tidsskrift DSM i hånden. Den adspredthed, hvormed jeg på vejen
hjem begyndte at blade i det, ændredes hurtigt til dyb opmærksomhed.
Her var en svensk opposition, et oprør og opgør i konformitetens land,
her var en afdækning af et ensrettet og totalitært samfund, hvor den
indbyrdes loyalitet mellem et regeringsbærende socialdemokrati, en
servil embedsstand og de toneangivende medier har resulteret i et
jernregimente af uhyggeligste karakter. DSM står for Debatt,
sandhedssökande Mediakritik – og der er grund til at gøre opmærksom på
dets eksistens.
Ivar Kreuger-sagen
”Dette er ikke selvmord, det er et mord”! De
dramatiske ord kom fra en af Sveriges mest meriterede retsmedicinere,
Erik Karlmark, som var hidkaldt til at bistå ved den af familien og det
franske politi krævede obduktion af den 52-årige svenske storfinansmand
Ivar Kreuger. D. 12. marts l932 var Kreuger blevet fundet død i sin
lejlighed i Paris.
Dagen før obduktionen skulle finde sted, havde Erik Karlmark i
overværelse af den nærmeste familie foretaget en retsmedicinsk
undersøgelse af Kreugers afsjælede legeme, der var henstillet i Gustav
Vasa kirken – og Kreugers søster hørte da Karlmarks uhyggelige
konstatering. Få timer efter blev imidlertid alle planer om obduktion
bremset på ordre af landshøvding Nils Edén, og den efterfølgende
kremering satte punktum for enhver afeller bekræftelse af
retsmedicinerens udtalelse.
Ivar Kreuger, der som 19-årig var blevet civilingeniør fra Sveriges
Kongelige tekniske Skole og siden i USA havde erhvervet sig en
enestående ekspertise i byggeri og handel, var mest kendt under navnet
”Tændstikkongen”. Han havde i årene l917 til 1932 opbygget et
finansimperium, der omfattede ikke blot 40% af verdens
tændstikproduktion, men også utallige former for andre
finansoperationer. Hans firma(er) var verdensomspændende og var
børsnoterede i stort set alle vestlige finanscentre. De ansås for noget
af det mest solide, man kunne investere i.
Og – hvad der ikke er mindst væsentligt – samtidig var Kreuger dybt
respekteret for sin ubestikkelighed og gennemførte hæderlighed i
forretningsanliggender. I årene efter 1. verdenskrig ydede han sammen
med først og fremmest USA store lån til de krigshærgede østeuropæiske
lande langs Sovjets grænser, idet han mente, at en voksende velstand i
landene ville gøre dem mere robuste over for den store nabo. Kreuger
nærede indædt mistro til kommunismen og Sovjetstyret.
I 1932 var han i færd med en større långivning til Tyskland for her
at opretholde den tændstikindustri, tysk og udenlandsk, som ved
sovjetiske dumpingpriser var kommet i vanskeligheder.
I de mere end 70 år, der er forløbet siden fundet i Paris, har Ivar
Kreugers død optaget sindene i Sverige. En kommission blev få uger
efter dødsfaldet nedsat for at gennemgå hans selskabers likviditet; det
ansete amerikanske revisionsfirma Price, Waterhouse & Co. blev
tilknyttet kommissionen – med det noget tvivlsomme opdrag, at PW&C
ikke skulle undersøge forretningsimperiets stilling og
foranstaltninger, men blot have som opgave at verificere det resultat,
som udredningskommissionen måtte komme frem til. PW&C fulgte lydigt
sit opdrag.
Hvilket resultat kom kommissionen da til?
Den kunne efter få måneder fastslå, at Kreuger-imperiet var dybt
insolvent, at alle aktiver var opskrevne og gældsposterne tilsvarende
nedskrevne. Det overalt ansete navn PW&C bevirkede tillid til
kommissionens udredning, (bag hvilken man mere end anede den magtfulde
Marcus Wallenbergs styrende hånd), og udenlandske bankforbindelser tog
den til efterretning – med de konsekvenser, det havde for deres
inddrivelse af krav og fordringer. De svenske panthavere, som siden
blev købere af imperiet, kunne således selv fastsætte værdien af
imperiet og de krav, der måtte indgå.
Kommissionens konklusion er efterfølgende blevet stærkt betvivlet. I
DSM (nr.3, 2005) gennemgår fil.dr. og VD (adm. dir.) ved Aktiv
Företagsledning AB, Malmø, Sven Olof Arnebäck minutiøst de kreugerske
regnskaber og opgørelser fra 1931 og l932 og konstaterer, at
Kreugervirksomhederne var solide og grundfæstede. Nok var de berørte af
Wall Street-krakket, men i bund og grund var de solvente. Og Ivar
Kreuger havde ikke i dagene op til sin død, som ”Dagens Nyheter” dagen
efter skrev, været nervøs og nedbrudt, men han havde if. mange vidner
afbalanceret og veloplagt deltaget i en række møder så sent som dagen
før dødsfaldet. Ivar Kreuger havde skudt sig med en pistol og havde
efterladt et afskedsbrev, forlød det fra pressen, og indtrykket af en
højt begavet og hæderlig finansfyrste ændredes i de efterfølgende uger,
måneder og år gennem flittige avisledere og -artikler til et billede af
en spekulant af værste skuffe, en eksponent for kapitalismens mest
hæslige ansigt.
Men tvivlen om sandheden i udredningskommissionens konkluderinger og
i det vedtagne eftermæle af Kreuger har ikke villet forlade svenskerne,
og i en række bøger og artikler har forskellige skribenter og forskere
anfægtet denne sandhed. (Lars-Jonas Ångström, ”Därför mördades Ivar
Kreuger”, l990 – Sven Olof Arlebäck, ”Kreuger-kraschen – storbankernas
verk”, 2000) m.fl.
I 1932 havde Kreuger overstået de likviditetsproblemer, der havde
været, og han kunne se fremtiden i møde med fortrøstning, konkluderer
disse bøger og artikler.
Alt dette kan man læse om i DSMs ovennævnte nummer, der er helliget
en gennemgang af sagen. Tidsskriftets redaktør, Jan Gillberg, har
utrætteligt holdt offentligheden fast på Kreugersagen og dens
tvivlsomme udfald, og i sin spidsartikel fremhæver han, at mordet på
Kreuger – som han ikke er i tvivl om er en kendsgerning – fulgtes op af
et karaktermord og det rovmord, som de svenske bankers plyndring af
Kreugerimperiet må kaldes.
Magtens duopol
I efteråret 1932 kom socialdemokraten Per Albin
Hansson til magten, og ”magtens duopol mellem SAP (Socialdemokratiet)
og Wallenbergs opstod” skriver Jan Gillberg. Dermed begyndte den
uhyggelige udvikling i Sverige, som i dag har ændret et samfund
hvilende på det tidlige 1900-tals økonomiske og kulturelle hæderlighed
til den ”mørklægnings- og desinformationskultur, der i så høj grad er
kommet til at udmærke Sverige, og som blev grundlagt med Nils Edéns
standsning af obduktionen og med den pressekampagne, som – anført af
Dagens Nyheter indledtes få dage efter Kreugers død”.
Hvad var der sket, hvis Kreuger havde fået lov til at leve, spørger
Gillberg, – og hans svar er, at for både Europa og Sverige kunne det
have haft afgørende betydning. Der var ikke tvivl om, at man fra Sovjet
opmærksomt fulgte Kreugers deltagelse i långivningen til de østog
centraleuropæiske stater, og i Sverige indledtes det samarbejde mellem
en udvalgt storkapital og en socialdemokratisk regeringsmagt, der har
gjort Sverige til den etpartistat, hvis realitet Gillberg i årevis har
påpeget.
Det totalitære Sverige
Kreugersagen er kun én af de mange i det
senere års Sverige, som Gillberg (der er både ejer, udgiver og redaktør
af DSM) har taget op. For en jordbunden dansker kan gennemgangen af
denne og andre synes at tangere det fantasifulde, men jeg er ikke
sikker på, at det er tilfældet. Det fremlagte og omfattende
regnskabsmæssige kildemateriale i Kreugersagen må jeg som økonomisk
ignorant melde pas overfor, men gennem mit medlemskab af en nordisk
oganisation, som forsøger at gøre op med især Sveriges horrible
tvangsfjernelser og udeanbringelser af børn, har jeg fået kendskab til
et land, hvor retssikkerheden er en by i Rusland, og hvor pressen
fungerer som regeringsmagtens forlængede arm. Og tænk blot på den
ikke-eksisterende – eller rettere brutalt undertrykte svenske
indvandrerdebat og den vedtagne og systematiske forfølgelse af partiet
Sverigesdemokraterne. Et forhold, som på et møde i april i
Trykkefrihedsselskabet af 2004 endnu engang blev præsenteret for
rystede danske tilhørere.
Disse ting og masser af andre drages igen og igen frem af Gillberg,
og den historiske baggrund for dem analyseres. Støt og stille har
ansættelser efter loyalitet mod regeringsmagten afløst ansættelser
efter kompetence. Effektivt er lighedsdogmet blevet indpodet i
svenskernes bevidsthed og multikulturalismens velsignelser blevet
fastslået. I årti efter årti er landets bærende traditioner –
religionen, familien, forsvaret og den nationale forbundethed blevet
trådt under fode. Utrætteligt gør Gillberg opmærksom på forhold efter
forhold.
F.eks. omstændighederne omkring Estonia-forliset.
Havarikommissionens 10 år gamle rapport er af utallige sagkyndige
blevet anfægtet, og velbegrundede formodninger om sabotage, evt. med
politisk baggrund, er blevet fremført. D. 17. marts i år anmodede
derfor 40 rigsdagsmedlemmer om en fornyet undersøgelse af forliset.
Anmodningen blev blankt afvist af Rigsdagen. I årene før havde DSM i
flere store artikler gennemgået kommissionens rapport og udspurgt
relevante søfartskyndige og toldembedsmænd, og disse menneskers svar
gør unægtelig en læser mere end tankefuld.
Free Voice of Sweden
Ovenstående er fast ledsagetekst på DSMs forside, og valget er ikke tilfældigt.
”Som svenskere har vi grund til at huske og at skamme os over den
modtagelse, Alexander Solzjenitsyn fik, da han som Nobelpristager kom
til Sverige og i Spejlsalen på Grand Hotel mødte svensk presse og TV.
Han blev hånet og blev stadig afbrudt af spotske svenske journalister …
Selv har Solzjenitsyn fortalt, at han aldrig har mødt noget lignende –
at han aldrig er blevet konfronteret med en så primitiv foragt for de
værdier og synsmåder, som han er vor tids måske klareste eksponent
for”.
Sådan skriver Jan Gillberg i en manchet, da han i 2004, nr. 5,
bringer en svensk oversættelse af Solzjenitsyns foredrag ”Tabet af
åndeligt liv truer vor civilisation”. Foredraget blev holdt på Harvard
University i 1978, og i en indledningsartikel før foredraget gør
Gillberg opmærksom på, hvor meget den vestlige verden skylder
Solzjenitsyn. Gillbergs artikel bringes nedenunder.
(Jan Gillberg (født l935), fil.cand. i nationaløkonomi,
statskundskab og økonomisk historie, filosofi og psykologi.
Ordførende
for højrestudenterne i Stckh.
Opstillet på højrepartiernes
ungdomsliste.
1964-70 udgiver af tidskr. ORIGO.
1969 udgiver af
Sacharovs manifest. L969 VD i Sveriges Markedsforbund og ansvarlig for
forbundets organ ”Det svenske Marknad” (DSM).
1988-99 bosat i Frankrig
og eneudgiver af DSM, hvis initialer får sit nuværende indhold.
1999
bosat i Gränna i Sv.)
www.dsm.nu
|