|
Af kwh, Tidehverv, 2008, nr. 2, februar, s.38.
De danske præster vil have fri om søndagen. Også selv om de ikke kan
finde en anden præst, der kan tage gudstjenesten for dem. Så bliver der
bare ingen gudstjeneste den søndag. Herregud, folk kan jo bare tage
bilen og køre et andet sted hen. Og en rar provst i Struer provsti har
nu indvilget og giver efter for de weekendhungrende præster. Eneste
krav er, at der ét sted i provstiet skal være gudstjeneste. Én præst
skal holde skansen, mens de andre går i Bilka. Og anklager man
præsterne for dovenskab, er de der med det samme: Ikke tale om, de
arbejder simpelthen så meget mandag til fredag, så hvorfor skal de så
ikke også have ret til mere fritid i weekenden, når alle andre har det?
På reformationstiden blev de lutherske præster kaldt prædikanterne,
og i de byer, der først blev lutherske, blev der nogen steder om
søndagen holdt fire gudstjenester om formiddagen og to eller tre om
eftermiddagen. Altså seks eller syv gudstjenester »Gud til lov og
almuen til opvækkelse i Guds kærlighed«, som det hed. Siden den gang
har lutherske præster stået på prædikestolen hver søndag, ikke seks
gange, men en gang er også nok. Gennem århundrederne har de sikkert
været trevne, dovne, småsure og trætte af deres arbejde. Men de er
alligevel gået derop. Der har alligevel aldrig før været nogen, der
slog til lyd for at nedlægge kirkens gudstjenester, for at præsten i
stedet kunne ligge og sove længe i præstegården overfor. Så meget skam
har de dog haft i livet.
Men skyld og skam er som bekendt yt, og nu har børnehavegenerationen
besteget prædikestolen. De er ikke prædikanter, og de er tilsyneladende
stolte af deres egen skamløshed. Godt nok er de fleste af de kvindelige
præster semi-feminister, der til enhver tid vil insistere på, at
kvinder sagtens kan gøre et ligeså grundigt arbejde som en mand. Også
selv om hun har små børn, hun også vil bruge tid på. Men interessant
nok er det de kvindelige præster, der fører an i jammeren over
præsternes utålelige arbejdsforhold, der gør, at de skal arbejde om
søndagen. Om søndagen, har man hørt så galt. Har jeg ikke brug for at
holde weekend sammen med mine børn og min mand, der kommer træt hjem om
fredagen og da ikke kunne drømme om at spilde en weekendformiddag på at
gå med sin kone på job? Min mor, der var skolelærer, havde da også fri
i weekenden. Så må vi da indrette »præsterollen«, så de passer til mine
behov. Fordi jeg fortjener det.
Og gråhårede provster og smilende bisper drister sig ikke til at slå
i bordet og give de skamløse præster en opsang og en oplæring i, hvad
det vil sige at være minister verbum Dei. De giver efter, for sådan vil
de unge have det, og så må det blive sådan.
Præsterne er ikke længere prædikanter, men funktionærer med krav om
en femdages arbejdsuge. De får fritid, men mister deres frihed. Og med
præsternes velsignelse tager afkristningen til. Flere tomme, tavse
kirker søndag efter søndag.
På reformationstiden holdt man gudstjeneste »Gud til lov og almuen
til opvækkelse«. I dag bør man nok ændre det til »Gud til lov og
præsterne til opvækkelse«.
Der er åbenbart brug for det.
Kwh.
|