Af Elisabeth Krarup, Tidehverv, 2010, nr. 2, februar, s.34.

Kære Jacob Mchangama.
Jeg deltog i mødet i Trykkefrihedsselskabet 6. januar og vil derfor indlede med at sige dig tak for din redelige og saglige tilgang til diskussionen.

Men når det er sagt, så var der dog et enkelt punkt, en kort henkastet bemærkning fra din side, som har skurret i mine øren lige siden. Det var din omtale af Trediveårskrigens "religiøse vanvid", som jeg dels hørte som en afstandtagen fra det "religiøse" i al almindelighed, dels som udtryk for en beklagelig mangel på historisk viden. Man kommer efter min mening sandheden nærmere, hvis man karakteriserer Trediveårskrigen som et udslag af "ytringsfrihedsvanvid" eller, allerbedst, som "samvittighedsfrihedsvanvid". For sagen er, at det, der udløste krigen, var de protestantiske bøhmeres vrede over, at de katolske magthavere nægtede at bekræfte et tidligere tilsagn om samvittighedsfrihed.

Det var denne vrede, der fik protestanterne til at smide et par katolske statholdere ud af vinduet på slottet i Prag. Det var ikke pænt gjort. Men det var jo barske tider dengang. Og det var dette, der udløste krigen, som indledtes af protestanterne, og som meget hurtigt blev en krig, hvor de religiøse modsætninger blev overskygget af kampen for økonomiske og politiske interesser. De menige soldater, der så at sige alle var lejesoldater, blæste det religiøse en hatfuld og gik i tjeneste i de hære, hvor betalingen var bedst, og hvor der var mest udsigt til plyndring.

Paradoksalt nok var netop den meget religiøse Gustav Adolf og hans ligeledes dybt religiøse evangelisk- lutherske soldater præget af afstandtagen fra plyndringer og overgreb mod civilbefolkningen. Det var - efter hvad jeg har læst - Gustav Adolfs hensigt at indføre religionsfrihed i Europa, hvilket vel dårligt kan kaldes for religiøst vanvid, men hans succesrige indgriben i krigen blev jo, som bekendt, afbrudt, da han faldt ved Lützen i 1632.

Jeg er i øvrigt ganske klar over, at det er lidt af en tilsnigelse at skrive "som bekendt", for det er dig næppe det mindste bekendt, og her deler du historisk uvidenhed med alle andre danskere, der er ofre for Ritt Bjerregaards elendige folkeskole, en uvidenhedstilstand, som man efter min mening bør arbejde for at rette op på.

Hvad angår Trediveårskrigen i øvrigt, så må man unægtelig spørge, om selv en nok så retfærdig sag kan berettige igangsættelsen af en så grusom og alt ødelæggende krig. Der er historikere, der har argumenteret ganske overbevisende for, at der kan trækkes tråde fra Trediveårskrigens ødelagte Tyskland til den tyske mentalitet, der udløste Første Verdenskrig og dermed også til nazismen og Anden Verdenskrig, men man må jo holde 1600-tallets mennesker til gode, at de ikke kunne se ind i fremtiden. 2000-tallets mennesker derimod er uden undskyldning, når de i deres historiske uvidenhed undlader at trække på de historiske erfaringer, der kan lære os noget om, hvad fremtiden eventuelt måtte indebære.

Med venlig hilsen,
Elisabeth Krarup.