Af Agnes Clausen, Tidehverv, årg. 1, 1927, nr. 10, september, s.155-158.

For en lille Menneskealder siden levede der i en muhammedansk Landsby i Indien en Mand, der forkyndte om sig selv, at han var den af Muhammedanere forventede Mahdi, den af Kristne forventede Jesus, og den af Hinduer forventede sidste Avatar, som var kommen i een Person, ja, at han kort sagt var en Guds Profet, som kom i alle tidligere Profeters Aand og Kraft.
Denne Mand hed Ghulam Ahmed.

Da han hverken var gal eller fræk, men tværtimod i sin By og Egn anset for at være en meget forstandig og overordentlig hellig Mand, saa vakte hans mærkelige Paastand straks en uhyre Opsigt, ja, en sand Strøm af Indignation og Raseri baade blandt Kristne, Hinduer og Islamiter.

Man havde ganske vist ventet sig noget særligt af ham religiøst, men aldrig dette. Fra Barndommen af havde han vist Kærlighed til og Ærbødighed for Sandheden og altid været optaget af aandelige Betragtninger, og han havde levet et Liv i Ensomhed og Kontemplation. Sin Mad havde han altid delt med de fattige og nødlidende. Og naar han blev spurgt, hvad han vilde være, og hans Fader opfordrede ham til at vælge en Livsgerning, saa plejede han blot at svare: ”Jeg har valgt min Livsgerning, Du skal ikke bekymre dig om mig”. Han var ogsaa bekendt for at være synsk, og for de Mirakler, der mere end een Gang var indtruffet i hans Liv. Allerede i sin tidlige Ungdom begyndte han at se Himmelen aaben og gennem Engle at modtage Aabenbaringer om skjulte Ting, saa han varslede snart om eet, snart om et andet, der gik i Opfyldelse.

Da han var 40 Aar gammel, døde hans Fader, og ved den Lejlighed ”talte” Gud første Gang direkte til ham og sagde: ”Din Fader skal dø ved Solnedgang”. Han blev først meget forfærdet herover, thi det betød, at hans ældste Broder, som foragtede ham for hans religiøse Grublerier, nu vilde blive Bestyrer af den fædrene Ejendom. Men Gud ”talte” atter til ham og sagde: ”Er Allah ikke nok for sin Tjener?”

Fra den Stund forandredes han ganske. Himlen og Jordens Hemmeligheder aabenbaredes for ham. Han blev fremsynet og begyndte at faa Aabenbaringer; og Gud befalede ham: ”Staa op og forsvar Islam, og stadfæst dens Storhed og Kærlighed i Menneskenes Hjerter, thi Islam er uden Forsvarer og foragtet i Verden”.

Han stod da op og skrev sit første Forsvarsskrift for Islam: Baraheen-i-Ahmadiyah, et større Værk, om hvilket lærde muhammedanske Theologer sagde, at det kun kunde være blevet til ved guddommelig Bistand. Han opfordrede heri de lærde af alle andre Religioner til at udsende lignende Forsvarsskrifter for deres Religioner, for at de kunde sammenligne og faa afgjort, hvor Retten var. — Men ingen svarede. —

Endnu før denne Bog var færdig, aabenbarede Gud ham, at han var udset til at være ikke blot Islams Forsvarer, men ”alle Islamitters Reformator og Vejleder”, og han udsendte i Lydighed mod dette Kald en Opfordring til alle sine Trosbrødre om at blive hans Disciple og Efterfølgere.

Denne Opfordring blev mødt med Haan.

Endnu i 2 Aar vidste han ikke, at han var ”Messias”.

Men i Slutningen af 1890 aabenbarede en Engel dette for ham; dog ikke saadan at forstaa, at han var Jesus i egen Person, men saadan, at han var ”udsendt af Gud i Jesu Aand og Kraft”. Ligesom Johannes Døberen i Følge Jesu eget Ord var Elias, fordi han kom i Elias Aand og Kraft.

Saa snart Engelen havde aabenbaret ham den Hemmelighed, at han selv var ”Messias”, kundgjorde han ogsaa dette for alle. Med Mund og Pen forsvarede han det tidlig og silde trods den Storm af Indignation, det voldte baade blandt Kristne og Muhammedanere.

Han holdt ud. Han prædikede om Dagen og bad og skrev om Natten. Jo haardere Modstanderne fór frem imod ham, desto flere Trøsteord og Forjættelser modtog han af Gud, ja, Gud sagde en Dag til ham: ”Du er mig som Israels Profeter, du er mig som min Eenhed; du er i mig og jeg i dig”.

I Aaret 1893 havde han en 14 Dages Diskussion med Kristne og kristne Missionærer, som opfordrede ham til at bevise, at han virkelig kom i Jesu Aand og Kraft, derved, at han ogsaa gjorde Jesu Gerninger — Undergerninger. De førte derfor blinde og lamme til ham, fortæller han, og opfordrede ham til at helbrede dem. Men han svarede: ”Det er Eders Bog, der fører de store Ord om de Tegn, der skal følge dem, som tro; helbred I dem selv for saaledes at bevise Eders Tro”. Selv baade troede og lærte han, at Skriftens ”Tegn” i mange Tilfælde skulde tages i overført Betydning, i hvert Fald hvor Talen var om Opvækkelse fra de døde.

Han opfordrede ofte Mennesker til at komme til sig i 40 Dage og prøve Tro med ham, omtrent som Elias udfordrede Baals Præster. — Men ingen kom. Man vilde nu forsøge at tie ham og hans Sag ihjel. Som Israels gamle Profeter spaaede han snart om den ene og snart om den anden Verdensbegivenhed — om den russisk-japanske Krigs Forløb, om Jordskælvet i Dharmsala i Himalaja, om Verdenskrigen og den russiske Hærs Skæbne, om Bengalens Deling og om Pesten. Særlig da de to sidste Spaadomme gik i Opfyldelse for hans Landsmænds Øjne, vandt han mange Tilhængere. Et andet Mirakel, der vakte stor Forundring, var, at han, der kun havde nydt en tarvelig Undervisning, pludselig mestrede Arabisk til Fuldkommenhed, saa han kunde skrive sine Værker paa det eleganteste Sprog.

Da Ahmed døde, sagde alle, at nu var det vel forbi med den Galskab. Men endnu, 17 Aar efter, er den Bevægelse, han vakte, mere blomstrende og livskraftig end nogensinde, og det ser ud, som om den skal faa overordentlig Betydning, ikke blot for Islams Tilhængere. Tilhængerne — Ahmadiyaerne — tæller nu mellem ½ og l Million, og de driver Mission og har oprettet religiøse Samfund omtrent i alle Jordens Lande. Vi skal blot nævne Afrika, hvor Ahmadiyaerne vinder Proselytter i Tusindtal, de gamle kristne Lande (England, Tyskland og Amerika), hvor mange Kristne slutter sig til dem, og et Land som Afghanistan, hvor de virker blandt vor Tids mest fanatisk ortodokse Muhammedanere, og hvor foreløbig alle deres Missionærer har lidt Martyrdøden.

”Kan der virkelig komme noget stort og betydningsfuldt fra Qadian?” Det Spørgsmaal dukker op i een, naar man nærmer sig den lille Ravnekrog midt i Hjertet af Penjabs store, øde Sletter. Der er 3-4 Timers Kørsel fra nærmeste Landstation, Vejen er sandet og hed, Omegnen hører til Indiens fattigste og mest forsømte Omraader. — Men naar man endelig frem, glemmer man det aldrig.

Hvilken Gæstfrihed, Venlighed, ja Hjertensgodhed man dog møder! Snart opdager man ogsaa, at Qadian ikke er en lille fattig, muhammedansk Landsby som alle de andre. Bogstavelig alt er anderledes. Husene er rene og nette indvendig, der er Skoler, ja endog en Pigeskole; der er Trykkeri og Bogudsalg; der er højere Undervisningsanstalter og theologiske Skoler.

Hele Byen var begejstret over at faa Besøg af to Kristne.

Den nuværende Khalif, ”Hans Hellighed” Bashir-ud Din-Ahmad, Grundlæggerens Søn, indkvarterede os i sit eget Hus og tilbragte Timer med at prøve at overbevise os om Islams Fortræffelighed og om vort Fejlsyn paa Jesu Mission. Hans Sekretær, den gamle lærde Mufti, der havde været Ahmadiya-Missionær i Amerika i en Aarrække og — efter hvad han sagde — omvendt 1000 Mennesker derovre til Islam, erklærede rent ud, at han i vort Besøg saa et ”Tegn” fra Gud; de unge Mænd i Skolerne kappedes om Tilladelse til at læse for os af Koranen eller af Ahmeds Profetier for saaledes at faa Indflydelse paa os; Skriftsteder fra Koranen sprang os i Møde fra Væggene; unge og gamle standsede os paa Tage og Veje og prædikede for os; selv Kvinderne kom til vort Rum og tog os velsignende i Hænderne, medens deres Børn kappedes om at faa Lov at holde os i Haanden. Alle var de saa visse paa, at deres Profet Ahmed havde aabenbaret dem hele Sandheden; alle ønskede at give os to stakkels vildfarne Kristne Del i deres store Lykke.

Om Fredagen, Muhammedanernes Helligdag, gik vi i Flok og Følge til Gudstjeneste i Moskeen, som var stuvende fuld, skønt den to Gang er bleven udvidet.

Efter Hans Helligheds Tale paa Urduh fulgte et Foredrag paa Engelsk af en hjemmeværende Missionær fra Afrika over Emnet: Den universelle Religion. Med Overbevisningens Varme og Inderlighed fremstillede han den af Ahmed reformerede Islam som den eneste sande Religion, den Religion, der svarede til det moderne Menneskes Trang, og som tilfredsstillede alle Nutidens Fordringer til en Religion. Man lyttede forbavset til — ikke just fordi han forsøgte at bevise, at Islam var denne universelle Religion, thi ogsaa den ortodokse Islam gør Krav paa dette, saa det har man hørt før — men fordi Islam her fremstilledes i en virkelig besnærende Form. Der var intet i alt det, denne Doktor i Islam sagde, der ikke var umiddelbart tiltalende for et moderne religiøst Menneske. Der appelleredes til den menneskelige Intelligens og til vore højeste Længsler, ud fra Koranen og Bibelen — disse Islamiter prædiker med Koranen i den ene Haand og Bibelen i den anden. Der appelleredes til den menneskelige Naturs Godhed — Islam lærer jo intet om Arvesynd —, og Synden haanedes, den er fremmedartet, den har ingen Ret til os. Der gaves Løfter om det inderligste og dybeste Samfund med Gud, saadan som ellers kun Mystikere skildrer det, blot man overgav sig helt og helt underkastede sig Allah. Islam betyder Underkastelse, og Underkastelse er Nøglen til alt, Forklaringen paa alt. Gennem Lydighed og Underkastelse gaar Vejen til den store Vished og Erkendelse.

Saadan prædiker Ahmadiya-Missionærerne.

Hvad er da det nye, som Ahmad bragte Islam, og som hans Disciple ogsaa ønsker at lære Kristenheden?

Ja, spørger vi en Ahmadiya selv, saa svarer han: Ahmadiyat er ingen ny Religion; det er den selvsamme urgamle Islam, som Abraham bragte, som Jesus og alle de andre Profeter forkyndte, og som Allah gennem Muhammed tolkede i Koranen — den Religion, der gennem Tiderne er blevet forvandsket, ligesom Bibelen og Koranen er blevet misforstaaede. Intet andet nyt bragte Ahmad end den rette Fortolkning af disse hellige Bøger.

Han har paany hævdet Islams og Israels Monotheisme i al dens Renhed. Hans Lære om Jesus er i Korthed følgende:

Jesus er født af en Jomfru (jfr. Koranen og Bibelen); han er en stor Profet, udsendt til Israel, men kun til Israel, saaledes som han selv sagde det til den kananæiske Kvinde: ”Jeg er ikke udsendt uden til de fortabte Faar af Israels Hus”. Da hans Mission i Palæstina var til Ende, kom Korsfæstelsen; men Gud svigtede ikke sin Profet. Han blødgjorde Pilatus' Hustrus Sind gennem en Drøm og Pilatus gennem Hustruens Forbøn, saaledes at Soldaterne fik Ordre til at give ham en bedøvende Drik. Han blev derfor allerede efter faa Timer paa Korset bevidstløs, og saa ud som en død; men han levede dog og blev taget levende ned af Korset og lagt levende i Josef af Arimatæas nye Gravkammer, saaledes som han selv havde sagt, det vilde ske, da han brugte Billedet om Jonas' Tegn: ”Ligesom Jonas var 3 Dage og 3 Nætter i Havuhyrets Bug, skal Menneskesønnen være 3 Dage og 3 Nætter i Jordens Skød”. Jonas var levende, da han blev slugt af Havuhyret, altsaa maatte Jesus ogsaa være levende, da han blev slugt af Graven, om der da skal være Mening i Billedet. Efter i 3 Dage at have levet i Graven, forlod Jesus denne. Af Frygt for Jøderne holdt han sig skjult i 40 Dage i Palæstina og drog saa ud paa sin lange Missionsrejse for at søge efter de ”andre Faar”, nemlig de ti tabte Stammer, som i Følge Ahmads Lære tilsidst havde slaaet sig ned i Afghanistan og Kashmir.

I Srinagar blev Jesus begravet, da han efter fuldendt Mission døde deroppe i en høj Alder. Han er død en naturlig Død — dette fører Ahmed 30 Beviser for fra Koranen foruden det omtalte fra Biblen. Han skal aldrig komme igen personlig. Vi Kristne har misforstaaet hans Tale herom. Vort Haab om hans Genkomst er forfængeligt. Og Kristnes og Muhammedaneres Lære om, at han nu deler Guddomsmagten med Gud i Himlen, er derfor falsk og en Bespottelse imod den eneste Ene, der ikke er delt og ikke deler sin Guddomsmagt med nogen. Det er ”Shirk” — Afgudsdyrkelse — at tro det, og saa længe man tror det, kan man ikke opnaa den store Velsignelse, thi Gud hader Afgudsdyrkelse.

Men — og nu kommer det, der skulde være det befriende for alle i denne Forkyndelse — som Gud elskede, aabenbarede sig for og hjalp sine Profeter, skønt de kun var Mennesker, saadan vil han elske, aabenbare sig for og hjælpe hvert eneste Menneske. Der behøves ingen Midler, hverken Muhammed eller Jesus; Vejen er aaben og har altid været aaben, den direkte, lige Vej til Gud. Gud er ikke Muhammedanernes fjerne Gud, som man slet ikke kan komme i Samfund med, og det med Muhammed som ”Profeternes Segl” maa ikke misforstaas; og Gud er ej heller Kristenhedens Gud, der kun naaes ad en underlig Omvej. Gud er een, og Vejen til Ham staar aaben for alle, og er een — Underkastelsens Vej, Islam. Og denne Gud lever og aabenbarer sig den Dag i Dag for alle, der underkaster sig.

Om vi tør tro Fortidens Profeter, baade Israels og Islams, da har Han i de henfarne Tider ladet sig finde af den, der underkastede sig. Men vor Slægt trænger ikke mindre til en levende, virksom og sig selv meddelende Gud end Fortidens Slægter, end Davids, Jonas's og Jesu Slægt; den er ikke bedre end de, hvorfor skulde Han saa ikke optræde paa samme Maade over for den? Er dette ikke vor Lære, da er det Slægten selv, som ved egen Skyld og Vantro og Misforstaaelse af Guds Lære er bleven fremmedgjort for Gud, og som for at skjule sin dybe Mangel har opfundet et Dogme om, at Verden ikke længere trænger til de samme Aabenbaringer af guddommelig Magt og Gunst, som Fortiden fik. Og — siger Ahmad — selv om vi var bedre, ja, lad os sige: er det — selv da kan vi ikke nægte, at vi trænger til ny Aabenbaring af Guds Herlighed, saavist som slige Aabenbaringer jo ikke alene er Midler til at forøge vor Tro, men de er selve Meningen med og Endemaalet for hele vor Tilværelse. Thi jo mere vi ser af Guds Skønhed og Herlighed, jo mere elsker vi Ham, og at elske Gud er vort Livs Maal. Men elsker vi Ham først ret, ønsker vi omvendt at se mere og bestandig mere af den Elskedes Skønhed. Vi kan ikke blive trætte deraf. Dette er Livets, Gudslivets Lov. Hvad er den frommes Løn andet end det, at Han, vi tilbeder, kommer os nærmere? Altsaa: Enten vi er naaet kort eller langt, maa Gud aabenbare sig for os, hvis vi har den rette Tro. Og dette sker just inden for Islam i vore Dage, siger Ahmadiyaerne.

Forskellen mellem Profeterne og os er kun den, at disse aandelige Stormænd iblandt os har faaet betroet Guds Vejledninger, Guds Love for de forskellige Tidsaldre, idet enhver Profets Aabenbaringer har været afpasset efter det, hans Tid og hans Nation kunde tage imod. Derfor er der saa megen Forskel paa Profeterne Jesu, Krishnas, Buddhas og Zoroasters Lære. Tilsidst kom den fuldkomne Lov gennem Muhammed ved Koranen. Men i 1300 Aar har det været smaat med Forstaaelsen af denne fuldkomne Lov, ligesom det i de 1300 Aar, der gik mellem Mose Lov og Jesu Fremtræden, var smaat med Forstaaelsen af Loven. Først nu, da Islams Messias er kommen, falder der Lys over den hellige Koran, ligesom Israels Messias bragte Lys over Moses og Profeterne. Hverken Jesus eller Ahmad kom med en ny Lære. De kom begge kun ”for at fuldkomme”. Jesus — den første Messias — kom kun for at fuldkomme og forklare det, som Moses havde sagt; men Ahmad — den sidste Messias, — han, som kom i den første Messias' Aand og Kraft — kom for ogsaa at fuldkomme og forklare det, ”den anden Moses”, — nemlig Muhammed, havde sagt; og at den anden Moses er Muhammed, det har Gud selv sagt (5. Mosebog 18,18).

Hvad Profeternes Aabenbaringer angaar, da hævder Ahmad, at de er givet dem Ord for Ord — det drejer sig ikke blot om en almindelig ”Inspiration”. Alle Muhammeds Aabenbaringer findes i Koranen; Jesu Aabenbaringer findes delvis i Evangelierne — meget er gaaet tabt —; men begge disse Profeter har, som alle de andre, hørt Guds egen Røst. Og nu følger atter heraf en vigtig Slutning: Ligesom Gud talte til alle disse Mennesker, vil Han tale til os. ”Og Han gør det” — føjer Ahmadiyaerne jublende til. Ikke blot Ahmed, men mange, mange af hans Disciple kan fortælle om, hvorledes Gud har talt saa klart og tydeligt til dem, som var det en menneskelig Stemme, de hørte. De ser ingen, men de hører Røsten. Luften sættes i Svingninger, der paa sædvanlig Maade paavirker Trommehinden og opfattes som Lyd, som Ord. Men Gud taler ikke altid direkte til dem, der lyder ham. Hans almindeligste Maade at oplære sine paa er ved Englene (som ogsaa den ortodokse Islam lærer).

Som Englene er aandelige, ulegemlige Væsner, saadan vil ogsaa vi være det efter vor Død. Paa den legemlige Opstandelse tror Ahmadiyaerne ikke; vor nuværende Sjæl vil udvikle en finere Sjæl, og den gamle Sjæl vil da tjene den nye som Legeme. Det frygtede muhammedanske Helvede er — efter Ahmad — kun som en Skærsild, et Hospital, hvor syge Sjæle generhverver den aandelige Kraft, som de maatte have sat til ved Misrøgt her paa Jorden.

Saaledes omtrent lyder Ahmads Tolkning af Koranens gamle Lære.

Den er rationalistisk, uden dog at være fladbundet. Ja, den er langt mere rationalistisk, den appellerer langt mere til Forstanden, end jeg her har kunnet give et Indtryk af; og den har en Filosofi, som jeg slet ikke har kunnet komme ind paa. Men samtidig er den ogsaa langt inderligere, langt barnligere, langt varmere, langt mere gennemtrængt af det overnaturlige, end jeg har kunnet fremstille det.

Men en Religion, der paa een Gang hylder det forstandsmæssige og det overnaturlige, og som tilmed er enkel af Karakter — kan den ikke trøstigt henvende sig til Menneskeheden med Kravet om at være den universelle Religion?

Hvis nogensinde en muhammedansk Sekt har haft Muligheder for at undergrave den ortodokse Islam, saa er det Ahmadiyasekten, fremstaaet som den er i en Tid, der i sig selv truer med at sprænge Islams gamle Borg.

Og hvis nogensinde Islam har udfordret Kristendommen, er det nu, er det her.

”Der er ingen Gud uden Allah, og Muhammed er hans Apostel” — saadan er Raabet, der lyder fra alle Moskeer i hele den muhammedanske Verden. Samme Trosbekendelse raabes ogsaa ud fra alle Ahmadiyas Moskéer. Den genlyder endnu i mine Øren, som jeg hørte den Dag og Nat i Qadian. Men i Ahnnadiyaernes og i Millioner af Islamitters Øren har dette gamle Raab faaet en ny Klang. Den Muhammed, der mindes, er ikke længer ”Profeternes Segl”; og den Gud, der proklameres, er ikke længer Islams fjærne, uopnaaelige Gud.

Agnes Clausen.