– Ideologernes barbarisme

Af Melanie Phillips, Tidehverv, 2009, nr.1, januar, s.3-4.

MELANIE PHILLIPS, den britiske samfundsdebattør og journalist, bidrager her til den stormfulde aktuelle debat i Storbritannien – i kølvandet på et brutalt mord på en 17 måneder gammel dreng, kaldet ’Baby P’. Barnet blev ifølge domstolens kendelse myrdet af sin mor, dennes kæreste og en logerende. I modsætning til politisk korrekte kolleger betragter Melanie Philips dette familierelaterede barnemord i lyset af den Storbritanniens tragedie, som hun ufortrødent afdækker i sine indlæg i The Daily Mail og andetsteds. (Se også Tidehverv, nr.9, 82. årg., November, 2008).

Jo mere vi får at vide om tilstanden i Haringey kommune, som svigtede så groft i den rædselsvækkende sag om ’Baby P’, jo mere tydeligt bliver det, at vor såkaldte velfærdsstat er blevet forvandlet til noget i sandhed uhyrligt.

Først hørte vi fra lederen af Haringeys børneforvaltning, Sharon Shoesmith, at hverken hun eller nogen af hendes ansatte påtog sig ansvar for, hvad der var sket. Dette på trods af, at ikke en af dem tilsyneladende havde bemærket, at dette lille barn igennem en periode på adskillige måneder var blevet systematisk forsømt, angrebet, tortureret, lemlæstet og sluttelig overladt til sin død – alt sammen under deres tilsyn.

Så læste vi, at i den selv samme periode modtog forvaltningen en begejstret akkolade fra Ofsted inspektorer, som tilkendte den topkarakterer i generel præstationsevne.

Og så lærte vi om den behandling, der blev den tidligere socialrådgiver Nevres Kemal til del, da hun sendte syv breve til regeringsdepartementer og til Kommissionen for Socialforsorgsinspektion og gjorde opmærksom på, at Haringey’s børnevelfærdsforvaltning ikke fungerede.

Resultatet var, at hun selv blev genstand for heksejagt, udsat for komplet opdigtede påstande om børnemishandling – fordi hun havde gjort opmærksom på, at forvaltningen svigtede sin pligt til at beskytte mod børnemishandling.

Fr. Kemal kaldte denne holdning fascisme. I virkeligheden er den mere beslægtet med Kafka-lignende magtmisbrug under stalinismen. Det er så sandelig den type holdning, man associerer med totalitære regimer.

Naturligvis må vi ikke overse, at de mennesker, som faktisk forårsagede Baby P.s lidelser og død, var hans moder, hendes ven og deres logerende. Men hvad hele denne modbydelige historie fortæller os, er noget meget mere omfattende og dybt foruroligende om tilstanden i vort samfund.

Baby P’s mor har ikke selv vist nogen tegn på anger eller skam. I stedet udviste alle tre barnemordere en kuldegysende mangel på den mest elementære menneskelighed. De behandlede dette barn som et livløst objekt, der i bogstavelig forstand blev revet i stykker og knust – en indstilling, der kun kan beskrives som psykopatisk.

Ej heller er dette et engangsfænomen. I sidste uge læste vi også om en sag vedrørende to småbørn, der blev slået ihjel af deres mentalt syge mor.

Disse sager er ikke vildskud. De er resultatet af en proces, der har været i gang i mere end de sidste tre årtier, hvor et civiliseret samfunds fundamentale værdier er blevet systematisk skrottet og væltet omkuld.

De er resultatet af doktrinen om, at alle livsformer skal betragtes som ligeværdige, og at ingen har ret til at dømme andre. Således fik kvinder en gudgiven ret til at føde børn uden for ægteskabet. Stigmatisering og skam blev betragtet som en krænkelse af individuelle rettigheder; misbilligelse af ægteskabsbrud eller af selvvalgt-enlige forældre, blev afvist som ’gammeltestamentelig fundamentalisme’.

Regeringspolitikken, tilskyndet af aktivistiske dommere, som med overlæg ugyldiggjorde familielovgivning om ’moralske kendelser’ med den begrundelse, at der intet rigtigt eller forkert var i familielivet, fordi det altid var alt for kompliceret at udrede, straffede følgelig ægteskabet, belønnede ægteskabsbrud, opildnede yderligere mennesker til at være enlige forældre og normaliserede systematisk løse forbindelser.

Udfaldet er et splintret socialt landskab med fortabte og svigtede børn, opvokset i hjem præget af groft følelseskaos og fysisk og moralsk elendighed. Så udbredt er sammenbruddet af grundlæggende civiliseret liv, at nogle af disse børn aldrig har brugt kniv og gaffel, når de begynder i skole; deres første ord er obskøniteter, og aggression og vold er deres instinktive respons, så snart de ikke får deres vilje.

Vanrøgt er rutine; kærlighed, ansvarsfølelse og disciplin aldeles fraværende; mindreåriges sex eller sex med familie eller stedfamilie hverdagsagtigt; stofmisbrug, kriminalitet og systematisk uhæderlighed en livsform. Og disse massivt skadede børn vokser op og bliver massivt skadede forældre.

Baby P’s hjemmebaggrund løfter tæppet for denne underverden – et hjem, der angivelig flød med døde dyr, hvor et andet barn regelmæssigt blev skambidt af en Rottweiler som en del af hundens ’træning’, og hvor én af dem, der blev dømt for Baby P’s død, tidligere havde tortureret sin egen bedstemoder for at få hende til at ændre sit testamente til fordel for ham.

Idet de ignorerer, at denne underklasse er blevet løsrevet fra de mest grundlæggende værdier i et civiliseret liv, hævder den såkaldt progressive intellektuelle elite, at det eneste problem er ’fattigdom’. I overensstemmelse hermed har de skaffet understøttelse til enlige mødre som de mest værdigt trængende.

Resultatet for ugifte kvinder har været en økonomisk tilskyndelse til at få massevis af børn – børn, hvis primære behov var at have en engageret fader og et stabilt familieliv, det selv samme behov, som regeringspolitikken garanterede for aldrig ville blive indfriet.

De, der advarede mod den individuelle skade og sociale katastrofe, der ville blive resultatet, blev smædet og bagvasket som fanatikere. Den eneste tilladelige dom var, at dom over en anden livsstil var forkert.

Under dette monumentale pres blev familielivsforskning systematisk demoraliseret til løgnagtigt at hævde, at børn ikke led nogen alvorlig skade på grund af familiesammenbrud.

Sandheden om familielivet blev med overlæg hemmeligholdt. Forskning viser en umådelig større risiko for vold og vanrøgt fra kærester eller stedfædre end fra biologiske forældre eller gifte ægtefæller. En nyere amerikansk undersøgelse viser, at det er 50 gange mere sandsynligt, at et barn bliver misbrugt af ikke-biologiske forældre.

Den officielle statistik i Storbritannien er for længst ophørt med at skelne mellem gifte og ugifte i familielivet, således at det er blevet umuligt at identificere farerne ved ugifte forbindelser. I stedet hævdede de ’progressive’ løgnagtigt, at ægtemænd og fædre udgjorde den største risiko for kvinder og børn.

Dette var en del af den akademiske venstrefløjselites forsøg på at ødelægge ægteskabet og alle normer for seksuel adfærd: selvbeskuende sociale kommentatorer og korrupte akademikere, feministiske fanatikere og mandlige holdningsløse børnepsykologer og psykiatere og sociologer, som alle lukkede øjnene for den Store Løgn.

Ikke nok med det, men de nægtede at offentliggøre forskning, der fortalte sandheden, eller de drev klapjagt på de få modige og hæderlige forskere, for hvem det lykkedes. Denne gruopvækkende politiske korrekthed bragte ikke blot al oplyst debat til tavshed, den umuliggjorde også for socialrådgivere at gøre brug af almindelig sund fornuft i situationer, der skreg på handling.

Og mens man strakte sig overmåde vidt for ikke at fordømme dem, som beviseligt var ude af stand til at passe et barn, afslog det samme socialarbejdsetablissement at anbringe børn til adoption i almindelige middelklassefamilier.

Siden Maria Colwells død i 1973 fulgte den ene efterforskning af socialt svigt efter den anden – efterfulgt af den ene chokerende sag om vanrøgt efter den anden.

Socialarbejde forpestes af lav-kaliber rekrutter, hvis træning er mere beslægtet med indoktrinering i politisk korrekthed, og som arbejder i en kultur, som intimiderer enhver afvigende mening og vender vrangen ud på moral og sund fornuft.

Naturligvis burde der råbes vagt i gevær over for Haringey kommune, Ofsted, Socialforsorgsinspektoratet og diverse professionelle, som udviste inkompetence og det, der er værre, og som førte til Baby P’s død.

Men de mennesker, som virkelig har blod på hænderne, er den progressive intellektuelle elite, som komplet har afskrevet ordentligt, ægteskabeligt, normativt familieliv, har gennemtvunget multikulturalismens og ikke-fordømmelsens doktriner med nidkærhedens fanatisme og har forvoldt Storbritanniens nedstigning til en barbarismens tidsalder.

17. November 2008, The Daily Mail, London. Oversættelse: Lis Pihl.