Af N. Otto Jensen, Tidehverv, 1936, nr. 7, september, s.94-103.

Luthers Kamp mod Antinomisterne
Den, som i Kraft af Emnet glæder sig til i dette Foredrag som i Lindskrogs tidligere offentliggjorte om Boden at finde en ny Tone i den tidehvervske Forkyndelse, maa jeg straks bedrøve med, at der ikke er noget nyt deri.

At Tidehverv har sin Svaghed i "det etiske", er en Paastand, der er gentaget tilstrækkelig tit til snart at kunne være Sandhed, hvis ikke netop de, der fremsætter den, viste sig at have deres afgørende Svaghed i den Uklarhed, hvormed de i Kristendommens Navn sammenblander Begreberne og forveksler Lov med Moral, Ideal med Bud, og saaledes savner et virkeligt Grundlag for Bedømmelsen; men at de har Ret her, falder det ingen af dem ind at tvivle om. Det vilde jo være at tvivle om sig selv og sine egne Evner til at kende Sandheden, hvor man møder den, og man kan tvivle om alt ogsaa om Gud og hans Ord, men ikke om sine egne Evner eller om, at man sidder inde med en særlig Udvælgelse af Gud og dermed har hans Garanti for sine Vildfarelsers Rigtighed.

Det behøver ikke at være nogen Hemmelighed, at naar nogle af os i sin Tid blev opmærksomme paa Luther, saa skyldtes det i hvert Fald for enkeltes Vedkommende vore Lærere af et ældre Slægtled og disses Begejstring for den vidunderlige Sammensmeltning af "det religiøse" og "det etiske", som de mente at finde hos ham, for en Tro, der betød "at leve ud af", for en Tilgivelse, der virkede nyskabende, for en Tro, der forpligtede et Menneske og bandt det i ny Lydighed i Modsætning til en gold Bogstavtro, der forhærdede Mennesker og lod dem føle sig "frelste" i en falsk Sikkerhed. Naar vi senere følte Lede ved den samme Lære, kom det af - ja, det skyldtes maaske mange Ting, men vi vil i hvert Fald begrunde det med, at vi blev opmærksomme paa, at denne Tale om Tro og Lydighed forblev en Tale om Menneskets Forhold til sig selv. "Hvor var jeg mig selv som den hele og sande? hvor var jeg med Guds Stempel paa min Pande?" det var Spørgsmaalet. Mennesket "med Bestemmelsens Mærke paa sin Pande", Menesket, "som han sprang i Guds Tanke frem!" det var Maalet. Vort eget Idealbillede var det, vi var forpligtede overfor. Det var det, vi svigtede og i Tilgivelsen fik ny Kraft til at naa, Gud var Mesteren, der i den raa Marmorblok allerede saa det færdige Kunstværk, han vilde skabe. Paa en Maade var han altsaa overflødig. Det var Kunstværket, det drejede sig om, og naar det engang bliver færdigt, er Kunstneren overflødig. At det er Gud, vi er forpligtede overfor, at han ikke giver sig af med at lave Kunstværker, men kræver Lydighed her og nu, at hans Naade er alt, og at et andet Menneske eksisterer, det er Tanker, der i dette sluttede System ikke er Plads for. Vi siger Nej til det hele System. Vi ledes ved disse kristelige Kunstværker, dem, vi selv skal blive, og dem, vi ser andre arbejde paa. Vi forbavses over de ivrige i Tjenesten, at de kan holde sig selv ud. Og i Stedet vender vi os til Skriften og til Luther, hvor vi mener at høre en Tale, der i Modsætning til denne Vigen-udenom lader Loven være Lov og derfor ogsaa er nødt til at lade Evangeliet forblive Evangelium. Og vi tillader os at mene, at det er paa dette Punkt, Tidehverv fra Begyndelsen af har haft sin Styrke.

Det er ikke min Hensigt i det følgende at skrive en kirke- eller dogmehistorisk Afhandling om den første af de dogmatiske Stridigheder, som fulgte i Reformationens Kølvand og dengang udkæmpedes med voldsom Fanatisme, men nu staar for os som noget i alleregentligste Forstand fortidigt. Jeg er ikke interesseret i Stridens historiske Forløb, heller ikke i, om Luther har været retfærdig mod sine Modstandere, og om disse har kunnet godkende det Referat, han giver af deres Standpunkt og bekæmper. Min Interesse er at klargøre Luthers Sigte i Striden og den Fare, han fra den Kant vejrer. Hans Interesse kan angives med en enkelt Sætning fra en af de første Prædikener, han holdt mod Lovfjenderne (Antinomisterne): "I Kristenheden maa opretholdes disse 2 Prædikener: for det første Læren om Loven eller de ti Bud, for det andet Læren om Kristi Naade; thi hvis en af disse to gaar under, saa tager den ogsaa den anden med sig, og omvendt: hvor den ene bliver og drives rettelig, bringer den ogsaa den anden med sig." (E. A. 14,2, 178).

Fra Begyndelsen af sin Virksomhed havde Luther talt stærke Ord om et Kristenmenneskes Frihed, og da Sværmerne vilde forvandle Evangeliet til en ny Lov, tilraabte han dem: "Vi vil hverken se eller høre Moses" og lærte, at "de ti Bud ikke angaar os Hedninger og Kristne, men alene Jøderne" (E. A. 36,1, 32); men om dem, som allerede dengang vilde lære, at man ikke skal prædike Loven, men kun Evangeliet, dømte han ogsaa da, at de "tager meget fejl og farer meget, meget vild". Ja, det er i en vis Forstand "mere nødvendigt at prædike og indskærpe Guds Lov end Evangeliet". (Brev 3/8 1524, E. A. 53, 249).

Den antinomistiske Strid begyndte med en Forpostfægtning i 1527 i Anledning af de Artikler, Melanchton havde ladet udarbejde til Brug under Visitatserne i Sachsen; men den egentlige Strid udkæmpes først i 1537 og følgende Aar, og den Skarphed, hvormed den fra Luthers Side blev ført, viser, at han fra Antinomisternes (Lovfjendernes) Side ventede en lignende Fare for Evangeliet som den, der i sin Tid truede det fra Sværmernes.

Hans Modstander var hans hidtidig betroede Ven og Medarbejder Johan Agricola, som i 1527 lod sig stille tilfreds, men i Stilhed vedblev at udarbejde og udbrede sine Særmeninger. Hans Standpunkt fremgaar bl. a. af forskellige Theser, som cirkulerede i Afskrift, men kom Luther for Øje, og som denne saa lod trykke.

Det drejer sig om Boden, som Melanchton holdt paa maatte udvirkes ved Lovens Straftrusler, før der blev Plads for Evangeliet, hvori Luther af Hensyn til "der gemeine, grobe Mann", der ikke forstod de finere Begrebsbestemmelser og let kunde forvandle Evangeliet til en ny Lov, hvis de to Ting ikke klart blev holdt ude fra hinanden, gav ham Ret, mens Agricola lagde sig fast paa tidligere Udtalelser af Luther og i Tilslutning til dem lærte, at den sande og ægte Bod ikke kan virkes ved Trusler om Straf, men maa fremgaa af Kærlighed til Retfærdigheden, og det er ikke Loven, som virker den, men Evangeliet. Det glade Budskab om Frelseren maa først røre Synderens Hjerte, saa først kan den sande Gudsfrygt opstaa:

Den Helligaand gaves fordum og gives fremdeles uden Loven, og Mennesker retfærdiggøres uden Loven alene ved Evangeliet om Kristus.

Altsaa er det ikke nødvendigt, at Mose Lov læres hverken ved Begyndelsen af, midt under eller ved Slutningen af Retfærdiggørelsen.

Det er mod Kristi Ord, naar man gør Loven til den første Del og tilmed en nødvendig Del af Læren om Retfærdiggørelsen. Skal Lærens Renhed bevares, er det derfor nødvendigt at staa dem imod (Luther og Melanchton), som lærer, at Evangeliet kun maa prædikes for de Mennesker, som først er sønderknust og bragt til Bod ved Loven.

Den sande Bod eller Omvendelse kan ikke virkes ved Loven, men maa virkes ved Evangeliet eller Frelsesbudskabet om Kristus. Det maa først gribe Hjerterne; naar vi da ser, hvor meget vi har syndet mod ham, fremkommer den sande Anger. I den ny Pagt drejer det sig ikke om, at vi har overtraadt eller krænket Loven, men om, at vi har forbrudt os mod Guds Søn. I Kraft af et troende og angrende Sind mod Frelseren og den naadige Gud, skal den Kristne rense sig fra de Synder, mod hvilke man fordum fandt det nødvendigt at prædike Loven.

Altsaa man skal begynde med Kærligheden til Gud og til Kristus; men siger Luther, det er jo den Kærlighed vi ikke har. Agricola taler som om Verden bestod af "lutter Kristne, som var uden Synd" (E. A. 32, 6), mens Lovens vigtigste Embede netop er at vise, at Menneskets Natur er i Bund og Grund fordærvet, at det ikke har og ikke interesserer sig for nogen Gud, men tilbeder fremmede Guder. (Schmalkaldiske Artiker, E. A. 25, 128).

Der er over Agricolas Udredning af, hvad Kærligheden til Frelseren skal virke, et vist sentimentalt Præg (jfr. Geismars Tale om "Dommen fra Korset"); men det skæbnesvangre er navnlig, at det Menneske, som skal vindes paa den Maade, er fri i sin Stilling og selvbestemmende overfor Gud og hans Frelse.

Naar Agricola siger, at det er Kærlighed til Retfærdigheden, som virker den sande Bod, og at Loven kun virker Had til Guds Retfærdighed, indrømmer Luther, at han fra Begyndelsen dristigt har forkyndt Evangeliet og derunder selv betjent sig af lignende Vendinger som nu Antinomisterne; men føjer han til, Situationen dengang var en ganske anden.

Dengang var Folk mere end tilstrækkeligt bragt til Fortvivlelse. Det var dengang ikke nødvendigt at indskærpe disse forkuede, forfærdede, ulykkelige, ængstede og plagede Samvittigheder Loven, end sige lære dem den; men her var det nødvendigt at bringe hin anden Del af Kristi Prædiken, hvor han befaler, at der ogsaa i hans Navn skal forkyndes Syndernes Forladelse, for at de, som allerede er tilstrækkeligt bragt til Fortvivlelse og forfærdede, kan lære ikke at fortvivle, men flygte til Naaden og Barmhjertigheden i Kristus; men nu, da det er ganske andre Tider, som ikke i mindste Maade ligner hine første under Paven, fastholder disse vore Antinomister som de søde Theologer, de er, vore Ord og denne vor Lære, den glade Forjættelse om Kristus, og hvad værre er, de vil, at den skal forkyndes alene, og lægger ikke Mærke til, at Folk nu ikke længere er de samme, men helt andre, end de var under Pavens Bøddelregimente, idet de er paa Vej til at blive og allerede er sikre og onde, raa, uretfærdige, ja Epikuræere, som hverken regner Gud eller Mennesker, og saadanne Folk bestyrker og forhærder de med denne deres Lære. Den samme Lære, hvormed vi dengang viste Folk, der allerede var paa Fortvivlelsens Rand, ja, midt i Helvede, til Evangeliet, vil Antinomisterne nu blive ved og vil kun synge søde Sange og lægger ikke Mærke til, at de derved kun gør sikre Mennesker endnu sikrere, saa at de til sidst falder helt ud af Naaden. (Drews: Disputationen Dr. Martin Luthers S. 477 ff.).

Denne Skildring er interessant paa flere Maader. Den viser først det gammelkendte, at det ikke nytter, naar man har med Luther at gøre, at lægge sig fast paa enkelte Udtryk og mene, at man her har den ægte Luther. Man maa altid tage den Situation med i Betragtning, hvori Ordene er talt, og vide, at det ikke er ham Ord eller Formuleringer om at gøre, men drejer sig om et bestemt Sigte, der i forskellige Situationer kan give sig vidt forskellige Udslag. Samtidig viser Antinomisternes Forkærlighed for Kristi milde Lære og deres Ængstelse for at komme til Folk med Loven og Overtro paa, hvad Kærligheden kan udrette, at de ikke repræsenterer noget overvundet Stadium i den kristne Forkyndelse. Naar Antinomisterne vil komme til Folk med Evangeliet alene eller Evangeliet først, saa overser de, at Folk paa Forhaand er lukkede overfor Evangeliets Forkyndelse, har ingen Brug derfor, ingen Trang dertil. Det er lige saa bagvendt som, naar man i vore Dage vil bygge paa Menneskers Trang eller vinde dem ved at lokke for dem med Evangeliets milde Gaver. Man vinder dem for noget ganske andet end Evangeliet eller rettere: man lader dem forblive hos sig selv og forhærder dem i en Tilstand, hvor de slet ikke har Brug for Evangeliet, det virkelige Evangelium, som kun forkynder Guds Naade. Luther ved, at Loven først maa dømme og døde, før Mennesker overhovedet kan fatte, at de har Brug for Evangeliet, og forstaa, hvad det gaar ud paa.

I den ovenanførte Skildring af Tidsforholdene og Luthers stadige Fremhævelse af, at Evangeliet kun maa prædikes for de ængstede Samvittigheder, for dem, i hvem Loven først har gjort sin Gerning, ikke for de sikre, raa og ubodfærdige, drejer det sig ikke om en psykologisk Metode, men om, at Evangeliet kun maa prædikes for fattige, og Mennesker ved ikke, at de er fattige, før Loven aabenbarer dem det. Og naar Luther senere hen (i Skriftet: Von den Konziliis und Kirchen, 1539) ikke vil have Folk, som bliver i deres gamle Væsen, trøstet "med meget Sludder om Syndernes Forladelse og Kristi Naade" (E. A. 25,357) - "thi den Kristus findes ikke, som er død for saadanne Syndere, som ikke efter Syndernes Forladelse afstaar fra deres Synder og fører et nyt Levned" (Sammesteds S. 324), saa er det atter, fordi han ikke vil vide af en Tro, som gør Folk sikre i sig selv og fritager dem for Bodens totale Fattigdom. Den Bod, som han i de schmalkaldiske Artikler vil skal vare Livet igennem lige til Døden, er den, som "ikke diskuterer, hvad der er Synd eller ikke Synd, men kaster det altsammen i en Bunke og fastslaar, at det er altsammen idel Synd med os, og der er intet i os, som ikke er Synd eller skyldigt til Dommen". Da ingen holder Loven, er enhver Bygning, vi opfører, blot og bar Løgn og Hykleri, hvor den er allerhelligst og allerskønnest (Müller: Symbolische Bücher S. 318).

Derfor skal de, der i vore Dage er saa glade for Loven, for Budene og Evangeliets ethiske Virkninger, ikke være alt for hastige til at tage sig Luthers Standpunkt i denne Sag til Indtægt. De staar i Virkeligheden paa Antinomisternes Side og har afskaffet Loven ved at gøre den overkommelig og lære, at Mennesket har Frihed til at følge den. Det er i Virkeligheden slet ikke Loven, det drejer sig om, i den almindelige Forkyndelse og de moderne Katekismer, som efter Sigende har deres Styrke der, hvor Tidehverv har sin Svaghed, men en kristeligt oppyntet, borgerlig Moral, hvis Lære saa sandt ikke vækker Had til Retfærdigheden og derved afslører et Menneskes Oprør mod Gud, men kun Kedsommelighed og borgerlig-kristelig Selvtilfredshed.

I sit Svar til Brøndsted (Tidehverv 1931 S. 80) taler Biskop V. Ammundsen om "den mere almene Religiøsitet, som er indeholdt i Katekismens første Del" og skriver senere: "Saaledes mente Luther, at der i Mennesket var en naturlig Moral, som var en Forbundsfælle for Guds Ord. Og denne Moral er uadskillelig fra Religion". Om Luther har ment noget saadant og ment det i den Forstand, hvori Biskop Ammundsen tager Ordene, kan vi lade staa hen (herpaa har Brøndsted svaret); men mente Luther ikke ogsaa, at der i Mennsket var en naturlig Moral og Religiøsitet med tilhørende "Retfærdiggørelse" og "nyt Liv", som var og forblev den mest forbitrede og sejglivede Fjende af Guds-Ordets Dom og for enhver Pris søgte at hævde sig imod det? Uden den Mening er bl. a. Luthers Romerbrevskommentar, ja hele hans Virke gjort til Vrøvl. Og er det ikke denne Fjende, Biskop V. Ammundsen m. fl. ved hele sin Holdning og sin Tale om Forudsætningen og det "nye Liv", er med til at holde i Live? Men bevares, Verdensbevægelserne blomstrer, hvad gør det saa, om man forraader Sandheden og svigter sin Embedspligt? Luther ved, at "den, der paastaar, at han elsker Loven, han lyver og ved ikke, hvad han siger", for man elsker ikke sin Tugtemester eller Bøddel, og det er det, Loven er, og alligevel skal den forkyndes, fordi den er Sandhed.

Loven er "Guds evige, urokkelige, uforanderlige Vilje" (E. A. 14,2, 182) og "bliver aldrig i Evighed ophævet" (Op. var. arg. 4,430 Th. 47). "Gud kan ikke tilbagekalde sin Lov" (Gal. II, 87); men "det er hans bestemte Vilje (serio vult), at Loven skal opfyldes til sidste Tøddel og Bogstav, eller der bliver overhovedet ingen frelst" (var. arg. 4,387, Th. 65). Den er Udtryk for det Grundforhold, at Gud er Herren, og vi hans Skabning. Gud diskuterer ikke med et Menneske, om det vil anerkende hans Herredømme eller ej, men byder over det og siger "du skal!" og angiver dermed, at han er Herren. Dette Grundforhold vedbliver at bestaa ogsaa, naar Evangeliet forkyndes. Et Menneske er altsaa ikke fri som den, der frit kan vælge eller vrage i Forhold til Evangeliet. Det staar under Loven og maa frelses ved Evangeliet eller gaa til Grunde ved Loven.

Evangeliet er i sig selv, ved sin Forkyndelse af Kristi Døds Nødvendighed en Stadfæstelse af Lovens Krav paa et Menneske. Det erklærer ikke dette Krav for ugyldigt, men ophæver det ved at fyldestgøre det. Erklærer man Lovens Krav ugyldigt, saa eksisterer der heller ingen Overtrædelse, ingen Synd, altsaa heller ingen Frelse fra Synd, ingen Kristus. "Uden (Læren om Loven) kan Kristus ikke fastholdes" (var. arg. 4,440, Th. 66). "Ved denne Aandelighed (Antinomismen) tilsigter Djævelen ikke at borttage Loven, men Kristus, Lovens Opfylder" (E. A. 32,5).

Evangeliet er en Stadfæstelse af Lovens Krav og Lovens Dom, ikke en Stadfæstelse af, at alt er ligegyldigt.

Konsekvensen af Antinomisternes Lære fremstillede Luther i Sætninger som f. Eks. fIg.:

Dekalogen (d.e.: de ti Bud) hører hjemme paa Raadhuset ikke i Kirken.
Loven er ikke værdig til, at den skal kaldes Guds Ord.
Er du en Horkarl, Skalk, Ægteskabsbryder eller paa anden Maade en Synder, tror du, saa er du paa Salighedens Vej.
Selv om du stikker i Synd til Halsen, tror du, saa er du midt i Saligheden.

Altsaa Troen bliver en Slags Fribrev, der giver Aflad for al Synd, ikke den Anerkendelse af Dommen, der tvinger et Menneske til at klynge sig til Naaden og dermed til den Gud, der dømmer. Synden bliver en Mangel, en Plet, ikke den Skyld, som saa længe den forbliver fordømmer et Menneske og kun kan ophæves ved Tilgivelsen. Troen udleverer ikke et Menneske til Gud.

Sit eget Svar paa disse og lignende Sætninger giver Luther i en Prædiken over Matth. 22,34-36 (E. A. 14, 2, 179 ff.) (1537): "(Kristus) siger tørt og klart paa et andet Sted (Matth. 19,17): "Vil du indgaa til Livet, da hold Budene!" og ligeledes (Luk. 10,28): "Gør dette, saa skal du leve!" (Budet) maa kort og godt holdes, og vil man diskutere meget derom, som om man kunde blive salig uden det, som her siges, at elske Gud af hele sit Hjerte og sin Næste som sig selv, det bliver der ikke noget af; det maa opfyldes saa rent og fuldkomment, som Englene i Himlen opfylder det.

Derfor er det urigtigt og ikke til at finde sig i, naar man vil prædike saadan, som nogle før i Tiden har gjort og ogsaa nogle taabelige Aander gør nu: Selv om du ikke holder Budene, ikke elsker Gud og din Næste, ja, om du saa er en Ægteskabsbryder, det skader altsammen ikke; naar bare du tror, saa bliver du salig. Nej, kære Mand, det bliver der ikke noget af; du vil ikke komme i Besiddelse af Himmerig; det maa komme dertil, at du holder Budene og lever i Kærlighed til Gud og din Næste. Thi her staar kort og afgjort: Vil du indgaa til Livet, da hold Budene".

I en Række Theser (1535) stiller Luther det lige saa klart op, men fortsætter da (var. arg. 4,388, Th. 67-69):

"Enhver, som vil indgaa til Livet, maa (debet) holde Guds Bud.
Men:
ingen af de hellige holder Guds Bud.
Altsaa:
kan ingen af de hellige indgaa til Livet".
"Der har ikke været, er ikke og vil ikke fremkomme et eneste Eksempel paa Opfyldelse af Loven hos nogen hellig, heller ikke i hele den hellige, almindelige (catholica) Kirke." (Smsteds 387, Th. 56).

Dermed staar vi ved Grænsen af Lovens "Embede", der, hvor den har gjort sin Gerning og ikke kan komme videre.

Loven har efter Luther et dobbelt Embede.

Det første er Opretholdelsen af den ydre, rent borgerlige Lov eller Orden, hvilket maa ske ved Tvang, saa der sættes Grænsen for Folks Skændselsgerninger, og de onde ved Fængsel, Straf og Bøddelregimente holdes i Ave, saa Fred og ordnede Tilstande kan opretholdes, og Evangeliets frie Løb ikke forhindres.

Det andet er Lovens "theologiske" eller "aandelige Brug", hvilket er Lovens "rette Embede og Brug" (Gal. II. 64) og bestaar i "at afsløre (aabenbare) Mennesket dets Synd, dets Blindhed, dets Elendighed, dets Ugudelighed, dets Uvidenhed om, Had til og Foragt for Gud, dets Død, Helvede og Dom, dets velfortjente Vrede hos Gud" (smsteds S. 62). Loven "virker (kun) Vrede, anklager og forfærder Menneskene, saa de ikke er langt fra den fuldkomne Fortvivlelse. Det er den Brug af Loven, som stemmer med dens Væsen (proprius usus legis), her har den sin Grænse (sit Maal) og maa ikke gaa videre" (smsteds S. 69). Loven kan ikke borttage, nej, den forøger Synden og virker et større Had til Gud. Dens Embede er "kun at dræbe, dog saaledes, at Gud kan levendegøre" (smsteds S. 101). Den "driver til Kristus" (smsteds S. 72); men denne Lovens Brug eller denne Forstaaelse af Loven - (at den driver til Kristus) - lærer kun den Helligaand i Evangeliet (smsteds).

"Alt udenfor Kristus er Dødens Tjeneste" (smsteds S. 69). Det gælder derfor, at der ingen Sammenblanding sker, at man ikke forveksler Lov og Evangelium.

"Hvis ikke Evangeliet holdes klart adskilt fra Loven, kan den kristne Lære (d.e.: Forkyndelse) ikke opretholdes" (S. 68). Hvor det skorter paa denne Adskillelse "kan man ikke kende en Kristen fra en Hedning eller en Jøde" (E. A. 19,235). At skelne klart og skarpt mellem Lov og Evangelium er højeste Kristenkunst. "Den, der ret forstaar denne Kunst, han takke Gud og vide, at han er Theolog!" Men "den Helligaand maa her være Mester og Lærer"; "thi uden den Helligaand er det umuligt at træffe denne Adskillelse" (Smsteds S. 238). "Saa længe Kød og Synd forbliver, er man ikke udlært i denne Kunst" (non potest edisci Gal. II, 112). At lære den i Teorien er et, men i Praksis noget andet, det er det allervanskeligste. I Praksis - d. v. s., at man, naar man gennem Loven er bragt til Fortvivlelse, forstaar at sætte den paa Porten og holde sig til Kristus og hverken se eller høre Loven (jfr. Gal. I, 21 ff., E. A. 13,2, 70). "Det er de Kristnes højeste Kunst og Visdom ikke at vide af Loven, ikke at kende noget til Gerninger og hele den aktive Retfærdighed, navnlig naar Samvittigheden kæmper med Guds Dom" (Gal. I, 16).

De kristne skal lære "ikke at kende noget til Loven, saa at de kan leve for Gud, som om der overhovedet ingen Lov er. Thi hvis du ikke er uvidende om Loven og i dit Hjerte sikkert fastslaar, at der ikke er nogen Lov og Guds Vrede, men kun ren Naade og Barmhjertighed for Kristi Skyld, kan du ikke blive frelst. - Omvendt bør man i Verden drive saaledes paa Loven og Gerningerne, som om der overhovedet ikke er nogen Forjættelse eller Naade, og det for de haarde, hovmodige og forhærdedes Skyld, hvem man ikke bør holde andet for Øje end Loven, at de maa forfærdes og ydmyges" (Smsteds).

Der er en dobbelt Retfærdighed, Lovens Retfærdighed, som hører hjemme paa Jorden og har med de jordiske Ting at gøre og maa blive der. Ved den øver vi saakaldte gode Gerninger. Men den Retfærdighed, som gælder for Gud og gør os til hans Børn, den er af anden Art. Det er en "fremmed Retfærdighed", Kristi Retfærdighed, der tilregnes os og bliver os til Del, skønt vi er Syndere. Det er en "himmelsk og passiv Retfærdighed, som vi ikke har, men modtager fra Himlen, ikke udøver, men griber ved Troen, ved hvilken vi stiger op over alle Love og alle Gerninger" (Gal. I, 18). Her er vi "i den Cirkel og paa den Plads", hvor de ikke hører hjemme, men kun er til Fortræd og fratager os Kristus, hvis vi kommer stillende med dem. Her gælder det, at "vore gode Gerninger hører hjemme i Helvede". Her gælder kun Kristus. "Som Paulus siger I. Kor. 15,49: Ligesom vi har baaret den jordiskes, det er Adams Billede, saaledes lad os ogsaa bære den himmelskes Billede, det er et nyt Menneske i en ny Verden, hvor der ingen Lov er, ingen Synd, ond Samvittighed eller Død, men den frieste Glæde, Retfærdighed, Naade, Fred, Liv, Frelse og Herlighed" (Gal. I, 18).

Med denne Lære om den passive, den fremmede, den uforskyldt tilregnede Kristi Retfærdighed staar og falder hele den kristne Lære (Gal. I, 20).

Mellem disse to Slags Retfærdighed, Lovens aktive og Kristi passive d. v. s. tilregnede Retfærdighed finder der ingen Formidling Sted. "Saa langt som Himlen er fra Jorden bør Loven holdes ude fra Retfærdiggørelsen" (var. arg. 4,427). Og der er "intet midt imellem" (Gal. I, 20). Man maa enten staa alene med Kristus uden nogen egen Gerning eller staa alene med sin egen Overholdelse af Loven - uden Kristus.

Paa mange forskellige Maader søger Luther at gøre denne Modsætning klar. Han taler om det gamle Menneske og det ny Menneske, om Kød og Aand eller skelner mellem Kødet og Kroppen paa den ene Side og Samvittigheden som det Sted, hvor Mennesket har med den retfærdiggørende Guds Naade at gøre paa den anden; men hvilke af disse Udtryk han end bruger, drejer det sig hele Tiden ikke om forskellige Lag eller Siden af Mennesket (lavere og højere, indre og ydre), men om hele Mennesket med Krop og Sjæl i to forskellige Situationer eller under to forskellige, objektive Ordninger eller Magter (2 Riger), Lovens og Naadens Orden. (Se herom navnlig A. Runestam: Den kristliga friheten hos Luther och Melanchton, Kap. VII, S. 131 ff).

Over Kødet, over det gamle Menneske, over Mennesket, som det er i sig selv bortset fra Naaden, skal Loven herske; men Lovens Herredømme skal ikke vare evigt, Loven er sat til en Tid; da Kristus kom blev Loven og hele dens Ordning ophævet, og dette gælder baade Kristi første Komme i Kødet og hans gentagne Komme til et Menneske i Ordet og Aanden nu.

Naar Kristus kommer maa Loven drives ud. "Kristus og Loven kan ikke bo samtidig i Hjertet eller Samvittigheden" (Ru (Runestam) S. 153).

Loven maa blive indenfor sine Grænser og herske over Kødet; "men hvis den vil bemægtige sig Samvittigheden og herske der, se da til, at du er en god Dialektiker og deler ret og ikke giver Loven mere, end den skal have, men sig: Lov, du vil stige op i Samvittighedens Rige og herske dér, anklage den for Synd og borttage den Hjertets Glæde, som jeg har af Troen paa Kristus og drive mig til Fortvivlelse, at jeg skal fortvivle og gaa til Grunde. Det gør du udenfor dit Embede. Forbliv indenfor dine Grænser og udøv dit Herredømme over Kødet; men min Samvittighed maa du ikke antaste; thi jeg er døbt og ved Evangeliet kaldet til Delagtighed i Retfærdighed og evigt Liv, til Kristi Rige, i hvilket min Samvittighed kommer til Ro, dér, hvor der ingen Lov er, men idel Syndsforladelse, Fred, Ro, Glæde, Salighed og evigt Liv" (Gal. I, 22).

I Samvittigheden i denne specielle Betydning, altsaa, naar det gælder min Sag overfor Gud, maa jeg ikke vide af Loven og dens Gerninger. Trænger den sig derind med sit Krav om Gerningernes Nødvendighed eller sin Tillid til egne Gerninger, kan man ikke tale foragteligt nok om den. "Selv om vi ogsaa udenfor Samvittigheden bør gøre den til en Gud, saa er den dog i Samvittigheden en sand Djævel" (Ru 150). "Er du forstandig," siger Luther, "saa fjern saa langt som muligt fra dig den læspende og stammende Moses med hans Lov, han maa være dig lige saa mistænkelig som en Kætter, ja, værre end Paven og Djævelen" (Smsteds). Her staar Loven paa Djævelens Side som Kristi Modstander, der ved at føre et Menneske bort fra Naaden vil bringe det til den fuldkomne Fortvivlelse, hvori det gaar under. Samvittigheden i den Forstand hører Himlen til, og her maa Loven holdes udenfor. Vil Samvittigheden her befatte sig med den, "det er som et Fald fra den høje Himmel til Helvede" (Ru 146).

Men paa Jorden hører Loven hjemme, her, d. v. s. over Mennesket, for saa vidt det er udenfor Retfærdiggørelsens Omraade, maa den herske. Den Frihed, siger Luther, som Paulus Gal. 5,1, formaner Galaterne til at blive staaende ved, er ikke en borgerlig Frihed, heller ikke en "Kødets eller Djævelens Frihed", ejheller en politisk Frihed, "men den Frihed, hvormed Kristus har befriet os ikke fra en eller anden menneskelig Trældom eller fra Tyrannernes Vold, men fra Guds evige Vrede. Hvor? I Samvittigheden. Her maa vor Frihed blive, den gaar ikke længere" (Ru 147; Gal. II, 288).

Hvilket Anarki det førte til, naar man misforstod den kristelige Frihed, gjorde den Frihed fra Loven, som gælder i Forholdet til Gud, gældende i de jordiske Forhold som en Ret eller snarere som en Pligt til at sætte sig ud over al borgerlig Lov og Orden, hvorved man i Virkeligheden forvandlede den til en ny Lov, havde Luther set tilstrækkeligt af under Sværmerrøret og Bondeoprøret.

Et andet Sted siger han det saadan: "Den evangeliske Frihed maa forblive udenfor Jorden, det er udenfor Kroppen og dens Lemmer. Saa snart derfor Loven og Synden kommer ind i Himmelen, det er i Samvittigheden, bør de straks kastes ud derfra, fordi Samvittigheden da intet bør vide om Lov og Synd, men kun om Kristus. Og omvendt, naar Naaden, Friheden o. s. v. kommer til Jorden, det er til Kroppen, bør man sige til den: Du bør ikke færdes i dette legemlige Livs Urenhed og Smuds, du tilhører Himlen deroppe" (Ru 146). Her hører Friheden altsaa Himlen, Samvittigheden til. Noget tilsvarende siges ogsaa om det gamle Menneske i Modsætning til det ny: Det "bør ikke nyde Aandens eller Naadens Frihed, med mindre det ved Tro paa Kristus har iført sig det nye Menneske, hvilket ikke sker fuldtud i dette Liv" (Gal. I, 18).

Vil det da sige, at Friheden kun er en "indre", en "aandelig" Frihed, mens den Kristne udadtil stadig er under Lov, under Tvang. Nej, den Kristne er som saadan, altsaa for saa vidt som han er Kristen, en fri Herre over alle Ting og ingen undergiven; men denne Frihed har han kun som Kristen, ikke som Menneske i og for sig, d. v. s. han har den kun ved Evangeliet, og for saa vidt han forbliver under Evangeliet og er bundet til det; men det at være Kristen, at blive ved Evangeliet, det er ikke noget statisk, ikke noget, der en Gang for alle er afgjort. Man er det kun, idet man stadig bliver det paa ny, idet man stadig staar paa bar Bund, som om man aldrig før havde hørt Evangeliet og derfor nu er nødt til at høre det paa ny. Lige saa lidt er den evangeliske Frihed noget en Gang for alle erhvervet, noget, som nu er vor Ret og Besiddelse, men noget, som stadig maa vindes d. v. s. skænkes os paa ny. Bortset fra Evangeliet, fra Troens Gave, er og forbliver vi under Loven.

Luther har jo altid hævdet, at en Kristen er paa en Gang retfærdig og Synder (simul justus et peccator), retfærdig kun i Kraft af Naaden, ved Tilregnelsen af Kristi Retfærdighed, Synder i sin faktiske Tilstand som Menneske; men at han i sin faktiske Tilstand som Menneske er Synder, vil sige, at han som saadan vedvarende er under Lovens Fordring og Lovens Dom, og kun for saa vidt han samtidig er under Evangeliet, er han i og med Evangeliet og kun ved det løst fra Lovens Forbandelse og fri i Forhold til Loven.

De gamle Dogmatikere talte om Lovens tredie Brug, dens stadige Gyldighed som Vejleder og Rettesnor for den Kristne, et Begreb, som allerede var indført af Melanchton. Luther kan lejlighedsvis i sin Polemik betjene sig af samme Sprogbrug; men alligevel har Loofs Ret, naar han i sin Dogmehistorie fastslaar, at om en egentlig tredie Brug af Loven (tertius usus legis, didacticus) kan man dog ikke tale hos Luther. "At tænke sig Loven som venlig Raadgiver svarede for lidt til hans Stemning. Loven er en Stokmester, en tvingende Tømme, og det er Hesten - (som tvinges) - og ikke Rytteren - (som kan vejledes ved gode Raad) - man giver Bidsel". (Fr. Loofs: Leitfaden z. Studium d. Dogmengeschichte, 4. Aufl., Halle, 1906, S. 777; Gal. III, 236).

Det svarede ikke til hans Stemning. Nej, Loven var ham jo en Bøddel, en Tyran. Men det stemte heller ikke med den virkelige Intention, som drev ham frem og drev ham til at hævde Lovens vedvarende Gyldighed og Krav paa et Menneske.

Naar man taler om Lovens tredie Brug i denne neutrale Betydning, dens Anvendelse som Vejleder og Rettesnor for den Kristne, der i det konkrete angiver, hvad den ny Lydighed, som er en Følge af Troen, skal gaa ud paa, saa har man derved uden at være sig det bevidst givet hele Forholdet en Drejning, der forvandler det til noget andet. Den troende er blevet et Menneske, som ved sin Tro en Gang for alle har Forholdet til Loven i Orden og nu frivilligt gaar ind under dens Vejledning. Forholdet er blevet statisk. For Luther er den troende et Menneske, der som Menneske stadig staar under Loven og som Synder er skyldig i Forhold til Loven og kun ved Evangeliet er frigjort fra Loven, men ikke en Gang for alle. Naar Luther lejlighedsvis og paradoksalt kan sige, at en Kristen behøver som saadan hverken Loven eller Evangeliet, men lever i Troen (E. A. 53,249), saa hører det at være Kristen paa den Maade i Virkeligheden Fuldendelsen til, paa denne Jord har Troen ikke Liv i sig selv og bestaar ikke uafhængig af Evangeliets talte Ord. Lige saa lidt kan dens Frigørelse fra Lovens Tvang bestaa uafhængigt af Evangeliet. En Kristen er altid en Endnu-ikke-Kristen, hans Tro er en stadig Griben om Ordet, hans Liv en Gang - det vil ikke sige en fortsat Vandring, men en stadig Overgang (transitus) - fra Lov til Naade, fra Lovens til Naadens Ordning.

Loven bliver altsaa staaende som den, der vedvarende har Raadighed over et Menneske, har Ret til og Krav paa Mennesket som Menneske, en Ret, som kun Evangeliet ophæver. Og det er i Virkeligheden kun Lovens Krav paa et Menneske, dens Ret, dens Tvang, dens Forbandelse, som er ophævet, ikke Loven selv eller dens reale Indhold. I sig selv, efter sit Indhold som det dobbelte Kærlighedsbud er Loven jo Udtryk for "Guds evige, urokkelige og uforanderlige Vilje" og "bliver aldrig i Evighed ophævet" (se foran S. 97). Paa Grund af Synden er Loven blevet os til Død, men efter sit Indhold er den Udtryk for Guds fuldkomne og gode Vilje. Det er Lovordningen, som er ophævet, Lovens Vej som Frelsesvej og dermed Fortrøstningen til, at ens Opfyldelse af Loven, om den var mulig, betyder noget i Forholdet til Gud, ikke Loven selv, ikke den Kærlighed til Gud og Næsten, som var Lovens Maal. Der er ikke sat et andet Maal, men aabnet en anden Vej til Frelse. "Netop derfor lærer vi Troen, for at Loven kan blive opfyldt" (E. A. 14, 2, 180). Luther siger det f. Eks. saadan: "Loven bliver ikke ophævet i den Forstand, at vi nu slet og ret er blevet fri for den og ikke behøver at holde den. Thi Kristus har befriet os fra Lovens Forbandelse, ikke for Lydigheden mod Loven. Nej, det vil han ikke, men omvendt, at vi med fuld Alvor og Flid skal holde den, dog saaledes, at vi ikke fortrøster os dertil, naar vi har holdt den, og ikke fortvivler, naar den ikke blev holdt" altsaa i Virkeligheden er fri i Forholdet til Loven (E. A. 19,244 jfr. 7, 2, 278; 14, 2, 182 ff.). Kun den, der er fri i Forholdet til Loven saaledes, at hans Opfyldelse af den intet betyder for ham selv, kan i Virkeligheden opfylde Loven (E. A. 7, 2, 277); thi Loven vil opfyldes frit og villigt og uden Tvang og vil ikke alene have Gerningerne, men ogsaa Hjertet (ikke alene Werk des Gesetzes, sondern auch Herz des Gesetzes) (E. A. 7, 2, 266). At overholde Lovens Bud af Frygt for Straf eller Haab om Løn er ingen Opfyldelse af Loven, men gør os skyldige som de, der ikke har fulgt Lovens Sigte, der altid viser udenfor os selv. Kun Troen paa, at Kristus har løst os fra Lovens Forbandelse, giver "den fri og uforfærdede Aand, som hverken frygter Død eller Helvede, hverken elsker Livet eller Himmelen, men fri og salig tjener Gud" (E. A. 7, 2, 299).

Denne fri og salige Aand som desinteresseret i sin egen Skæbne frit og villigt vender Sind og Gerning derhen, hvor Budet retter det, den er et med Troen eller er Troens Fremtrædelsesform i denne Verden. Luther plejer at sige det saadan, at "i og med Troen gives den Helligaand, som skaber et nyt Hjerte, der har Lyst til Loven og Had til Synden og frivilligt og gerne gør det gode" (E. A. 7, 2, 268). Derfor sigen han ikke, at den Kristne bør gøre disse Gerninger, men simpelthen, at Troen gør dem. Man siger heller ikke, at 3 og 7 bør være 10, nej de er ti, heller ikke, at et godt Træ bør bære god Frugt, eller at Solen skal skinne, nej hvor Træet er godt, bærer det god Frugt, og hvor Solen er, skinner den (E. A. 58,347).

Derfor kan disse Gerninger "lige saa lidt undlades som Troen og er lige saa nødvendige som Troen" (Ru. 170). Hvor de ikke er, er Troen ikke; men paa den anden Side er de ikke til at skelne fra almindelige Gerninger, som ikke sker i Troen, men er lige saa skjulte som Troen. ("Gerningerne har intet Navn" E. A. 10, 2, 22; jfr. 7, 1, 282).

Det kriminelle ved denne Luthers Tale om Aandens Forvandling, om nye Mennesker med en ny Vilje, Sjæl og Sind, som handler af Kærlighed og Lyst til Loven, er ikke det, han siger, for som han siger det, er det rigtigt, og han siger det ikke uden, at han samtidig ved andre dermed samhørende Tankegange har sat Bom for de Afveje, vi glider ud ad. Det, der gør, at vi ikke uden videre kan, d.v.s. under ingen Omstændigheder har Ret til at tilegne os denne hans Maade at tale paa, er den Omstændighed, at naar vi taler om disse Ting paa samme Maade som han, er det hele straks forvansket. Vore Tanker gaar da uden videre i Retning af Personlighedsudvikling og Vækst; men den Vej var spærret for Reformatorerne. De har tilstrækkeligt klart set og sagt, at i den Forstand gives der ingen Udvikling for et Menneske, Mennesket er og forbliver en Synder, og Synderen skal ikke renses eller forvandles, han skal dø. Kun ved Døden befries han fra Synden (var. arg. IV, 437 Th. 5 jfr. V. 66 = O. Clemen, I, S. 468 ff.), og dermed menes ikke en eller anden Slags "aandelig" Død, men den virkelige, haandgribelige, legemlig-sjælelige Død.

Vore Tanker om disse Ting kredser om os selv, og hvad vi skal blive. For Luther drejede det sig om Loven, og Loven er for ham ikke et Ideal, man stræbende kan nærme sig til. Den er Guds uafkortede Fordring, som skal opfyldes helt og opfyldes her og nu, ellers er den over os som Dom. Og han var mere en tilstrækkeligt under Lovens Tvang til, at han kunde tillade sig den Luksus at spekulere over, hvad der saa bliver af et Menneskes "Personlighed". Interessen for den hører en anden Retning til, som var samtidig med ham, men ikke just kan gøre Fordring paa Kristennavn.

Han var med de øvrige Reformatorer i et Fængsel og hadede dette Fængsel; men Fængselet var Guds, og Problemet var ikke, hvorledes det skulde kunne lykkes dem at slippe ud af dette Fængsel og dermed slippe Gud af Hænde, saa de frit kunde gaa hvorhen de vilde, men hvorledes de skulde lære at leve frit og saligt i dette hans Fængsel.

"Hvis en Herre holdt dig fangen i et Fængsel, og det over al Maade var dig en Plage at være deri, saa kunde man paa dobbelt Maade udfri dig derfra. For det første legemligt, saa Herren sønderbrød Fængselet og gjorde dig legemligt fri, lod dig gaa, hvorhen du vilde. For det andet, naar han gjorde dig saa meget godt i dette Fængsel, gjorde selve dette Fængsel saa lysteligt, lyst, rummeligt og paa det allerrigeste smykket for dig, saa intet kongeligt Gemak eller Rige var saa kosteligt, og brød og forvandlede dit Sind paa en saadan Maade, at du ikke for alt i Verden vilde ud af det Fængsel, men bad om, at Fængselet maatte blive, og du forblive derinde, da det nu ikke mere var dig et Fængsel, men var blevet et Paradis.

Sig mig, hvilken Udfrielse vilde her være den bedste? Ikke sandt, den aandelige er den bedste. Thi i den første forblev du en arm Tigger som forhen; men her vilde du have et frit Mod og alt, hvad du begærede. Se, saaledes har ogsaa Kristus aandeligt løst os fra Loven: ikke sønderbrudt og afskaffet Loven, men saaledes forvandlet vort Hjerte, som før u-gerne var derunder, gjort det saa meget godt og gjort Loven saa elskelig for det, at det ikke har nogen større Lyst eller Glæde end den til Loven og gerne vilde, at ikke en Tøddel af den faldt bort". (E. A. 7,2, 302).

At Fængselet, Loven, forbliver, betyder, at Gud og hans Vilje og dermed vor Næste er Realiteter, som vi ikke skal fries fra, men fries til.

Ikke i den Forstand, at et Menneske skal vokse, men i den, at han stadig mere og mere skal tages bort fra sig selv, tales der om, at Loven skal opfyldes af et Menneske.

Saaledes gives der en dobbelt Opfyldelse af Loven nemlig, som Luther siger: ved Troen og ved Kærligheden.

"Ved Tro opfyldes den i dette Liv, idet Gud indtil videre ved Kristus tilregner os Retfærdigheden eller Lovens Opfyldelse uforskyldt.

Ved Kærligheden vil den blive opfyldt i det kommende Liv, da vi vil være fuldkommede til en ny Guds Skabning, skønt det egentlig er forkert at sige, at Loven til den Tid opfyldes, eftersom der da ikke vil være nogen Lov, men selve den Ting, som Loven i dette Liv fordrer" (var. arg. IV 395 Th. 17-19).

Heller ikke, naar Luther bringer denne Tale paa den Formel, at "Adam skal blive som han var før Faldet, ja endnu bedre", (var. arg. IV, 436, Th. 41) betyder det, at Mennesket er gjort til Maal. Adam, som han var før Faldet, var det Menneske, som troede Gud, d.v.s. intet var i sig selv, men over alle Ting frygtede og elskede Gud. Lovens Maal er, at Tilstanden fra før Faldet skal genoprettes. Loven skal opfyldes "saa rent og fuldkomment som Englene i Himlen opfylder den". (E. A. 14, 2, 179).

"Thi Loven blev ikke saaledes ophævet ved Naaden, at ogsaa Sandheden skal udeblive, saa at man ikke skulde elske Gud; men gennem den bliver der i Tilgivelsens og Naadens Rige tilgivet os, at vi ikke fyldestgør Loven, hvad vi dog skulde gøre. Men desuden gives der os ogsaa den Helligaand, som tænder en ny Flamme og Ild i os, nemlig Kærlighed og Lyst til Guds Bud. Dette skal tage sin Begyndelse i Naaderiget og stadig fortsættes til den yderste Dag, da det ikke mere vil hedde Naade og Tilgivelse, men idel Sandhed og hel og fuldkommen Lydighed. Indtil da vedbliver det at være saaledes, at han stadig skænker, tilgiver, bærer og ser igennem Fingre, til vi bliver begravet.

Som vi nu saaledes forbliver i Troen, det er: i Gaven og Tilgivelsen og det, som kun er Begyndelsen af den Helligaands Gerning og af Opfyldelsen, saaledes skal paa den yderste Dag den Ild, hvorved hele Verden vil blive opbrændt, feje os saaledes rene, at vi ikke mere vil behøve Gaven og Tilgivelsen (som om der endnu var noget urent og syndigt i os, som der nu er), men alle Ting vil være som den kære Sol, naar den lyser, uden al Mangel eller Lyde, fuld af Kærlighed, som Adam oprindelig var i Paradiset.

Saaledes vil det da ret for Alvor hedde, at Loven er hævdet og opfyldt (Rom. 3,31). Thi den vil da ikke mere kunne gøre os skyldige eller anklage, men maa kaldes betalt og fyldestgjort ogsaa ved os selv, mens det nu hedder ikke opfyldt ved os selv, og vi dog er blevet fri og salige derved, at vi kryber til Kristus, ind under hans Kappe og Vinger, at han maa betale for os, indtil vi lægger os under Jorden og derefter kommer frem af Graven igen med et skønt, forklaret Legeme, der er idel Hellighed og Renhed og med en ren Sjæl, der er fuld af Guds Kærlighed" (E. A. 14, 2, 182 ff.).

Da det hele er eskatologisk tænkt, og Fuldendelsen sker gennem Død og Opstandelse, kan der ikke være Tale om nogen direkte Vækst; men jeg er med alt, hvad der lever i mig, dømt til at dø og vente mit Liv af Opstandelsen.

Begge Dele, at Loven i Syndens Verden kun er opfyldt udenfor os i Kristus, og at den i Fuldendelsen vil være opfyldt "i mig og alle Kristne" saa rent og fuldkomment, som Englene i Himlen opfylder den, saa der dér ikke vil være nogen Lov, men selve det, som Loven kræver, betyder, at Loven er Guds, og at Værket er hans alene.

Hvis ikke begge Dele hørte sammen, og begge var Sandhed, var Loven ikke alvorlig ment, og Mennesket ikke fortabt. Men det er dét, Luther vil slaa fast imod enhver Fjende af Loven og enhver forvirret, kristelig Idealisme, som afskaffer Loven.

N. Otto Jensen.
(Foredrag ved Hindsgavlsmødet 1935, omarbejdet).