Hvorfor bekæmpede Luther Læren om den fri Vilje?

Af Aage Kinch, Tidehverv, 1938, nr. 3, marts, s.33-36.

Det gaar vel de fleste nu om Dage saadan, at de faar Museumsfornemmelser, naar de stilles overfor det Spørgsmaal. Det er saa fjernt, saa uvedkommende. Af gammel luthersk Vane har vi en vis Respekt for alt, hvad Luther har sagt og gjort, og finder, at det er altsammen saare godt, og naar han bekæmpede Læren om den fri Vilje, saa var det bare et tilfældigt Sidespring, et Vildspor han kom ind paa, et Fejlgreb, som vi kan se igennem Fingre med og forlade ham for hans mange Fortjenesters Skyld. Er det ikke saadan, man ser paa det, hvis man overhovedet ser paa det?

Luthers Kamp mod Læren om den fri Vilje det er et Kapitel for sig, som man mener, at man uden Skade kan springe over. Alt det andet kan bruges. Alt hvad Luther ellers har sagt, anvendes jo i rigt Maal og findes jævnligt paa Kirkens Spiseseddel. Det kan bruges, selv om det ikke altsammen glider lige let ned; i en passende Tilberedning kommer der dog en nogenlunde fordøjelig Ret ud af det. Men Luthers Nægtelse af Viljens Frihed — det var for haard en Kost, den lod sig ikke opløse til Fordøjelighed i de kirkelige Gryder, derfor blev den sat til Side, og derfor er Kirkens Forkyndelse nu, trods al luthersk Iklædning, en ganske anden end den, som Luther for 400 Aar siden dels frydede og mest forfærdede Verden med.

For Luthers Lære om den trælbundne Vilje det var ikke et tilfældigt Sidespring, og det var ikke et Vildspor, han var kommet ind paa, det var ikke et Kapitel, som ikke havde nogen Forbindelse med hans øvrige Lære, og som man uden Skade kan springe over. Nej, det er Hovedpunktet i hele hans Lære, Hovedpunktet i den Lære, som ikke er hans, men som er hele Bibelens Forkyndelse af Gud. Og ikke blot Hovedpunktet, for det er ikke saadan et enkelt Punkt, en enkelt Artikel i Læren, men det er Grundlaget for det hele, det er det Grundlag, der bærer alt det, Luther har sagt, og giver alle Ordene deres rette Betydning, deres Vægt og deres Alvor.

I Aaret 1525 udgav Luther Bogen „Om den trælbundne Vilje”. Anledningen var, at den for sin Visdom og Fromhed og Besindighed højt ansete Erasmus havde skrevet en Bog imod Luthers Lære. I den Bog hævder Erasmus, at vi Mennesker er alle skrøbelige og syndige, og vi formaar ikke meget, vi kan ikke opfylde Guds Lov, vi er ak! saa saare langt fra at være fuldkomne, men vi kan da stræbe efter det, og dertil har Gud givet os den fri Vilje. Selv om vi ikke kan opfylde Guds Lov, saa kan vi dog i Kraft af vor fri Vilje vende os til Gud eller vende os bort fra Gud; vi kan sige Ja til Gud, eller vi kan sige Nej. Og Gud vilde jo ikke Gang paa Gang i sit Ord befale os, at saadan og saadan skulde vi gøre, hvis vor egen Vilje ikke betød noget. Og der er jo mange Steder hos Profeterne, hvor Gud siger til sit Folk: hvis du vil høre mig, hvis du vil gøre, hvad der er ret for mig. Og det hedder: søg mig, omvend jer og kom til mig. Og særlig glad er Erasmus for Ordet: Omvend jer til mig, saa skal I blive salige, eller Ordet fra Sakarja: Vend jer til mig, siger Herren, saa vil jeg vende mig til jer. Her, siger Erasmus, her peger Profeten tydeligt paa den afgørende Betydning, som det har, om vi vil, eller vi ikke vil, om vi stræber efter Naaden, eller vi ikke gør det; for Naaden er beredt den, der stræber efter den.

Naaden er rede for den, der stræber efter den. Det er Indholdet af Erasmus' Bog, saa vi ser altsaa, at hvis den i vore Dage var udkommet paa Lohses Forlag, saa vilde den være faldet godt sammen med det øvrige, og ingen vilde have fundet, at det var en uluthersk, endsige da en ukristelig og ugudelig Bog. Og hvor forkyndes det ikke i Tale og Skrift, det som ogsaa Erasmus ansaa for at være god Kristendom: Mennesket har selv en Evne til at stræbe efter det gode, vi formaar selv at udrette noget paa vor Vej til Gud, vi formaar selv at vende os i Retning af Gud og hans Naade, og for dem, der stræber derefter paa den Maade, for dem er Naaden beredt. Vi er ikke ganske magtesløse prisgivet Gud paa Naade og Unaade, det er ikke hans Vilje og hans Gerning, det alene kommer an paa. Vi har selv en Finger med i Spillet, en ganske lille Finger, men den kan vi dreje Gud om, altsaa den Afgud, som vi kalder vor Gud; for en Gud, som Mennesker formaar noget overfor, en Gud, som vi kan dreje efter vor Vilje, en Gud, som er afhængig af Mennesker og bundet af, hvad der maatte røre sig af from Lyst og Stræben i et Menneskes Hjerte, en Gud, der er afhængig af et Menneskes Ja eller Nej — det er ikke andet end en Afgud.

Men hvad siger Luther saa til alle de Ord, som Erasmus fremfører, og som efter hans Mening saa tydeligt viser, at det staar i vor egen Viljes Magt at vende os til Gud og søge ham? Luther siger, at Erasmus er en Taabe, naar han drager de Slutninger, som han gør. Fordi Gud siger: gør det eller det, derfor kan vi ikke slutte saadan: altsaa kan vi gøre det, altsaa staar det i vor Magt, altsaa staar det til vor Vilje at gøre det. Naar Gud siger: omvend jer til mig, saa er ikke dermed sagt, at vi ogsaa kan omvende os til ham. Hvis vi kunde slutte paa den Maade, saa kunde vi akkurat med samme Ret slutte saadan, at naar Gud siger: du skal elske Herren din Gud af hele dit Hjerte, saa kan vi altsaa elske Gud af hele vort Hjerte. „Hvis du vil omvende dig, saa vil jeg vende mig til dig”, det betyder: hvis du vil ophøre med at synde, saa vil jeg ophøre at vredes. Men deraf følger ikke, at Mennesket af egne Kræfter skulde kunne omvende sig.

„Men det er Blindhed og Forstokkethed, at man vil bevise eller fastslaa den fri Vilje med de Ord: Omvend jer! eller: hvis du omvender dig, uden at regne med, at saa kunde den ogsaa bevises af dette Ord: du skal elske Herren din Gud af hele dit Hjerte; thi i begge Tilfælde er der Tale om Ord, der befaler os noget og kræver noget af os. Nu er det jo klart, at Kærlighed til Gud bliver lige saa fuldt krævet af os som Omvendelse og Overholdelse af alle Budene, thi Kærlighed til Gud er en ret Omvendelse. Men ingen af dem, der hævder den fri Vilje, beraaber sig paa dette Hovedbud, hvor det bliver os befalet: elsk Herren din Gud. Men disse Ord: hvis du vil, hvis du hører, hvis du omvender dig og lignende vil de alle paaberaabe sig. Naar der nu af dette Ord: du skal elske Herren din Gud, ikke følger, at den fri .Vilje er noget eller formaar noget, saa er det ogsaa sikkert at det ikke følger af disse Ord: hvis du vil, hvis du hører, omvend eder og lignende”.

Og paa samme Maade svarer Luther paa alle de andre bibelske Ord, som Erasmus nævner som Bevis for, at det dog i nogen Grad kommer an paa vor Vilje. Vælg den rette Vej, hold Budene o.s.v. I den Slags Ord bliver der sagt os, hvad vi skal gøre, og hvorledes vi skal være, men der bliver ikke sagt noget om, hvad vor Vilje formaar, langt snarere bliver der jo foreholdt os, hvad vi ikke formaar.

Men er Guds Lov saa ikke en Taabelighed? At befale et Menneske at gøre dette eller hint, naar samme Menneske hverken har Kraft eller Evne til at udrette det, der bliver befalet, er det ikke det samme, som hvis man vilde spotte et Menneske, der var lænket til Stedet, og sagde til ham: Kom herhen! Jo, dette Billede er i Grunden meget træffende. Men endnu mere træffende vilde Billedet være, hvis man kunde tænke sig et Menneske, der var bundet paa Hænder og Fødder og dog pralede af sin Magt og Styrke, fordi han ikke vidste, at han var bundet. Hvis man sagde til et saadant Menneske: Kom herhen, saa vilde det ikke føre til, at Befalingen blev efterkommet, men det vilde føre til, at samme Menneske kom til Erkendelse af, at han ikke var saa fri og mægtig, som han pralede af at være. Saa passer Billedet, kun har Erasmus ikke Ret i, at saa er Guds Lov jo kun givet os for at spotte vor Afmagt, men den er givet os for at overbevise os om, hvordan vor Stilling er.

Loven har det Maal, som Paulus siger: Erkendelse af Synd. „Derfor lyder Lovens Ord saadan, som de gør, ikke for at vise, at vor Vilje formaar noget eller betyder noget, men for ligesom ved et Lys at vise den blinde Fornuft, hvor blind den er, og hvor aldeles magtesløs vor Vilje er. Ved Loven, siger Paulus, kommer Erkendelse af Synd. Han siger ikke, at Synden ved Loven bliver undgaaet eller skjult og borttaget. Hele Grunden til, at Loven er givet, og hele Lovens Virkning og Kraft er, at vi derved kommer til Erkendelse, og det vil sige til Erkendelse af vore Synder. . . . Mennesket bliver ved Loven kun belært og formanet om, hvad han skal gøre, ikke om hvad han formaar; for at han skal erkende sin Synd og Afmagt, ikke for at han skal anse sig selv for at være stærk”.

Det er altsaa hele Meningen med Loven; det er Lovens Embede, og Luther hævder, i Modsætning til Erasmus, at det er et meget nødvendigt Embede. Det Menneske, som Erasmus hele Tiden har i Tankerne, er et Menneske, der, trods alle Fejl og Skrøbeligheder, dog i hvert Fald er saa ydmygt og saa sandhedskærligt, at selv om det ikke formaar at holde Budene, saa erkender det idetmindste, at det ikke kan holde dem. Overfor et saadant Menneske er Loven ikke nødvendig, hvis den ikke har anden Opgave og andet Maal end det: at overbevise om Synd. Hertil siger Luther: „Men hvor finder vi et saadant Menneske? Der er ikke et saadant Menneske paa Jorden”. Og det er ikke saadan, Bibelen taler om Mennesket; den viser os et Menneske, der er bundet i Jammer og Elendighed, død i sine Synder, som Paulus siger. „Ja, og et Menneske, der ved Satans Forblændelse til al sin Jammer og Blindhed oven i Købet føjer det, at han vil bilde sig ind, at han er rask, stærk, fri, levende og sin egen Herre. Thi Satan véd vel, at hvis Mennesket erkendte sin Nød og sin Elendighed, saa kunde han ikke beholde nogen i sit Rige. Djævelen er ikke mere enfoldig, end at han nok véd, at Gud ikke kan lade de Mennesker, der erkender deres Jammer og raaber om Hjælp, være uden Hjælp og Redning, eftersom han jo overalt i Skriften lader sig prise for, at han er en Gud, der er nær ved dem, der har sønderbrudte Hjerter. Og eftersom Kristus selv vidner, at han er sendt for at prædike Evangeliet for de fattige”. Fordi det er Djævelens egentlige Gerning at bilde Mennesker ind, at det har ingen Nød med dem, og fordi Djævelen altid har travlt netop med denne Gerning, derfor er Loven ikke unyttig, selv om dens Bud er umuligt, men den er i allerhøjeste Grad nødvendig. Loven vil altid overbevise os om dette ene, som Mennesker aldrig vil tro: at vi kan ikke andet end synde mod Gud. Vor saakaldte frie Vilje den vil ikke andet, end hvad Satan vil.

Menneskets Vilje er nemlig ikke fri, men den er bunden, den er altid behersket enten af Gud eller af Satan. „Saaledes er Menneskets Vilje midt imellem Gud og Satan og lader sig føre, lede og drive som en Hest eller et andet Dyr. Tager Gud Tøjlerne, saa gaar den, hvorhen Gud vil, og som han vil. Som Psalmen siger: jeg er som et Dyr hos dig. Tager Djævelen Tøjlerne, saa vil den, som Djævelen vil, og gaar hvorhen han vil. Og her er den menneskelige Vilje ikke fri eller mægtig til selv at bestemme, hvem af de to den vil løbe til og holde sig til, men de to Stærke kæmper og strider om Herredømmet over den”.

Fri Vilje det er et Navn, som det ikke sømmer sig et Menneske at prale med, for det tilkommer ikke andre end Gud selv. Gud Herren alene udfører, hvad han vil, og handler som han vil i Himlen og paa Jorden. At sige det om et Menneske det er det samme som at sige, at et Menneske har guddommelig Magt og Evne. Og det er den største Gudsbespottelse paa Jorden, det er at berøve Gud hans Ære og hans Navn.

„Derfor skulde Teologerne have afholdt sig fra dette høje Ord, naar de talte om Menneskers Kraft og Evne, og ikke have bragt det ud i Folks almindelige Sprogbrug, men have tillagt og forbeholdt Gud, der alene virker frit, denne høje, store, hellige Titel. Og hvis de vilde indrømme menneskelig Kraft og Evne noget, saa havde de gjort bedre i at bruge et andet Ord end fri Vilje. Thi det er bevisligt, ja, det er allerede bevist, at Folk gennem dette prægtige, stolte Ord fri Vilje bliver jammerligt bedraget og forført, idet de forstaar noget ganske andet og meget mere ved det, end Teologerne selv forstaar ved det eller selv mener. Thi det er et prægtigt, rigt, højt, kosteligt Ord, naar jeg siger: den fri Vilje. Enhver, der hører det, vil mene, som ogsaa Ordlyden antyder, at man dermed tænker paa en Evne, der frit kan vende sig til det onde og til det gode, som den vil, og som ikke lader sig føre af nogen og ikke er nogen underkastet”.

Bortset fra at Præsterne nu om Dage ikke bliver misforstaaet, fordi de mener det lige saa ugudeligt, som det bliver forstaaet, saa er dette jo en fuldtud aktuel Skildring. „Du kan komme i Himlen, du kan blive frelst, du kan faa det saadan, at Guds Naade ogsaa gælder dig, hvis du bare selv vil”, saadan prædikes der, og saadan tros der. Men det Menneske, der tror, at hans egen Vilje formaar saa høje Ting, hvad kan han andet end være fuld af Spot og Foragt for Naaden, selv om han nok saa meget siger, at det netop er den, han tror paa?

„Thi jeg vil sætte, at det er, som de siger, at det kun er meget lidt, den fri Vilje formaar, saa lærer de dog, at man med dette lidet kan opnaa Naaden og Retfærdigheden. Thi det Spørgsmaal, hvorfor Gud retfærdiggør den ene og ikke den anden, det plejer de ikke at svare andet paa, end at de regner med den fri Vilje og siger, at den ene har stræbt efter det gode, den anden ikke. Derfor saa ser Gud naadigt til den ene for hans Stræbens Skyld og foragter den anden, for at Gud ikke skal være uretfærdig, hvis han handlede anderledes. — Og hvorledes skulde det kunne undskylde dem, at de ikke kalder det Fortjeneste, naar de dog lærer saadan om den fri Vilje, at alt gaar paa Fortjeneste, naar de siger, at den der stræber, han opnaar Naade hos Gud, og den, der ikke stræber efter det gode, han opnaar ikke Naade. Er det ikke at lære Fortjeneste, eller hvad de kalder det? Gør de saa ikke Gud til en Gud, der anser Gerninger og Personer, naar de siger saadan, at den ene opnaar ikke Naaden, fordi han ikke har gjort noget for det, men den anden opnaar Naade, fordi han har gjort noget for det, og havde aldrig opnaaet den, hvis han ikke havde gjort noget for det. Hvis det ikke er Fortjeneste i allerhøjeste Grad, saa vilde jeg gerne høre, hvad Fortjeneste saa skulde være”.

At prædike den fri Vilje og at prædike Kristus det er to Ting, der er hinanden saa modsatte, som Ting kan være. At prædike den fri Vilje det er en Dyrkelse af Menneskets Evner og Muligheder, det er en Dyrkelse af Mennesket selv, for ikke at sige af Djævelen, for ham er det, der hersker over den Vilje, der kaldes fri. Og derfor er det ogsaa, som Luther siger, at den fri Vilje formaar ikke andet end at foragte Guds Naade. Det lyder saa bestikkende, naar de evige Spørgsmaal om Frelse eller Fortabelse lægges hen til Menneskets egen Afgørelse, det lyder som om der virkelig var nogen Alvor i en saadan Forkyndelse. Men der er netop ingen Alvor, fordi den fri Vilje i sig selv er en Fornægtelse af Gud, og hvor den fri Vilje bliver prædiket, dér er al Gudsfrygt paa Forhaand udelukket, og jo mere Mennesker lærer at regne med deres egen Viljes Betydning i de himmelske Ting, jo dybere er Forhærdelsen, den Forhærdelse, som Esajas taler om: du har ladet os gaa vild fra dine Veje, du har forhærdet vort Hjerte, saa at vi ikke frygtede dig.

Luthers Bekæmpelse af Læren om den fri Vilje, det er ikke en Strid om et teoretisk og filosofisk Spørgsmaal, men den gælder det: at Fortjenesten og Værdigheden ikke luskes ind i Evangeliet og Troen. „Thi begge Dele kan ikke passe sammen, baade at Guds Naade skulde være en saa ringe og værdiløs Ting, at enhver skulde kunne opnaa den med den ringe Stræben, som I taler om — og samtidig ogsaa saa dyr, at den kun bliver skænket i og gennem det ene Menneskes Jesu Kristi Naade. Her vil jeg advare den fri Viljes Forkæmpere, at de skal vide, at de fornægter Kristus, naar de siger Ja til den fri Vilje. — Saadan har nu Erasmus sagt, at vi ved vor egen Flid kan opnaa Guds Naade, og vi kan berede os til Opnaaelsen af den, og selv om vi ikke kan berede os helt, saa kan vi dog i nogen Grad, halvt, berede os dertil. Det er at fornægte Kristus”.

Ja, men hvis der slet ikke er noget hos os, som det kommer an paa, hvis vi selv hverken kan gøre til eller fra, hvis Gud frelser, hvem han vil, og forkaster, hvem han vil, efter sin evige og uforanderlige Raadslutning, som det tilkommer hele Verden at tilbede med Frygt og Bæven, hvad saa? Som Erasmus spørger: hvem vil forbedre sit Liv, naar saadant bliver prædiket? Luther siger: „Herpaa svarer jeg dig: ingen. Thi ingen kan eller formaar selv at forbedre sit Liv. Og den Forbedring, der sker uden Aand og Tro, og som du taler om, den bryder vor Herre sig ikke om. For den skaber kun Hyklere. Men de udvalgte og fromme vil forbedre sig ved Guds Naade og Aand, de andre vil forblive uforbedrede i deres Synder. — Videre siger du: Hvem vil tro, at Gud har ham kær? Og mit Svar er: Intet Menneske paa Jorden vil eller kan tro det. Men de udvalgte vil tro det. De andre vil blive fordømte i Vantro, de vil spotte og laste Gud, saadan som din Bog gør”.

Og naar Erasmus bebrejder Luther hans Prædiken, fordi der kommer saa meget daarligt ud af den, og fordi det er en farlig Lære, saa siger Luther, at dertil skulde han i Grunden ikke sige andet end: Kære Erasmus, Gud vil have det saadan. Det maa være os Svar nok. Men til Overflod vil Luther give et Par Grunde. Og den første Grund til, at det er nødvendigt, at der bliver talt saadan om Gud, det er den, at saadan maa der tales, hvis Ordet skal være os til Ydmygelse og til Selverkendelse. „Intet Menneske kan grundigt erkende sig selv eller ydmyge sig ret, hvis han ikke véd, at alle hans Gerninger, al hans Evne, al hans Bereden sig, al hans Vilje eller gode Beslutninger hjælper ham ikke, men at hans Frelse og Salighed ganske beror paa fremmed Hjælp, nemlig paa Guds Hjælp alene. Thi saalænge et Menneske tænker saadan, at han selv har noget, det være nok saa lidet, hvormed han kan bidrage til sin Salighed, saa længe staar han fast paa sig selv og forlader sig paa sig selv, slipper ikke ganske Troen paa sin egen Evne. Derfor ydmyger han sig heller ikke helt alvorligt og af Hjertens Grund for Gud, men forestiller sig et eller andet, som han mener at kunne hjælpe sig selv til Salighed med, ja, idetmindste i Hjertet haaber han, at det hjælper. Men den der virkelig har lært, at al vor Frelse staar i Guds Haand og Vilje, han har ingen Tro paa, hvad han selv evner og formaar, han udvælger sig ingen Gerning, men forventer Guds Gerning med ham; han turde være Naaden og Saligheden nærmere end de gerningshellige med hele deres fri Vilje”.

Det var altsaa den ene Grund til, at Luther prædiker saadan. Den anden det er den, at kun saadan bliver der Brug for Troen. At Gud er retfærdig, det kunde vi se og fatte med vor Fornuft, hvis der var noget hos Mennesker selv, som der blev dømt ud fra. Men hvad jeg ser, det tror jeg ikke. Og der kan overhovedet ikke være Tale om Tro andre Steder end dér, hvor det, man tror, er skjult og usynligt.

Men det, som Luther taler om, at vi intet er, at vi aldrig har Frelse og Fortabelse i vor egen Haand, men er afhængige af Gud alene, altsaa at vi ikke kan udrette noget der — det betyder jo ikke, at vi ikke har en fri Vilje, formaar noget i de Ting, som hører denne Verden til. „Vi véd vel, at Mennesket er sat til at være en Herre over Skabningen paa Jorden. Dér har han Ret, og dér har han en fri Vilje, saa at de maa adlyde ham, gøre, hvad han vil. Men det, vi spørger om, er det, om han ogsaa overfor Gud har en saadan fri Vilje, at han gør, hvad Mennesket vil. Eller om det ikke meget mere er Gud, der har en fri Vilje over Mennesket, saa at Mennesket maa ville og gøre, hvad Gud vil, og ikke kan gøre andet, end hvad Gud gør og vil”.

Aage Kinch,
Foredrag ved Præstekonvent i Strib Præstegaard.