Prædiken på tredje søndag efter trinitatis

Af N. O. Jensen, Tidehverv, 1962, nr. 10, december, s.77-79 (Luk.15,11-32).

„Lignelsen om den fortabte søn”, kalder man fra gammel tid denne lignelse. Under den overskrift kender de fleste den, og man husker den som en fortælling om den yngste søn og hans omskiftelige skæbne lige fra det øjeblik, da han ung og rig og overmodig rider ud for at prøve sin lykke i det fremmede, til han er havnet mellem svinene og til sidst går i sig selv, og siden hans ynkelige hjemkomst, der ved faderens indgriben bliver vendt til en glædesfest. Om den fortabte søn handler det meste af den lange fortælling, og det siges direkte om ham til sidst: Han var død; men er blevet levende igen; han var fortabt, men er fundet igen.

Det sidste er vel egentlig det væsentlige, og derfor kalder man undertiden også fortællingen lignelsen om den tabte og genfundne søn. Men der er jo mere end én søn i den lignelse. De to foregående lignelser om det tabte får og den tabte mønt har evangelisten givet den indledning, at toldere og syndere holdt sig nær til Jesus for at høre ham, og både farisæerne og de skriftkloge knurrede og sagde: „Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem”. Fæster man sig ved den indvending og opfatter også denne lignelse som et svar på den, så er det måske nok så meget den ældste søn, lignelsen handler om. Ham, der blev hjemme på gården og altid gjorde, som faderen vilde, og som netop derfor ikke tålte den stads, der blev gjort af den yngre broder ved hans hjemkomst. Derfor har man kaldt fortællingen lignelsen om de to sønner.

Men hvordan man end vender og drejer det, så er og bliver det alligevel faderen, som er hovedpersonen i den lignelse. Så kunne man kalde den lignelsen om faderen og de to sønner og navnlig huske, at de begge hører med, og begge hver på sin måde er sønner af den samme fader. Det har nemlig også noget at sige, både med hensyn til deres indbyrdes forhold og til begges forhold til faderen. Man kunne jo endelig også nøjes med at sige, at det er en lignelse, som fra først til sidst handler om Guds uforanderlige og utrættelige faderkærlighed.

Nu er det jo ikke en overskrift om at gøre, men om at få fat på, hvad lignelsen har at sige. Til at pege på det, kan de forskellige overskrifter hver for sig tjene, og de kan endelig ved deres mangfoldighed gøre opmærksom på, hvor uudtømmelig rig og mangfoldig lignelsen i sig selv er.

Afdøde provst Schepelern begyndte i sin tid en prædiken over denne tekst med at slå fast, at „lignelsen om faderen og de to sønner er lignelsen om livet og døden. Livet er „på godt og ondt”. Døden er altid ond. Livet kan blive til hvadsomhelst. Døden bliver aldrig andet end død”.

Det er rigtigt, og så kan man jo igen, når lignelsen er fortalt til ende, spørge sig selv, hvilken af de to sønner der i virkeligheden var den fortabte.

At den yngste var det, er der ingen tvivl om; men om ham står der, at han var død, men blev levende igen; han var fortabt, men blev fundet igen. Om den ældste søn siges intet; men tavshed kan jo også være talende. Lignelsen slutter her, og så må vi også lade den slutte. Hvis vi stiller spørgsmål om, hvordan det siden gik hver af de to brødre, får vi ikke noget svar. Lignelsen selv er tavs; men det kunne jo netop være, fordi den allerede har fået sagt, hvad den vil sige, og fordi det er til den ældste broder eller til mennesker, der ligner ham og tænker som han, den er fortalt.

Hvis folk vil være ved, hvad de inderst inde mener, så vil der måske være mere end én, som må indrømme, at de i virkeligheden synes, at den ældste broder har ret i sin indvending imod faderen. Der har han gået og slidt og slæbt de mange år, passet sine ting og gjort sin pligt, støt og stadigt, dag ud og dag ind og lige trofast år efter år; men det lægges der ikke mærke til. Aldrig har faderen givet ham så meget som et kid, så han kunne slå sig løs og gøre sig en glad aften sammen med sine venner. Når folk går ved hinandens side år ud og år ind, så tages det til sidst som en selvfølge, at man passer sine ting og gør, hvad man skal; men engang imellem ville en lille påskønnelse eller opmuntring vel ikke være af vejen?

Faderen stiller sig da heller ikke afvisende. Det er, som om han godt forstår den side af sønnens indvending. Det lyder slet ikke som en afvisning, snarere som en understregning af et forhold, som altid består, når han siger til ham: „Mit barn! du er jo altid hos mig, og alt mit er dit”. Der går så sandelig ikke noget fra dig ved den måde, jeg tager imod din broder på. Men nu ligger det helt anderledes. Nu burde vi glæde og fryde os, fordi din broder var død, men er blevet levende igen, og var fortabt, men er blevet fundet igen. Han tager den ældste søn med ind i forholdet både til sig selv og til broderen, idet han siger til ham: vi burde glæde og fryde os. Eller: man burde glæde og fryde sig. Det er det eneste, han bebrejder sønnen, at denne ikke har sind eller hjerte for broderens skæbne; at det ikke i mindste måde berører ham, om broderen er død, eller han bliver levende igen, om han er tabt for bestandig, eller han igen bliver fundet. Nej, „denne din søn, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger”. Han fortjener ikke, at der gøres stads af ham. Ham er det gået, som han har fortjent. Nu kan han ligge, som han har redet. Alt andet er en himmelråbende uretfærdighed over for dem, som skikker sig vel og gør, hvad de bliver sat til.

Ja, det er det måske, hvis det at passe sine ting og gøre, hvad man skal, ikke simpelthen er det mindste, man kan forlange af ethvert menneske, og altså ikke noget, der skal gøres stads af, eller som berettiger til særlig ros eller påskønnelse, hvis det engang imellem sker. „Når I har gjort alt det, der er befalet jer, skal I sige: Vi er kun unyttige tjenere; vi har ikke gjort andet, end hvad vi var skyldige at gøre”, siger Jesus til sine disciple. Se altså først til, at I virkelig får gjort alt det, der er befalet jer, for det er jeres skyldighed! Så kan vi altid snakke om resten. Mindre kan ikke gøre det; men hvem af os når tilnærmelsesvis så langt, og så går vi endda og bilder os ind, at vi har gjort noget, som vi fortjener tak og påskønnelse for. Atter og atter er der grund til at overveje Henrik Pontoppidans ord: „Ak, fortjent eller ufortjent! Hvor ville vi alle være ilde farne, dersom vi altid skulle nøjes med, hvad der strengt retfærdigt tilkommer os. Selv de af skæbnen mest begunstigede, endogså verdens rigeste og mægtigste mænd går ud af denne tilværelse som insolvente skyldnere”. Går vi alle ud af denne tilværelse som insolvente skyldnere, hvordan ville vi da være stillet, hvis det skulle gå os efter fortjeneste?

Vi har altså ingen ret at pukke på, intet krav at stille, hverken over for Gud eller over for noget menneske. Det er trællesind at pukke på sin ret og ikke kunne være god og gavmild med det, man har fået. Til det, der er os befalet, det, der efter Guds vilje kræves af ethvert menneske, hører også at bære ansvar for sin broder, at vide, at det angår mig, når det går min broder ilde, og at kunne glædes, når den tabte broder igen vindes tilbage til livet. Den ældste broder i lignelsen har altså ikke gjort sin skyldighed. Han har gået ved faderens side i de mange år og har intet forstået, hverken hvor rig, hvor vedholdende og utrættelig faderens kærlighed er, eller at broderen er et menneske, som kommer ham selv ved, og at der er grund til at glæde og fryde sig, når broderen igen er i havn. Han har gjort sin skyldighed rent moralistisk forstået og mener derved at have givet enhver sit og dermed være uafhængig af alt og af alle og ikke skylde nogen noget. Han har været sig selv nok, og det ender uvægerligt altid i tomhed og i en følelse af at være forurettet af tilværelsen.

Bedre og bedre forstår man, at det, der fik Luther til at føle sig skyldig til døden, var en indsigt i, at kun den gør sin skyldighed, som gør den i taknemmelighed og med glæde. Glæden over at måtte være til for Gud, taknemmelighed over, at han vil sætte os til noget og forlange noget af os, at han virkelig vil sætte mennesker som os til at gøre, hvad han befaler, og så virkelig forlange af os, at vi gør det, og at han endda vil finde sig i, at vi er, som vi er, og blive ved at forlange af os, at vi gør vor skyldighed.

Det var et af de ord, som hagede sig fast i den unge Luthers sind, at boden ikke var sand, med mindre den begyndte med kærligheden til retfærdigheden og til Gud, og at det, som hine kalder bodens ende og afslutning, snarere er begyndelsen på den. Med kærligheden til Gud må alt begynde, d. v. s. med forståelsen af, at alt er givet uforskyldt, ene og alene af faderlig og guddommelig godhed og barmhjertighed. Uden den forståelse kommer ikke et eneste menneske til at gøre en eneste gerning, som virkelig er god. Er gerningen god, så skyldes den Gud, og et menneske har ikke det mindste at gøre sig vigtig af, når det gør den. Derfor heller ikke noget krav at stille, hverken over for Gud eller over for noget menneske.

Den yngste af de to brødre var død, men blev levende igen. Man kan så spørge, hvornår eller hvormed begyndte livet igen for hans vedkommende? Hvorved eller hvordan blev livet på ny ham givet? Præsten, jeg begyndte med at nævne, har holdt en udmærket prædiken ud fra den betragtning, at hvor der er liv, er der håb. Selv om et menneske slår bag ud, har livet dog altid det forud for døden, at det kan blive anderledes. Det er ikke gået i stå. Døden er ikke indtrådt. Men det er jo rent sprogligt det, lignelsen siger, at den var: han var død, men er blevet levende igen. Hvornår blev livet igen ham givet? Da han gik i sig selv derude mellem svinene og tog sin beslutning om at vende hjem? Eller da han virkelig tog sig sammen og stod op og gik hjem til sin fader? Eller da han besluttede at sige til faderen: Fader, jeg har syndet imod Himmelen og over for dig, jeg er ikke længere værd at kaldes din søn, lad mig gå som en af dine daglejere!?

Der er vist ikke noget punkt i hele den lange udvikling, på hvilken vi kan standse op og sige: fra det øjeblik begyndte livet på ny at røre sig i ham, fra det øjeblik begyndte han igen at leve. Først da faderen tog imod ham, som han gjorde, blev livet på ny ham givet. Uden det ville de to for bestandig være skilt fra hinanden. Hans anger var jo fremkaldt af sult og af mindet om den gode kost på gården derhjemme. Det kan synes ringe nok som anger betragtet; men det var dog det første skridt på hans vej hjem.

Der er vist ikke andet at sige, end at faderen har fået sit tabte barn tilbage. Det er for ham nok. Dermed er den, som for ham var død, blevet levende igen, og den, som var fortabt, er blevet fundet igen. Gud er livets Gud. At finde tilbage til ham eller blive fundet af ham igen, er livet. At leve uden ham er øde og tomhed, og så er det forøvrigt ligegyldigt, om man er havnet mellem svinene, eller man støt og roligt går derhjemme på gården og gør sin pligt. Tomheden er lige stor, så længe Faderens kærlighed er skjult og hverken kendt eller forstået af os mennesker, for det er af den, vi skal leve.

Amen.

N. Otto Jensen,
prædiken holdt i Faarup og Sabro kirker 1962, tekst: Luk.15,11-32.