Af Johs. Simonsen, Tidehverv, 1964, nr. 10, december, s.81-83 (1.Pet.1,24-25).

„Thi, „alt kød er som græs, og al dets herlighed som græssets blomst; græsset visner, og blomsten falder af, men Herrens ord bliver evindelig”. Og dette er det ord, som er forkyndt eder ved evangeliet” (Peters 1. brev, 1,24-25).

Jeg lægges i jorden i hvide lin
og gemmes i graven i mørke skrin.
Mit øje er brustent, min læbe er blå,
I mærke det alle, som se derpå.

Sådan hedder det i en gammel begravelsessalme. Den er skrevet omkring 1500 ovre i Odense af den katholske præst Mikkel eller Michael. Salmen kom efter reformationen med i Hans Thomissøns salmebog, og i en noget tillempet form blev den optaget i „Salmebog for Kirke og Hjem”. Derimod er salmen gledet ud i vor nuværende salmebog. Der har formodentlig været flere grunde til, at salmen ikke kom med i „Den danske Salmebog”, men den væsentligste har vel været, at salmen så at sige ikke har været brugt. Men selv om det er rigtigt, så finder jeg alligevel, at det er et savn, at vi ikke længere har denne gamle salme i vor salmebog. Det er i hvert fald en salme, der ikke prøver at lyve døden væk; den lader døden være død. Den glemmer ikke, hvordan vi er stillet over for døden, og det vil jo igen sige, at den taler sandt om menneskelivet.

Jeg tænkte langt, kom stakket af sted.
Se, hvor nu døden har slaget mig ned.
I verdens lyst gjorde jeg mig glad;
i jorden gives jeg orme til mad.

Sådan er menneskelivets kår. „Alt kød er som græs, og al dets herlighed som græssets blomst; græsset visner, og blomsten falder af”. Det er efterår, bladene falder, markerne er ved at stå tomme. Sommeren svandt hen; vinteren står for. Løv og græs bliver til muld. Det er naturens orden — og vi kan endda sige, at det er naturens gode orden. I menneskelivet går det til på samme måde. Vi er her en kortere eller længere tid — så er det forbi, og vi giver plads til den slægt, der følger efter. Mennesket er natur, som græs, blomst og dyret er det. — Men kristentroen forkynder, at mennesket ikke blot er natur. Det bliver understreget i bibelordet: „men Herrens ord bliver evindelig. Og dette er det ord, som er forkyndt jer ved evangeliet”. Der kommer et ord til os fra Gud, evangeliet lyder til os, og derved er vi mennesker — ikke blot natur. Guds-ordet siger til os, at vi ikke er vore egne herrer; vi har en Herre over os. Vi hører Gud til; vi står Gud til regnskab — og dette regnskab er der ingen af os, der kan klare.

„Jeg tænkte langt, kom stakket af sted”. Sådan hed det i salmen; men hvad betyder disse ord? Ja, vi kan jo opfatte dem på en lidt sentimental, selvbeskuende og selvmedlidende måde. Det blev ikke til så meget, som det skulle have været; vi skulle have nået noget mere. Ja, vel, ja, vel. Det er så sandt, som det er sagt. Men ordene: „Jeg tænkte langt, kom stakket af sted, se, hvor nu døden har slaget mig ned”, peger ikke blot på, at det er trist nok, at det ikke blev til mere. Nej, ordene dømmer også det, vi nåede; også de gode og smukke resultater, vi sled os frem til. „I verdens lyst gjorde jeg mig glad, i jorden gives jeg orme til mad”. Nu er det slut med alt mit. Denne verden og denne verdens lyst forgår. Men verdens lyst skal ikke tages i snæver betydning, det vi kalder det kødelige og det verdslige. „Verdens lyst” det er alt det, der for os giver livet indhold; alt det, vi kalder vort; alt det, vi sætter vor ære i. Men døden afslører, at vi må give slip på det hele. Vi mister alt, vi kommer til at stå helt fattige. Det er denne stærke tale, døden fører, hvis vi ikke vil lyve døden væk. Og for at vi ikke skal få held til at gøre det, så lyder Guds-ordet nu. Guds-ordet fælder dom over os. Det siger ikke blot til os, at vi skal dø engang — nej, det siger, at vi er døde, nu mens vi stoler på, at vi har livet — at vi er fattige midt i al vor rigdom. Det er det, vi ikke vil høre, „men Herrens ord bliver evindelig” — det kommer til os på ny, selv om vi skyder det til side; det møder os igen. Vi er de døde; men Gud forbarmer sig over os i vor død. Kristus lever — og han er livet for os. „Jeg tænkte langt, kom stakket af sted; i jorden gives jeg orme til mad”. Vi er overvundet af døden — men Kristus er opstandelsen og livet; derfor bekender vi troen på, at vi skal opstå med ham, trods død og grav.

For snart mange år siden kom jeg en dag ind hos en blomsterhandlerske. Hun havde lige bundet en hel del kranse — og i den anledning vekslede vi nogle ord om begravelse. Det fik blomsterhandlersken til at sige: Ja, det første, I præster står og siger derude på kirkegården, det kan jeg da forstå. Det er der en vis mening i — men det sidste, I siger, det tror jeg nu ikke ret meget på. Men hvor meget tror vi på det? Jeg ved det ikke. Og bliver vi rigtig faste og sikre i vor tro på opstandelsen, hvad bliver det så til? Bliver det så ikke tro på egne drømme, tro på, at vi har noget, døden ikke kan vinde sejr over. Men troen på os selv, det er det, salmeverset kalder „verdens lyst” — og den gør døden til intet.

Vi kan kun forkynde kødets opstandelse, fordi Herrens ord bliver evindelig, fordi ordet viser os hen til Kristus alene. Kristus er vort håb — det er dette ord, der skal lyde til os i dag, da vi er kommet sammen til pastor Olesen Larsens begravelse. „Jeg tænkte langt, kom stakket afsted, se, hvor nu døden har slagen mig ned”. Disse ord kom jeg til at tænke på, da jeg fik at vide, min svoger var død.

„Jeg tænkte langt” — ja, det kendte han jo også til. Han vidste jo noget om eget værd. Uden at gå sandheden for nær kan vi roligt sige, at min svoger var et velbegavet menneske. Og han nåede da også en del; han var med til at skabe kirkehistorie, og den indsats, han gjorde sammen med venner og arbejdsfæller, har jo haft betydning for kirkelivet i Danmark. Der kunne også siges noget om hans studium af Søren Kierkegaard — det han nåede, og det han ikke nåede — men det lader vi hvile. Det ville i hvert fald ikke være i min svogers ånd, om jeg i dag ville stå her ved hans kiste og tale om hans døde kvalifikationer. I verdens lyst gjorde jeg mig glad — i jorden gives jeg orme til mad.

Skulle jeg endelig sige et par ord om min svogers forhold til Søren Kierkegaard, ville jeg fremhæve, at for ham var studiet og forskningen ikke det afgørende — det afgørende var, at han så at sige levede sammen med Søren Kierkegaard. For Søren Kierkegaard var syndernes forladelse det hele i kristentroen — det er ikke sådan, at vi ved hjælp af syndernes forladelse kan nå videre frem. Syndernes forladelse er det hele. Det er det, Herrens ord forkynder, og det var dette evangelium, Søren Kierkegaard forkyndte for min svoger. Dette ord lyder til den enkelte; men det har bud til alle. Det var derfor, min svoger blev præst.

Som teologisk student og teologisk kandidat gik han ikke omkring med en særlig længsel efter at blive præst — vi kan vist godt sige tværtimod. Men han blev præst. Set fra een side kunne han jo have valgt en helt anden løbebane — og klaret sig der — set fra en anden side kunne han kun blive præst — ville ikke være andet end præst.

Min svoger brugte ofte udtrykket, at det gælder om at stå sammen med mennesker. Det var det, han ville som præst. Det betød ikke, at han snakkede folk efter munden. Min svoger var præst i 36 år, en kortere tid som fængselspræst — og siden 1932 ved Esajas Kirke. Forholdene førte med sig, at han også en overgang, mens han var her, hjalp til ved fængselsvæsenet. Jeg kunne i og for sig godt tænke mig, at nogle af de folk, han kom til at tale med som præst, ville sige, at han var skarp og streng. Han kunne være skarp og streng, når han mødte klynkeri, selvmedlidenhed og frasemageri; men han stod sammen med mennesker. Han glemte ikke, at vi er fælles om synd og skyld, men at Guds-ordet siger, at vi er fælles om Guds nåde. Det var det, min svoger ville pege på gennem de mange år, han var præst her ved kirken.

Dernæst vil jeg sige lidt om hans forhold til familie og venner. Min svoger var forbundet med slægten; han glemte aldrig, hvorfra han kom. Derfor var det også en særlig glæde for ham, at han i sommer fik lejlighed til at hilse på sin søster og broder fra Amerika. Min svoger var glad for at mødes med venner. Vi har kendt hinanden fra barndommen af og har haft en hel del med hinanden at gøre. Det, der knytter venner sammen, er, som det er blevet sagt, ofte det usigelige og uhåndgribelige, og vore venner prøver vi ikke at lave om på, dem tager vi, som de er. Det var også tilfældet med os, vi var ikke altid enige, men vi tog hinanden, som vi var.

Min svoger fik en krank skæbne til sidst, men han var altid glad for at få besøg. Det var, som om han livede op, og han hilste os med et smukt og et godt smil — det er der måske flere, der har lagt mærke til.

Det, jeg her har sagt om hans forhold til familie og venner, gælder jo i særlig grad for jer, der stod ham allernærmest, Vibeke og børnene. I var for ham det givne, jer var han knyttet til, jer stod han sammen med under alle forhold. Nu er han død — og hvad så? — så må I prøve at huske hans egne ord, som han så tit har sagt, at vi skal leve sammen med vore døde. Han glemte ikke, at døden er død, men ordet siger, at Gud er Gud både for levende og døde. Gud giver os håbet, derfor må vi leve sammen med vore døde i håb til Gud. Vi er de døde, Jesus Kristus er opstandelsen og livet; vi må vente på opstandelsens morgen.

Lad os da slutte med at lytte til digterens ord, når han prøver på at sige det, der egentlig ikke kan siges af mennesker:

Se, da stiger solen af hav på ny,
alle dødens skygger for evig fly,
o for sejersjubel, for salig lyst:
Lyset stander stille på livets kyst!

Johs. Simonsen,
fra Esajas kirke, den 14. november 1964.