„Fred” — et fragment.

Af K. Olensen Larsen, Tidehverv, 1964, nr. 10, december, s.89-90.

For nogen tid siden opstod der et mægtigt postyr i anledning af, at der var en, som havde hævdet, at udødelighedsfantasierne ikke havde noget med kristendom at gøre. Det hele sluttede imidlertid med en radiodiskussion, hvor det altsammen jævnede sig ud på den nydeligste måde, og man mindedes de kendte præsteord efter den strenge prædiken: græd ikke, lille børn, det turde være løgn altsammen. Man likviderede de døde og gik ind på at nøjes med en salighed efter Guds skøn, — når der altså dog var noget at holde sig til. Det evige liv blev renset for gensynsromantiken og i det hele taget smukt åndeliggjort, men det selvbekymrede menneske fik dog lov til at beholde sig selv, selv om luften måske nok blev noget tynd at indånde, — og det er, hvad enhver ved, når alt kommer til alt det vigtigste af det. Den gamle Adam, det selviske, selvbekymrede menneske, der i ondt og godt, i tro og i vantro søger sit eget, det blev sikret overfor døden, overfor Gud og overfor næsten. Det står nu som før urokket i verdens centrum; selvet — det eneste, som der absolut ingen plads er for i Guds rige — det red stormen af, som det jo også hidtil har klaret sig gennem så mange vanskeligheder og besværligheder i den kristne kirke. Det gik som i fortællingen om den russiske bonde, der kastede først sine ejendele, så sin kone og sit barn ud til ulvene, men til sidst selv blev deres bytte, — nej, sådan gik det selvfølgelig ikke i radiodiskussionen, men her har vi virkelig den hellige skrifts ord for, at det vil blive resultatet.

Der blev klaget over, at præsterne snakkede for meget om gensyn; men det er nu taget meget af, af den simple grund, at der er meget større efterspørgsel efter „fred”, — det ord, som man tiest træffer på gravstenene, naturligvis ikke Guds fred, men sjælero, omtrent det samme som den fred, man ofte mener at læse i dødens forstenede ro. Vist er dødekult afgudsdyrkelse, fordi det er menneskets selvmedlidenhed og dyrkelse af sine sørgmodige stemninger, men derfor bør man ikke glemme, at Jesus jo har sagt: salige er de, som sørger. Om man „kommer over” tabet af sine døde på den ene eller den anden måde kan såmænd være lige meget; det er under alle omstændigheder at svigte livet.

Som så ofte før blev diskussionen om „livet efter døden” brugt til at tilsløre livets og dødens alvor; det blev til et spørgsmål om, hvor meget vi kan få, og hvad sikkerhed vi kan få for det, og selvfølgelig vil vi hellere nøjes med lidt mod til gengæld at blive nogenlunde sikre på det. Det med udødelighed eller tilintetgørelse er jo ikke andet end en smagssag; alvoren er, at Gud kræver livet af mennesket; at mennesket skal dø — ikke for et andet liv, men for dette i lydighed mod Gud. Alvoren er, at vi står Gud til ansvar for vort liv; at der simpelthen ikke er andet Gud vil os; at vi ikke blot ikke ejer noget udødeligt liv, men heller ikke ejer dette liv indenfor dødens grænse. Gud vil, at mennesket i lydighed mod ham skal afdø fra sine krav, sine fordringer til livet, til sin næste, til Gud, for at leve for livet, d. v. s. adlyde Gud. Enhver selvbekymring er oprør mod Gud, ligegyldigt om det er dette liv, man bekymrer sig for, eller „sin sjæls frelse”. Gud vil, at mennesket skal afdø fra at være noget for at være det, som Gud i sit ord vil kalde det for. Gud er fri overfor mennesket, han har ret til at antage eller forkaste efter sin vilje; vi skal i troen på hans barmhjertighed afstå fra al sikkerhed og magt, først da er det sandhed med at tro på Guds nåde. Menneskets selvhævdelse overfor Gud og overfor det liv, han har skabt det til, det er den, der får mennesket til at kæmpe mod Gud i had og mistro, og det er den, der giver døden og skæbnen deres magt over os. Livet er Guds og han giver os det dag for dag — at leve, ikke at eje. Der er overhovedet ikke andet liv end det, Bibelen kalder det evige liv; alt andet er død og hører døden til. I sit ord giver Gud os Jesu liv til døden i lydighed mod faderen i himmelen; det er det eneste, der gælder; vort eget liv er allerede dødt på Jesu kors og gælder heller ikke nu for noget.

Så bliver da disse tre: troen, håbet og kærligheden, men størst iblandt disse er kærligheden. Det er det evige liv, men som regel forstår man det som noget, vi har for os selv, og ikke som noget, vi har for vor Gud og vor næste, og så er et sådant „kærlighedens liv” ikke andet end selviskhed. Man går ud fra, at vi så forskrækkelig gerne vil opstå, men mon vi er så ivrige efter at opstå for Guds og næstens skyld? Og dog er det det, der menes; det, der kaldes for saligheden. Mon ikke det også her gælder, hvad Luther siger om i det hele taget at tro på Evangeliet: at det ikke er af egen fornuft eller kraft vi kan tro på det eller begære det, men det er den helligånd, som kalder os ved Evangeliets ord? Det er i virkeligheden utænkeligt, at andre end syndere og toldere kan spørge efter en sådan opstandelse.

K. Olesen Larsen.