Af Vilhelm Krarup, Tidehverv, 1966, nr.2-3, feb.-mar., s.13-14 (Luk.19,1-10).
Lad os tage den lille mand Zakæus som et billede på mennesket, som det er, når det er, hvad det er: En lille, tvivlrådig og usikker og spørgende sjæl, der nok har lært en masse fraser udenad, og som ved en mængde om meget, og som måske også har tjent en pæn slump penge på mere eller mindre hæderlig vis, men som alligevel ikke er kommet ud af stedet.
Man har lovet ham, at når bare han havde nået dit eller dat, og hans forhold var stabiliserede og levefoden højnet, så ville han værsågod finde sig selv og blive et lykkeligt og harmonisk menneske. Der er jo nok, der lover den slags:
Alle disse patentmennesker, der udenad kan servere det, som andre har sagt dem. Vi finder dem overalt, blandt de såkaldte intellektuelle, på politikernes talerstole, i fagforeningerne, ja også i kirkerne. Men mennesket, det lille hverdagsmenneske, kryber i skjul for dem. Hører pænt på det hele, men går alligevel tomhændet bort. For der bor noget i det lille menneske, han ved selv hvad, noget utilfredsstillet, noget fortvivlet, som han ikke kan komme til rette med. Han må være en undtagelse, for hans liv er jo ikke, som de siger, det er. Det har ikke givet ham, hvad disse patentmennesker lovede, det skulle give. Og så farer den lille mand rundt i tilværelsen, slutter sig til snart her og snart der. Måske ender han hos Jehovas vidner, måske finder han en yderliggående politisk sekt, eller – og det er det almindeligste – måske ender han i en skjult og indesluttet skuffelse og bitterhed.
Sådan sidder der, foruden os selv, tusinder iblandt os. De behøver slet ikke at gå med det - udadtil, tværtimod beholder de det for sig selv, indtil det måske en skønne dag bryder igennem, men oftest viser det sig som ganske almindelig surhed og gnavenhed. Der er ikke noget ved nogen ting. Der er intet at vente på.
Men så langt var vor lille ven Zakæus ikke nået, da han kravlede op i træet. Han havde endnu sin medfødte nysgerrighed og forventning i behold. Han ville se den mand, han havde hørt om. Og så skete der altså det, at denne mand indbød sig selv som gæst i Zakæus' hjem. Hvorfor mon? Ja, ingen ved det, men han gjorde det. Det er faktisk hele historien.
Han gik ind til et menneske, som han ikke kendte, et lille dagligdagsmenneske. Om Jesu eller Zakæus' motiver står der intet. Men det behøves heller ikke, øjebliksbilledet siger det hele: Han gik ikke forbi, da han gik forbi. Han skal ikke hentes eller findes. Han foretager ingen forundersøgelser og stiller ingen betingelser. Han skal ikke indbydes, men indbyder sig selv. Sådan kom han, og sådan kommer han. Det er hans vej og det er hans gerning. Han kommer til den lille mand, der intet fint eller dyrt er ved, men som intet er midt i det, han er. Et hverdagsbillede uden fanfare.
Derfor er han kommet: bare for at komme og tage ind hos mennesket, hvor mennesket bor. For at komme kom han. Og dér, hvor han kommer, siger han: I dag. I dag er jeg hos dig, hvor du bor, i din grå og meningsløse hverdag. Ikke i det liv, der er lykkedes, men i det liv, der mislykkedes, eller som hverken lykkedes eller mislykkedes, blot er som det er, hverken lyserødt eller gråt.
„I dag er der blevet dette hus frelse til del”. Hvem var han, der kunne sige dette? Han var den, der kom for at komme, for at være de broderløses broder, og som således delte dette dødens liv med os, ikke det sejrende og harmoniske liv, men livet, som det er, uden herlighed og glans. Zakæus blev så glad, at han tilbød at forære halvdelen af sin formue bort og erstatte firedobbelt, hvad han måtte have snydt for. Sådan reagerede nu han. Det væsentlige er ikke, hvordan han reagerede, man at han blev glad. Hvad skal så dette øjebliksbillede sige os andet end dette: Zakæus, det er dig og det er mig, han er mennesket, det lille, usikre og ængstede menneske, og det er mennesket som menneske, og skyldneren som skyldner, vor herre kommer til og siger sit: „i dag” til. „Thi menneskesønnen er kommet for at søge og frelse det fortabte”.
Vilhelm Krarup,
Tekst: Luk.19,1-10,
2. s. e. hellig 3 konger.