Ved Valentin Filskovs begravelse

Af Vilhelm Krarup, Tidehverv, 1967, nr. 6, juni, s.57-58, (Ps. 8, Math.11,25).

Herre, vor herre, hvor herligt er dit navn på den vide jord, du, som bredte din højhed ud over himlen. Af spædes og diendes mund har du rejst dig et værn for dine modstanderes skyld, for at bringe til tavshed fjende og hævner. Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du skabte, hvad er da et menneske, at du kommer ham i hu, et menneskebarn, at du tager dig af ham? Du gjorde ham lidet ringere end Gud, med ære og herlighed kroned du ham, du satte ham over dine hænders værk, alt lagde du under hans fødder, småkvæg og okser til hobe, ja, markens vilde dyr, himlens fugle og havets fisk, alt, hvad der farer af havenes stier. Herre, vor herre, hvor herligt er dit navn på den vide jord.

Først en enkelt personlig bemærkning, og dernæst nogle mere almindelige, som ikke er så helt almindelige endda. Det var, også efter Filskovs eget ønske, en anden, der skulle have stået her i dag, en, som han følte sig stærkt bundet til, fordi – som han selv udtrykte det – overfor ham kunne han være helt naturlig og være sikker på ikke at blive misforstået.

Lad mig dernæst sige, at der idag kunne holdes en sand og personlig mindetale, og jeg kunne det også. En tale om Filskovs fine, elskelige og redelige personlighed, om hans beskedne og ydmyge sind, om hans trofasthed mod dem, der var hans nærmeste, både familie og venner, om hans levende medfølelse og utrættelige søgen efter sandhed, den søgen, der gav sig udslag i en utrolig omfattende læsning og en aldrig trættet skribentvirksomhed, om hvilken han selv sagde: Et arbejde uden at skele efter resultatet. I en tid, for hvilken det er blevet et fastslået dogme, at en forfatter kun kan skrive, når der på forhånd er garanteret ham et anstændigt udkomme, kom Filskov til at stå som et vidnesbyrd om ånd ved selv at sørge for sit udkomme — ligesom den gamle »Nordens mager« i Kønigsberg.

Men på den måde hverken vil eller kan jeg tale om ham. Jeg ville føle det som et forræderi mod ham og have en flov smag i munden, hvis jeg gjorde det, fordi jeg føler mig ikke stående ved siden af ham som den, der kan vurdere eller har ret til at vurdere, men jeg vil vedkende mig min skyld til ham, den, jeg mener at have fundet udtrykt i salmistens allerede citerede ord: Af spædes og diendes mund har du rejst dig et værn for dine modstandere, eller med Jesu ord fra evangeliet: Jeg priser dig fader, himlens og jordens herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige (Math.11,25).

Jeg tænker hermed på, at Filskov ikke kunne finde hvile i noget entydigt svar på spørgsmålet om, hvad det er at være menneske, som en rød tråd går det igennem alt, hvad han skrev, at han måtte spørge og blive ved med at spørge — med Russerne, med Nietzsche, med Kierkegaard måtte han vedblive at hamre løs på alle færdige løsninger. Livet er større end alle tanker om livet. Gud er større end alle tanker om Gud. Hans spørgsmål kunne siges at være dette, som livet selv pressede ham ind i: Hvorledes være en troende, når det at tro er ingen tro at have hos sig selv? Derfor måtte han uden selv at stille sig i position angribe alle positioner, som menneskene skaber sig i Guds navn, derfor stod han i sine romaner ved deres side, som ingen mening kunne finde i livet. Det er den gæld, som jeg og vi alle står i til ham, at han ikke kunne standse på nogen halvvej, ikke deltage i den almindelige dyrkelse af kompromisset, hvad han måtte betragte som menneskets sædvanlige flugt fra virkeligheden, den flugt, som varieres på så utallige måder: videnskabelige, politiske, moralske og religiøse. Men dette blev ikke for ham et ståsted eller et standpunkt, men det var kun, hvad det var: ham selv i hans glæde over livets skønhed, i hans protest mod livets ubegribelighed og i hans forargelse over dødens livsødelæggende meningsløshed.

Ved sin død efterlod Filskov sig nogle optegnelser om sin begravelse, hvilke salmer der skulle synges og lign., og hertil havde han føjet følgende ord: Du skal elske din næste er en befaling – dette har ikke noget med følelse at gøre i denne sammenhæng; her har ordet sin oprindelige betydning: en befaling det er en pligt at følge. – Kærlighed som en befaling var hans sidste ord, hans testamente, hvilket vil sige kærlighed som Gud og Gud som kærlighed, ikke i menneskelig sentimental betydning, men som den kærlighed, hvis kærlighed det er at befale og ved kærlighedens befaling at herske, så der ingen plads bliver for andet end Guds befaling, ingen opfyldelse, hel eller delvis, ingen stræben og intet forsøg, endsige nogen teori om kærlighed som livets mål og mening. Dette er Guds ihukommelse af mennesket: hans kærlighed som livets befaling.

Herre, vor herre, hvor herligt er dit navn på den vide jord, du, som bredte din højhed ud over himlen. Af spædes og diendes mund har du rejst dig et værn for dine modstanderes skyld. Hvad er et menneske, at du kommer ham i hu, et menneskebarn, at du tager dig af ham? Herre, vor herre, hvor herligt er dit navn på den vide jord.

Vilhelm Krarup,
Brønshøj kirke, 30. maj 1967.