Femte søndag efter trinitatis

Af H. B. Davidsen, Tidehverv, 1967, nr. 7, september, s.69-70 (Luk.5,1-11).

»– du, som har skænket os dit hellige ord og alle hånde timelig velsignelse, – «, således hed det i den bøn, der lød fra alteret før. Hvem, der har formet den bøn, ved jeg ikke, men den stammer fra en tid, som til forskel fra vor tid fandt det naturligt at sammenkæde ordet og dagligdagen.

Vor tekst handler om en dag ved Genezaret sø. En stor skare mennesker var stimlet sammen for at høre Jesus, og for at hans ord kunne nå til så mange som muligt, lånte han Peters båd til prædikestol. Prædikenen selv hører vi intet om, derimod får vi noget at vide om det indtryk, den gjorde på Peter, — og om hvad der videre skete.

Der skete det, at Jesus blandede sig i Peters arbejde og befalede ham at kaste garnet ud. Enhver fisker, der var ved sine fulde fem, vidste, at dette var tåbeligt. Man fiskede om natten — med vekslende held ganske vist, men om dagen var det håbløst bare at forsøge. Men det kan vel siges, at Peter i det øjeblik ikke var nogen helt normal fisker. Det ord han havde hørt havde fanget ham i en sådan grad, at han lagde alle beregninger og erfaringer til side og gav sandsynligheden en god dag: han for ud på dybet og kastede garnet ud — fuldstændig uvidende om, hvad dette ville føre til. Kun det vidste han, at denne mands ord havde myndighed. »Og de fangede en stor mængde fisk, og deres garn var ved at briste«.

Måske vil en og anden sige, at der var Peter vel nok heldig!, og vil måske også sige, at det var da en underlig måde, han reagerede på. Hvad ligner det i et så heldigt øjeblik at kaste sig ned og sige: »gå bort fra mig, Herre, thi jeg er en syndig mand«. Nu hører ordet heldig slet ikke hjemme i denne sammenhæng, det lyder som en falsk tone. Men at et menneske kan blive overvældet af en godhed, det møder, er vi vel ikke uvidende om. Forfatteren Henrik Pontoppidan fortæller et sted om sin glæde over sit første barns fødsel og siger: »Ak, hvor vilde vi mennesker være ilde faren, dersom vi altid skulde nøjes med, hvad der strengt retfærdigt tilkom os. Selv de af skæbnen mest begunstigede går ud af denne tilværelse som insolvente skyldnere. Fra vuggen til graven lever og opretholdes vi allesammen af kærlighedsgaver. Den som ikke kan erkende dette, har aldrig virkelig levet. Mon vi ikke alle glimtvis har indset, at dette er sandt«? spørger han. Jo, godheden kan have både taknemlighed og ydmyghed i sit følge. Men også noget andet: Peter blev forfærdet. Men et menneskes forfærdelse behøver ikke at ende i flugt. Forfærdelsen bryder netop frem der, hvor et menneske ved sig bundet til Gud, samtidig med at det erkender sin uværdighed til at være i den helliges nærhed, – eller vi kan sige: samtidig med at det overvældes af hans gavmildhed. Så mærkeligt det end lyder: i første omgang gjorde den rige fangst Peter til et fattigt menneske.

Det er blevet sagt om evangeliet, at det er forfærdende i sin mildhed, at dets lys er for stærkt for vore øjne. Derom vidner Peters reaktion. Han så pludselig sin uværdighed. Det er ikke noget lysteligt syn, og hvem af os prøver ikke at glemme det. Peter dannede ingen undtagelse i det stykke, og vi ved fra Ny Testamente, at Vorherre gang på gang måtte hjælpe ham med at huske det. Det er nemlig en af de ting et menneske aldrig må glemme, – og da slet ikke, hvis det skal vove at træde op på en prædikestol. Gud se i nåde til os forkyndere, som tror, at vi er noget eller kan noget!

– Jeg sagde før, at der var den forskel på gamle dage og vor tid, at det falder vanskeligere, — mere unaturligt for os end for dem at sammenkæde ordet og dagligdagen. Det har blandt andet med den kendsgerning at gøre, at vort syn på verden og os selv og Gud er et andet end de gamle tiders. Peter f. eks. var ikke i tvivl om, at det var den samme magt, der førte fiskene i garnet, — og som nu lagde beslag på hele hans tilværelse. Vi kan nok gentage de gamle ord og sige, at det er »Gud, der velsigner vort arbejde og giver os dagligt brød«, men tror vi det?

Den tro, der behersker os idag, har sin rod i naturvidenskabens tale, ifølge hvilken alt forløber efter ubrydelige love. Vejrberetning, rationalisering, lønaftaler og politik, det er for os nære og forståelige ting, der gør talen om Guds velsignelse så underlig skyggeagtig og får os til at synes, at det, der foregår i kirken, har så håbløst lidt med vor virkelighed at gøre. Een ting er klar: det lader sig ikke gøre at vende tilbage til tidligere tiders naive verdensforståelse. Men det er heller ikke vor opgave at lede efter huller eller slip i årsagsrækkerne, hvor vi så kan finde en beskeden plads til Vorherre. Ham skal vi hverken forsvare eller skaffe plads til, men hellere falde ned og sige ham tak for at han har plads til os. —

Det var et under, der skete den dag, ja, men et under af en egen art. Når Jesus helbredte en syg eller kaldte en død tilbage til livet, var der tydeligt nok tale om noget, han var ene om. Men her fik Peter ordre til at trække i arbejdstøjet. Der var noget bestemt, han skulde gøre. Og da han gjorde det — »på dit ord« — skete underet. Men kender vi da — eller kan vi pege på begivenheder her i vor verden, som er i slægt med Peters fiskedræt. Kan vi pege på tildragelser, som således er undere? Nej, det kan vi ikke, det kan man ikke. Det lader sig ikke gøre anderledes end strengt personligt og i tro.

Når Gud handler, (og det er det, jeg mener, når jeg siger under), når Gud handler, sker det altid skjult og ubeviseligt. Måske sker der undere hver eneste dag, vi kan bare ikke pege på dem. En syg fik sit helbred igen, og vi siger, at operationen lykkedes, eller at pillerne havde en heldig virkning. Det ser vi, og så har vi forklaringen på rede hånd. Og så var det måske dog Guds skjulte hjælp, der var på færde på dette sted, hvor vi mente at kunne udrede alle tråde. En gammel, kvindelig læge sagde engang: havde man tid og øjne til at kunne se ind i de umyndige, som tror på Gud, så vilde man måske med undren se mere af underets kraft end nogen vis og forstandig nogensinde anede.

Men hvordan ser underet ud, hvis det sker? Som sagt: det er noget, der har sin plads i hverdagen. Uanselige, almindelige ting. At fange nogle fisk, at holde ud i et ægteskab, at bære en sorg. Usynligt for andre end den, der ved med sig selv, at dette her ligger langt ud over, hvad han selv magtede.

»Sct. Petri båd og garn må være tomme, og det efter en hel nats arbejde«, siger Luther. Eller sagt på en anden måde: for mennesker er dette umuligt, men for Gud er alle ting mulige. Også denne ufattelige ting: ved sit ord at overbevise et menneske om, at det er omsluttet af en grænseløs barmhjertighed.

Det afgørende er ikke, at vore net blev fulde, – at vort liv lykkedes, som vi siger. Det afgørende er, at Gud ser dig og kalder dig sit barn.

H. B. Davidsen,
Tekst: Lukas 5,1-11,
Haverslev kirke, 25/6 1967.