Haverslev kirke 8. sept. 1968

Af Harald Bülow Davidsen, Tidehverv, 1969, nr. 1, s.1-3 (Math.20,20-28).

En mor kom til Jesus og bad ham give hendes sønner ærespladserne i det rige, han havde talt så meget om, og som mange i Israel havde set frem til i spændt forventning. Folk gjorde sig selvfølgelig deres egne — og det vil jo sige meget forskellige — tanker om dette rige, præget af de enkeltes ønsker og forhåbninger. Men fælles for dem var nok længselen efter befrielse og oprejsning. De var jo et lænkebundet folk, et folk under fremmed herredømme.

Apropos fremmed herredømme: Jesu ord til disciplene om at folkenes fyrster er strenge herrer, og at de store lader dem føle deres magt, gengives i Lukasevangeliet, men der hedder det, at de, som bruger myndighed over dem, kaldes — eller lader sig kalde — velgørere. Hvilket jo vil sige, at det at invadere et land og lægge et folk i lænker samtidig med at man frækt påstår, at man kommer som ven og forsvarer, ikke er noget man har fundet på i 1940 eller 1968, men det er en gammel løgn. — Men altså: en mor kom til Jesus og sagde: sig, at mine to sønner i dit rige skal sidde den ene ved din højre, den anden ved din venstre side. Det kan vel ikke være andet, end at denne bøn skurrer slemt i vore ører. Det er religiøs ærgerrighed af reneste vand. Men måske vil en smule omtanke gøre det klart for os, at det dog ikke var helt hen i vejret med denne bøn, idet hendes sønner Jakob og Johannes (sammen med Simon Peter) i forvejen indtog en slags særstilling blandt disciplene. Alene det at Jesus ved forskellige lejligheder kun ville have dem hos sig, har nok kunnet give dem en fornemmelse af at det naturligvis var dem, der skulle sidde øverst ( — og hvem vil ikke gerne det?). Men de var tillige klar over, at det godt kunne blive dyrt for dem, og de lod Jesus forstå, at de var parat til at betale omkostningerne, ja, til at dø, om så skulle være.

Der har alle dage været noget ærefuldt ved martyriet, ved den heroiske lidelse. Vi beundrer heltene og smykker deres grave. Og man kan roligt — også når det er religion og moral det drejer sig om — appellere til menneskers trang til at nå højere op og længere frem end de andre: man skal nok vinde gehør. Den ærgerrige vil end ikke afvise tanken om lidelse. Men også andre end den ærgerrige er parat til at ofre noget. Ganske vist ømmer vi os, når skatten skal betales, men vi ved, at i denne verden får man ikke goderne gratis, hverken dagligt brød eller luksus eller sikkerhed. Og denne forestilling om at skulle yde noget for det man modtager, fører vi med os overalt, også ind over grænsen til det åndeliges verden. „Jeg løb i kloster”, siger Luther, „for at jeg ikke skulle gå fortabt. Jeg ville forsone den strenge dommer med mine gerninger. Jeg var overbevist om, at jeg med en sådan levevis kunne yde Gud en stor lydighed, som skulle stemme ham nådig”. Det er de to små ord „for at”, der er aldeles afgørende. „Jeg løb i kloster, for at jeg ikke skulle gå fortabt”. „Jeg er parat til at tømme dødens kalk, for at jeg derved kan opnå en æresplads”. Således er der bestandig et eller andet, man vil købe med sine gerninger og sit liv, eller noget man vil betale sig fra. — Lad det være indrømmet, at det er umuligt for os „at se bagved” — at vide, hvad der er drivkraften i menneskers handlinger, men mon jeg er ene om den erfaring, at jo bedre man lærer sig selv at kende, des klarere ser man, at dette forbandede for at går som en rød tråd gennem det hele. — Der er engang en, der har sagt, at vi vist almindeligvis har det sådan at vi, når vi betragter os selv, vore gerninger, da ligesom er tilbøjelige til at dele dem i to dele: at sætte et skel mellem det, vi erkender er galt, og så det andet, som vi synes, vi kan tænke på med glæde og god samvittighed. Man skulle tro, sagde denne mand, at man — efterhånden som man voksede i kristelig erkendelse — skulle kunne flytte skellet således, at det vrange og onde optog mindre og mindre plads. Men det omvendte sker. „Der er mer og mer, jeg må bede om tilgivelse for, ja, jeg må bede Vorherre dække det hele med sin nåde”. Men hvis det er sandt (og det tror jeg, det er), så opløses og forsvinder jo alt det med ærespladserne — så bliver der intet tilbage at betale med. Så er vi helt i Guds vold. Ja, således er det: Gud tager ikke imod gaver af os, han tager ikke imod ofre — ikke imod gode gerninger — ikke imod andagtsøvelser. Han lader sig ikke bestikke — vi kan ikke tiltuske os hans bevågenhed — det er helt umuligt at sikre sig hans yndest.

Her i verden køber man, med penge eller arbejde eller tjenester. Her får man intet gratis. Men i Guds rige er det anderledes. Der modtager man, der får man for intet. Det rige er beredt for dem, som slet ikke har mulighed for at give vederlag: for børnene, for de fattige. Men er det da ikke også beredt for Jakob og Johannes — og for os, som ikke kan indse, at vi er helt tomhændede? Jo, det er det, så sandt som evangeliet skal forkyndes for fattige. Og hvis vi ikke er fattige, hvad mening var der så i, at Vorherre gik i døden?

Det er det overraskende, som evangelierne ved at fortælle, at Jesus kom, ikke for at gøre de gode og fromme og alvorlige endnu lidt bedre, men han kom for at frelse de fortabte. Og det vil sige os. Nogen er fortabte i deres „synd”, andre i deres selvglæde og selvretfærdighed, og der er ikke så stor forskel på det, som vi tror. Der er jo ikke hold i noget af alt det, vi roser os af. — Jeg stod for nylig tidligt om morgenen og så ned over byen. D. v. s. byen med alle dens huse og haver var skjult af tågen. Men ved solopgang gik der svind i tågen, og til sidst lå alt dagklart. Således går det med vor storhed og ære og retfærdighed: det opløses og bliver til intet i evangeliets klare dag. Men fordi tågen ustandselig truer med at sløre vort blik, må vi bede Gud dag for dag holde os fast ved sit ord.

Til sidst endnu ét. Til de to ærgerrige og offervillige disciple sagde Jesus, at det alene var Gud, der rådede over ærespladserne i sit rige. Og så viste han dem hen til tjenesten. Ja, han brugte ordet træl. Og dermed er det sagt, at det ikke er mig, der frit vælger eller opsiger min herre, og selv afgør hvor eller hvordan jeg vil yde min tjeneste. Det sande liv er der, hvor man ikke har sig selv til mål, men hvor man kun er til for de andres fordringer. „Du skal ikke sigte herop med dit liv”, siger Gud. „Ikke mig, og ikke dig selv, men din næste skal du tjene”. Hele mit liv hører jorden til og skal efterlades hernede, og kun det liv er sandt, som blev givet bort — som gik tabt for mig selv.

Men er vi ikke med en sådan tale milevidt borte fra det sted, som er angivet med de ord, som lød fra alteret før: „Vi takker dig af hjertens grund, fordi du har ladet os leve i denne nådens tid, da vi kunne høre dit hellige evangelium”? Nej, for der hvor evangeliet lyder, høres der altid et: du skal. Eller sagt på en anden måde: ordet om syndernes forladelse er ikke et ord, som bringer et menneskes hænder til at synke. Tværtimod. Jeg hørte engang én sige, at syndernes forladelse, det er den nye dag. Jeg studsede og spekulerede på, hvordan dette mon skulle forstås. Nu synes jeg, jeg har fundet en brugelig forklaring. Jeg tænker på noget, jeg oplevede som barn. Min far, som var en glad og munter mand, hørte til den gamle skole: han kunne straffe strengt, når det var nødvendigt. En dag da jeg havde fået mine velfortjente klø, skjulte jeg mig, for de andre skulle ikke se, at jeg havde grædt. Men så kaldte en af mine søstre på mig og sagde, at far ville tale med mig. Modstræbende og usikker gik jeg op ad trappen til kontoret. Mon far var kommet i tanker om mere? Idet jeg trådte ind ad døren, sagde far med sin rolige, dagligdags stemme: åh, min dreng, kan du lige løbe ned til træskomanden og købe for en krone frimærker. — Og mens jeg nu var på vej ned efter frimærkerne, var det, som om verden blev en anden. Min fornemmelse af at være lukket ude var borte. Jeg var bragt tilbage til fællesskabet med de andre — jeg kunne se dem frit i øjnene. Uden at kunne gøre rede for det forstod jeg, at far således ville lade mig vide, at alt var godt nu. Jeg var ligesom hentet ind i verden igen. Der blev sat mig noget for — jeg fik et arbejde at udføre.

Det er det, den nye dag betyder: der er brug for dig, jeg accepterer dig, du tilhører mig. Jo: syndernes forladelse, det er den nye dag,

hver morgen i min skål
en nåde uden mål
til mig nedflyder
.

Harald Bulow Davidsen,
13. søndag efter trinitatis,
Tekst: Math.20,20-28.