Mod Løgstrup

Af Mogens Lund, Tidehverv, 1969, nr. 1, januar, s.3-10.

Med sin sidste bog: „Opgør med Kierkegaard”, synes det endelig at være lykkedes for K. E. Løgstrup at skabe et skudsikkert panser omkring sig, der gør ham usårlig over for angreb af enhver art fra modstandernes side. Gennem flere år har han arbejdet på en sådan rustning. Men først nu føler jeg mig tvunget til at indrømme, at han har haft held med sig.

Skønt jeg altså må mene, at det er umuligt at råbe ham op med nogen som helst form for modsigelse, tøver jeg alligevel ikke med at gøre forsøget – om ikke andet så for at påvise, at det kun er i egne øjne, han er usårlig. Det er nemlig min påstand, at de argumenter, hvormed han mener at kunne holde sig sine angribere fra livet, er så overfladiske og let gennemskuelige, at de kun er egnede til at tirre dem til endnu heftigere modsigelyst. Det er Løgstrup formodentlig ligeglad med, men i hvert fald skal der mere end arrogance og skråsikkerhed til for at lukke munden på mig.

I forordet til sin Kierkegaardbog foretager Løgstrup sine første manøvrer for at gøre sin position uindtagelig. Han erklærer strax: „I mit opgør med Kierkegaard er jeg interesseret i, hvad der er tendensen og konsekvensen i hans kristendomsforståelse, ikke i hvad han — også — har sagt”. Meningen med denne konstatering er selvfølgelig fra starten af at gøre det klart, at det er ham, der har fat på, hvad tendensen og konsekvensen i Kierkegaards kristendomsforståelse er, medens hans modstandere kun er ude på at udvælge sig de sentenser hos Kierkegaard, der passer ind i deres eget system. „De er kun optaget af at lægge ham til rette for sig”, som det hedder i en kronik i Aarhuus Stiftstidende den 30. april 1968 (i det følgende citeres fra denne kronik under henvisningen: „kronik”).

Nu er der jo ikke noget at sige til, at Løgstrup er overbevist om, at han har ret i sin Kierkegaardtolkning. Det vil enhver ordentlig fortolker mene om sig selv. Men det forekommer mig mildest talt ubetænksomt af ham at tillægge anderledes læsende et fortolkningsprincip, der er ensbetydende med det rene og skære nonsens. Med åbne øjne ser de bort fra „tendensen og konsekvensen” og hænger sig i alle de formuleringer, der ganske vist „også” findes hos Kierkegaard, men som han senere forlod, og som i virkeligheden gik på tværs af de drivende motiver i hans tænken. Det er unægtelig en underlig trafik. Men sådan hænger det sammen, hævder Løgstrup, og det overlader han derfor trygt til dem, der er forvisset om, at Kierkegaard er den eneste kirkefader, og læser ham til deres egen opbyggelse.

Hvad er nu det for noget? Hvordan i alverden bærer man sig ad med at have Kierkegaard til eneste kirkefader og så samtidig læse ham til egen opbyggelse? De to ting skriger mod hinanden. Har man sig en kirkefader, sluger man ham råt. Læser man opbyggeligt, er man alene bevæget af sagen i den henvendelse, der rettes til en. Det er den læsemåde, Kierkegaard gang på gang anbefaler over for sine skrifter. „„Hiin Enkelte”, som først overveier med sig selv, om han vil læse eller han ikke vil læse, hvis han saa vælger at læse, han overveie kjerligt, om dog ikke Vanskeligheden og Letheden, naar de bringes betænksomt sammen paa Vægtskaalen, forholde sig rigtigt til hinanden, saa det Christelige ikke udgives efter falsk Vægt, ved at gjøre Vanskeligheden eller ved at gjøre Letheden for stor” (Samlede Værker, 2. udgave, bind 9, „Kjerlighedens Gjerninger”, Forord, side 11). Løgstrup tager fejl, når han fremstiller den opbyggelige læser som en robot, der har nok i at nedsvælge kirkefaderens udgydelser som himmelfaldne sandheder. Det modsatte er tilfældet. Netop fordi han udelukkende læser „for sin egen skyld”, læser han kritisk.

Hertil vil Løgstrup nu sige, at den kritik, det på denne måde kommer til, jo kun er en intern kritik af de indre modsigelser i Kierkegaards tænken – og den er han ikke interesseret i, i hvert fald ikke for dens egen skyld. Det forstår jeg ikke. Jeg ser ikke, at det på nogen mulig måde lader sig gøre at slippe uden om en intern kritik, når man vil forsøge at tage stilling til et forfatterskab. Heller ikke for Løgstrup. Når han selv så eftertrykkeligt skelner mellem, hvad der er tendensen og konsekvensen i Kierkegaards kristendomsforståelse, og hvad han — også — har sagt, så må denne skelnen da nødvendigvis bero på en intern kritik af de indre modsigelser i dennes tænken. Hvordan skulle det ellers kunne lade sig gøre for ham at udpege én linie i forfatterskabet som tendensen og andre linier som gående på tværs af de drivende motiver? Forklaringen er uden tvivl, at Løgstrup, stillet over for læsere, der ser en anden tendens og konsekvens i Kierkegaards forfatterskab end han selv, vælger at undsige den interne kritik under påberåbelse af personligt at ligge inde med et helt andet fortolkningsprincip. Han vil ikke stå på linie med disse folk, han vil ikke diskutere med dem på et fælles grundlag. Så hellere strax distancere sig fra dem under et eller andet påskud. Han forklarer sig da heller ikke nøjere på dette punkt. Han siger: „Jeg er interesseret i spørgsmålet: hvad er kristendom, kontroversielt forstået”. Som om hans modstandere ikke også er det, og som om der overhovedet kan blive blottet nogen tilbundsgående uenighed om, hvad kristendom er, hvis ikke parterne mødes på lige fod, optaget af en aldeles subjektivt bestemt trang til opgør og klaring. Skal kontroversen blive, til andet end dødsens kedsommelig lærestrid, er der altså ingen anden vej at betræde end den opbyggelige.

Et ejendommeligt forsøg på at unddrage sig forpligtelsen til at øve intern kritik over for Kierkegaard er hans påstand om, at modsigelserne havde han brug for, for at få sagt hvad han mente at have fået syn for. Citat: „Modsigelserne gror nu engang ofte yppigt hos genierne, medens de mangler hos epigonerne, hvis systemer er magre og modsigelsesfri”. Hvad der her dukker op er simpelt hen en romantisk genilære, der bliver brugt til at forsvare vrøvlet med. De store må gerne sige sig selv imod, det kommer der kun geniale værker ud af. Og kommer der nogle almindelige mennesker og hævder, at de ikke kan forbinde nogen mening med to sætninger, der strider direkte mod hinanden, og at det ikke hjælper på deres forståelse, at det er et geni, der har foretaget det logiske spring, så falder den løgstrupske hammer straks: Modsigelser er det ingen sag at kritisere, det skal der bare tid og ord til! Det er ikke af uvilje over for Løgstrup, men jeg kan simpelt hen ikke begribe, hvordan han kan få sig selv til at komme med den slags nonsens. Og det bare for at unddrage sig en række væsentlige indvendinger mod hans Kierkegaardtolkning og kristendomsforståelse. Man skulle tro, det ville være en fornøjelse for ham at blive sagt imod. Det er dog tegn på, at han har sagt noget, der er værd at slås med. Hvorfor gøre så meget ud af tonen og gebærderne hos de angribende, at der partout skal stables en forhåndsargumentation på benene, der hindrer enhver ægte kontrovers i at afklare sig?

Der kan sikkert gives en glimrende psykologisk forklaring på Løgstrups uafrystelige aversion over for de angribere, der — om end skjult — er til stede overalt i hans Kierkegaardbog. En sådan forklaring interesserer mig blot ikke det bitterste. Hvad kommer det mig ved, hvem der har trådt hvem over fødderne! Men det forekommer mig at være for dårligt, at man i dag kun antræffer Løgstrup i velafbalanceret samtale med folk, der helt eller halvt deler hans filosofiske forudsætninger. I radioen kunne man således for nylig (det var i Knud Hansens Værtfor-en-aften-udsendelse) bivåne en konversation, hvor Tage Skou Hansen på den nydeligste måde stillede Løgstrup de dannede spørgsmål, der kunne udløse mesterens svar på en række problemer omkring kunst og etik. Man havde indtrykket af, at alt var aftalt og arrangeret på forhånd. Måske mit indtryk er forkert; men man ledte i hvert fald forgæves efter „det kontroversielle” i foretagendet.

Hans sidste bog prætenderer at være et opgør med Kierkegaard, men han nægter fra starten af at indlade sig med folk, „der ikke har sans for konsekvensen i Kierkegaards værk” — det vil oversat til almindelig dansk sige: folk, der i bund og grund er uenige med ham i hans tolkning. Folk, der er ganske eller delvis enige med ham, lytter han gerne til. Han henviser til Knud Hansens „Revolutionær samvittighed” og tilføjer: „Her som ellers kan jeg ganske tilslutte mig Knud Hansens kritik af Kierkegaards kristendomsopfattelse” (side 60). Han refererer velvilligt Ole Jensens advarsel mod uden videre at parallellisere den etiske fordring og de suveræne livsytringer og tilslutter sig ganske hans kritik (114). Jørgen K. Bukdahls spørgsmål, om den enkelte ikke på en eller anden måde skal „overtage” de suveræne livsytringer, tænkes stillet „halvt som en indvending” og behandles som en relevant problemstilling (125).

Men kan der ikke findes en plads til én og éns indvendinger inden for det Løgstrupske problemunivers, er man ilde stedt. Sådan er det gået for Tidehverv, der omtales og affærdiges som en en bloc størrelse med ensrettede meninger. Opgøret – hvis man kan kalde det sådan – finder sted under overskriften „Indrømmelsen” (66-68) og gentages i lidt bredere form i den før omtalte kronik („Forsvar for Kierkegaard” — her kaldes den angrebne part Kierkegaarddestillatøren).

Der, hvor Kierkegaard efter mit skøn taler tydeligst om indrømmelsen, er det kendte sted i „Indøvelse i Christendom” (den tilføjede „morale” til første del, bind 12, side 87-89). Her hedder det: „Og hvad vil saa alt Dette sige? Det vil sige, at Enhver især, i stille Inderlighed for Gud, skal ydmyge sig under, hvad det dog vil sige at være i strengeste Forstand en Christen, oprigtigt for Gud tilstaae, hvor han er, at han dog værdeligen maatte tage mod Naaden, der tilbydes enhver Ufuldkommen, det er, Enhver. Og saa ikke videre; saa passe han forresten sit Arbeide, glad ved det, elske sin Hustru, glad ved hende, opdrage sine Børn, sig til Glæde, elske sine Medmennesker, glæde sig ved Livet”.

Det siger sig selv, at dette citat bringer Løgstrup ikke. Det ville fuldstændig slå benene bort under hans argumentation. Han henviser i dette afsnit ikke til et eneste sted hos Kierkegaard. Jeg tvivler ikke om, at han under udarbejdelsen har haft en hel del dagbogsoptegnelser ved hånden, og jeg er på det rene med, at Kierkegaard modsiger sig selv på dette punkt. For Løgstrup et tegn på hans genialitet, for mig at se en oplagt anledning til at øve intern kritik.

Men lad den side af sagen nu ligge. Så meget er sikkert: den tendens, som Løgstrup mener at kunne konstatere i Kierkegaards udtalelser, og som altså strider direkte mod citatet fra „Indøvelse i Christendom”, kan umuligt berettige ham til at drage de konsekvenser, der udløser hans angreb på Tidehverv. Det er, som om han i dette stykke helt er gået fra sans og samling.

Ifølge Løgstrup var der for Kierkegaard kun én slags kristendom til, og det var martyriet. Hans eget, personlige forhold til kristendommen bestod derfor i en stadig indrømmelse af, at kristen det var han ikke — han var hverken forfulgt eller forhadt, hånet eller spottet. Men det var ham ikke nok med indrømmelsen. Hvis reflektionerne over den handling, der består i at forlade det borgerlige liv for at påkalde forfølgelsen, skal være sande, skal der mere til end den ydmyge tilståelse. Der skal en eksistensbasis til — og den havde han i, at han ikke havde giftet sig med Regine, ikke var blevet præst.

Men en præstegaards- eller universitetsidyl afgiver ikke eksistensbasis for at tilslutte sig Kierkegaards kristendomsforståelse og gøre indrømmelsen. Har man giftet sig med sin Regine, er man blevet præst eller professor, er ens indrømmelse uden alvor, hvis det er Kierkegaards kristendom man indrømmer, man ikke lever. Thi den eksistens har man afskåret sig fra med sin realisering af det almene. Det havde Kierkegaard ikke, og derfor var der alvor i hans reflektioner over Kristi efterfølgelse.

Sådan argumenterer Løgstrup. Og det giver jo ingen mening. Jo, for resten, under en eneste forudsætning har han ret i alt, hvad han siger: hvis man nemlig går ud fra, at den angrebne part deler Løgstrups tolkning af Kierkegaards kristendomsforståelse. Kan man sluge den kamel, glider resten ned som sødsuppe. Men det kan Løgstrup jo ikke engang selv. Det røber sig for eksempel i følgende passage fra kronikken: „Fra Kierkegaard til Kierkegaarddestillatøren sker der nu en lige så umærkelig som afgørende forskydning. Kierkegaard siger: Jeg indrømmer, at jeg ikke er kristen. Det gentager Kierkegaarddisciplen, men føjer til: Og at indrømme det er at være kristen. Tilføjelsen ser så harmløs ud, men fjerner i virkeligheden disciplen milevidt fra Kierkegaard. For disciplen er der to slags kristendom til, der er martyrkristendommen, og der er indrømmelseskristendommen. For Kierkegaard var der kun én slags kristendom til, og det var martyriet, og indrømmelsen var ikke kristendom”. Se, det er denne „lige så umærkelige som afgørende forskydning”, der får Løgstrups polemik til at virke som slag i luften. Han ved godt, at han og hans modstander lægger noget ganske forskelligt i „indrømmelsen”, men denne forskel affærdiges parentetisk som et udslag af destillatørens sædvanlige trafik med at lægge Kierkgaard til rette for sig. Kun Løgstrup har sans for „tendensen og konsekvensen” i Kierkegaards kristendomsforståelse, altså har de andre at acceptere de præmisser, der nødvendigvis fører til deres latterliggørelse.

Men en sådan behandling lægger jeg i hvert fald ikke ryg til. Jeg afviser ganske enkelt Løgstrups Kierkegaardtolkning som mig uvedkommende. Jeg læser Kierkegaard ganske anderledes. Og tænkte man sig et øjeblik det fantastiske, at det blev bevist, at Løgstrup havde ret i sin tolkning af Kierkegaard, ja, så ville jeg blot ganske roligt erklære, at denne Kierkegaard var mig en højst modbydelig person, selv om han så nok så meget var et geni.

Omtrent således ville jeg sige til Løgstrups Kierkegaard: Hvad forestiller du dig i grunden om dig selv? Du bilder dig ind, at du alene ved, hvor der er eksistensbasis for indrømmelsen: der, hvor man ikke gifter sig med Regine og ikke får fast embede. Folk derimod, der har giftet sig med deres Regine og hygger sig som præster og professorer, de vil have i pose og sæk, så deres eksistensbasis giver du ikke en pind for. Vrøvl! Indrømmelsen har kun én eksistensbasis: om den er afgivet „i stille Inderlighed for Gud” (bind 12, side 87), og om den er det, ved kun Gud, det er altså skjult, også for dig. For resten kan vel livet som ugift og rentier lige så vel være en idyl som præstegårds- og universitetstilværelsen. Hvem ved, om det ikke var en lykke at slippe for Regine, og det er nu altid rart med penge på kistebunden. Men dem skal man åbenbart ikke give afkald på for at have sit existensgrundlag i orden!

Lige så forvrøvlet er din påstand om, at der skal mere til end indrømmelsen. Er indrømmelsen total (og det ved kun Gud), er den selvfølgelig „nok”. Lad mig endnu engang citere: „At han dog værdeligen maatte tage mod Naaden, der tilbydes enhver ufuldkommen, det er, Enhver. Og saa ikke videre ...”. Eller et andet sted: „Mig synes Sagen ganske simpel. Jeg mener som saa. Ydmyg for Gud, forresten barnlig glad og fornøiet, er jeg fuld forvisset om, at det er den ærligste Sag af Verden, at en Mand arbeider for sit Udkomme. Saa vil jeg gjøre det. Jeg vil, frimodig for Gud og med god Samvittighed, tjene mit Brød, f. Ex. ved at forkynde Christendom. Men, men, men min Menighed skal ikke kunne faae Anledning til, underhaanden at lade mig forstaae, at det er mit Levebrød, thi agter jeg selv ligefrem at sige, saa freidig og tillidsfuld at det skal være en Fornøielse: det er mit Levebrød; det er ikke for Christendommens Skyld, at jeg har faaet et Levebrød, det er for min Skyld” („Dømmer selv!” Bind 12, side 466-467). Hertil vil du selvfølgelig sige, at jeg lever på citatdestillater. Det kan da godt være, du har ret. Men dit ækle pietistiske opbræk er slet ikke til at leve af. Så hellere klare sig med destillater, med rene varer, klare ord, der sætter på plads og anbringer skellene, hvor de skal stå, hvis Gud skal være Gud og mennesket menneske.

Det er min holdning til Løgstrups Kierkegaard. Jeg kan ikke fordrage ham. Sandt nok, det kan Løgstrup heller ikke. Hele hans bog er jo ét eneste opgør med det syge geni, der griner én i møde fra hver eneste side. Men læg vel mærke til det: der er dog dem, der i hans øjne er værre. Og det er den vrimmel af halve tilhængere, Kierkegaard i dag har fået i hælene på sig. Dem, der stopper op på halvvejen og bryder sig fejl om spændingen, han selv gik i stykker på. Kommer Løgstrup ud for dem, så er han pludselig klar over, at aldrig nogen sinde før har der i den grad været brug for et forsvar for Kierkegaard som i dag („kronik”). Og tillader disse folk sig at gøre opmærksom på, at deres billede af Kierkegaard er et ganske andet end hans, og det vil de gerne diskutere med ham, ja, kan det få sagerne til at glide lettere, vil de såmænd lade det stå hen, hvem der tolker Kierkegaard rigtigt for så i stedet at få en strid i gang om parternes teologiske mellemværende — ja, så vender Løgstrup dem ryggen og genoptager ufortrødent sine betragtninger over det besynderlige i, at disse Kierkegaardteologer med deres kompromiser klamrer sig til den kompromisløse Kierkegaard. Måske kan de ikke stå for al den fromhed. Måske vil de heller ikke give afkald på at tage et genis kristendom til indtægt for deres kristendom o. s. v. (Det står alt sammen i kronikken!).

Men når man som Løgstrup på denne måde med vilje og forsæt lukker ørerne for modpartens argumenter, kan det ikke undgås, at hans polemik aldeles forfejler sit mål og udarter til en art tungetalen. Jeg skal vise hvorledes.

Løgstrup fastslår først, at en polemik, der duer, skal føres på et alternativ til det, man angriber. Det har han ret i. Men så løber han grassat. Han siger som så: I sit angreb på samtidens kirke- og samfundsliv fastholdt Kierkegaard som sit absolutte alternativ et liv i lidelse for kristendommens skyld. Kierkegaarddestillatøren polemiserer også i det absoluttes navn, men uden at møde op med et alternativ til det han angriber, og på det borgerlige livs vilkaar. Han vil både have Kierkegaard og alligevel ikke have Kierkegaard. Det eneste, der bliver tilbage for ham, er derfor at angribe politikere, psykiatere, skolefolk eller hvem det nu kan være for at indtage en pseudoabsolut position, og det vil sige angribe dem for at gøre deres sag eller fag til frelsesreligion. Men den, der angriber uden et alternativ, snylter på modstanderen.

Nu oplyser Løgstrup jo desværre ikke læserne om, hvilken person eller hvilke personer det er, han har i tankerne som sin modstander. Hvem er Tidehverv? Hvem er destillatøren eller eksistensteologen? Jeg ved det ikke. Men lad mig sætte, det er mig. Så vil jeg sige til Løgstrup som følger:

Hvad er det for noget sludder, at min polemik mangler et alternativ? Når jeg anklager bestemte navngivne personer for, at de gør deres sag til frelsesreligion, så medbringer jeg tværtimod et særdeles klart alternativ: nemlig, at de skal opgive deres pseudoabsolutte position og være mennesker sammen med os andre. Er vi ikke enige om, at al beskæftigelse med de problemer, der omgiver os – politisk, socialt, videnskabeligt, økonomisk – må foregå „på det borgerlige livs vilkår”, ja, så ender jo det hele i fodstamperi: samtalen degenererer til aflæggelse af trosbekendelser. Jeg vil for resten gerne tilføje, at til de problemer, der omgiver os, hører også de teologiske. Det nævner Løgstrup ikke, hvad forklaringen så kan være. Men for tydelighedens skyld bør det tages med: også i teologiske sammenhænge er vi udleverede til det borgerlige livs vilkår, også her må protesten mod pseudoabsolutte positioner gøres gældende. Ellers kan vi simpelt hen ikke tale sammen. Løgstrup siger: „Den sag Kierkegaarddestillatøren udtaler sig om, gider han ikke sætte sig ind i, eller han magter det ikke, eller han vil det ikke, fordi det ville berøve ham eksaltationen ved at indtage en ubetinget position i sin polemik”. Hvilken skrækkelig begrebsforvirring! Det, det drejer sig om, er jo netop at få tingene sat sådan på plads, at man kan komme til at udtale sig på lige fod med andre. Vi befinder os midt i en verden af problemer, som man selvfølgelig går op i med den interesse og styrke, man har temperament til. (Man har somme tider indtrykket af, at Løgstrup dekreterer, med etisk eftertryk, at alle skal have samme fyrige temperament!) Men det er nu engang ikke temperamentsforskellene, der kan forplumre og ødelægge diskussionen om tingene, nej, det kan kun den iversyge og demagogiske pukken på ens egen sag som sagen. Og derfor kan man komme til at bruge en god bunke tid på over for sig selv og de andre at klargøre, hvad der skal forstås ved „det borgerlige livs vilkår”. Skal det være ensbetydende med en pseudoabsolut position, må Løgstrup lægge noget andet i dette udtryk, end det normalt betegner. Pseudoabsolut er efter min sprogbrug en position, som giver sig ud for at være absolut, men ikke er det. Altså præcis den position, jeg for det borgerlige livs skyld angriber.

Og én ting til: Kristendommens påstand om at være den absolutte instans kan jeg kun formulere og høre på det borgerlige livs vilkår, d. v. s. i forståelige ord og begreber. Om jeg hører, d. v. s. bøjer mig for denne påstand, er skjult, det er en sag mellem Gud og mig. Men Løgstrups Kierkegaard gør sagen åbenbar som „en omvendelse en gang for alle, manifest i det udvortes, i hadet, hånen og forfølgelsen” (66). Derfor vil jeg ikke have det mindste med den herre at gøre. Han er jo bare en forfinet udgave af KFUM-sekretæren, der skildrer de rædsler, man udsætter sig selv for ved åbenlyst at gå med en salmebog i hånden gennem en københavnsk gade, men samtidig trygler den unge om at tage rædslerne på sig, da de jo tydeligvis hører til den i skriften forjættede forfølgelse for Guds riges skyld. Jeg nægter at vælge Løgstrups Kierkegaard. Men jeg nægter lige så kategorisk at vælge den anden af de to muligheder, der stilles den tænksomme læser i udsigt: Løgstrup selv. For ganske vist giver hans kristendomsforståelse én et større register at spille på, men hvad hjælper det, når det hele alligevel ender med, at man så at sige skal stille til kontrol for den existensanalytiske inkvisitionsdomstol. Sagt med Løgstrups ord: „Kierkegaard har ret i, at den enkeltes forhold til det absolutte er og bliver skjult. Hvordan et menneskes forhold til den uendelige og evige fordring er, om det er lydigt eller ulydigt, kan ikke aflæses på hans ord og gerninger. Det er et lukket land. Men hvis der etisk set ikke er andet og mere at sige om menneskets tilværelse, er forholdet mellem sindelag og handling lige så uigennemsigtigt, som hvis det var lutter vilkårlighed” (145). Det sku' vær' så godt, og så blev det alligevel skidt. Der er altså andet og mere at sige om menneskets tilværelse, end at den er en sag mellem Gud og den enkelte. Ellers trues vi af lutter vilkårlighed. Men efter min teologi er det netop denne trussel, vi aldrig må blive kvit. „Men naar det Christelige er noget saa Forfærdende og Rædsomt, hvor i al Verden kan da et Menneske falde paa at antage Christendommen? Ganske simpelt, og hvis Du ønsker det med, ganske luthersk: kun Syndens Bevidsthed kan om jeg saa tør sige, forcere (fra den anden Side er Naaden Forcen) ind i denne Rædsel. Og i samme Øieblik forvandler det Christelige sig og er idel Mildhed, Naade, Kjerlighed, Barmhjertighed. For enhver anden Betragtning er og skal Christendommen være noget afsindigt Noget eller den største Rædsel. Kun i Syndens Bevidsthed er Adgangen; ad nogen anden Vei at ville komme derind, er Majestæts-Forbrydelse” („Indøvelse i Christendom”, bind 12, side 87-88). Det er ikke Løgstrups Kierkegaard, der taler her. Oversat til vor sammenhæng bliver meningen: For enhver anden betragtning end troen skal forholdet mellem Gud og den enkelte være lutter vilkårlighed. Men det går Løgstrup aldrig med til. Så vil han hellere, som den gode humanist han er, slække lidt på skjultheden. Ellers ender det jo med, at vi får al spontanitet drevet ud af menneskets tilværelse.

Alligevel ømmer han sig, når det brud på skjultheden, han selv har udfordret, får konsekvenser for hans eget vedkommende. Citat fra kronikken: „Et grotesk udslag giver Kierkegaarddestillatørens parasitære polemik sig, når han af mangel på sagligt alternativ giver sig til at angribe modstanderens eksistens. Så hedder det: Du lever ikke eksistentielt, siger jeg, der lever eksistentielt, hvilket man kan se deraf, at jeg er i stand til at fælde den dom over dig, at du ikke lever eksistentielt”. Ja, det er en grim oplevelse at komme ud for den slags, man rødmer til op over hårrødderne og får kuldegysninger langt ned ad ryggen. Blot begriber jeg ikke, hvad Løgstrup har at beklage sig over. Han vil jo selv vilkårligheden til livs på skjulthedens bekostning. Og i god overensstemmelse hermed udtaler han sig i bestemte vendinger om, hos hvem der er alvor i indrømmelsen, og hvilke idyller, der ikke afgiver eksistensbasis for at gøre indrømmelsen. Et grotesk udslag af hans parasitære polemik, tør man sige!

Med mit foredrag i dag har jeg ikke bundet mig selv til at skulle levere en kritisk gennemgang af bogen: „Opgør med Kierkegaard”. Overskriften: „Mod Løgstrup”, angiver blot, at jeg gerne vil have luft for en længe opsparet irritation over Løgstrups sære reaktion på visse udfordringer, der ikke ganske falder i hans smag.

Men selvfølgelig har hans sidst udkomne bog, der helt igennem bærer præg af den forurettedes afreagering, været hovedkilden for mig. Jeg har læst bogen omhyggeligt, synes jeg selv, og undervejs samlet et notemateriale, der indeholder mine indvendinger mod Løgstrups tankegang.

Som en prøve herpå skal jeg nu til slut fremlægge min kritik af nogle passager i bogens første del: „Kristendom uden den historiske Jesus”. Valget er ikke tilfældigt, idet Løgstrup her bestandig kredser om det alternativ til Kierkegaard, der er basis for hans kritik. Det tillader mig også at foretage et par udflugter fra texten.

I forbindelse med spørgsmålet om troens og vantroens anledning hævder Løgstrup, at Anti-Climacus' tale om tegnet røber bristen i hans kristendomsforståelse. Eftersom der for den uindviede ikke er nogen umiddelbar vej fra tilsynekomsten (tegnet i dets umiddelbarhed) til det betegnede, kan der heller ikke bestå nogen modsigelse mellem tegnet i dets tilsynekomst og det betegnede. Modsigelse forudsætter et møde og møde et fælles plan. Og dette fælles plan er den historiske Jesu liv, forkyndelse og gerninger (17-18). – Det forstår jeg ikke. Hvad der her skal forstås ved „modsigelse”, er ikke Guds modsigelse af mennesket, men modsigelsen, at et menneske sagde om sig selv, at han var guden. Løgstrup leger med ordet. Gud og menneske mødes ikke i noget fælles plan (Jesu liv), men mennesket Jesus siger sig selv at være Gud (modsigelsen). Når Kierkegaard ikke vil vide af et fælles plan, skyldes det, at modsigelsen hos ham ikke betyder, at Gud siger mennesket imod som diskussionspartner i en række argumenter (Jesu ord) — i så fald var der ganske rigtigt brug for et fælles plan — men modsigelsen hos Kierkegaard betyder, at mennesket standses, dets mund tilstoppes af modsigelsen: mennesket i den ringe skikkelse siger om sig selv, at han er guden.

Løgstrup anbefaler en mellemvej mellem umiddelbar erkendelse og absolut ukendelighed — nemlig det inter-personale liv levet i tydning og tillid (18). Jamen Kierkegaard vil jo just med sin modsigelse påstå, at Gud ikke mødes ad inter-personal vej (tillid til Jesu ord som Guds ord), men kun i paradoxet, der kræver tro, d. v. s. lydighed. Hans brug af tegnet er så at sige hans nej til psykologien som murbrækker i kristendomsforståelsen. Løgstrup derimod gør flittigt brug af denne murbrækker. — Og hvad angår „den uendelige kvalitative forskel mellem Gud og menneske”, som Løgstrup foreslår som Kierkegaards grund til afvisning af det fælles plan (18-19), så forekommer det mig, at han er på vej til at forstå denne afstand metafysisk. Gud „kan” være, hvor han vil (også i Jesu ord), det vedkommer os blot ikke – han har i sin frihed valgt at møde os i åbenbaringen, i Jesus som modsigelsens tegn. I denne sammenhæng at operere med, hvad der er „muligt” og „umuligt” er ensbetydende med at bruge logikken som tvangsmiddel. Gud har valgt at møde os det umulige sted, og det er vor eneste mulighed.

Løgstrup vil som et alternativ til Kierkegaard gå ind for en opfattelse, hvor den historiske Jesus hører med til kristendommen: Det guddommelige i Jesu liv er ikke i absolut forstand ukendeligt og paradoksalt, thi den mennesketilværelse og den verden, hvori Jesus levede, er Guds. Er menneskets magt til at være til og er verdens magt til at bestå Guds magt, så Guds magt er overalt, fordi uden den ville der være intet, er det ikke i absolut forstand paradoksalt, at Guds magt i Jesu liv, ikke blot er i, at han lever, men også i hvad han lever. Når Guds magt er nærværende i, at Jesus er til, er det eneste selvfølgelige, at den er nærværende i, hvad han lever, siger og gør (21). — Den definition på „Gud”, som Løgstrup her opererer med, og som han har hentet hos Descartes, lyder i mine ører som en kraftbestemmelse jfr. Luthers tale om „den skjulte Gud”, der virker alt i alle, og at drives af Guds blotte almagt. En forståelse, der bekræftes af Løgstrups parallelisering af mennesket og verden. Selvfølgelig „kan” Gud være nærværende i, hvad et menneske, Jesus af Nazareth, siger og gør. Han har forbeholdt sig at være fri overalt (Luther). Men kristendommen forkynder ikke den blotte almagt, men Gud som den, der vorder menneske i Jesus og dér bremser mig som paradoxet. Løgstrup spørger, hvordan det egentlig skulle være muligt, at nogen med den måde det lever på, skulle kunne sætte sig op imod magten i dets tilværelse til at være til (21-22). Nej, svarer jeg, det er heller ikke muligt, når Guds magt tænkes som menneskets magt til at være til. Men Løgstrup går videre: jamen det er jo akkurat det, der sker i ethvert andet menneskes liv end Jesu liv. Javist, men det er også det paradoksale (22). — Her sker der følgende: Der tildeles Jesus et reservat, hvor „det eneste selvfølgelige” sker, at Guds magt som nærværende i, at Jesus er til, identificeres med Guds magt som nærværende i, hvad Jesus lever, siger og gør (21). Jesu liv er det eneste ikke-paradoxale liv. Alt i det liv er ligetil og selvfølgeligt. Enhver anden forudsættes at sætte sig op imod magten i sin tilværelse. I eksistensen er det ondskaben, der er det ubegribelige. – Det viser sig altså langt om længe, at Gud hos Løgstrup slet ikke er opfattet som den absolut suveræne, men som en absolutisering af vore muligheder. Hans magt kan registreres som nærværende i Jesu liv og som trodset i alle andres liv. Med den i mine øjne nødvendige konsekvens, at kristendommens øjeblik fordamper: Jesus fremtræder som det exemplariske menneske (med et udtryk fra Johannes Lauridsen). Jesu liv er det eneste menneskeliv, ved hvilket der intet paradoxalt er. Hans liv glider ind som det eneste selvfølgelige, der kan minde os om de humane muligheder – dem, som vi ubegribeligt nok har sat over styr, men som vi heldigvis kan genvinde, idet vi jo kender godheden i vor ondskabs nedbrydelse af den. Det er en rent human bevægelse, der foregår. Uden „teologisk” frastød. Men det hele sker sikkert på god løgstrupsk vis „i tydning og tillid”, og „fordi verden er Guds”.

Vel ontologisk udstyrede – den ontologiske viden om vor tilværelses godhed og sandhed har vi som bekendt fra vor ondskab og usandhed – kan vi ret forstå og værdsætte, hvad vi har i Jesu liv og forkyndelse. For Løgstrup gælder det om at nå frem til spørgsmålet: Hvem var han? Det sker gennem en række patetiske proklameringer af, hvor realistisk Jesus er: Han er „langt mere realistisk end nogen af hans samtidige, og også mere realistisk end nogen af Israels profeter” (24). „Hans forkyndelse er så realistisk, som tænkes kan, umystisk, usværmerisk” (24). Hvor meget kan mon egentlig tænkes? Superlativerne stiger, og kulminationen nås i fremhævelsen af Jesu exempelløst realistiske viden om den ondskab, der giver godheden lidelsens og misforståelsens, forfølgelsens og dødens vilkår (24). Man må spørge Løgstrup, hvorfra han ved, at Jesu realistiske viden er exempelløs, d. v. s. enestående. Der kunne jo tænkes at være andre med en lige så realistisk viden som Jesus. I det hele taget står det dunkelt for mig, hvordan Løgstrup ad denne vej bærer sig ad med at få gennemtrumfet sit forudberegnede svar på spørgsmålet om, hvem Jesus var: I ham er det Guds rige, der er kommet. Men det er nok min fejl. For Løgstrup forklarer sig grundigt nok. Ifølge ham kan det på en dobbelt forudforståelses grund komme til troens afgørelse. 1. I konfrontationen med Jesu ord og gerninger klares vor medbragte forudforståelse af, hvad godhed og sandhed er, idet vi først nu ser forskellen mellem hans realisering og vor nedbrydelse af de samme livsmuligheder. 2. En gentagelse af argumentet: der er intet paradoxalt i, at magten til at være til i alt, hvad der er til, i et menneskes liv, nemlig i Jesu liv, ytrer sig i, hvordan det er til, ja at det er, hvad der er at vente, så at (N.B. følgeslutningen! mit notat) Jesu liv er det eneste liv, ved hvilket der intet paradoxalt er. — Når jeg ikke kan få denne argumentation til at glide ned, skyldes det utvivlsomt, at jeg lader mig bringe på afveje af de teologiske gloser, Løgstrup krydrer sin humanistiske anretning med. Hans anliggende har i virkeligheden ikke en gnist med teologi at gøre, hvis man da ikke tager dette ord i en så udvandet betydning, at det dækker al beskæftigelse med livsanskuelsesproblemer. Tænker man således paulinsk, kan man lige så godt først som sidst gøre sig klart, at Løgstrups kristendomsforståelse er og bliver et lukket land for én. I Paulus' forkyndelse hedder det: „Det gjorde Gud, da han sendte sin egen søn i syndigt køds skikkelse og for syndens skyld og således fældede dødsdom over synden i kødet” (Rom. 8,3). I en sådan formulering er der for mig at se ingen udgangspunkter for forståelse med den Løgstrup, der taler om menneskets forudforståelse af, hvad godhed og sandhed er, og som forsikrer, at Jesu liv er det eneste menneskeliv, ved hvilket der intet paradoxalt er. Det betyder selvfølgelig ikke, at en diskussion mellem de to parter er omsonst. Tværtimod synes jeg, at den er relevant og påkrævet, langt mere spændende end de noter, der kan udvexles mellem mester og disciple om smårettelser inden for systemet. – Løgstrup har mange formuleringer, der indbyder til øjeblikkelig accept, men som ved nøjere eftersyn viser sig at afspejle en antiteologisk interesse. Resultatet af hans forudforståelseslære og hans eksistensanalytiske manøvrer synes mig overalt at være det samme. Hans magtbegreb, hans interesse for åbenbaringens „hvad” (hvad Jesus taler og virker), hans inkarnationsforståelse („Evigheden har inkarneret sin fordring på os i den inter-personale situation og i de suveræne livsytringer”, 116) – alt sammen driver det ham videre på hans ontologiske jagt. Kristendommen kommer ikke til at betyde standsningen, for det kan kun ske gennem den konsekvente „at”-påstand.

Under overskriften „Tydningen af korsfæstelsen” tolker Løgstrup Kierkegaard på følgende måde: „Kierkegaard søger ingen forklaring i Jesu historiske liv på, at han blev korsfæstet, for derudfra at tolke korsfæstelsens evige betydning . . . Hvad det liv, som guden i tiden levede, har bestået i, udleder Kierkegaard af korsfæstelsen. Ligesom han af korsfæstelsen udleder, at den forkyndelse, der bragte Jesus på korset, har bestået i en forkyndelse af korsfæstelsen” (34). Dette er i mine øjne en nøjagtig og sober gengivelse af Kierkegaards teologi. Selvfølgelig er Løgstrup uenig. For ham at se skal tydningen gå den modsatte vej: „Forstået ud fra Jesu historiske liv blev Jesus korsfæstet, fordi han sagde og gjorde, hvad intet menneske har ret til at sige og gøre” (34-35). Hertil er kun at sige: Måske har Løgstrup ret, hvem ved? Det er enhver historikers gode ret, ja, hans eneste mulighed, at efterlyse de årsager, der førte en bestemt begivenhed med sig. Men der vil jo altid blive tale om flere acceptable forklaringer, i dette tilfælde f. eks. en anklage mod Jesus for statsskadelig virksomhed, jfr. indskriften på korset: jødernes konge. Og ingen forklaring, end ikke Løgstrups, kan bruges som springbræt for en tolkning af korsfæsteisens evige betydning. Kierkegaard tolker Jesu liv og forkyndelse ud fra korset. Luther tolker dem ud fra retfærdiggørelsen ved tro alene. Det er teologi, medens Løgstrups slutning fra Jesu „eksempelløst realistiske viden” til hans korsfæstelse er en interessant teori eller grundlag for en tale om den påståede gernings exemplariske betydning. Sokrates måtte vel også tømme giftbægeret for sin realistiske forkyndelses skyld. Men den vanskelighed klarer Løgstrup ved at erklære det for gudbespotteligt, om et andet menneske tilkendte sig selv og sine ord og gerninger den betydning, som Jesus gjorde (35). Det er dog vist for nem en måde at skaffe Jesus en absolut særstilling på. Ad Løgstrups vej er det simpelt hen umuligt. Kun trospåstanden, dogmet, om man vil (korset, retfærdiggørelsen, kristusforkyndelsen) kan sætte bom for udflugterne. Derudfra må hele hans liv og forkyndelse forstås.

For mig at se er Løgstrups kristendom ikke andet end en humanisme af højere orden. Gud blev menneske i Jesus som det store humane eksempel. Det humane gudsrige brød igennem i ham og var menneskene nært i ham, hvis menneskeliv der intet paradoxalt var ved. På særlig eftertrykkelig vis inkarnerer evigheden sin fordring i Jesus af Nazareth — ikke først i ham, for det er allerede sket i de suveræne livsytringer — men dog sådan, at livsytringerne i ham får en ideel tumleplads. Jesus går frivilligt ind under vore kår og betaler dødens pris for vor livsødelæggelse. Hans gerning lader sig derfor tænke som et slags forsvar for Gud, som da også ifølge Løgstrup trænger til forsvar. Citat: „I lidelsens navn bagatelliserer Kierkegaard ulykken og slipper for teodicéproblemet, hvad der taler imod hans kristendomsforståelse” (45).

Jeg vil sige det stik modsatte: At Løgstrup kommer til at stå tilbage med teodicéproblemet, taler imod hans kristendomsforståelse. Det viser, at han ikke har tænkt sin teologi igennem, eller rettere, at han slet ikke har nogen teologi. Hvormed jeg mener, at der i hans system ikke kan blive tale om det, som det alene kommer an på i teologien: synderens frelse.

Mogens Lund,
Foredrag ved Tidehvervs sommermøde den 4. juli 1968.