Prædiken og konfirmandtale

Af Kristian Jordansen, Tidehverv, 1969, nr. 6, juni, s.61-63 (Joh.10,11-16).

Vi er i tiden efter påske. Det er i dag den 2. søndag efter påskedag. Forså vidt har vi lagt påsken bag os, men i kirken ligger prædikenteksterne badet i lyset fra påskedag. I kirken er der stadig påske. Det er der åbenbart nogle, der forstår, for forleden dag, da jeg tog telefonen, indledte den, der ringede til mig med at sige: Goddag og glædelig påske.

Det var en uge efter påske. Noget kan være så rigtigt, at det virker overraskende på en, jeg prøvede at skjule min overraskelse for ham, men efter samtalen, da levede jeg med ordene „Glædelig påske”. Vi kender allesammen til, at det kan lade sig gøre at leve med ord. Gode ord, som nogen siger til en, kan bære en et stykke frem, gode ord kan være som tæringsbrød for trætte vandringsmænd. Sådanne ord er ordene glædelig påske, når vi møder dem her i tiden efter påske. For i tiden efter påske er der intet clichéagtigt ved det ord, den hilsen, ordene kommer til os med overraskelsens vækkende karakter.

Når ordene om den gode hyrde i dag lyder, underbygges de ord ved, at der om den gode hyrde hedder, at han sætter sit liv til for fårene. Det er det, der kendetegner den hyrde som en god hyrde og det siges med baggrund i den påske vi lige har fejret. Med hele den vægt, som påsken kan give ord, er det, at de ord i dag gentages: Jeg er den gode hyrde, den gode hyrde sætter sit liv til for fårene. Det var det, der skete langfredag. Da satte den gode hyrde sit liv til.

Den gode hyrdes modsætning er lejesvenden, og imellem det, der karakteriserer lejesvenden, er, at han ville aldrig sætte sit liv til for nogen eller noget, han flygter, når han ser ulven komme. Det gør han, fordi han er en lejesvend og ikke hyrde. Derved har han et andet forhold til fårene. Det, der binder lejesvenden til fårene, er noget andet og uendeligt mere løst end det, der binder hyrden, for hyrden er bundet med det stærkeste bånd, mennesker har navn for. Båndet hedder kærlighed. Hyrden vogter sin hjord med sin kærlighed. Det er derfor, det kan komme til at koste dyrt som livet selv at være hyrde. Så vidt kommer det aldrig med lejesvenden, han vil altid vide at redde sig, og det behøver ikke nødvendigvis at være fordi han i sig selv er en kujon, men det er fordi han savner at være bundet med det bånd, der binder, det der bærer navnet kærlighed. Det er derfor han bliver lejesvend. Det er måske ikke noget, han har sat sig for han vil være, men da han ikke er bundet af kærlighed til den, han skal vogte, så ender det med, at han er bundet af noget andet.

En lejesvend er ikke så let at afsløre, for det behøver ikke at være sådan at han modtager penge ude fra. Han er ikke så let at kende som den lejesoldat, der for penge drager i krig og kæmper imod hvem, han får besked på. Forskellen fra hyrden til lejesvenden behøver ikke at ligge i, at lejesvenden er en skrupuløs fyr, der for betaling, han får af andre, kan gå med til at gøre hvad som helst.

Også lejesvenden kan lade sig lede af sine egne motiver som hyrden.

En lejesvend er han dog alligevel, for imellem det, man med sikkerhed kan sige om ham er, at han, da han er et menneske, altid vil være henvist til at gå i tjeneste hos sine egne motiver. Da han er et menneske, vil hans motiver aldrig være rene. Han vil nok som menneske tale om kærlighed, men han ved som menneske ikke, hvad kærlighed er. Hans tilbøjelighed til at være hyrde er bundet i hans egen tilbøjelighed til først og sidst at ville sig selv, og sådan er han ikke hyrde.

Modsat den gode hyrde, der er Guds søn. Han, der skønt han var født af en jordisk kvinde, som den eneste menneskefødte ikke var bundet til at ville sig selv. Fra døden til livet kun een, det blev givet, på vinger at hæve sig selv. Fordi der kun er en, der er i stand til uhildet af sig selv at lade sig binde i kærlighed, er der også kun en hyrde.

Derfor er da også målet: at som hyrden er en, sådan er der også — når det er ret — kun en hjord.

Når vi prædiker sådan, vil vi møde menneskers spørgsmål, hvem hører da til den hjord. Nogle vil spørge nysgerrigt og kritisk, andre i rådvildhed og anfægtelse. De nysgerrige og kritiske vil spørge, hvordan kender man dem, der hører til den hjord, han vogter? Er de bedre end andre? Lever de længere end andre? Har de færre sorger end andre, mindre modgang? Med nogle, der spørger sådan, kan man diskutere, men en samtale er meget sjælden.

De rådvilde og anfægtede vil ikke spørge, hvem der hører med til den hjord, men vil spørge: hører jeg med? Tør jeg tro, at jeg hører med? Og svaret er ja. For de ville ikke spørge sådan, om de ikke havde hørt hans røst, og netop det at høre hans røst er kendetegnet for dem, der hører med. Det er deres kvalifikation, at de hører hyrdens røst. Derved hører de med. Det er det, der gør hjorden til en. Det ligger ikke i noget hos de enkelte, at hjorden er en. Gjorde det det, ville hjorden netop ikke være en, men mange. Hjordens enhed er hyrdens stemme.

Hjordens enhed er at lytte til det samme ord.

Lad os her i sidste del af prædiken låne vor opmærksomhed til det kristne menneskelige fællesskab, der tilbydes os i ordene om den gode hyrde, hvor det at høre hyrdens røst er det, der danner fællesskabet. Hvor forskelligt er det fællesskab ikke fra, hvad vi ellers kender af fællesskaber, der bliver til ved at nogle, som har de samme interesser danner gruppe. Nogle, der har det samme arbejde danner gruppe. Nogle, der har den samme politik danner gruppe. Og alle disse fællesskaber kan blive til dybe afgrunde mellem mennesker, som ikke er til at råbe hen over. Har jeg ellers forstået noget af tidens oprør, er det en af de ting, der gøres oprør imod. Der er i det bedste af oprøret et råb om fællesskab, at Øst og Vest må forstå at leve sammen på den samme jord, at sorte og hvide skal anerkende hinanden som mennesker. Men den vej til fællesskab viser sig at være en vej med vold og terror. For virkelig fællesskab kan ikke leve alene af det, der hører jorden til, sådan som mennesker hører jorden til. Der vil på jorden altid være tale om, at nogen må bøje sig for andre for at nå fællesskab, derfor ulmer gløderne under ethvert fællesskab, der udspringer af noget der hører jorden til. Et virkeligt fællesskab opstår kun, hvor alle bøjer knæ for noget, der ligger uden for dem selv og deres egen jord. Bøjer sig for det, der aldrig opkom i noget menneskes hjerte. Det, hvoraf ingen har ære frem for andre. Det, der stiller alle lige, fordi ingen er nærmere end andre og alle er lige nær. Nær nok til at høre den gode hyrdes stemme i hans ord.

Men også det fællesskab, der bliver til på den måde, er et fællesskab, der er truet. Det er altid under nedbrydning, for det ord vi hører i fællesskab er ganske vist det samme ord, når vi hører det, men det er ikke det samme ord længere end til det øjeblik, hvor ordet er nået til os, for vi vil altid søge at gøre os til herre over ordet, vi vil altid prøve at lade det gå i tjeneste hos de meninger, vi har forud for at ordet kommer til os. Vi vil altid søge at gøre os til herre over ordet. Det er det, der truer enheden. Og enheden vil aldrig kunne kendes på os derved, at vi når til at have de samme meninger. Enheden hos os kan vist nok kun bo i en ting, den fælles lovsang. Og hvis nogen siger, det er for lidt, vil vi svare, at det er nu ikke så lidt endda. At mødes i fælles lovsang som svar på det ord, vi har hørt, er at bøje knæ for noget, der ligger uden for os selv. Det er vort livs redning, at vi gør det. Det er vort livs fortabelse, at mennesket bøjer knæ for sig selv. For at holde os oppe, må vi finde et punkt uden for os selv. Gud hjælpe os alle dertil. At finde det og holde fast.
Amen!

Kristian Jordansen,
Prædiken i Storarden kirke 20. april 1969.


Kære konfirmander.
Vi er nu nået til afslutningen af jeres forberedelsestid til konfirmationen. I har i syv år fulgt skolens undervisning i kristendomskundskab og i det sidste år har I så også gået til præst. De bibelske fortællinger kendte I fra skolen, da vi begyndte. Det var det, vi havde at bygge på, da vi begyndte forberedelsen i august. Siden da har vi snakket om mange ting, men jeg vil da godt røbe for jer, at jeg som sigte for min undervisning har haft: at gøre jer fortrolige med kirkens gudstjeneste.

Dertil har salmebogen været vor bedste hjælp i de timer, vi har haft. I nåede at blive helt flinke til at sætte salmer til kirkeårets helligdage, og I nåede at blive sikre i at finde frem til de tekster, der læses ved gudstjenesterne kirkeåret rundt.

Nu ved jeg da godt, at meget af det, vil I glemme igen. Det er jo nu engang ikke så meget, vi husker, af alt det, vi lærer. Men jeg har det håb, at den dag I har glemt en stor del af det, salmebogen rummer, at der da vil blive en ting tilbage: Fortrolighed, fortrolighed med salmebogen. Sådan som man kan have det med en ven fra de unge år, at der kan gå en tid, hvor man ikke ser noget til vennen fra de unge år, men så en dag, er der et eller andet, der gør, at vi mødes igen og da kan man opleve, at det er så utrolig let at få en samtale igang, fordi det nye møde bygger på den fortrolighed, som vi havde til hinanden i de unge år.

I har hver for sig jeres egen salmebog. Tag den med jer, hvor I kommer hen. Giv den plads på jeres værelse allerede mens I er hjemme. Stik den i kufferten den dag I rejser hjemmefra, hav den med, hvor I kommer. Den bliver dobbelt kær for jer, der en tid kommer til at bo, hvor sproget ikke er det danske.

Bevar fortroligheden, I har med den danske salmebog, den er jeres og ligger på jeres værelse. Bevar fortroligheden, og I vil aldrig være helt alene. De store og afgørende ting i ens ungdom har det med at træffe en, når man er alene. Det kan enten være noget, der gør en glad, eller noget, der gør en meget ked af det. Men enten det nu er noget, der gør en meget glad eller meget bedrøvet, så er det strengt at være alene. Derfor hav salmebogen liggende, når glæden overrasker jer, så I får lyst til at synge, f. eks. nr. 25: Op alle som på jorden bor. Den I har været så glade for at synge. Eller den dag I bliver ked af det, da kan I jo synge nr. 511. Eller læse den, for den dag kan I vel ikke synge. Bevarer I fortroligheden med salmebogen, er vejen tilbage til kirkens gudstjeneste aldrig så lang. Uden at kende fremtiden, så ved både I og jeg, at nogle af jer vil svigte kirkens gudstjeneste. Men inden det sker, fortæller vi jer, at den dag, I vender tilbage, vil I finde alt som det var, da I gik til præst. Ja det vil sige, jeg vil håbe, at det, der læses fra alteret, er hjulpet nærmere det danske sprog, vi taler i vor tid, men indholdet, som ordene bærer, er det samme.

Og kommer I en dag, hvor der bliver døbt et lille barn, vil I opleve det samme, som da det var jer selv, der blev holdt over dåben. Skulle ordene, der lyder, være ført lidt nærmere det nutidsdanske, så er der ikke ændret noget i det, som dåben betyder. Den er stadig den samme jeres dåb, den betyder stadig, at lang tid før et menneske har tanke for Gud, da har Gud tanke for et menneske. Gud kommer os i forkøbet med sin kærlighed. Døbefonten står her og forkynder hele evangeliet om den Gud, som mennesker kan komme tilbage til, efter at han i vor dåb kom til os.

Det er godt at døbefonten i Storarden kirke er så stor og tung, for skulle der komme en forvirret generation, der ville sætte døbefonten på loftet, så ville de alene for vægtens skyld nok betænke sig en tid, og den tid ville måske være lang nok til at forvirringen ville drive over. Det var godt, at de folk, der her på egnen for 800 år siden valgte døbefont, valgte den så stor, at den alene ved vægten blev nagelfast tilbehør i huset.

Bevar fortroligheden med jeres dåb, som I kender fra kirkens gudstjeneste og fra jeres salmebog.

I vil da altid have et sted at komme tilbage til, uanset hvordan jeres liv ellers måtte skikke sig for jer.

Og nu skal I så hjem og opleve at være midtpunkt i en fest. Det er sikkert første gang, at I bliver gjort til midtpunkt for familie og venner, og det vil ganske sikkert overraske jer og måske også forvirre jer ikke så lidt og efterlade nogen af jer med et spørgende „hvorfor?”

Det „hvorfor” vil jeg godt hjælpe med at svare på. Det har jeg haft svar på siden i fjor, da jeg selv fik en dreng konfirmeret.

Det ligger så enkelt, at jeres forældre ved at gøre festen så stor og smuk som muligt, har det håb, at I vil se, hvor meget jeres mor og far holder af jer. I må regne med at jeres mor og far har flere gode tanker for jer i dag end de kan give udtryk for i ord og så er det, de som mor og far tager deres tilflugt til tegnet, og så håber de, at I bag om tegnet, bag om al den virak, som I går hjem til, vil finde et udtryk for den kærlighed, som jeres forældre har til jer.

Jeres mor og far ved nemlig godt, at nu er I på vej ind i en alder, hvor det ikke er så ligetil at bevare jeres fortrolighed, og der er næppe større ønske hos jeres mor og far i dag, end at de må bevare jeres fortrolighed, at I vil blive ved med at komme til dem med jeres glæder og sorger, som I har gjort fra I var små.

Bevar fortroligheden med jeres hjem. Bevar fortroligheden med alt det, I skal bygge jert liv på. LEV VEL…

Kristian Jordansen,
Tale til konfirmanderne i Storarden kirke 20. april 1969.