Prædiken i Bredsten kirke den 31. august 1969

Af Knud Møller, Tidehverv, 1970, nr. 2, februar, s.13-15 (Luk.10,23-37).

Der er noget meget mærkeligt ved dette evangeliestykke, som er dagens prædiketext. Man opdager det, hvis man læser det opmærksomt. Og der kan ikke være megen tvivl om, at det må være det, der er opgaven, når vi sættes til at læse og høre nogle vers fra N.T.: at vi skal læse og høre opmærksomt. Det drejer sig jo kun om nogle få ord. Er det så ikke oplagt, at vi i hvert fald skal kunne overkomme ganske nøje at høre, hvad disse få ord siger? Det nytter ikke noget at hævde, at vi blot skal høre ganske barnligt og naivt. Nå ja — de mennesker, der virkelig er naive og barnlige, har selvfølgelig ingen anden udvej. Dem skal vi ikke bekymre os for. De skal nok ganske enfoldigt blive sat på plads af ordene. Vi andre skal blot ikke stille os naive an. Det kan der umuligt komme andet end hykleri ud af. Så længe vi ikke er barnlige og naive i alle livets forhold, skal vi heller ikke bilde os ind, at vi kan være det overfor det, der fortælles i N.T. Vi skal læse og høre opmærksomt. De, der har skrevet N.T., har fortalt for voksne, opmærksomme læsere og tilhørere. Det opdager den, der læser og hører opmærksomt, med det samme.

Og som sagt: Der er noget mærkeligt ved dette udsnit af Lukasevangeliet. Det falder den opmærksomme i øjnene.

Dette mærkelige ligger ikke i den lignelse, som optager det meste af stykket – den lignelse, vi plejer at kalde lignelsen om den barmhjertige samaritan. Den er enkel nok, synes det. Den fortæller om en mand, der kommer i nød, fordi røvere på landevejen tager alt fra ham og slår ham halvt fordærvet. Og den fortæller om, hvordan denne ulykkelige bliver hjulpet. Men ikke af dem, han først og fremmest skulle vente det af! De fornemme repræsentanter for hans eget folk, der kommer forbi, de ænser ham ikke. Eller rettere sagt: de tager snarere anledning af hans ulykke til at få mere fart på – røverne kunne jo være der endnu — de kunne gerne ligge på lur et eller andet sted og se, om der var nogen, der var dumme nok til at standse op. Nej, når manden alligevel fik hjælp, kom det af, at en foragtet samaritaner – en mand, som ingen ordentlig jøde kunne have med at gøre – standsede og tog sig af ham. Således går det da til, at samaritanen fra det øjeblik han træder ind i fortællingen, ligesom erobrer scenen. Den mand, der fra begyndelsen var den centrale skikkelse, nemlig den mand, der faldt iblandt røvere, må, sådan synes det, vige pladsen for denne samaritan, der øver barmhjertighed. Han er alligevel hovedpersonen. Det er hans gerning, hans barmhjertighed, der først og fremmest skal fortælles om. Det understreges ligesom af, at lignelsen lægger megen vægt på at fortælle, at den barmhjertige samaritan ikke standser på halvvejen. Han fører den nødstedte til et herberge og sørger for ham. Han betaler for denne mand, der har mistet de penge, han ellers selv ville have kunnet betale med.

Når vi ser på lignelsen for sig selv, er der altså ikke noget mærkeligt ved den. Den siger, at barmhjertighed er dette at øve barmhjertighed, er at handle barmhjertigt — og ikke at have nogle smukke teorier om, at man skylder at være barmhjertig. For i den henseende — altså hvad principperne angik — var både præsten og levitten væsentlig bedre stillet end samaritanen. De kunne det på fingrene. De kunne på det nydeligste remse af sig, at et menneske skylder at vise barmhjertighed. Da der blev kravet af dem, havde de bare andet at bestille. De kunne sagtens forklare for sig selv, hvor vigtigt det var, at de nåede frem til de gøremål, der ventede dem ved deres rejses ende, i god behold. De skulle være barmhjertige — men de skulle også noget andet. De havde jo da deres arbejde at passe, så de måtte vælge mellem at være barmhjertige og at passe deres arbejde. Nej, siger lignelsen, barmhjertigheden kræver altid alt af et menneske, og den, der står under kravet, har intet andet at gøre end at øve barmhjertighed. „Gå du hen og gør ligeså”, siges det, efter at lignelsen er fortalt. Kan der da være nogen tvivl om, hvad lignelsen vil? Vil den ikke netop sige til os, der lægger megen vægt på barmhjertighed, men jo da også på så mange andre nødvendige ting, at således kan vi ikke lege med barmhjertigheden? Ja, vil den ikke netop sige, at vi, der mener at tage det så alvorligt med barmhjertigheden, i virkeligheden leger med den, når vi også skal have tid til så meget andet? Jo, lad blot enhver, der tror, at han mener det alvorligt med barmhjertigheden, spejle sig i denne fortælling. Den skal nok afsløre det hele som forlorent pynt. Mod denne fortælling står vi os ikke, så meget er vist. Det barmhjertighedens liv, lignelsen peger på, det er ikke vores – fordi barmhjertighed for os altid blot er noget, vi også skal se at have tid til.

I een henseende passer lignelsen os godt nok. Den siger jo, at barmhjertigheden i verden kommer af, at vi er barmhjertige. Den sætter os til at yde — og det passer nu engang bedre for vores selvagtelse, at det er vores ydelse, alt afhænger af. Det er mere bittert at skulle modtage. Der skal så bare ikke være nogen tvivl om, hvori ydelsen skal bestå. Den består i at være barmhjertig — i kun at være det. Alt andet er ualvorligt hykleri. Og så kan man jo gerne forsøge at holde fast ved sin glæde over, at lignelsen dog taler om noget, vi skal. Så kan nemlig enhver prøve, om han har råd til at tænke på sin selvagtelse i forbindelse med barmhjertigheden. Mon der skulle være nogen, der er så vel stillet?

Nu blev det jo til at begynde med sagt, at der er noget mærkeligt ved dette evangeliestykke. Det er der endnu ikke talt om. Så vidt vi ellers indtil nu er kommet, er der intet mærkeligt ved det hele. „Gå du hen og gør ligeså”, siges det – så enkelt er det.

Det mærkelige består da heller ikke i lignelsen, så lidt som i den befaling, der følger efter i ordene: „Gå du hen og gør ligeså”. Det mærkelige finder vi i den ramme, lignelsen i øvrigt er sat ind i. Hvad er det nemlig, lignelsen i evangeliestykkets sammenhæng skal give svaret på? Jo, den svarer jo tydeligt nok på den lovkyndige mands spørgsmål: Hvem er min næste? Denne lovkyndige møder Jesus og spørger, hvad han skal gøre for at arve et evigt liv. Han ved det godt, viser det sig, da han får besked på at nævne, hvad loven har at sige til det. Han kan det aldeles udenad: „Du skal elske Herren, din Gud af hele dit hjerte og med hele din sjæl og med hele din styrke og med hele dit sind, og din næste som dig selv”. Der er ingen vaklen. Der mangler ikke eet eneste ord. Det er altsammen, som det skal være. Og Jesus siger blot: „Gør det, og du skal leve”. For nu ikke helt at stå som Per Tot, spørger da den lovkyndige: Men hvem er da min næste? Eller måske mener han det virkelig. Det er dog vigtigt at vide, hvem næsten er, når man sættes til al elske ham. Og yderligere må han have undersøgt, hvor langt denne tilsyneladende enighed mellem ham og Jesus rækker. Derfor er det nærliggende at spørge om, hvad Jesus forstår ved begrebet næste. Hvem er næsten efter Jesu opfattelse? Han jo da gå ud fra, at de er enige om, hvem Gud er — han må altså spørge om næsten for at komme videre. Som svar på dette spørgsmål fortæller Jesus lignelsen om manden, der faldt iblandt røvere — som måtte se præsten og levitten gå forbi, for til sidst at lade sig hjælpe af en foragtet samaritaner. Således er sammenhængen hos Lukas. Spørgsmålet lyder: Hvem er min næste? Svaret er lignelsen. Bagefter er det Jesus, der spørger. Han spørger, om den lovkyndige nu har forstået. Han siger: „Hvem var da den mands næste, der faldt iblandt røvere?” Og svaret lyder selvfølgelig: „Den, der øvede barmhjertighed imod ham”. Når man bliver opmærksom på denne sammenhæng, og det gør man, når man læser og hører ordentligt, så er det da noget mærkeligt noget, man opdager. Det vender jo det hele på hovedet. Indtil nu har vi forstået det sådan, at næsten, ja, det er ham, man skal øve barmhjertighed imod. Samaritaneren fandt sin næste, da han så den mand, der trængte til hans hjælp. Nu vendes sagen om. Manden ved vejen møder sin næste i ham, der hjælper ham – i dette foragtede menneske, der kommer forbi, og øver barmhjertighed imod ham.

Hvordan går det så med det eneste tiltalende, vi kunne finde i lignelsen? Hvordan går det med dette, at vi dog trods alt kunne glæde os over, at den lod det hele afhænge af os og vor barmhjertighed? Hvordan går det med kravet om at yde – det krav, vi dog trods alt, hvis vi ellers mener at have råd til det, kan stive vores selvagtelse af med, fordi det altid er behageligere at yde end at modtage hjælp? Ja, det forsvinder jo. Den mand, der var faldet iblandt røvere, fandt jo sin næste i ham, der hjalp ham. Han havde ingenting at hjælpe med. Han var simpelthen henvist til at lade sig hjælpe — af sin næste — hvad han så i øvrigt har ment om ham. Hvornår møder man da sin næste? Det gør man, når man møder barmhjertighed – når man på det ynkeligste er henvist til at modtage hjælp.

Så er da sandheden den, at livet, det evige liv, som den lovkyndige begyndte med at spørge efter, det møder vi i, at der vises os barmhjertighed. Det møder vi i Kristus, når han siger: „Dine synder forlader dig — for min skyld lukkes det evige liv op for dig”. Det møder vi i det menneskes mund, der ved Jesus Kristus taler et kærligt ord til os i al vor ynkelighed — vi, der ikke kan leve uden barmhjertig kærlighed.

Således forkynder dette evangeliestykke på to måder. Når vi hører lignelsen for sig selv, handler den om, at barmhjertighed er dette at øve barmhjertighed — er dette kun at gøre det, fordi der ikke er tid til andet. Den siger, at barmhjertighed ikke blot er noget, vi også skal tænke på, men simpelthen det, vi skal. Så kan enhver forsøge sig over for denne tale. Om han kan stå sig overfor den. Selv bliver den stående foran os — den er ikke til at flytte.

Men samtidig er der af den sammenhæng, lignelsen er sat ind i, sagt noget andet til den, der bringes til fortvivlelse af dens krav om barmhjertighed. Det siges jo, at vi i al vor ynkelighed har en næste, vi kan vente os hjælp fra. Det forkyndes os, at der ved Jesus Kristus er barmhjertighed til. Vil vi da sige, at på det vilkår ønsker vi ikke at leve, lyder det med det samme til os: „Du kan slet ikke leve, hvis der ikke vises dig barmhjertighed – livet, det evige liv, kommer jo til dig i barmhjertigheden”.
Amen.

Knud Møller,
13. søndag efter trinitatis,
Text: Lukas 10,23-37.