Hvem forsvarer folkekirken? PDF Udskriv Email

Af Christian Langballe, Tidehverv, 2013, nr. 2, februar, s.21-23.

Jeg må tilstå, at jeg på det seneste er blevet mere og mere bekymret på folkekirkens vegne. Det er i sig selv bekymrende, at regeringen og en hel del af folketingspolitikerne er så ligeglade med folkekirken, som tilfældet er. Jovist kan man bruge folkekirken som en rampe for en politisk ideologi. Det så man med indførelsen af det homoseksuelle ægteskab, hvor regeringen og et stort flertal i folketinget tromlede hen over folkekirken, og hvor kirkeministeren endog dikterede, at ordet "ægtefælle" skulle stå i ritualet. Det er blot et eksempel.

Når det omvendt drejer sig om at understøtte og værne om folkekirken, som regeringen og folketinget er forpligtet til ifølge grundlovens §4, er det en ganske anden sag. For så er den evangelisk-lutherske folkekirke blevet til en pinlig omstændighed, som man egentlig allerhelst var foruden. Taler man endelig om den, så gør man det, som om den var en statsanstalt for almen religiøsitet, humanisme og relativisme.

Det mest bekymrende er nu ikke regeringens ligegyldighed. Det er heller ikke, at flertallet af biskopper har lagt sig fladt ned for regeringens diktat. Det mest bekymrende er, at så mange præster i dag lider under, hvad jeg vil kalde funktionær- og bureaukratmentalitet. De vil gerne have love og regler for alt, men lider på den anden side af en bekvemmelighed og tryghedsmani, der gør, at de aldrig kunne drømme om at vove sig ud på åbent land og bryde en lanse i kampen for folkekirken. Det er alt for farligt. Man kunne jo slå sig. Hvor var præsterne henne, da regeringen tromlede hen over folkekirken og dikterede den det homoseksuelle ægteskab og et tilsvarende ægteskabsritual? Jeg tænker ikke kun på selve sagen, men så afgjort også på det forhold, at regeringen har behandlet folkekirken, som var den en ussel skødehund. Hvor var præsterne? Hvor vil de være at finde, når regeringen til sommer tager fat på, hvad der ligner den første etape af en adskillelse af kirke og stat? Vil præster og biskopper mon løfte ordets sværd, vil der lyde våbengny, og vil man mon stå skjoldvagt om kirken og forsvare den med næb og klør? Eller vil man ikke snarere gemme sig foran den hyggelige kaminild, stikke hovedet i busken og tænke, at det jo går, som det plejer? Min profeti er, at folkekirken ikke vil gå under med et brag, men med et stille klynk eller et lidt højere vræl. Mit spørgsmål er: "Hvem forsvarer egentlig folkekirken?"

Når jeg er så bekymret, er det selvfølgelig, fordi jeg er vokset op med folkekirken. Så lang tid, som jeg kan huske, har den udgjort et fristed og et besindelsens sted i en omskiftelig tid, der mest af alt har lidt af forandringssyge og jagten på det moderigtige og politisk korrekte. Folkekirken er et klart vidnesbyrd om, at kristendommen er den inderste kerne i landets sjæl og rygraden i vores historie og kultur. På en og samme tid er den også den lokale sognekirke, hvori der søndag efter søndag holdes gudstjeneste. Det vil sige, at folkekirken er de sognekirker, som jeg har besøgt enten som præst eller kirkegænger, og det er den kirke, som jeg for år tilbage blev slæbt med i som barn.

Mennesket, der søger
Jeg tilstår ærligt, at jeg tilbragte mine første gudstjenester på ryggen nedenunder den kirkebænk, hvor min mor sad. Hun forlangte af os børn, at vi skulle være stille, hvilket vi så også var, men accepterede af en eller grund så også, at jeg lå dernede. Jeg tror, at hun erkendte og accepterede, at hun havde fået en underlig dreng, som dagligt kunne bruge timer på at kikke op på den blå himmel og lade tankerne flyve af sted sammen med de drivende skyer uden at mæle et ord. Jeg tror, at hun accepterede, at denne dreng ville forholde sig fuldstændig roligt til gudstjenesten, hvis han fik lov til at ligge på ryggen og kikke op på undersiden af en kirkebænk. Allerede fra første færd fralagde jeg mig den holdning, at kirken kun var for de hellige og dydsmønstrene. Det hørte jeg i den lutherske prædiken, der lød, hvor mennesket blev dømt som en synder for i samme nu at blive retfærdiggjort gennem Guds kærlighed og tilgivelse i Jesus Kristus. Der var intet abstrakt, uforståeligt eller fjernt over den prædiken, der lød, for det menneske, der blev talt til, og den synder, der blev talt om, var og er mig. Sagt anderledes, så har den kristne kirke altid været kirken af syndere, hvor kun én er hellig, nemlig Gud selv. Når man har sat sig selv ind i den ligning eller snarere er blevet sat ind i ligningen; når man har hørt, at det er Gud, der taler, og at det er én selv, som der tales til, så har man samtidig forstået lidt af, hvad evangeliet handler om.

Den søgende Gud og det kæmpende menneske
Der tales så ofte om det søgende menneske, og det er rigtigt. Den gamle kirkefader Augustin har sagt det så præcist i sine bekendelser, når han skriver: "Du har skabt os til dig, Herre, og vort hjerte er uroligt, indtil det finder hvile i dig." Vi mennesker er søgende, vi tørster og hungrer efter noget eller nogen, der kan fylde vores liv med indhold, mening, håb og livsfylde. Derfor har man også sagt, at folkekirken skal være åben for det moderne søgende menneske. Jeg mener ikke, at det kun gælder det moderne menneske. Denne drift og søgen er nedlagt i os alle. Sådan er vi simpelthen indrettet, men der er et andet perspektiv på tingene, som er blevet glemt.

For evangeliet handler først og fremmest om den, der søger, finder og indhenter os, selv om vi på grund af vantro og tvivl gør alt for at undslå os. Troen er nemlig ikke uden videre bekvem, men kræver tværtimod ofre, fordi den er ensbetydende med kamp, modgang og lidelse. Den Gud, der møder os i Jesus Kristus, er den søgende Gud, og troen er ikke et spørgsmål om rosenrød idyl og fredfyldt velvære med basunengle, sentimentalt klingklang og hele pibetøjet. Med troen følger en erkendelse af, at ens liv er beslaglagt af Guds ord, og at det kræver åndelig kamp, ofre, modgang og lidelse dér, hvor Gud tager ens samvittighed til fange med sit ord. Man kan også bruge et billede, som Chesterton har brugt i en af sine Fader Brown-bøger, med fiskeren, der har fået en fisk på krogen. Lader fiskeren fisken løbe linen ud, kunne fisken jo tro, at den er fuldstændig fri, men fiskeren kan, hvor og når han vil, med et enkelt træk i snøren hive fisken i land. Gud har så at sige mennesket på krogen, og kan, når han vil, trække det i land, hvilket indikerer alt andet end fredfyldt harmoni. Man kan med Nietzsche triumferende erklære Guds død og den menneskelige viljes sejr. Man kan more sig over de kristnes overtro og som Marx erklære, at religion er opium for folket. Man kan med Feuerbach hævde, at Gud er en projektion af menneskets sind, eller som Freud hævde, at Gud er et andet ord for menneskets overjeg og moral. Alt dette udtrykker menneskets vilje til radikalitet. Dog er det vand ved siden af den radikalitet, som evangeliet forkynder, nemlig at Gud, når og hvor han vil, uden videre kunne hale ethvert menneske tilbage - selv den mest indædte synder og kristendomsfornægter. Både fornægtelsen, men også modgangen, sorgen og lidelsen er blot en af de måder, hvorpå den skjulte almægtige Gud kalder mennesket tilbage til kirken og lader det vide, at det er ham, der bestemmer, og at han har snor i mennesket - og ikke omvendt. Mennesket er en flygtning og en udlænding på jorden. Vi er skabt med et uroligt hjerte og et hvileløst sind, og på den måde er kirken et foreløbigt fristed, hvor vi kan finde frimodigheden, men kampen står altid for, og vi bliver, når dommen lyder over os, konstant mindet om, hvorfor vi kæmper. For hvor og når Gud indhenter den enkelte og evangeliet forkyndes, så sker det ikke uden åndelig kamp, afvisning og fornægtelse. Sådan er det synderes verden. Det er derfor folkekirken er der. Det er ikke mindst derfor, at der søndag efter søndag indbydes til gudstjeneste, sådan som det er sket i de sidste 1000 år.

Den kæmpende kirke
På den måde er folkekirken et vidnesbyrd om, at kristendommen udgør Danmarks sjæl og er rygraden i vores kultur og historie. Derfor undrer det mig også, at navnlig så få præster er villige til at forsvare og værne om folkekirken. Det er, som om en dødlignende apati har grebet alle og da ikke mindst os præster. Det rammer især kirken, fordi den har været stedet, hvorfra der er blevet pumpet ånd, sandhed, frimodighed og kampvilje ind i folkelivet. Jeg har mere end en gang hørt kristne flygtninge, der kom fra lande, hvor kristne bliver forfulgt og slået ihjel, udtale, at deres dagligdag bestod i forfølgelse, modgang og kamp, og at det var de kristnes vilkår i verden. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at den indstilling kunne vi i folkekirken godt lære noget af, fordi den kristne kirke ret beset er og altid har været den kæmpende kirke. Så ja, jeg er bekymret for den folkekirke, som jeg altid har kendt, og som jeg holder så meget af. Man kan selvfølgelig i bekymring og mismod over folkekirkens sørgelige forfatning begynde at udtænke exitstrategier. Man kan lege med tanken om, at en frikirkeordning er løsningen på alle problemerne. Der er for mig bare ikke nogen tvivl om, at det ville være en ulykke for Danmark, hvis stat og kirke blev skilt ad.

Jeg er bekymret på folkekirkens, men ikke på Guds vegne. Sagen er, at Gud altid har været langt, langt større end sin kirke. Sagen er så også, at der, hvor Guds ord lyder, der er kirken. Sagen er, at Gud selvfølgelig ikke er afhængig af historiske kirkeordninger, og folkekirken er en historisk kirkeordning som alle andre kirkeordninger. Han kan tie, vende sig bort eller lade sit ord lyde et andet sted. Der, hvor en kirkeordning skulle bryde sammen, der opstår kirken et andet sted eller på en anden måde. Dér, hvor ordet om ham lyder, dér er kirken, for der lyder budskabet til mennesket, at det er Gud selv, der baner sig vej til det. Når og hvor Gud vil, lader han mennesket høre sit budskab, hvorved han sætter en krog i hin enkelte, så han altid kan hale den enkelte i land. Gud forsvarer selv sin kirke, hvor og når evangeliet lyder. Dette er ikke sagt som et argument for en falsk opbyggelighed eller som et argument for, at man lige så godt kan lade folkekirken falde uden kamp, fordi den alligevel er færdig. Evangeliet giver aldrig anledning til den form for falsk tryghed. Tværtimod er det selve argumentet for, at den enkelte kæmper for folkekirken og værner om den vel vidende, at alt står i Gud Faders hånd.

Christian Langballe.