TIDEHVERV - Bladet udkom første gang okt. 1926

Ned går vi!

Af Morten Rydal, Tidehverv, 2010, nr. 7, september, s.142-144, (Joh 14.15-21).

O, lad din Ånd forbinde - Vor sjæl med himmerig - Lad føle mand og kvinde - Gud har forbarmet sig.

Et hårdnakket rygte vil vide, at den sidste melodi, orkestret spillede ombord på det synkende Titanic, var salmen "Nærmere Gud til dig". Det er vist aldrig blevet bevist, for nogle af de overlevende mente at have hørt det, andre ikke. Men hvorfor skulle det ikke være sandt, i grunden?

I storfilmen om forliset, som hærgede landets biografer for en del år siden, er det selvfølgelig sådan: Midt i den almindelige forvirring og begyndende panik beslutter de fire mand i orkestret at gå ud på dækket at spille. Det er, som om de stiltiende er kommet til, at de intet kan gøre, udover med værdighed og mod at gå døden i møde med det, de kan, deres musik. Til allersidst, mens det rumler og knager uhyggeligt i skibets skrog, og mens folk skriger og beder rundt om dem, holder de en lille pause, ser på hinanden og så begynder de at spille: Nærmere Gud til dig. Og da de er færdige med alle fem vers, hilser de højtideligt på hinanden, og violinisten siger: Mine herrer, det har været en fornøjelse at spille med jer! Og så synker skibet. Det der gør historien helt uafrystelig, er modsætningen: Den sorte, kolde nat, det sorte, iskolde vand, de fem kilometer Atlanterhav under kølen, skibet, der tager vand ind og vrides og krølles med levende mennesker i, skrigene og den visse død - og så den lidt naive, enfoldige og værdige melodi, salmen: Nærmere Gud til dig! Det er ikke nogen stor salme. Den kommer slet ikke op på siden af Grundtvigs pinsesalmer, men den har dog en ægte, enfoldig kristen tone, som de har hørt på dækket og husket. Og de har virkelig haft det helt inde på livet i dybeste alvor: Nu skal du dø, min ven. Intet i verden har du, intet af alt dit gods, dine kære, dine ting, intet har du at klamre dig til mere. Der er den gruelige død i det kolde vand, du går til bunds med alle disse fremmede mennesker, langt væk fra dit land og din slægt, i morgen er du ikke mere. Intet spor af dig vil der være, ned går det - og dog: Nærmere Gud til dig. Musikerne behøvede ikke gøre andet end spille salmen, den var i sig selv, så naiv og enfoldig den er, et håb af en helt anden og større slags end blot håbet om redning. Håbet til Gud. Håbet til Kristus, for det er jo ikke enhver gud, salmen handler om, men Jesu Kristi Fader. Når vi står på Herrens mark, når alle døre er lukkede, når det hele går under og synker, når alle drømme og forhåbninger fordamper, når ens verden går itu, når man sidder ved en grav, når man kun er et lille bange, hjælpeløst menneske i natten. Så lyder det sådan: Nærmere, Gud til dig, stadig nærmere. Der behøves ikke mere. Det er mærkeligt: Slet ingen kommer i den situation og siger, at kristendommen er så svær at forstå. Ingen stiller fortænkte spørgsmål som: Er der mon en Gud til, og hvordan kan han være, når vi ikke kan se ham? Alt sådan noget er væk som dug for solen, når ligesom en anden, fremmed stemme siger: Vær ved godt mod, lille menneske: Vejen nedad er vejen opad. Vejen ind i mørket er vejen til Gud. For der er ikke noget sted, ikke noget mørke, hvor han ikke er og ikke kommer dig i møde.

Det er pinsedag, festen for Helligånden, kirkens fødselsdag. Når der er fødselsdagsfest i Føtex eller Bilka, plejer de gerne at uddele gaver: rabat på underbukser og kartofler, små smagsprøver, slikposer fra BonBon og balloner til børnene. Altsammen noget, der skal lokke kunder i butikken. Og der er også dem, der mener, at kirken skal gøre det samme på sin fødselsdag, altså lokke folk til med et eller andet. Hvad kan jeg nu foreslå? Vi kunne uddele balloner i våbenhuset eller have små smagsprøver på oblater og kirkevin i koret eller noget andet. Der arrangeres friluftsgudstjenester og kristen rock, men for at være helt ærlig: Den slags tror jeg ikke rigtig på! Der er ikke noget galt i det. Vi kunne sagtens gøre det, men det er jo netop pointen: Vi tror på Helligånden, og det betyder, at vi faktisk tror, at det, der siges i kirken - det er klart nok og godt nok. Det behøver ikke kunstige tilsætningsstoffer. Det er ånd og sandhed, og det sætter sig selv igennem og gør sig selv forståeligt, hvor det lyder. I kirken er vi ikke andet end små musikere på dækket, der spiller det umulige håb: Nærmere, Gud til dig! Kom med det hele: Modgang, mørke, sygdom, død - alt det, hjertet krymper sig allermest ved, alt det, vi frygter allermest og allerinderst inde. Og så: Nærmere, Gud til dig. Vær ved godt mod, lille menneske - Herren er selv gået foran ind i alt det. Du kan ikke gå noget sted hen, hvor han ikke er, sidder du i en sort grube, nederst i den dybeste mineskakt på jorden, fanget i et jordskred hundreder af meter under jorden - han er dig dog lige nær. Har du lukket dig inde bag tusind døre og tusind låse - han er dig dog lige nær. Så håb, lille hjerte! Vær ikke bange!

Den, der har ører at høre med, han skal høre, sagde Jesus. Bare hør og håb. Tro, hvad du hører! Og så vandrede han om på landevejene i Galilæa og Judæa, i byer og på torve og pladser og talte. Der var ingen balloner til børnene og ingen poser fra BonBon. Han stolede på, at sandheden er stærk nok, og at når det gælder ånd, så skal ånden nok sætte sig igennem. Han stod ved sin ven Lazarus' grav og sagde til Lazarus' søster: Jeg er opstandelsen og livet. Den, der tror på mig, skal leve, om han end dør, tror du det? Det rystede mange på hovedet af. Det var de raske og sunde, dem på livets solskinsside. De sagde: Han er ikke rigtig klog! Ingen kan jo forstå, hvad manden siger! Han er sindssyg, en religiøs fanatiker, besat af en ond ånd, eller hvad de nu sagde. Men når de var gået hjem til deres eget, kom der andre, de syge, de blinde, de døende, de sørgende. De forstod ham. For dem var hans ord som dug på slagne enge, som balsam på åbne sår, som håb og glæde. Sandhedens Ånd, Helligånden sætter sig igennem, hvor den vil, så et hjerte ikke kan slippe hans ord. Eller han sagde til den lamme, som de kom slæbende med: Dine synder forlades dig! Og også det rystede mange på hovedet af! Hvad mente han dog med det? Hvem gav ham ret til at sige sådan? Hvordan kan en lam have begået nogen synd? Han er ikke rigtig klog. Det var de sikre og trygge og velbjergede, der sagde sådan, men da de var gået, kom der andre, toldere og syndere, tiggere, landssvigere. For dem var der ikke noget vanskeligt i det han sagde. Det var igen klare ord, simpel og ligefrem tale til glæde. Der behøvedes ikke mere end de ord. Det var alt nok!

I 1992, da Danmark vandt EM i fodbold, boede jeg på Vesterbro. Og da finalen var fløjtet af, begyndte pludselig hundredetusind mennesker spontant at vandre ind til Rådhuspladsen. Ingen havde aftalt det, man gik bare - og jeg gik med! Og hvorfor gjorde vi det - det ved jeg ikke rigtig. Det var vel bare af glæde! Vi havde hørt og set noget, som gjorde os stolte og glade. Og af glæde gør man nu engang ting, som man ikke kan gøre logisk rede for. Og sådan blev kirken født. Fordi nogle små mennesker havde hørt ham tale sådan: Jeg er opstandelsen og livet. Den, der tror på mig, skal leve, om han end dør og: Dine synder er dig forladt. Jeg mener det virkeligt: Der behøves ingen tilsætningsstoffer. Det ord kan enhver høre og forstå.

Hvis vi ikke forstår det, er det ikke, fordi det er uforståeligt, men måske fordi vi har sat vores lid til noget andet, fordi der bor en anden ånd i os. Fordi vi har bygget vores tilværelse op på andre ting. Et vældigt korthus af alt mulig skrammel. Vi siger: Her sidder jeg i mit grundmurede parcelhus, bygget på leca-blokke og flamingo og rivenet og beton. Jeg har min fladskærm, min elevationsseng, min iphone, mit samtalekøkken og mit oplevelsesbad med massagebruser og troperegn. Og skulle det gå galt, har jeg penge i banken og lidt anbragt i sikre papirer. Jeg er desuden forsikret mod husbukke, brand og vandskade, jeg har tyveriforsikring og livsforsikring. Jeg har mit gode helbred, min hustru, min plænetraktor, min Toyota og mine børn. Alt er vel her, trygt og sikkert? Hvad skal jeg med Gud og Jesus? Nej vist! Titanic kunne ikke synke, sagde ingeniørerne. Men det sank alligevel. Og vi ved det jo i virkeligheden godt: alt synker her, et menneske er som græs, der står i dag og i morgen kastes i ovnen, af jord er du kommet, til jord skal du blive. Og alt skramlet - med elevationsseng og iphone og bankkonto og sikre papirer og det hele - det går samme vej! Det er vores sandslotte på stranden, som bølgerne fjerner, så der ikke er spor tilbage af dem. Vi ved det godt. Hele tiden står vi som passagererne i mørket på dækket, og der er fem kilometer sort vand under os: Derned skal du, lille menneske! Ned går du, sammen med alle de andre, klamrende sig til deres livsforsikringer, deres kontokort, deres kære, deres tro på ting og sager, på mennesker og fikse ideer. Ned går I!

Men der står et lille orkester og spiller. De går ned med alle de andre. Snart har vandet lukket sig over deres hoveder, men de spiller en gammel salme for de andre. Nærmere Gud til dig! Ikke andet. Ingen tilsætningsstoffer, balloner eller smagsprøver. Det er kirken og dens nøgne budskab. Fuldt forståeligt for alle, der vil høre. Sandhedens Ånd, som Jesus taler om, Den Helligånd, kan man ikke kvæle eller holde nede. Den sætter sig igennem, hvor den vil, der hvor et menneske er, og gør ordene til alvor, Jesu ord til mit håb, min tro. Og godt nok synger vi ikke "Nærmere, Gud til dig" i dag - det er der ligesom ikke plads til med alle de fine pinsesalmer - men de siger da i grunden det samme: Se, han er opstandelsen og livet. Kommer den sorte modgang, nederlaget, står jeg foran lutter lukkede døre, synker alt det, jeg drømte om og håbede på, sidder jeg som i en mineskakt dybt under jorden. Se, her er Kristus, tilgivelse for alle, håb for alle.

Glædelig Pinse,
Amen!

Morten Rydal,
Pinsedag II, 23 maj 2010.