Af Redaktionen. Tidehverv, 2005, s.45. (Nina Bjørneboe: "Geniets ildprøve").

Noget af det mest værdifulde og dybtgående i dansk åndsliv i 20.århundrede er forfatteren og kritikeren Harald Nielsens litterære og analytiske essays fra århundredets tre første årtier. Det vil den vide, der har læst dem.

Men da dette er alt for få, kan han dels overses af dem, der holder sig til de banede stier i vort offentlige liv, dels fordømmes af dem, der kun kender hans bitre alderdoms udfald vedrørende et såkaldt jødespørgsmål, og som på dette grundlag vil bandlyse hele forfatterskabet. Det var et sådant stemplingsforsøg, foretaget af nogle uvidende "historikere", vi oplevede sidste år, da selve dette at beskæftige sig med Harald Nielsens forfatterskab søgtes mistænkeliggjort.

Tilbage ligger teksterne, og har man interesse, for ikke at sige kærlighed til dansk åndsliv, er det opgaven at frigøre teksterne fra den kulturradikale inkvisitions anatema. Dette nødvendige arbejde har forfatteren Nina Bjørneboe taget sig på - dels med sin store biografi om Harald Nielsen, "Manden, der overlevede sin Skæbne", 1981, dels med et første bind af hans essays, "Ravkuglen", 1983.

Nu fortsætter hun sit prisværdige arbejde og udgiver andet bind af Harald Nielsens udvalgte essays under titlen "Geniets ildprøve". Her finder man bl.a. den fremragende afhandling "Om Realisme" fra hans debutbog i 1904 samt gennemgange af Thomas Mann, Chesterton og Machiavelli.

Bogen kan ikke anbefales nok. Ikke blot som en retfærdighedshandling, men også som en styrkelse og hævdelse af dansk kultur. Man kender ikke dansk åndsliv i forrige århundrede, hvis man ikke har læst Harald Nielsen.

Bogen vil blive anmeldt i Tidehverv i næste nummer. Den er på 214 sider og koster 230 kr. inkl. forsendelse. Den kan købes hos Nina Bjørneboe, Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den., tlf. 38 19 72 10.

Red.