Idealisten Scherfig PDF Udskriv Email

Af Jens Jackie Jensen, Tidehverv, 2009, nr. 1, januar, s.11-14.

Arne Hardis har skrevet en fortræffelig biografi om forfatteren Hans Scherfig med titlen: "Idealisten". En bog på 352 sider. En storslået og spændende beretning, hvor læserne virkelig får meget at vide.

Hans Scherfig blev født i 1905 og voksede op i et pænt borgerligt hjem. Faderen var direktør for en trykkerivirksomhed. Man abonnerede på Nationaltidende og var medlem af den konservative vælgerforening. Det var et økonomisk trygt hjem med tjenestepige og vaskekone. Faderen gav sig meget af med sin søn. Skar fløjter og byggede drager til ham. Om aftenen blev der læst højt, især af Charles Dickens, men også af Andersen Nexø. Om søndagen tog familien på tur i skoven. I ordets bedste forstand blev lille Hans godt gammeldags forkælet.

Da Hans Scherfig i 1916 var elleve år gammel, begyndte han som elev på Metropolitanskolen på Frue Plads. Skolen skulle siden danne rammen om hans berømmede roman "Det forsømte forår".

Allerede som skoledreng skrev han en længere huskeseddel til sig selv om alle de forurettelser og krænkelser, der var overgået ham. Det skulle der bødes for, og de formastelige skulle udstilles i gabestokken. Det forvænte unge menneske var allerede dengang tyndhudet og nærtagende.

I "Det forsømte forår" tegnes Metropolitanskolen som helvede på jord. Og dette helvede varede fra 1916 til 1924, året hvor han fik sin studentereksamen.

Han lagde med fryd Metropolitanskolen bag sig, skråede over Frue Plads og steg op ad universitetets trappe med den hensigt at studere zoologi. Men stadig hyppigere forlængede han ruten til universitetets frokoststue. Hvor han efterhånden blev regnet blandt stamgæsterne.

Frokoststuen fungerede ikke kun som varmestue for den studerende ungdom. Den tjente også som forfatterskole og politisk cafe, som rugekasse for digtere, drømmere og politikere. Både som litterær og politisk salon fik frokoststuen stor betydning for den unge Hans Scherfig.

Her mødte han flere af de kommunistiske studerende, som senere skulle blive hans venner og partikammerater. Juristerne Carl Madsen og Robert Mikkelsen. Forfatterne som Broby Johansen og Kaj Moltke og andre af den tids førende venstreintellektuelle. Hertil digtere på vej frem: Jens August Schade, Johannes Wulff og Sigfred Pedersen. Kunstnerspirer, journaliser og evighedsstudenter i et mylder. På den tid forelskede Hans Scherfig sig indtil fortvivlelse i den unge østrigerinde Elisabeth Karlinsky. Foruden hun var maler, var hun også kommunist. De havde truffet hinanden i 1925 i hendes hjemland. De mødtes igen nogle somre i Wien og Salzburg og rejste rundt sammen i Sydøsteuropa.

Men pludselig rejste Elisabeth Karlinsky til Amerika for at pleje sin kunstneriske karriere og for at pleje et forhold til en englænder, hun havde mødt. Året efter - 1929 - ankom Scherfig til Amerika og opsøgte Elisabeth i New York for at fri til hende.

Hun var venlig imod ham, men gjorde det klart, at det ikke kunne blive til noget mellem dem. Og hun lod ham vide, at hun kendte en anden mand i New York.

Scherfig havde ingen penge, intet sted at være. Han var ulykkelig og forsmået. Det hele så temmelig håbløst og sort ud. Men han kom i forbindelse med en klub af intellektuelle kommunister. De trykte hans tegninger i deres blad. De gav ham kost og logi. De optog ham i deres storfamilie, hvor der blev sørget for ham.

Det var midt under den store krise, hvor han oplevede kapitalismens skyggesider. Den materielle nød, det brutale politi. Det skabte i hans sind et nærmest patologisk had imod Amerika. Som han siden ofte gav udtryk for.

Hvad angår Elisabeth, så vendte han hjem til Danmark med uforrettet sag. Ingen ved rigtig, hvad der derefter skete. Men han mødtes atter med Elisabeth Karlinsky i 1931 i Paris. Senere samme år rejste de til København og blev gift. Ægteskabet varede resten af livet.

Først på året 1932 blev Hans Scherfig optaget som medlem af DKP på anbefaling af Carl Madsen, som han kendte særdeles godt fra universitetet. De skulle følges ad næsten resten af livet. Arne Hardis fortæller i bogen om bruddet imellem dem.

Men dengang var Carl Madsen redaktør af tidsskriftet Plan, og Scherfig blev snart bladets foretrukne illustrator. Det var han eminent god til. Nu og da skrev Scherfig også i Plan. I oktobernummeret 1933 interviewede han Martin Andersen Nexø, netop hjemkommen fra en rejse i Sovjetunionen. "Hvordan var det med fødevarer? Så den berømte arbejderforfatter noget til den i medierne påståede kannibalisme? Og hvordan med priser og lønninger, analfabetismen og Den Røde Hær?" ville den spørgelystne Scherfig vide.

Nexø kunne oplyse, at alt heldigvis var lykkeligt og godt, man kunne købe alle de levnedsmidler, man overhovedet ønskede, til rimelige priser, de røde soldater mindede om unge højskoleelever, mens officererne ikke var befalingsmænd i gængs forstand, de fungerede som lærere og ældre kammerater for de menige. Analfabetismen var for længst likvideret, i 1931 var den nye parole blomster. Først havde man næsten ingen, nu var der blomster overalt, indgangen til en kuglelejefabrik var udsmykket som Scala-operaen i Milano, fortalte Nexø, og Scherfig skrev det ned.

Artiklen var illustreret med et smilende ungt menneske med runde kinder og den røde stjerne på hatten. Den ironiske billedtekst lød: "Stakkels sovjet. Ud-hungret sovjetbarn. Der er kun hovedet tilbage - resten har forældrene spist".

I "Kommunismens Sorte Bog" fra 2002 kan man side 169 læse følgende: "De i dag tilgængelige arkiver viser, at tvangskollektiviseringen af landområderne var en regulær krig, som staten havde erklæret mod en hel nation af små landbrugere. Over to millioner bønder blev deporteret, heraf en million otte hundrede tusinde alene i 1930 - 1931, seks millioner døde af sult, hundredtusinder døde i deportation: disse tal rækker til at måle omfanget af den menneskelige tragedie, som dette "storangreb" mod landbefolkningen udgjorde. Denne krig indskrænkede sig langtfra til vinteren 1929 - 1930, men varede mindst indtil midten af 1930-erne og kulminerede i løbet af 1932 - 1933 med den grusomme hungersnød, som myndighederne med vilje udløste for at knuse landbefolkningens modstand".

Den vold, som blev anvendt mod bønderne, gjorde det muligt at eksperimentere med metoder, som senere skulle blive anvendt på andre sociale grupper. Den udgør i den henseende en afgørende etape i den stalinistiske terrors udvikling.

I november 1937 udkom Hans Scherfigs kriminalfortælling "Den døde mand". Den blev modtaget med stor anerkendelse i næsten alle aviser. Bogen blev betegnet som "henrivende ondskabsfuld". Scherfig blev udråbt som en stor satiriker og stilist.

Ekstrabladets Ole Vinding skrev, at bogens succes ville blive en lykke for den forfatter "for så vidt som han står for at måtte forlade maleriet, da hans øjne svigter mere og mere. Nu må vi vente ham på det litterære område med hele det talent og den humor i behold, som han har givet os så ofte i sine billeder".

Tirsdag aften den 22. august 1939 kort før deadline udbrød der panik på Arbejderbladets redaktion. Alt var ellers stille og roligt. Verdensbilledet lignede sig selv. Den kommunistiske avis advarede eksempelvis den dag sine læsere mod risikoen for, at den britiske premierminister Neville Chamberlain indgik en ny "München-aftale" med Hitler og overlod Polen til Tysklands unåde på samme måde, som Tjekkoslovakiet året før brutalt var blevet svigtet af vestmagterne.

Men så indløb et mærkeligt nyhedstelegram fra Berlin, som påstod, at en ikke-angrebspagt mellem Tyskland og Sovjetunionen var ved at være færdigbehandlet.

Det var uforståeligt, det kunne ikke passe - Adolf Hitler og Josef Stalin arm i arm? Bladets chefredaktør Martin Nielsen for bleg rundt i lokalet, umulig at slå et ord af. Martin Nielsen endte med at sætte det tyske telegram på 13 linier med et spørgsmålstegn i rubrikken: "Ikke-angrebspagt mellem Sovjetunionen og Tyskland?" Men dagen efter vidste hele verden at spørgsmålstegnet var overflødigt. Hitler og Stalin havde forbrødret sig.

Det var stadig ikke til at forstå. Stalins Sovjetunion, bolværket mod nazismen i ledtog med Hitlers nazistiske Tyskland? Det Tyskland, der var hovedfjenden ude såvel som hjemme. Var man pludselig blevet ven med fjenden? Og hvis man var: Hvem var så den nye fjende?

Pagten fik dramatiske følger. Den gav Hitler fri bane til at angribe Polen. Hvilket igen førte til, at England og Frankrig erklærede Tyskland krig. Dermed startede Den Anden Verdenskrig.

I Pagtens hemmelige tillægsaftaler delte Tyskland og Sovjetunionen Centraleuropa og Baltikum imellem sig. Hitler fik det meste af Polen og fred i øst til at føre krig i vest mod England og Frankrig. Stalin fik resten af Polen, de tre baltiske lande, Finland og Bessarabien.

Også for de danske kommunister fik Pagten konsekvenser. De måtte i al hast lære at indstille al kritik mod Stalins nye allierede Hitlers Tyskland. Det Polen, hvis frihed man havde været så bekymret for i Arbejderbladet den 22. august, måtte man fire uger senere se forsvinde fra landkortet, da Den Røde Hær rykkede ind fra øst og besatte den del af Polen, som Hitler havde levnet til dem. Stalin overtog også Estland, Letland og Litauen, og den 30. november kom Sovjetunionens overfald på Finland.

DKP støttede naturligvis den sovjetiske aggression mod Finland. Tilbedelsen af Stalin var det lille partis trosbekendelse. Uanset hvad der skete, kunne enhver sand kommunist kendes på sin ubrydelige solidaritet med Sovjetunionen. Det var essensen af at være kommunist, at Sovjetunionen altid havde fuldstændig ret. DKPs støtte til overfaldet på Finland isolerede kommunisterne. De blev betragtet med afsky og foragt. De havde gjort sig forhadte.

På Arbejderbladet og i DKPs tidsskrifter indrettede man sig efter den nye virkelighed. Man skrev ikke mere grimt om nazisterne. Nu var det England og de engelske imperialister, der var skurkene i det store spil. Ligeledes blev Finland regnet med blandt krigsanstifterne. Eftersom de med held havde sat sig til modværge imod den sovjetiske overmagt og for øjnene af hele verden tilføjede de russiske styrker et forsmædeligt nederlag.

Samtidig var Hans Kirk og Hans Scherfig tvunget ud i den forreste frontlinie i et opgør med tidligere venner og forbundsfæller fra 1930-ernes venstrefløj. Som selvfølgelig ikke havde forstået et suk af det hele. Endskønt det burde være indlysende for enhver, at ikke-angrebspagten beviste, at Stalin var genial. Han havde holdt Sovjetunionen uden for krigen. Og ladet alle andre stater indbyrdes bekæmpe hinanden. Det var virkelig statsmandskunst.

Da tyskerne besatte Danmark den 9. april 1940, havde de danske kommunister ingen særlige omstillingsvanskeligheder. De var så at sige kørt i stilling.

Alligevel fik partiet instrukser fra Moskva om den rette tolkning af begivenhederne den 9. april. Englands og Frankrigs aggressive og imperialistiske krigspolitik i Skandinavien havde ført til Tysklands "imperialistiske modforholdsregler". England og Frankrig kunne dele ansvaret for besættelsen af Danmark og Norge med regeringerne i Skandinavien og den socialdemokratiske 2. Internationales "agenter". Det var ordene og mere var der ikke at sige om det.

Trods krig og besættelse udkom Hans Scherfigs bog: "Det forsømte forår" i oktober 1940. Den fik både begejstrede og kritiske anmeldelser. Den blev hurtigt udsolgt, og inden året var omme kom den i andet oplag.

Alt i alt var det, som om man i DKP havde fundet sig til rette med de nye forhold, som herskede. Tyskernes besættelse var jo ifølge instruksen fra Moskva nærmest gjort i nødværge. Hitler var Stalins bedste ven. Alsangsbevægelsen og kongehyldesten gik over landet. Ro og orden herskede. Der var ingen grund til den store opstandelse.

DKPs kulturorgan, hvor Hans Kirk og Hans Scherfig var toneangivende, understregede ved passende lejlighed: "den tyske værnemagts udtrykkelige løfte om, at besættelsen af Danmark vil blive af midlertidig karakter". Ikke fordi de kunne skrive meget andet. Men så kunne de i hvert fald holde deres kæft. I stedet for at deltage i bagatelliseringen af den tyske besættelsesmagts tilstedeværelse.

Men den ideologiske samdrægtighed mellem de to totalitære monstre - nazismen og kommunismen - skulle snart få en brat ende.

Hans Scherfig blev anholdt den 22. juni 1941 ud på eftermiddagen. Samme dags morgen overskred Tyskland i en gigantisk operation grænsen til Sovjetunionen. Efter næsten to års ubrydeligt venskab var Hitler og Stalin igen fjender på liv og død.

I Danmark forlangte tyskerne alle ledende danske kommunister anholdt og interneret. Det levede det danske politi som bekendt godt og vel op til. Scherfig blev arresteret af landbetjenten fra Fredensborg. Landbetjenten fortalte Scherfig, at han var mødt alene og var ude af stand til at skaffe assistance. Betjenten formanede arrestanten om, at han endelig ikke måtte stikke af, hvorefter han gik på toilettet. Men Scherfig kunne ikke tage flugten, han var på det tidspunkt næsten blind.

Hans Scherfig blev overført til Vestre Fængsel, hvor der sad mange af de arresterede kommunister. Selvfølgelig var han bekymret. Han skrev til sin kone: "Det vigtigste for mig her i verden er, at du kan lide mig".

Det skulle vise sig, at han trods alt hørte til de heldige. Elleve dage efter anholdelsen blev han "efter Fængselsvæsenets Anmodning" overført til Finsen Hospitalets Lysinstitut. Det blev konstateret, at han led af grå stær på begge øjne og øjenhindebetændelse.

Efter knap to måneders behandling udskrives han til ambulant behandling og kan tage hjem til sin kone og børn i Tikøb. Efter to operationer fik han synet tilbage, så han kunne fungere normalt, men kun med meget kraftige briller.

Hvordan Hans Scherfig blev sluppet ud af hospitalets bagindgang i stedet for at blive sendt tilbage til Vestre Fængsel, er lidt af en gåde. For det står ingen steder noteret. Men der er folk, som har trykket på de rigtige kontakter, for det er ikke sket af sig selv.

Sådan er danskheden, når den er bedst. Scherfig forklarede siden, at hans løsladelse var betinget af, at han afholdt sig fra at ytre sig offentligt.

Kommunisterne blev interneret i Horserødlejren.

Den 29. august 1943 besatte tyskerne lejren. 150 af de internerede nåede ikke at komme over hegnet og forsvinde i ly af mørket. De blev sendt til koncentrationslejren Stutthof i det tidligere Polen, og 22 af dem døde der.

I april - maj 1950 var Hans Scherfig med en kulturdelegation i Sovjetunionen. Rejsen fandt sted 20 år efter hans store New Yorkrejse, hvor han havde demonstreret et betydeligt talent for at finde dårligdomme og elendigheder i en by, som på alle måder bød ham imod. Hvordan ville han nu berette om et land, som han på forhånd anså som menneskehedens store lysende håb.

Efter hjemkomsten udsendte Scherfig en bog med titlen, "Rejse i Sovjetunionen". Han forsikrede sine hjemlige læsere om, at det var ægte vidnesbyrd, han fremlagde, at han havde haft de kritiske briller på under hele rejsen: Når man som kommunist kom til et fremmed land, hvis ideer man var tilhænger af, skrev Hans Scherfig i forordet, var man naturligvis mere kritisk end andre, og "hvis mødet med Sovjetunionen havde været en skuffelse, måtte man være en skurk eller tåbe, hvis man ikke erkendte det".

En skuffelse var mødet med socialismen imidlertid så langt fra. Han ser lutter beviser på, at virkeligheden bærer fremad. Han konstaterer, at en sovjetarbejders levefod i det store og hele overgår en dansk arbejders. Han ser et kæmperige, som hen over to verdenskriges rædsler på nogle få årtier har forvandlet relationerne mellem borgerne så grundlæggende, at de fungerer som en stor harmonisk familie.

Han kan endog finde glæde ved gigantiske boligblokke og infernalsk gadelarm, som han i New York en snes år tidligere følte voldsom lede ved og fandt var vidnesbyrd om et neurotisk samfund. I Moskva var der noget "festligt og naturligt" ved skyskraberne i 25-30 etager, mens støjen i Moskvas gader var som musik i hans ører: "Mylderet af de promenerende på gaderne om aftenen var blevet kompakt, nogle havde taget deres musikinstrumenter med på gaden og spillede glade hver sin melodi, unge piger gik arm i am og sang, radiohøjtalerne gik for fuld kraft, og alle chauffører lod deres tudehorn lyde af hjertens lyst, og de små buttede kvindelige politibetjente lo og morede sig og dirigerede trafikken med vældige armsving".

Alt uden undtagelse var for stalinisten Scherfig så smukt og så godt: de sovjetiske toldere, konduktørerne i toget, folk på gaden ("velklædte og muntre") fabrikspigerne ("unge og lattermilde").

Selv de sovjetiske pengesedler var så smukke, og gaderne var "rene og polerede som parketgulve". Ja hele Stalins rige og folk virkede som en stor fest med sang og dans og balalajkaspil. Sovjetunionen var et "mærkeligt uskyldigt land" indrettet for børn, og ingen steder var der så meget "nydeligt legetøj" som der.

På det tidspunkt, hvor Scherfig sad i Moskva og fablede om det "mærkelige uskyldige land" med børn og "nydeligt legetøj", da bestod stalinismens virkelighed først og fremmest af angst og terror, ufattelige lidelser og massetilintetgørelse for millioner af sovjetborgere. Ifølge GULAG-arkiverne var der i begyndelsen af 1950-erne 2.750.000 fanger i systemet af tvangsarbejdslejre. Dødsraten var lige så høj som i de nazistiske koncentrationslejre. Dette slavearbejdersystem havde fungeret i næsten 30 år. Der var ikke en eneste familie i Sovjetunionen, der var gået ram forbi. Men der var titusinder af familier, der totalt var udslettet.

Alligevel fornemmer Hans Scherfig, at den sovjetiske befolkning fungerer som en stor harmonisk familie. Han synes hverken at kunne sanse eller samle. Han ser ikke virkeligheden. Den kvalmende tilbedelse af Stalin. Det åndelige barbari. Fattigdommen og menneskenes grå og tarvelige liv. Den konstante mangel på alle daglige fornødenheder. De evindelige kyniske løgne, som er alt, hvad dette totalitære regime har at give folket.

Det, som skete for Hans Scherfig, er meget almindeligt forekommende for intellektuelle, der på deres pilgrimsfærd kommer langvejs fra til det forjættede land. De gribes af en religiøs salighedsrus og dalrer rundt i lallende henrykkelse. Al tvivl i deres sind er bortvejret efter at have set, hvor lykkeligt tilværelsen former sig i Moskva. Tænk en gang hvor herligt, folk går oprejst og trækker vejret.

Denne ideologiske neurose af blindt selvbedrag kan fortsætte resten af livet og give de besynderligste udslag. Hvilket for os andre kan være interessant at studere.

Arne Hardis:
"Idealisten",
En biografi om Hans Scherfig.
352 sider. Kr. 349,-
Gyldendal.

Jens Jackie Jensen.