To bøger

Af Søren Krarup. Tidehverv, 1975, s.55-56. (Jens Otto Krags erindringsbog & Ebbe Reich: Afsluttende optegnelser til et tiårs krønike).

Jeg har netop læst Jens Otto Krags sidste erindringsbog og Ebbe Reichs "afsluttende optegnelser til et tiårs krønike". Det var hurtigt gjort. Begge bøger er letløbende og letbenede.

Deri ligner de hinanden. Men de ligner også hinanden på noget andet. Det er ikke deres politiske sympatier. Ebbe Reich hader nærmest Jens Otto Krag. Han kan ikke tilgive ham hans afgørende bidrag til Danmarks tilslutning til EF og mere end antyder, at Krag under besættelsen var bidragyder til et nazistisk tidsskrift ved navn Globus. Krag betragter Reich med nedladende overbærenhed som en romantisk bajads. Eurokraten contra hippien. Den effektive politiker med kunstneriske ambitioner over for den flagrende romantiker med politiske aversioner.

Men de ligner hinanden. Der er en blaserthed, som forener dem. De synes at stå som fløje i samme spektrum, men den, der lukker deres bøger, fornemmer et slægtsskab imellem dem.

Jens Otto Krag er ikke medlem af folkekirken. Det er længe siden, han har meldt sig ud. Han meddeler det i en lidenskabsløs sidebemærkning - men for den interesserede læser kan det godt rumme et perspektiv: landets statsminister har sagt sig løs fra folkets kirke. Og naturligvis har han ret dertil, det er grundlovssikret og i hans og nogle andres øjne et udtryk for "progressiv selvstændighed". Men det er måske også et udtryk for ligegyldighed med hans folks virkelighed. Den, der ledede os, delte ikke fællesskab med os. Han havde hævet sig over denne folkelige solidaritet. Hans ideologi havde "afsløret" den. Han vidste bedre og betragter folkekirken som en "borgerlig" størrelse. Han var ideologisk bevidstgjort og brød følgelig ud af det sammenhold, som historien har skabt blandt danskerne - på trods af partier og meningsforskelle.

En eksklusiv herre. En artistisk og meget bevidst person. Den tøven og blufærdighed, som kan findes i mindre færdige, mere bundne sind, findes derfor slet ikke hos Jens Otto Krag, som med stor glæde ved detaljen offentliggør sin kærlighedshistorie med Birgit Tengroth og gennemspiller den som kunstnerisk sujet. Det ene kan jo lige så godt bruges som det andet. Hvorfor dog ikke? I skildringen af sit første kuldsejlede ægteskab kan forfatteren på samme tid tilfredsstille sin litterære ambition og tilrettelægge historiens vurdering af sin personlighed ....

Hvorfor dog ikke?

Nej, for den personligt ubundne, den ideologisk bevidstgjorte, det æstetiske artisteri er der ingen grænser. Og i ligegyldigheden med den givne eksistens og den eksisterende næste minder Jens Otto Krag om Ebbe Reich. Det er synd at sige det. Ebbe Reich burde være mere værd. Hans Grundtvigbog havde momenter, som tydede på en anden holdning til virkeligheden. Men den indeholdt også et religiøst sværmeri, som stod i åbenbar kontrast til bogens medleven i historien og Grundtvig - og det er dette sværmeri, som fører ham ud i en flagrende, rablende ligegyldighed med tid og sted.

Det er for løst, og det er for pjanket. Indfaldene kan være charmerende, men også tilsvarende upålidelige. Og deres upålidelighed er ikke tilfældig, men et udslag af den mangel på troskab mod den foreliggende, konkrete tilværelse, som følger af hans religiøsitet. Det kan for Ebbe Reich gå til hvilken side hveranden gang. Han vil tydeligvis ikke tages højtideligt. Men når man kommer i tvivl om, hvorvidt han skal tages alvorligt, er der noget galt.

Ebbe Reich skriver en del om folkekirken. I modsætning til Jens Otto Krag er han ikke så meget ideologisk som religiøst bevidstgjort - men resultatet af bevidstgørelser er det samme. Foragten for jorden. Ligegyldigheden med det historisk givne. Despekten for det folkelige fællesskab - udtrykt også i folkekirken. "Så længe folkekirken som institution smyger sig uden om sådanne politiske og trosmæssige forestillinger, vil dens menigheder splittes på dem", skriver han i en artikel om præsterne Nør og Bock. "Og den danske protestantisme vil snart ikke være til at skelne fra de magtfulde, amerikanske sekter, bortset fra, at den vil være mere ligegyldig, fordi den er statsunderstøttet".

Det er den politiske religiøsitets forargelse over folkekirkens lutherske lære. Og det er en teologisk konflikt, som kan drøftes og uddybes. Men med ligegyldigheden er der ikke noget at snakke om. Den er færdig, før den begynder. Den kan det hele i forvejen. Den er fin og fornem og selvgod og gider ikke tage modpartens tale for alvor.

Ebbe Reichs religiøsitet kan man slås med. Men hans ligegyldighed er ødelæggende for enhver konfrontation. Han er lige så blasert som Jens Otto Krag, for som denne er Ebbe Reich i grunden uden for anfægtelsen og den fælles tilværelse. Han har løsningen oppe i ærmet. Han har skuet det himmelske lys. Og så vandrer han ikke på jorden blandt os andre folkekirkedanskere, men hæver sig over os.

To bøger, men een blaserthed. To mænd, men samme bevidstgjorte ligegyldighed.