Skilsmisse PDF Udskriv Email

Af Elisabeth K. Jensen, Tidehverv, 2013, september, s.121-123.

I 1997 ophævede Folketinget forældrenes revselsesret. Den ret, som ikke var en ret, men en undtagelsesbestemmelse i straffeloven, der sondrede mellem vold og revselse, og som håndhævede, at forældrene og ikke staten havde myndigheden over børnene. En undtagelsesbestemmelse, som understregede den selvfølgelighed, at man ikke kan være myndighed, hvis ikke muligheden for at hævde den foreligger.

Siden 1976 havde spørgsmålet om revselsesrettens ophævelse med jævne mellemrum været en del af den offentlige debat med den lille private forening, "Forældrenes Børnekommission", som denne bestemmelses mest klare og præcise forsvarer. Da emnet dukkede op igen i 1997, var vi en flok unge forældre, der forsøgte at videreføre forsvarskampen. Som den tidligere generation havde gjort, anførte også vi, at "Vore børn er vore børn" (note 1); at forældrenes ret til at opdrage deres børn ikke kunne skilles fra forældremyndigheden, og at en ophævelse af revselsesretten betød, at staten gjorde forældrene til børn ved at ville opdrager på dem.

Og som tilfældet havde været sidst i 70´erne og op igennem 80´erne, blev også vi mødt af forargede politikeres og såkaldte børneeksperters anklage for, at vi forsvarede retten til at udøve børnevold og børnemishandling.

Sandheden var, at børnemishandling også dengang var ulovlig, og at noget sådant blev straffet efter straffeloven. Hvad vi derfor forsvarede var familien som en privat enhed og juridisk beskyttet som sådan. Vi forsvarede det rimelige i, at fædre ikke skulle i fængsel, fordi de havde stukket deres søn en på kassen, at børnene ikke skulle tvangsfjernes, fordi deres mor havde taget en næsvis datter i armen. Vi forsvarede sådan set ikke andet end familien og hjemmet som danskernes helle, det frihedens arnested, hvor overbærenhed, loyalitet og kærlighedens bånd levner plads til ufuldkomne forældre og børn.

Men vi blev mødt af forargede eksperter, som viftede med børnerettighedsparagraffer, og verdensfjerne politikere som SF´s retsordfører, Anne Baastrup, der rådede landets forældre til at bage en kage med ungerne i stedet for at forløbe sig.

Hvorfor nu hive sådan en gammel sag frem? Hvorfor træde rundt i forhold, som ikke står til at ændre? Fordi jeg i forsommeren blev mindet om debatten for små 20 år siden, da to nye lovforslag blev vedtaget på Christiansborg. To lovforslag, som ligger i lige forlængelse af den ånd, der lå bag revselsesrettens ophævelse. To lovindgreb, som fik mine øjne op for hykleriet i debatten. Det ene er vedtagelsen af den nye skolereform, der vil stjæle familiens tid sammen, og som ikke kan bryste sig af andet, end at den vil tvinge eleverne til at tilbringe mere tid i dén folkeskole, som i mange år ikke har vist sit værd.

Det andet angreb på familien er vedtagelsen af den nye skilsmisselov. En lov som gør det muligt, hurtigt, billigt og effektivt at blive skilt ved et enkelt klik med musen. 900 kr. koster det. Skal der være tid til eftertanke - altså skal der forudgående iværksættes en separationstid, så bliver affæren dobbelt så dyr, og man må betale 1800 kr.

Indtil 1. juli i år var det som udgangspunkt obligatorisk med en separationstid på minimum et halvt år - en tid, hvor ægtefællerne fik mulighed for at besinde sig og overveje det fornuftige i at splitte en familie ad. En tid, der - så vidt jeg kan læse mig frem til - fik hvert 5. ægtepar til at ændre beslutning. Hvert 5. ægteskab blev reddet af separationstiden, hver 5. søskendeflok slap for at blive skilsmissebørn med alle de rystelser og alt det besvær, et sådant forhold medfører.

Men den nye skilsmisselov levner ikke disse børneflokke nogen chance. Her er der ikke plads for eftertanken. Nu er det affekten, der lovliggøres. Et voldsomt skænderi en sen aften over en flaske rødvin kan nu få fatale følger. Overbærenheden og tilgivelsen får trange tider, hvorimod hævnen og det uovervejede er kommet i højsædet. Og på hvis bekostning? På børnenes!

Og da er det, jeg spørger mig selv, hvor er alle Anne Baatrupperne og Børns-Vilkårs-eksperterne henne? Hvor er alle psykologerne og pædagogerne, der i sin tid mente at være børnenes værner mod forældrenes overgreb? Hvorfor denne tavshed? Hvor er forargelsen, og hvor er kagebagningen blevet af?

Den er gået i glemmebogen, og det er den, fordi det ikke var børnenes sag, de førte - den kæmper man ikke ved at underminere deres naturlige væbnere og værnere. Nej, det var en kamp mod familien, dens juridiske særstilling og integritet, disse forargede kæmpede, og derfor kan samme politikere nu stemme for love, der yderligere undergraver familien.

Og derfor er det en rodet affære at følge lovgivningen, for der er ingen sammenhæng i deres argumentation. Hvor man i 1997 ingen tillid havde til de myndige forældres dømmekraft, så vedtager man i dag en skilsmisselov fordi:

"Det findes vanskeligt at begrunde, at voksne personer, der kan træffe alle typer af indgribende beslutninger om deres eget liv, ikke selv kan træffe beslutning om straks at få opløst deres ægteskab ved skilsmisse. Det er således opfattelsen, at to myndige borgere, der selv har indgået ægteskab, er i stand til at vurdere og i fællesskab beslutte, om en skilsmisse skal gennemføres uden forudgående separation".

Med andre ord; ved revselsesrettens ophævelse gjorde man de myndige voksne til forbrydere, man underkendte deres myndighed ved at undergrave deres opdragelsesmandat. Men når de "myndige voksne" vil løbe fra ansvaret og prisgive børnene en splittet tilværelse, så tillægger man i 2013 deres "myndige beslutning" en altafgørende vægt. Så understøtter man de troløse ved at gør det juridisk og økonomisk nemt at stikke halen mellem benene.

Nej, der er ingen sammenhæng i argumentationen, men derimod præsenteres vi for juridiske selvmodsigelser, der afslører, at forståelsen af myndighedsbegrebet bruges efter forgodtbefindende.

"Retten til at beslutte og pligten til at drage omsorg", sådan blev begrebet udmærket præciseret af den ministerielt nedsatte børnekommission i 80´erne. Retten og pligten - det ene kan ikke stå uden det andet. Pukker man alene på retten, så er barnet blevet forældrenes urørlige ejendom. Og så kan forældre skalte og valte med barnets liv, som det passer dem uden retslige konsekvenser, sådan som den nye skilsmisselov tillader det. Pukker man alene på omsorgen, så reducerer man forældrene til tandløse pædagoger og skaffedyr, og forældrenes opdragelsesmandat tilsidesættes, som det var tilfældet med revselsesrettens ophævelse.

Ved denne selektive brug af forældremyndighedsbegrebet bliver børnene gjort værgeløse, forældrene retsløse, og statens magt bliver total. Man straffer de ansvarlige i opførsel og belønner de uansvarlige.

Mere umoralsk og mere ideologisk kan det ikke blive, og som altid er det børnene, der betaler prisen.

Den gamle skilsmisselov, der i sit udgangspunkt håndhævede et års separationstid, var jo ikke til for at plage de uenige forældre, men den var til for at værne børnene mod forældrenes overilede beslutninger. Sådan som loven, når den er ret og rimelig, værner de svage mod de stærke.

De arme børn! Ja, og de arme forældre.

Men tænk, om der var et sted, hvor børnenes - sikkert ofte forvirrede og ulykkelige - forældre kunne henvende sig med deres uoverskuelige liv. Tænk, om der var et sted, hvor et svigt blev kaldt et svigt, og hvor der blev manet til besindighed.

Tænk, om der var et sted, hvor man blev mødt af én, der bare sagde, hvad han sagde, på egen regning og risiko og i sit eget navn. Tænk om der var et sted, hvor de kunne tale frit og ikke skulle leve op til alverdens eksperters ideer om det harmoniske familieliv. Ja, tænk om der var et sted, hvor man forstod, at ægteskab og familieliv ikke er for sagkundskaben.

Som sagt, et sådan sted findes - ikke ret længe tror jeg - men det er endnu derude i landet, ved jeg.

Som det vil være nogle bekendt, gives der i ægteskabsloven mulighed for, at der kan foretages mægling mellem ægtefæller hos præsten. Denne mulighed udnyttes efterhånden yderst sjældent, men ind imellem sker det dog, at et ægtepar træder op hos præsten for at få mæglet. Og det kan umiddelbart forekomme som en håbløs opgave, dette at skulle forlige to mennesker på det tidspunkt af deres liv, hvor de er så langt fra hinanden, som to mennesker vel kan komme.

Derfor er jeg også ret overbevist om, at denne mægling - de få steder den endnu foregår - sjældent lykkes. Og derfor er det heller ikke så mærkeligt, hvis der i præstens bevidsthed dukker det spørgsmål op, som lyder: Hvad skal det tjene til? Og at han i vor psykoterapeutiske tidsalder spørger: Hvorfor skal det være præsten, der har fået dette utaknemmelige hverv tildelt?

Og mon ikke grunden til, at kun få benytter sig af dette tilbud, er, at også mange ægtefolk finder det pinligt at skulle have rodet præsten ind i deres ægteskabelige opgør? Mon ikke mange - desværre ofte med rette - tror, at i præstegården mødes de af én, der vil drive "kristelig terapi".

Men så kan det ind imellem gå så mærkeligt, at erfaringen efterhånden lærer præsten, at det vist er en ganske fornuftig ordning og indretning med disse gejstlige mæglinger. Ikke for de gode resultaters skyld, for dem tror jeg som sagt ikke, der er mange af. Heller ikke for præstens skyld - ikke fordi han således får en "missionslejlighed", hvor han kan løfte sine bedrevidende moralske pegefingre. (Hvis dette var formålet, måtte man kun ønske ordningen afskaffet hurtigst muligt). Men fordi det i vores bureaukratiske tider, hvor snart alle menneskelivets foreteelser, selv de mest intime, måles med juraens, folkeopdragelsens eller psykoterapiens alen - i disse tider er det væsentligt, at der er en platform for en rent menneskelig drøftelse.

Hos præsten kan parterne tale frit, fordi det, der siges, ikke kan få indflydelse på den endelige udformning af skilsmissen og dens vilkår. Præsten har jo tavshedspligt og kan derfor aldrig blive vidne i sagen.

Og det er afgørende, at der er et sted, hvor problemerne kan drøftes ud fra rent menneskelige forudsætninger. Det har især sit værd i en tid, hvor virkeligheden ikke forpligter længere, end hvad jeg her og nu har lyst til.

Selvfølgelig er det ikke præstens opgave at holde en prædiken for de ulykkelige, der skal skilles. Det mest fortvivlende ved at være præst nu til dags er overhovedet det, at man på forhånd betragtes som én, hvis opgave det er at prædike for andre. Men en præst skal i og for sig ikke prædike, men han skal høre. Selv når han står på prædikestolen, er det som den, der hører.

For sådan er det jo med præsten og kirken. At den har ingen anden bestilling end at være den platform, hvor mennesket mødes med menneske som menneske. Kirken er ikke en samling af mennesker med et fælles mål og en fælles overbevisning. Den har ikke tilhængere og medlemmer, men den er blot fællesskab om eet: Liv og død.

Forudsat at præsten ikke anser det for sin opgave ved mægling at skulle moralisere og missionere, er der derfor god mening i at gøre reklame for mæglingen hos præsten. For er der noget sted i livet, hvor mennesker er så bundne af liv og død, som når de mødes for at skilles?

Jeg ved godt, at der i dag kun er få præster i Folkekirken, der vil være enige i denne forståelse af kirkens embede. Mange vil straks øjne en mulighed for en særgudstjeneste for "konfliktramte forældre" med efterfølgende kagebagning i sognegården. Men så meget desto mere er der grund til at påpege den.

Af hensyn til familien, af hensyn til børnene.

Elisabeth Jensen.

Note 1:
Forældrenes-Børnekommission:
Vore børn er vore børn,
Witzel bogtryk/offset - Ribe,
1978.