Politikens nye mand PDF Udskriv Email

Af Katrine Winkel Holm, Tidehverv, 2011, nr. 6, s.116.

Bemærk, hvor Politiken, kulturradikalismens bastion, henter sin nye førstemand henne: I diplomatiet. Topembedsmanden Bo Lidegaard har rigeligt med kors og bånd og stjerner på. Sikkert fuldt fortjent, men også tankevækkende.

For skulle man ikke umiddelbart tro, at en diplomat, der ville ind i bladverdenen, valgte at gå til det mere samfundsstøttende borgerlige organ, Berlingske, i stedet for til den radikale, systemkritiske avis, Politiken - Viggo Hørups gamle, aggressive kamporgan?

Naivt. Politiken i dag er ikke en systemkritisk, men en systembevarende avis.

Hvilken avis læser medarbejdere i DR - landets mest magtfulde medievirksomhed? Hvilken avis drømmer journalistspirer om at blive ansat på? Og hvilken avis søsætter de holdninger, man genfinder hos det herskende lag af gymnasielærere, læger, præster og embedsmænd?

Politiken
Politiken er i dag kultur- og bedsteborgerskabets avis og derfor det helt logiske hjemsted for en nobel repræsentant for embedsverdenen.

Admiralen på Pinafore ville også have valgt Politiken.

Kort fortalt er Politikens magt Danmarks ulykke.

Sjældent har så begavede, belæste og dannede mennesker misbrugt deres privilegier så meget som Politikens ansatte de sidste 20 år.

Som Henrik Dahl formulerede det for nyligt, har avisen under Tøger Seidenfaden fundet sin eksistensberettigelse i "den nådesløse forfølgelse af enhver, der tillod sig at betvivle visdommen i Udlændingeloven af 1983."

Den vel at mærke måske mest skæbnesvangre, revolutionerende lov i Danmarks historie.

Tænk, hvis Politiken havde undladt at råbe ærekrænkende skældsord efter enhver, der advarede mod åbne grænser og islamisering.

Tænk, hvis avisen i 80'erne, 90'erne og 00'erne havde bidraget til at åbne debatten i stedet for at prøve at lukke den hermetisk. Hvor meget nemmere ville det så ikke være at bo i Tingbjerg, Vollsmose og Gellerup i dag.

Jeg vil her lade Seidenfadens lange kavalkade af uvidenhedsbaserede skældsord og bagvaskelse af politiske modstandere hvile i fred og blot stille spørgsmålet:

Hvem anden end chefredaktøren på Politiken ville kunne slippe af sted med at svigte ytringsfriheden så groft under og efter Muhammedkrisen og alligevel bibeholde sin status som en af Danmarks førende intellektuelle?

Hvem anden ville, på trods af sin hæmningsløse dæmonisering af alt, hvad en ægte borgerlig står for, blive genstand for en sådan næsegrus hyldest fra borgerlige ministre som Politikens chefredaktør blev til sidst?

Politiken er trods årtiers underlødige angreb fra Hjørneværelsets beboer stadig synonym for god smag, god stil og rigtige meninger.

Alt sammen vidnesbyrd om, at kulturradikalismen stadig sætter dagsordnen, også hos dem, der ikke aner, hvad kulturradikalisme er.

Og at konservatisme i en tid, der skriger på konservatisme, er så forkommen en størrelse, at der ikke engang findes en dansk avis, der erklærer sig konservativ.

Når nu Politiken er kulturborgerskabets avis, er det af betydning for os alle, hvad Seidenfadens efterfølger står for.

Hvor vil han f.eks. placere Politiken i den kontinuerlige Muhammedkrise, Danmark og Vesten står i?

Hidtil har avisen fulgt Tøgers linje. Den nuværende Politiken-redaktør Anita Bay Bundegaard efterlyste således for nyligt flere §266b-retssager mod folk med "farlige meninger". Holdningerne skal ifølge hende ikke imødegås i fri debat, men straffes.

En ekstrem frihedsfjendsk holdning, der helt flugter med synspunktet hos islam-apologeten, eks-satanisten Rune Engelbrecht Larsen, som Seidenfaden fik placeret som højprofileret opinionsskribent.

Og som suppleres af det yngre Politiken-kuld, der fører heftig kulturkamp mod kristendom og kirke - for tiden er det forårets kristne helligdage, man agiterer for at få afskaffet.

Hvis Bo Lidegaard vil skrue bare en lille smule ned for dette had til Vesten og til vestlig frihed, er der tale om gode nyheder.