Der er forskel på folk PDF Udskriv Email

Af Claus Thomas Nielsen, Tidehverv, 2011, nr. 5, s.97-98.

"Ja, der er åbenbart forskel på folk", sagde manden på den anden side af middagsbordet forarget. En i selskabet havde været i Argentina og fortalte om byer på den argentinske pampas, hvor man nu som tredjegenerationsudvandrere stadig forsøgte at opretholde en vis grad af dansk identitet. Denne anekdote førte til det forargede udsagn: "Ja, der er åbenbart forskel på folk. Vi er stolte af, at danskere i Argentina beholder deres egen kultur, men her kræver de fleste danskere, at muslimerne assimilerer sig!"

 

Ja, frygteligt, ikke sandt. Hvilken dobbeltmoral!

Sagen er imidlertid, at der slet ikke er tale om dobbeltmoral. Dobbeltmoral handler om at behandle det ens som forskelligt, det handler ikke om at behandle det forskellige forskelligt.

Og der ER lige præcis forskel på folk: For det første kan man være forskellig i varierende grad, og for det andet så kan man være ond eller god, man kan være sanddru eller løgnagtig, man kan være imødekommende eller fjendtlig osv. Forskellene er virkelige, og folk skal naturligvis behandles forskelligt alt efter hvem de er. Ligeledes skal bøger, der handler om frihed og tilgivelse, naturligvis behandles anderledes end bøger, der handler om underkastelse og terror. Nogle bøger fortjener en vis grad af ærefrygt, andre fortjener kun foragt.

Vi kender alle scenen, hvor helten med foragt smider trusselbrevet i pejsen. Således bør man naturligvis også gøre med trusselsbøger.

*

Jeg bor i et jysk landsogn med 800 indbyggere. Det lyder ikke af meget, men ikke desto mindre har vi mange udenlandske gæster: Her bor tilflyttede tyskere, letter, estere, polakker, sjællændere, københavnere, fynboer, englændere, australiere og amerikanere. Det er ikke noget problem, og hvis yderligere 10 almindelige amerikanske familier pludselig valgte at slå sig ned her på vores smukke og eksotiske egn, så ville det formentlig ingen problemer skabe. De ville blive vel modtaget, og vi ville i det store hele kun synes, det var smukt og godt, at de bevarede så mange af deres hjemlands skikke som muligt. De kunne såmænd også få lov til at bygge deres egen kirke.

Men hvad nu, hvis tilflytterne bestod af 10 Hells Angels rockere fra Amager, som kom til byen med deres familier, og de insisterede på i tolerancens navn at beholde ikke blot deres aparte påklædning og sprog, men hele deres særegne Hells Angels- kultur med dens religiøse kult med sorte engle fra helvede. Hvad nu, hvis der kom et par Hells Angels børn i hver årgang i skolen, og forældrene krævede, at deres normer og deres kvindesyn skulle gælde på lige fod med det hidtidige. Med andre ord: Hvad nu hvis de insisterede på, at sognet fremover skulle være 2-kulturelt med Hells Angels-kulturen som den ene af de to kulturer?

Ja, så ville resten af befolkningen (inklusive de øvrige tilflyttere) meget hurtigt insistere på, at dyrkerne af helvedes engle enten afsvor deres tro og deres levevis og lod sig fuldt assimilere i vores sogn, eller at de straks forlod sognet og i stedet slog sig ned et sted, hvor de i højere grad hører hjemme. Ikke fordi vi er intolerante og imod frihed, men blandt andet for at bevare sognet som et sted for frie og tolerante mennesker.

(At kalde det åbenhed og religionsfrihed at give plads til en fjendtlig kultur er at bruge sproget til løgn, ligesom ordet multikulturelt så godt som altid er en eufemisme for et 2-polært samfund, dvs. et polariseret samfund.)

Jeg håber altså, at vi her i sognet ville give tilhængerne af englereligionen et valg. Og det er slet ikke umuligt, at vi for at hjælpe deres valg på vej ville gøre, lige som man efter sigende gjorde i Thyborøn for nogle år siden, da Hells Angels valgte at kulturberige fiskerbyen med sin tilstedeværelse i sommerferien: Da et par kromskinnende Harleyer var sunket ned på bunden af Thyborøn havn, valgte de øvrige kulturberigere at vende forlygterne mod Amager. Og jeg tror ikke, det var selve den fysiske handling, som gjorde udslaget. Nej, det var formentlig det komiske ved situationen, som gjorde tricket: At se en fed, tatoveret og læderklædt rytter fra helvede med åben mund studere sin stolte ganger, medens den synker mod bunden af Thyborøn havn, og fiskerne ser smilende til. I et samfund, hvor man griner, hver gang man se en rocker, ville deres terror aldrig virke.

Er de nu intolerante i Thyborøn? Nej, det er der intet, der tyder på, men de kender sådan i det store hele forskel på godt og ondt og rigtigt og forkert.

Der ER nemlig forskel på folk. Der ER forskel på mennesker, på kulturer, på religioner og civilisationer. Nogle er gode, og nogle er onde. Nogle handler om frihed, om kærlighed og ligeværd, andre handler om magt, had og terror.

Og disse sidste, de skal naturligvis holdes fra livet.

Derfor håber jeg, at folk i min egen by ville handle ligesom de gæve fiskere i Thyborøn. Nu har vi blot det problem, at vores egen lille havn ud til Ringkøbing Fjord kun er et par meter dyb, så den egner sig ikke rigtigt til Harleyer. Derfor ville det være mere nærliggende at samle dem i en dynge og sætte ild til dem sammen med de sorte engles helligskrifter og rygmærker. Netop for at såre deres religiøse følelser og fortælle dem, at der er forskel på folk.

På samme vis ville det have gavnet verden, hvis f.eks. den tyske og den russiske befolkning i 1920erne og 30erne havde såret deres undertrykkeres religiøse følelser og samlet sig om afbrændingen af de lovbøger, der var symboler på deres nationers slavebinding. Og vi kunne da godt have hjulpet dem med et par støttende glædesblus. Naturligvis skal bøgerne ikke forbydes, afbrændingen er jo blot en symbolsk frigørelse fra deres indhold. Og glædesblusset virker. Ethvert undertrykkelsessystem fungerer kun, så længe frygten hersker. Undertrykkeren har mistet sin magt, når de undertrykte smiler overbærende og vender ryggen til.

*

Men hvad nu hvis nogle Hells Angels-dyrkere i Berlin efter at have hørt om deres trosfællers ydmygelse her i landsbyen valgte at angribe den danske ambassade, slå 38 mennesker ihjel og skære hovedet af 2 kvindelige kontorassistenter.

Ville det gøre os skyldige og ville det sende os en advarsel om ikke oftere at krænke Hells Angels' religiøse følelser?

Nej, tværtimod så ville denne handling jo vise, at vi havde gjort det rigtige. De skal virkelig bekæmpes med alle midler. Enhver, der før havde været i tvivl om Hells Angels' indbyggede ondskab, måtte nu være overbevist. Det burde straks få alle andre anstændige mennesker til også at gribe efter Ronson-lighteren.

Først når vi alle siger: Jeg er også en Gert Wilders, jeg er også en Kurt Westergård, jeg er også en Terry Jones, jeg er også en Lars Vilks, først da vil man forstå, at terror ikke virker på os. Over for systemer, der bygger på underkastelse, gælder det ganske bogstaveligt, at det eneste, man behøver at frygte, er frygten selv. Hvem er derfor medskyldig i de ca. 70 mord, som er sket med Terry Jones' seneste koranafbrænding som undskyldning? Det er folk som general Petræus og Obama. Når disse infantile statsmænd omtaler koranen som "Den hellige Koran" og i samme sætning fordømmer afbrændingen af nogle sider papir og halshugningen af sygeplejersker, så viser de, at terroren virker.

Der er ikke brug for færre frihedsblus, men for flere.

*

Og når det er klart for alle, at vi ikke længere er bange, så er det slet ikke utænkeligt, at frygtløsheden langsomt spreder sig, også i de stakkels undertrykte muslimske masser. Sagen er jo, at hver gang magten ikke virker, går der et lille skår af Allah, og til sidst er tyrannen helt væk. Det er derfor, hans tilhængere er så bange og så vrede. De ved inderst inde, at Allah er en svækling, der kun har frygten som virkemiddel. Når frygten forsvinder, så forsvinder også Allah og hans profet. Som dug for solen.

(Har været trykt i Sappho 9. april).