Den borgerlige Orden

Af Claus Thomas Nielsen, Tidehverv, 2009, nr. 3, s.64-66. (Juul Nielsen & Kasper Støvring: Den borgerlige Orden. David Gress: Velstandens kilder).

Samtidig med at den danske udlændingepolitik efter en kort opbremsning efter valget i 2001 nu atter er tilbage på den katastrofekurs, der - alt andet lige - vil gøre vort land muslimsk kun få år efter Sverige, samtidig med at vores statsminister nu har fundet sit sande jeg som en ny Poul Nyrup Rasmussen og har som sit hovedsigte at sikre finansieringsgrundlaget for statens fortsatte eksplosive vækst, samtidig med at de helt fundamentale frihedsrettigheder (ejendomsret, ytringsfrihed, brevhemmelighed, familieret, bevægelsesfrihed osv.) med folkets tilslutning afskaffes i lyntempo og samtidig med at verdens eneste supermagt nu for tredje gang i træk har valgt en præsident og en kongres, som også eksplicit bilder sig ind at en stadig voksende statsmagt er en del af løsningen og ikke en del af problemet (note 1: Ved Reagans tiltrædelsestale som præsident i januar 1981 sagde han: I den nuværende situation er staten ikke løsningen på problemet; staten er problemet) - samtidig med alt dette er der også mange ting, man for tiden kan glæde sig over på vort fædrelands og vort kontinents vegne.

Først og fremmest kan man glæde og undre sig over, at på trods af den massive anti-kristne folkeopdragelse, der nu snart har domineret i et århundrede, så har de fleste danskere stadig deres sunde og jordnære bondeforstand i behold. Folkeopdragelsen har godt nok betydet, at når man taler eller stemmer, så lyder man som den totalitære statsmagts forlængede arm. Men det skyldes især, at det er lykkedes at udbrede den besynderlige myte, at hvis staten ikke udgør ca. 60 % af produktionen i et samfund, så dør folk af sult, ingen får lægebehandling, det er ikke til at komme frem for lig i gaderne, og vandløbene er fyldt til randen med arsenik. Man tror, at danskernes enestående folkelige fællesskab og den relative lighed og solidaritet mellem befolkningsgrupperne har noget med velfærdsstaten at gøre, mens det i virkeligheden skyldes den folkelige kristne og kulturelle homogenitet, som indtil videre har overlevet på trods af velfærdsstaten, men som nu er under hurtig nedbrydning.

Bag al den opbakning til staten folket viser i tale og ved valg, har de fleste, i deres personlige liv og i f.eks. deres børneopdragelse, bevaret en nogenlunde jordnær (post)kristen bondefornuft, som f.eks. siger, at en arbejder er sin løn værd, at man oftest ligger, som man reder, at man har en kristen pligt til at hjælpe den, der ikke kan hjælpe sig selv og en lige så kristen pligt til at undlade at give almisse til ham, som kan hjælpe sig selv. Sådan bliver de fleste børn fortsat opdraget, og selv en flok nutidige gymnasieelever, der i munden lyder som selvmorderiske velfærdsnarkomaner og politisk korrekte papegøjer, næsten blottet for historisk og litterær dannelse, har oftest i deres private liv stadig en god del af denne bondefornuft. Det kan man da altid glæde sig over.

Og for det andet kan man glæde sig over, at den kvalificerede intellektuelle samfundsdebat, som indtil for nylig foregik på et rent ateistisk og socialistisk menneskesyns præmisser, nu domineres af debattører, som man i mangel af bedre samlebetegnelse kan kalde "borgerlige".

Vi har fået et nyt klart liberalt dagblad i netavisen "180 grader", og vi har fået et klart konservativt tidsskrift i "Nomos", som kun bliver bedre for hvert nummer. Og der er udkommet en række debatbøger, af hvilke jeg især vil fremhæve David Gress "Velstandens kilder" fra 2007 og den næsten helt nye antologi "Den borgerlige orden".

I 2005 udkom den ligeledes borgerlige antologi "Velfærd Tur-Retur, - efter socialdemokratismens sammenbrud" (Gyldendal 2005) under redaktion af Flemming Rose og Niels Lillelund. Skribenterne tilhørte i hovedsagen generationen født i halvtredserne, og deres bidrag var forståeligt nok direkte eller indirekte præget af opgør med det system, som havde gjort dem hjemløse, ikke blot i 1970ernes og 1980ernes uddannelsessystem og offentlighed, men i hele tidens atmosfære. Der var mange anekdoter om oplevelser i 1970erne, og hele stilen var præget af det polemiske og journalistiske.

Selvom "Den borgerlige Orden" udkommer i samme serie af debatbøger, er det en helt anden bog. Den er konsekvent og stramt redigeret af Morten Ebbe Juul Nielsen og Kasper Støvring. Stilen er oftest letlæst akademisk, og der er dejligt mange kildehenvisninger, som gør, at man efter mange af artiklerne får lyst til straks at google sig frem til bøger af de i noterne nævnte forskere.

Mest markant er det imidlertid, at forfatternes gennemsnitsalder er 15-20 år lavere end i "Velfærd Tur-Retur", og at de derfor, som det understreges i forordet, aldrig har følt sig som martyrer og ikke har noget personligt behov for at sparke bagud. De er tværtimod børn af det forordet kalder de seneste tyve års forsigtige borgerlige tøbrud, og har på universitetet og andetsteds blot følt sig som borgerlige stemmer i et hovedsagligt venstreorienteret miljø.

Det er der kommet en meget anbefalelsesværdig bog ud af. Enhver med samfunds- og kulturinteresse vil her finde inspiration til fortsatte studier. Det giver naturligvis ikke mening her at gennemgå de 12 meget forskellige indlæg. Det mest ildevarslende er vel egentlig Inger Brøggers, som bl.a. handler om, hvorledes gymnasiet i en årrække næsten mirakuløst vedblev at være en alment dannende kundskabsskole, som efter bedste evne rådede bod på folkeskolens forsømmelser. Men det er med den nye gymnasiereform nu også slut. Nu skal gymnasiet genskabes i folkeskolens udtværede billede, og de humanistiske og teologiske fakulteter taler allerede om, at de nu også vil rette ind efter den nye kundskabsløse virkelighed. Nu skal det også der handle om form og kommunikation og ikke om viden.

Det tager som bekendt kun én generation at afskaffe en kulturs almene dannelse, og efter at udlændingelovgivningen fra 2002 nu er rullet tilbage næsten uden protester, skattestoppet er ophævet, og regeringen atter ligger på knæ for EU og rettighedstyranniet, kan dette meget vel blive det eneste varige spor fra Foghs æra: At man i hans tid gennemførte de gymnasie- og universitetsreformer, som afskaffede den åndsvidenskabelige side af den kundskabsskole, som i århundreder var en af vor kulturs hovedhjørnestene.

Indlæggene repræsentere vidt forskellige holdninger, men kun hos enkelte forfattere i antologien føler jeg mig i dårligt, eller ligefrem ubehageligt, selskab. Det gælder hos Anders Ehlers Dam i hans essay om "Grøn konservatisme". Jeg er ganske vist enig i hans første pointe, nemlig at naturbeskyttelse og en rimelig anstændig og æstetisk behandling af dyr og fødevarer altid har været en god konservativ dyd. Naturen er jo vores have og dyrene vore slægtninge og medskabninger, som vi skal behandle værdigt og æstetisk, alt efter deres omtrentlige stilling i skabningens rangorden. Men derfra går Ehlers Dam videre til åbenlyse økofundamentalister som f.eks. den franske de Benoist. De Benoist tilhører en bevægelse kaldet "Det nye Højre" i Frankrig, og så vidt jeg kan se, er de Benoist det modsatte af konservativ, nemlig fascist. Hans hedenske økologisme har i hvert fald slægtskab med den økologisme, der prægede mellemkrigstidens fascisme og nazisme og deres forsøg på at genopvække det før-kristne hedenskab. At påstå, at denne økologisme ligger i forlængelse af den gamle europæiske landadels kærlighed til jorden, dyrene og jagten, er lige så absurd som at påstå, at nutidens socialisme ligger i forlængelse af kristendommens bud om kærlighed til næsten. Hovedsagen, nemlig Gud, er taget ud af ligningen, og derfor forvandles indholdet til sin modsætning. Når man ikke længere bekender, at Gud blev menneske, så tror man i stedet, at mennesket er gud, så bliver næstekærlighed til menneskehadende socialisme, så bliver anstændig naturbehandling til simultan guddommeliggørelse af naturen og forvandling af mennesket til et dyr, så bliver traditionsbærende folkeoplysning til menneskeforbedrende propaganda, så bliver forsvarsvilje til imperialisme, og så bliver folkefællesskab til totalitær stat. Det var hvad der skete med store dele af konservatismen i især Tyskland og Frankrig, men også i England efter ca. 1880. Sund kulturkonservatisme og liberalisme blev med Guds forsvinden til den statsdyrkende og imperialistiske protofascisme, som skabte katastrofen fra 1914 og frem til vores tid.

Lige så farlige vande pløjes af Søren Hvid Pedersen i hans artikel "Nation, lov og folk". Skal hans artikel stå til troende, så er han, så vidt jeg kan se, hverken borgerlig eller konservativ, men slet og ret revolutionær. Også han er åbenbart fascineret af Alain de Benoist, og han ønsker, som mellemkrigstidens fascistiske hedenskab, at bevæge sig bagud til antikken og andre indoeuropæiske kulturer, der ligger før kristendommen. I logisk konsekvens af dette er de store fjender for Søren Hvid Pedersen dels den kristne forestilling om alle menneskers fundamentale ligeværd og dels den europæiske tradition for, at der skal sættes snævre grænser for det politiskes herskeområde. Ligesom mange andre revolutionære mener Søren Hvid, at alt er politik. Selv bruger han ordet konservativ om sin position, men det er altså i virkeligheden en form for nyhedenskab. Det er en farlig tone, som jeg også nogle gange fornemmer i indlæg i "Nomos".

Europæisk konservatisme er imidlertid uadskillelig fra fundamentale frihedsrettigheder, liberal økonomi og de af kristendommen satte grænser for politikkens herskeområde.

Alt dette har David Gress fin sans for i "Velstandens kilder", og det har adskillige af forfatterne til "Den borgerlige orden" også. Og ligeledes synes det, også hos mange velorienterede liberale debattører, efterhånden at være sivet ind, at et virkeligt multikulturelt samfund er en contradictio in adjecto. Det vil altid være en stat på vej mod borgerkrigen.

Og som David Gress med megen forskning i ryggen også understreger i "Velstandens Kilder", så forudsætter især demokrati og markedsøkonomi en så høj grad af social tillid, at de kun kan eksistere i homogene monokulturelle kristne samfund eller i det mindste i samfund med en stærk kristen 'leitkultur'. Vil man have opsummeret forskningen, kan man fint få det i Jesper Rosenløvs artikel i "Den borgerlige orden".

Sansen for multikulturalismens umulighed har også betydet, at mangen en tidligere superliberalist nu udmærket kan se, at et solidt kulturkonservativt fundament, en solid almen dannelse (og f.eks. velbevogtede nationalgrænser) er forudsætningen for, at en liberal markedsøkonomi og et åbent og tolerant samfund kan bevares.

Og det betyder så også, at der her i Danmark, hvor de intellektuelle normalt har samme forhold til kristendommen som Supermand til kryptonit, er en gryende erkendelse af, at det reelt er umuligt at adskille religion og politik eller religion og kultur. Dette sker helt eksemplarisk i antologiens "Lille kristendomsapologi" af Lars Christiansen.

Kun dér, hvor langt de fleste politikere går i kirke og hører evangeliet, før de drager til parlamentet, kun dér kan religion og politik bagefter holdes adskilt, og kun dér kan staten forhindres i at gøre sig selv totalitær. Naturligvis kan der være plads til mindretal, men kun så længe kristendommen af værterne bekendes som sandhed og af gæsterne accepteres som kulturbærer, kan den europæiske samfundsorden, med retssikkerhed, markedsøkonomi osv. opretholdes.

Det indser mange liberale intellektuelle i disse år, og det må så også føre til, at man ophører med at sætte skel mellem konservatisme og liberalisme. De to er ikke modsætninger, men hinandens forudsætninger. Kun dér, hvor der hersker kristne konservative værdier i nogenlunde homogene stater, kan der være retssikkerhed og frihedsrettigheder og kun dér kan det liberale marked i længden blomstre. Det burde efterhånden være børnelærdom, også hos Cepos og Saxo-Bank. Og på samme måde burde mange konservative være langt mere bekymrede over statsmagtens voldsomme vækst, over udhulingen af ejendomsretten og af familiens autonomi, over den såkaldte terrorlovgivnings underminering af frihedsrettighederne, og ikke mindst over statens vanvittige tro på, at det er dens opgave at forsøge at styre den økonomiske udvikling.

Kristen bekendelse, konservative værdier og liberalt marked med minimalstat er den treenighed, som har skabt Europas storhed. Og de to sidste led er bivirkninger af det første. Det er der, fornemmer jeg, mange, også blandt Danmarks intellektuelle, som efterhånden har erkendt.

Problemet er jo så blot, at der ikke går nogen direkte vej fra erkendelse og til bekendelse. Europa er skabt af mennesker, som hver søndag bekendte kristendommen som sandheden og kan kun bevares af mennesker, som bekender kristendommen som sandheden. Lige så længe man kun taler om kristendommen som kulturfundament eller skriver en "Lille Kristendomsapologi", hvor man kommer frem til, at kristendommen har uundværlige bivirkninger, lige så længe bliver man ved med at stå uden for virkeligheden. Kun som tilskuer til Europas og Danmarks skæbne. Man får først et sandt forhold til Danmarks og Europas historie, når man ligger på knæ ved alteret. Thi kun ved først og fremmest at have sit borgerskab i Jesu Kristi himmelske rige kan man have det rette europæiske forhold til denne relative verden. Det er jeg faktisk overbevist om, at David Gress, ligesom de bedste amerikanske konservative, er ganske enig i. For de fleste danske intellektuelle er det imidlertid et kors for tanken. (Men det er jo også en slags begyndelse).

Claus Thomas Nielsen.

Morten Ebbe Juul Nielsen og Kasper Støvring (red.):
Den borgerlige Orden -
Tanker om borgerlighed og kultur,
Gyldendal, 2008, 294 sider.

David Gress:
Velstandens Kilder -
Om den europæiske økonomis udvikling,
Borgen, 2007, 319 sider.