Kirken som kirkens mål PDF Udskriv Email

Af Jesper Langballe, Tidehverv, 2013, nr. 7, september, s.124-131.

Sommerens kirkeforfatnings-forslag vil røve folkekirken fra folket
"Betydningen af de stille timer i kirken (...) er at gøre kirken overflødig".

Sådan skrev Søren Kierkegaard i 1851 i sin dagbog. De stille timer i kirken er ikke et mål i sig selv, fortsætter han; de er skoleøvelser. Det er ligesom med en violinist. Han sætter sig ikke uden at have lært det mindste om musik ned i orkesteret og spiller. Han ville jo kun forstyrre både sig selv og de andre. Nej, derhjemme, hvor intet forstyrrer ham, bruger han de stille timer til øvelse. Men målet med det hele er at spille med i orkesteret, at kunne tåle denne brusen af de forskellige instrumenter, denne krydsen af lyd - og dog kunne passe sin violin og spille med aldeles ligeså roligt og sikkert, som var han ene hjemme på sit værelse.

De stille timer i kirken, hvor mennesket hører Gud hviske sit evangelium til sig selv personligt, det er kirkehusets bestemmelse, vil Kierkegaard sige - men med det formål, at vi bagefter kan forlade huset og deltage i folkelivets orkestermusik med den samme ro og sikkerhed som derhjemme, fordi den enkelte nu selv er kirken - det vil sige: er sig selv som Guds elskede barn - midt i verdens og tidens larm og uden at forstyrres eller forvirres af denne larm.

Og vist er tiden larmende. Demokratiet er jo den mest larmende samfundstilstand, der har eksisteret - alles verbale slagsmål med alle om magten - og gerne med den ideale begrundelse at skabe harmonisk fred. Denne larmende magtkamp er nu en gang demokratiets bestemmelse, så fred være med det - når bare et menneske har fået sit personlige præg af skoleøvelsen - af de stille timer - og med dette præg kan spille med i folkelivets orkester.

Jeg er imidlertid ikke i tvivl om, at Kierkegaard, hvis han stod op af graven, ville sige, at menneskene i dag har byttet aldeles om på rækkefølgen. Nu skal der begyndes i orkesterlarmen. Den er skoleøvelsen, som skal gøre menneskene til rigtige mennesker.

Vi ser det i folkeskolen. I den blå betænkning fra 1960 hed det, - ikke at børnene skulle sidde stilfærdigt og lære dansk, regning og historie, men - at skolen terapeutisk skulle gøre dem til harmoniske, lykkelige og demokratiske mennesker. Ingen skulle bare være sig selv som et Guds barn, men alle skulle være aftryk af de andres harmoni, lykke og demokratisme.

Med regeringens forslag om en heldagsskole er der stadig udsigt til, at dette mareridt på skolens område føres igennem til en komplet socialisering af skolebørnene. Det næste bliver vel så, at børnene skal være på skolen hele døgnet, og at forældrene kan komme dér og besøge dem.

Det hele begynder med kirken? - Skoleøvelsen i larm uden for kirken sker med det ideale formål at trænge ind i kirken og gøre den ligeså larmende som verden udenfor - at opbygge kirken som et demokratisk maskineri, hvor alle slås om magten, og hvor de, der vinder magten, gør alt for at klamre sig til den - altid med ideale begrundelser om at ville fremme altings harmoni. Resultatet af denne politisk psykologiske skoleøvelse er selvsagt ikke en harmonisk orkestermusik, men en skurrende kakafoni af mislyde. Den enkelte musiker skal jo ikke først sidde alene derhjemme og lære at spille.

Enhver kirkelig gruppering vil være folkekirkens stemme i samfundet, og i et sådant spektakel bliver det svært at høre Guds hvisken til den enkelte. Vi får en topstyret koncern-kirke, som i kraft af sin demokratiske trosbekendelse og demokratiske orden er sit eget formål. For de aktive superkirkelige er det såvist ikke kirkens formål at overflødiggøre sig selv, men tværtimod at bevare sig selv for at bevare magten.

Kirkens mål - det er kirken.

Synode-kommissionen
Dette sidste kapitel af historien om skoleøvelsen og orkesteret skrives praktisk og politisk i denne sommer. Kirkeminister Manu Sareen, der ser sig selv som den store folkekirkereformator - selvom han uden tvivl er den mest uvidende og uduelige kirkeminister, vi nogensinde har haft - nedsatte i september 2012 en kommission med den sexede titel: "Udvalget om en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur for folkekirken". Som bekendt drejer det sig om at give folkekirken en kirkeforfatning, hvorved man hævder at ville opfylde grundlovens § 66 med ordlyden "Folkekirkens forfatning ordnes ved lov". Den historiske sandhed er imidlertid, at grundlovsfædrene var uenige om, hvad paragraffen betød. Monrads tolkning var ganske rigtigt, at det var en løfteparagraf om en kirkeforfatning. Men Grundtvigs tolkning sagde tværtimod, at det betød: folkekirkens forhold ordnes ved rigsdagens lovgivning - altså netop den ordning, vi siden har haft, og som har fungeret fortræffeligt.

Manu Sareen behøvede ikke at kigge langt efter et formandsemne til kommissionen. Hans Gammeltoft-Hansen havde i 2011 været primus motor i en rapport udgivet af hans eget "Selskabet for kirkeret" med professor Svend Andersen som teologisk ankermand. Hans Gammeltoft-Hansen har flere gange over for Kristeligt Dagblad udtrykt det som sin store ambition at sørge for, at Danmark fik en selvstyrende kirke via en kirkeforfatning. Det er da også ganske tydeligt kirkeretsselskabets rapport, der - helt ud i det sproglige - danner basis for det såkaldte "debatoplæg", som styrelseskommissionen i år har udgivet. Det er således kirkeretsselskabet, der har undfanget den idé, at en synode skal bygges op af de såkaldte permanente stiftsråd, som blev indført ved lov i 2009.

Kirkeretsselskabet har igen ladet sig inspirere af det berømte - eller berygtede - skrift "Kirkens ja og nej", som en kreds af yderligtgående indremissionske præster udgav i 1964 med krav om en kirkeforfatning. Herfra stammer udtrykket "kirkemøde", der - bestående af stiftsrådene - skal danne basis for et mindre "kirkeråd", som skal udgøre den egentlige synode.

Med betegnelsen "kirkeforfatning" har man traditionelt ment en adskillelse af kirke og stat ved en særlig lov for kirken. Men det er der ikke tale om her, for det ville kræve en grundlovsændring og dermed en folkeafstemning, som initiativtagerne véd, at de ville tabe. I stedet vil man organisere folkekirken selv med en synode i toppen - eller som kommissionsformanden Hans Gammeltoft-Hansen foretrækker at kalde det: et kirkeråd - demokratisk valgt til at være folkekirkens stemme overfor staten og overfor borgerne. Det græske ord "synode" skønnes at være belastet af igennem halvanden hundrede år at være blevet synonymt med kirkeligt magtbegær, og så kalder man det bare noget andet.

- Der er jo en del, der lider af "synodofobi", forklarede formanden smilende på kommissionens første møde som begrundelse for i stedet at anvende ordet "kirkeråd". Jeg meldte mig straks som én af "synodofoberne" og erklærede, at jeg vil fortsætte med at bruge det modbydelige ord "synode", så folk kan vide, hvad det er, vi taler om.

Tværtimod at ville adskille kirke og stat vil man i praksis tildele kirkeministeren en mere defineret magt over kirken, end han hidtil har haft. Han skal nemlig kunne sige nej til, hvad synoden foreslår. Hidtil har forholdet mellem minister og folkekirke været reguleret af sædvane; man har skullet tale sig til rette. Nu skal forholdet lovreguleres, og det betyder, at ministeren ikke længere behøver at stikke fingeren i jorden og lugte, hvor han er. Han kan bare sætte sin vilje igennem, for det siger loven, at han kan. Kirken vil være indrettet ligesom et statsligt væsen à la DSB. Det har sin egen bestyrelse med sin egen stemme, men det sidste ord og det endelige ansvar har ministeren. Ja, folkekirken bliver faktisk ét af flere af velfærdsstatens servicetilbud til borgerne og mister sit ansigt, netop som folkekirke.

Det skæbnesvangre er, at folkekirken får en stemme - altså udover evangeliet om Kristus, der forkyndes i kirkerne søndag formiddag. Enhver journalist vil i sin mobiltelefon eller lommebog have stående et nummer, han kan ringe til for at blive orienteret om folkekirkens aktuelle mening om indvandringspolitik, abortpolitik og alverdens værdipolitiske spørgsmål.

Det hænger sammen med, at man vil røve folkekirken fra folket og give den til de kirkeligt aktive. Det er deres stemme, der er folkekirkens stemme.

Væk med sædvanen
I udvalgets kommissorium havde ministeriet slået syv kors for sig over, at så meget i folkekirkens "styrelse" er bestemt af sædvane - endog af sædvaner, der er ældre end grundloven. Det var det, man så som "umoderne" og "usammenhængende", og derfor var det afgørende at få en lovregulering. Men begrebet sædvane betyder jo, at praksis er blevet dannet af slægternes hævd gennem 164 år og således med historiens vægt har værnet om folkekirkens integritet. Der måtte skønsomhed til. At erstatte denne folkelige hævd med en færdig og forkromet lovreform er måske gjort på én sommer, men det betyder selvsagt, at kirken politiseres.

Der er i kirkeforfatningsplanerne tale om en systematisk ødelæggelse af en konsekvens, som får mig til at tænke på Jesper Bachers anmeldelse af historikeren Frank Dikötters bog om Maos store spring fremad i oktobernummeret af Tidehverv. Jeg tænker selvfølgelig ikke på de uhyrlige praktiske konsekvenser, men på det teoretisk abstrakte forhold til virkeligheden, som ser bort fra alle fortidige erfaringer og erindringer og derfor spreder ødelæggelse.

Som bekendt opstiller udvalget tre modeller, hvoraf de to sidste er synodemodeller, mens den første, som er den mest acceptable, angiver den i forvejen gældende praksis, blot lovreguleret i stedet for sædvanebestemt. Det sidste medfører blandt andet det tab, at der for første gang vil være en lovtekst, der omtaler biskopperne som ét samlet bispekollegium. Hidtil har udgangspunktet været, at hver biskop var tilsynsmand i sit stift; officielt havde vi ikke noget bispekollegium. Og selvom vi meget vel har vidst, at det i praksis var anderledes, så er der ingen vej tilbage, når først et bispekollegium er nævnt i en lovtekst.

På den anden side kan der argumenteres for, at en lovregulering af grænsen mellem minister og kirke er blevet nødvendig efter Manu Sareen. Den måde, hvorpå han tromlede loven om homovielser igennem ved at beordre biskopperne til at lave et ritual, oven i købet med en bestemt ordlyd, ville næppe have kunnet lade sig gøre, hvis forholdet mellem kirke og minister havde været lovreguleret. Vi står altså i den paradoksale situation, at det eneste hensyn, der taler for den lovregulering, Manu Sareen har sat i gang, er hensynet til at beskytte folkekirken - imod en Manu Sareen. Det skal dog tilføjes, at hans uforskammede fremgangsmåde næppe heller kunne have været gennemført, hvis ikke biskopperne havde været så store skrog, at de - trods deres tidligere offentligt erklærede modstand - rettede ind, da de pr. mail fik en lodret ordre fra ministeren om at lave et ritual (jeg ser selvfølgelig bort fra Lise Lotte Rebel og Sten Skovsgaard, der har optrådt, som det er en biskop værdigt).

Folkekirken trues ikke af staten, men af præsterne
Med en enkelt undtagelse er der under kommissionens arbejde ikke anført nogen begrundelse for, at vi skal have en kirkeforfatning. Ja, der har slet ingen principielle - endsige teologiske - diskussioner været - bortset fra, i al ubeskedenhed, når jeg har sagt noget. Så har man lyttet venligt til mine ukvemsord, og derefter har man talt videre om væsentlige ting som f.eks., hvordan man opnår paritet mellem gejstlige og læge medlemmer i kirkerådet.

Den ene undtagelse er biskop Karsten Nissen, som på mit spørgsmål om, hvorfor vi overhovedet skal have en kirkeforfatning, anførte, at vi i dag har et folketing, hvis medlemmer ikke har noget forhold til folkekirken. Jeg replicerede, at folketingsmedlemmernes forhold til folkekirken vel er som de fleste folks; det er slet ikke noget problem. Nej, problemet er, at vi i dag har en uduelig og uforskammet kirkeminister.

Det ligger imidlertid uudtalt i luften, at staten er det store dyr i åbenbaringen, som hele tiden truer folkekirkens frihed. Det er det rene vrøvl. Forholdet til staten har så at sige udelukkende været til værn om folkekirkens frihed - vel at mærke indtil Manu Sareen. Jeg har som kirkeordfører gennem ti år ikke registreret nogen trusler fra statens side eller nogen debat desangående. Og den eneste trussel, jeg har hørt om - men den har der også været talt om tidligt og silde - var, da Tove Fergo som ny kirkeminister i 2001 vægrede sig ved at indstille den ny salmebog til kongelig autorisation - indtil hun bøjede sig for presset.

Men hvor kommer så al den ukristelighed fra, som overskyller folkekirken? - Svar: den kommer såmænd fra præsterne samt - især - fra det pædagogiske efteruddannelsesmiljø i Løgumkloster.

Lad mig anføre et eksempel: Søren Krarup og jeg var en dag i 2009 inviteret til en uformel og uspecificeret samtale hos kirkeminister Birthe Rønn Hornbech. Jeg havde samme dag haft en kronik i Berlingske Tidende om en ny kirkeministeriel betænkning vedrørende præsters efteruddannelse. Den betød, for nu at sige det kort, at provsterne fremover skulle kunne tilsige deres præster til såkaldte MUS-samtaler (medarbejderudviklingssamtaler) for at danne sig et skøn over præstens efteruddannelsesbehov. Hvis man tænker sig, at der i et sogn er en præst, som skriver lærde bøger om Søren Kierkegaard eller Luther eller noget andet vægtigt, så skulle provsten kunne påtale, at præstens "kompetencer" med hensyn til spaghettigudstjenester eller babysalmesang lod noget tilbage at ønske - og så sende præsten på efteruddannelse for at råde bod på disse mangler.

Jeg citerede også, hvad Birthe Rønn Hornbech ved en tidligere lejlighed havde skrevet under overskriften: "Vi skal have lærde præster".

Til stede ved mødet var tillige (som altid) departementschefen, Henrik Nepper-Christensen, der var formand for det udvalg, som havde barslet med betænkningen. Jeg havde en fornemmelse af, at den egentlige grund til, at vi var inviteret, var, at ministeren var enig med os, og at hun nød at bivåne, at hendes departementschef fik læst og påskrevet. På et tidspunkt sagde jeg lidt udglattende, henvendt til ham: - Ja, undskyld, Nepper …

Han svarede beskedent: - Min rolle er såmænd ligegyldig. Jeg er jo kun formand …

Det var ikke ment som en morsomhed. Der er faktisk tradition for, at en departementschef beklæder formandshvervet i betænkningsskrivende udvalg, og hvad han mener, er i sig selv mindre væsentligt. Jeg var klar over, at han havde ret: Han var "kun" formand. Sagen var naturligvis, at hele det ødelæggende efteruddannelsesprojekt var inspireret og lobbyiseret igennem af det teologisk-pædagogiske miljø i Løgumkloster.

Det er ikke på nogen måde staten, men teologiske miljøer, der i tidens løb er gået i spidsen for at gøre folkekirken til et ukristeligt velfærdsdepartement. Og denne udvikling vil ingenlunde bremses, men accelerere voldsomt med en kirkeforfatning.

CA som demokratisk bekendelse
Tilbage til teksten: Hvordan lykkes det nu kommissionen teologisk at forvandle folkekirkens evangelisk-lutherske bekendelse til synodekirkens politisk "demokratiske" bekendelse?

Jo, det går såmænd så glat og stilfærdigt, at det næsten ikke høres, når orkesteret spiller. Det såkaldte debatoplæg, som styrelseskommissionen har udgivet i sommer, tager i indledningen udgangspunkt i Confessio Augustanas kapitel 7, hvor det hedder: "Ligeledes lærer de (lutherske menigheder), at der stadig vil vedblive at være én hellig kirke. Men kirken er de helliges forsamling, i hvilken evangeliet forkyndes rent, og sakramenterne forvaltes rettelig. Og til kirkens sande enhed er det tilstrækkeligt at stemme overens om evangeliets lære og sakramenternes forvaltning, og det er ikke nødvendigt overalt at have de samme menneskelige overleveringer eller kirkeskikke eller ceremonier, som er indstiftet af mennesker. Som Paulus også siger (Ef.4,5): "Én tro, én dåb, én Gud, alles Fader.""

Denne centrale forståelse af menigheden hænger sammen med Luthers tanker om det almindelige præstedømme, fortsætter debatoplægget - tanker, der blev udformet i et opgør med den katolske kirkes teologi, hvor frelsen formidles gennem kirkeinstitutionen, og hvor kirken derfor styres af præster, biskopper og pave, mens Luther siger, at enhver, der er døbt, både er præst, biskop og pave. - Og så hedder det i debatoplægget: "For Luther er en menighed således et fællesskab af mennesker, der stiller sig under evangeliets ord og lader sig lede af dette i deres liv uden at være bundet til et bestemt sted eller bestemte personer. Da alle i dette fællesskab er både præster, biskopper og pave, har de dybest set også alle en ret og en pligt til at være med til at forkynde evangeliet."

Men hov, hvad var nu det? Pludselig er det almindelige præstedømme blevet til en ret til at være med til at forkynde evangeliet. - En pligt, nuvel. Men en ret? - Hvor kommer den ret fra? - det gælder såvel det almindelige som det særlige præstedømme, at enten er det et embede sat af Gud - eller også er det en generel rettighed. Det kan ikke være begge dele.

Og mærkeligt nok dementeres det med den generelle rettighed ikke i det følgende, der handler om det særlige præstedømme. For det særlige præstedømme betyder ikke her, at Gud har indsat én i menigheden i det særlige embede at være dens ene officielle forkynder, rettelig kaldet dertil (CA., art. 14), men det er sådan en demokratisk foranstaltning, der betyder, at præsten ikke står over, men "sammen med menigheden". (Her vil jeg indføje en lille privat parentes: Man skulle tro, at det indebar, at præsten skal bo midt i menigheden i sognets præstegård for at kunne tage del i sognets liv. Så kan det da godt forekomme mig underligt, at biskop Karsten Nissen, der vist nok er forfatter til denne passage, accepterer, at Thornings sognepræst i hans stift er flyttet ind sin mands domprovstegård i Viborg, så at Thornings nyrenoverede præstegård står tom, og sognet reelt er uden præst.)

Men nu hedder det så videre, at "Dette grundlæggende evangelisk-lutherske syn på kirkeordning og forholdet mellem menighed og præst er afspejlet (bemærk ordvalget) i den måde, hvorpå forholdet mellem menighed og præst er organiseret i folkekirken i dag." Nu er altså det almindelige præstedømme blevet en organisationsmodel. Og så sammenfatter oplægget det hele i følgende ord: "Folkekirken forstås som et rummeligt fællesskab, hvor enhver, som er døbt, har ret til at være med, og hvor enhver, der er med, har mulighed for at tage del i det fælles ansvar." - Keine Hexerei, nur Behendigkeit. Nu er hele menigheden udstyret med et fælles ansvar for at være med til at forkynde evangeliet. Demokrati er i sandhed en forunderlig ting. Og det begrunder så sidenhen i debatoplægget konstruktionen af en folkekirkelig synode.

Det er desuden på det politiske plan klart, at ordene afspejler en ophøjet foragt for de menighedsråd, som har den konkrete opgave at sørge for, at der lyder en evangelisk-luthersk forkyndelse i sognets kirke.

Men som om det ikke var nok, kommer de frivillige organisationer nu i spil. Det hedder: "Udover sit direkte formål - at forkynde evangeliet om Jesus Kristus som verdens frelser - har kirken også til opgave at tilbyde bidrag til fortolkning af livsindhold og livsanskuelse. Det sker med udgangspunkt i kristendommen, og det sker med mange udtryksformer igennem mission, social omsorg via kirkens diakonale arbejde, undervisning, oplysning og kulturel formidling i øvrigt. De frie folkekirkelige organisationer varetager i stor udstrækning en række af disse opgaver."

Det bliver så siden begrundelsen for, at disse frivillige organisationer skal have sæde i synoden. Tilfældige KFUM-spejderførere skal altså tage del i folkekirkens styrelse. Det går som en rød tråd gennem hele oplægget, at der overhovedet ikke skelnes mellem et folkekirkeligt embede og det at repræsentere et kirkepolitisk interessefællesskab. Ophavskvinden til de frivillige organisationers medvirken var først og fremmest Helle Christiansen, og det skyldes formentligt min voldsomme protest, at det kun bliver med observatørstatus - så længe det da varer. Det betyder i øvrigt ikke stort, da det er klart, at disse organisationsrepræsentanters blotte tilstedeværelse i synoden vil forsyne dem med en betydelig magt - også uden stemmeret.

Rapporten, der foregreb resultatet
Vil man gå efter i sømmene, hvordan synodetanken er vokset frem i de senere år, lønner det sig at gå tilbage til Selskabet for Kirkerets rapport fra 2011, for det er simpelthen denne rapport, Hans Gammeltoft-Hansen med sin velsmurte talestrøm har båret videre til den ministerielle kommission - i håb om siden at komme til at stå berømmet som kirkeforfatningens fader.

Han - eller hans selskab for kirkeret - stiller her det spørgsmål, hvem der har kompetence til at træffe afgørelse om "kirkens indre anliggender" - det spørgsmål, som finder en slags svar i styrelseskommissionens debatoplæg fra i sommer. Og "kirkens indre anliggender" skal forstås som de teologiske anliggender: ritualer, salmebog osv. Alt det, der ligger på alterbordet, som det er blevet udtrykt i kommissionen. Hvem har kompetence til at tage sig af det? - Der kan anføres flere svar: 1) Ethvert folkekirkemedlem som delagtigt i det almindelige præstedømme, 2) Enhver ordineret præst, 3) biskopperne som de øverste gejstlige embedsindehavere, 4) teologiske sagkyndige fra universiteterne.

Overvejelserne lander ved, at da bibelen er en grundlæggende norm, som ingen har særlig myndighed til at fortolke - selvom bibelen i sin forskelligartethed skal og må fortolkes - så må beslutninger træffes ud fra noget, man kalder en "åben forpligtende fortolkningssamtale". Men som det hedder med en rørende naivitet: selvom det ville være ønskeligt, er det ikke realistisk at forestille sig, at den fortolkende samtale munder ud i konsensus. Nej, tænk en gang!

Og hvad gør man så? - Jo, slutningen på denne omstændelige ræsonnements-passiar lyder da: "Den fortolkende samtale må derfor bringes til en konkluderende afslutning, og det er naturligt at biskopperne har myndigheden til dette." - Herre jemini! Dér landede det - i en episkopal alvisdom, hvor bisperne har det sidste ord, for nogen skal jo have det. - Som om en fortolkende samtale om noget som helst væsentligt overhovedet skal bringes til en afslutning. Det hele minder mig om det sted i Jakob Knudsens roman "Sind", hvor drengen Anders Hjarmsted går til sin lærer med en alvorlig anfægtelse:

- Hvordan kan man vide, spørger han, at kristendommen er det rigtige, når der nu er så urimeligt mange mennesker på jorden, der ikke er kristne.

"Hvordan man kan vide det?" sagde læreren lidt overrasket. "Ja, det må jo kunne bevises." Han hældte sovsen af sin svampedåse. - Hæ, - det var lige et spørgsmål til seminarieforstanderen. Det skulle han nok have klaret. - Det er for resten jo helt forbavsende, te der er ingen af os, der har spurgt ham om det, mens der var lejlighed til det."

"Tror De, han kunne have sagt det?"

Det skulle han. Ellers kan han slet ikke have den plads. - - Men Du tror da vel ikke, det er en fejl ved mig, te jeg ikke kan sige det så'en på stående fod. For så er du virkelig forkert på det."

"Nej, nej, - men når man nu ville have det at vide - nu, hvor skulle man så spørge?"

"Jah - alting går jo gennem provst og biskop. Jeg tror ikke, det kunne komme under skoledirektionen."

"Men hvem kan så vide det?"

"Ja, det bliver jo ministeren. Han skal vide det." (...)

"Og er det så sikkert, når han siger det?"

"Sikkert? - Ja, så skal det være sikkert. - Vi kan ikke komme videre med det. Så er vi færdige. - -"

Sådan synes Gammeltoft-Hansen og Svend Andersen at have det med kommandovejen i deres kirkeforfatning - når biskopperne er nået til en endelig konklusion på en "åben og forpligtende fortolkningssamtale": - - Vi kan ikke komme videre med det. Så er vi færdige …

Og når så biskoppernes alvisdom - som i styrelses-kommissionens debatoplæg - bliver suppleret med visdommen hos nogle KFUM-spejderførere, så må den åbne og forpligtende fortolkningssamtale jo være på tryg og sikker grund. Teologisk virker rapporten fra kirkeretsselskabet, som om den er forfattet af en flok pattebørn.

En folkekirke uden et folk
Kristendom er som bekendt den enkeltes kamp med evangeliet, der ikke skal finde nogen samfundsmæssig afklaring, og folkekirken er det sted, hvor den enkelte kan gå hen og høre dette evangelium. Den er stedet for skoleøvelsen, hvor den enkelte i de stille timer kan lære at spille på sit instrument.

Men folkekirken er tillige folkets kirke. Den er knoglemarven i det danske folks sammenhængskraft. Det synspunkt tager kirkeretsselskabet imidlertid fornemt afstand fra. Selskabet skriver:

"Forståelsen af folkekirken som "det danske folks kirke" er problematisk i det 21. århundredes Danmark. Når det drejer sig om en kirkeforfatning, må man også teologisk foretrække mere præcise politisk-retlige begreber som "befolkning" og "borger". Folkekirken er ud fra forfatningsfædrenes forståelse den kirke, som det overvejende flertal af befolkningen tilhører. Men de personer, som ikke tilhører folkekirken, er fuldgyldige og ligeberettigede borgere i det danske samfund og den danske stat."

Ja, det sidste er der vel ingen, der ville finde på at bestride. Men betyder det, at forfatningsfædrene definerede folkekirken ved hjælp af en kugleramme? - at det alene var det, der kan tælles og måles og vejes, der var afgørende? - Hvorfor står der så ikke i grundlovens § 4, at "den kirke, som det overvejende flertal af befolkningen tilhører, er den danske folkekirke…"? - Hvorfor står der i stedet: "Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke …"?

Hvorfor omtaler grundloven folkekirken som en kvalitet og ikke som en kvantitet?

Det svarer til kirkeretsselskabets udsagn om, at politisk-retlige begreber som "befolkning" og "borger" må foretrækkes frem for ordet "folk". Kirkeretsselskabet foretrækker åbenlyst at anse folkekirkens medlemmer som en hob disparate individer - enkeltborgere samlet i en diffus størrelse, der hedder en "befolkning" - og ikke som et folk, der grunder sin eksistens i den danske tunge og i fædrelandets historie. Og det selvom bibelens gamle testamente ikke handler om andet, end hvad det er at være et folk. Samtlige Grundtvigs kirkesalmer modsiger kirkeretsselskabet. Blandt andet "Herren taler, Øer hører!", der blev censureret ud af den nuværende salmebog som politisk ukorrekt:

Folkemunden da fik mæle,
folketungen blev gudsåndens tolk,
og af Danmarks barnesjæle
skabte Herren sig et udvalgt folk;
kristen-menigheden,
kær ad hjertefreden,
tro og huld i liv og død.

Det hedder videre i kirkeretsselskabets rapport: "Det særlige bånd mellem kirke og stat som grundlovens § 4 udtrykker, kan ikke betyde, at Danmark er en kristen stat [rapportens kursivering]. Danmark er en stat, hvor mennesker med forskellig religion - eller ingen religion - er ligeberettigede borgere. Det betyder ikke, at staten er fuldstændig neutral i forhold til religioner. Ved at give både den evangelisk-lutherske kirke og andre trossamfund en særlig omtale fremhæver grundloven religion som en positiv faktor i samfundet".

Denne sidste formulering er renlivet og bevidst fup og svindel. Man tager grundlovens § 4 - den som er folkekirkens legitime hovedstykke: "Den evangelisk lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten". Og den slår man ligeså stille sammen med § 69 om de fra folkekirken "afvigende" (jeg gentager: afvigende) trossamfund. Og af konglomoratet udleder man så en fællesnævner, der hedder "religion", som man siger, er "en positiv faktor i samfundet" ifølge grundloven. Men grundloven siger ikke et ord om "religion". Den siger, at den evangelisk-lutherske kirke har en særstilling som den danske folkekirke - en stilling, som de andre trossamfund altså ikke har. De er tålte, for vi har religionsfrihed. De to modsatrettede grundlovsparagraffer, som rapporten smelter sammen til én, udtrykker netop - begge to og tilsammen - forskellen på folkets egen kirke og de fra den afvigende trossamfund.

Med denne foragt for talen om folkekirken som den danske nations kirke er vi formentlig inde ved kernen af kirkeretsselskabets og Hans Gammeltoft-Hansens motivation for bestræbelserne på at gennemføre en kirkeforfatning. Det kan skyldes taktisk klogskab, at denne foragt for nationalkirken ikke er ført videre i styrelses-kommissionens sammenhæng, hvor man har ønsket at appellere bredt og folkeligt. Det bekræfter imidlertid ens fornemmelse af, at kirkeretsselskabet er kuglestøberen, mens arbejdet med at fyre kuglerne af ligger i styrelseskommissionen. (Desværre har jeg først læst kirkeretsselskabets rapport grundigt, efter at den første møderække i kommissionen var færdig).

Der er tale om et veltilrettelagt og systematisk forsøg på at adskille folk og folkekirke og dermed afmontere den nationale sammenhængskraft, som folkekirken udgør.

I 1983 var det Hans Gammeltoft-Hansen, der gennem et formidabelt lobby-arbejde fik gennemført den udlændingelov, som han selv havde skrevet. Dens pointe var som bekendt, at enhver på kloden, der kunne stave til "asyl", havde ret til at komme ind i landet, og dens konsekvens: at Danmark på sigt ville ophøre med at være en nationalstat. At afbøde den nationale katastrofe, det afstedkom, har stået øverst på den politiske dagsorden siden 2001, og ulykken vil aldrig forvindes.

I forlængelse heraf er det nu den danske folkekirke, der står for tur - og det med til dels den samme motivation: Det danske folk er en rent fiktiv størrelse, som følgelig ikke kan have nogen kirke.

Væk med sognet
Det er ikke alene folket, men også sognet, der forsvinder ud af billedet - såvel hos kirkeretsselskabet som hos styrelseskommissionen. Sognet er faktisk en ligegyldig størrelse for disse reformatorer. Derved undgår de bl.a. at lægge nogen vægt på den kirkeforfatning - i det ords fornemste betydning - som den danske folkekirke vitterligt fik i årene 1903-12 - nemlig J. C. Christensens og Jakob Appels menighedsrådslove.

Ingen love har bidraget mere til at kitte det danske folk og den danske folkekirke sammen. Her blev det jo slået fast, at den danske kirke ikke er en statskirke, der flager med splitflag og styres fra oven - fra Christiansborg eller Frederiksholms Kanal - men en folkekirke, som styres fra neden - fra sogn til sogn - og som flager med folkets almindelige dannebrog.

Og så har den kirke, der består af sogne med hver sit menighedsråd, en ægte demokratisk legitimitet - ikke mindst fordi menighedsrådene er valgt direkte. De udgør ikke ideologiske eller retningsbestemte interessefælleskaber, men folkelige embeder, og de skal ikke løse klodens problemer, men holde kirken i stand i det sogn, hvor de er valgt.

Der er imidlertid i de senere år fremskudt nogle pseudodemokratiske klubber og fællesskaber, som er valgt indirekte - gerne af menighedsrådene - og som mere og mere æder sig ind på menighedsrådenes opgaver og kompetencer ud fra retningsbestemte og ideologiske forudsætninger. Provstiudvalgene er ganske vist ikke af helt ny dato, men de har i de senere år bredt sig ganske uhæmmet som en bureaukratisk byld på det lokale folkekirkelegeme.

Det næste trin blev de permanente stiftsråd, som vi fik i 2009 - just de stiftsråd, som man nu samlet vil ophøje til den synode, der skal styre folkekirken. Det er klart, at med den udvikling er det snart slut med sognet som folkekirkens omdrejningspunkt. Det lokale direkte demokrati erstattes af et demokrati, der rækker fra provsti- og stiftsråd og hele vejen op til folkekirkens øverste styrelse. Som et led i propagandaen for stiftsråd udgav man tidligere på året én af disse utallige evalueringsrapporter, hvori systemet forsikrer, at alting går strålende. Denne gang var det altså stiftsrådene, som skulle evalueres - eller rettere: som skulle evaluere sig selv, for menighedsrådene var overhovedet ikke blevet spurgt. Rapporten bestod af en række ligegyldige interviews med stiftsrådene, som mundede ud i enten karakteren "godt" eller "meget godt". Jeg forlangte at få den omtalte evalueringsrapport taget af bordet, indtil menighedsrådene var blevet hørt. Det fik jeg selvfølgelig ikke noget ud af.

I øvrigt havde man tillige spurgt de enkelte stiftsråd, hvad de kunne tænke sig, at det forordnede stiftsbidrag kunne bruges til udover de i de nugældende regler foreskrevne formål. For at give et indtryk af, i hvilken retning stiftsrådene trækker, kan jeg nævne, at det, de drømte om at give penge til, var præsters efteruddannelse (de aktiviteter, som udspiller sig i den nepotistiske klub i Løgumkloster, der allerede har alt for mange penge og tynger folkekirkens budget centnertungt) - samt - ja, hold nu fast - tilskud til projekt "Grøn kirke", så at alle præstegårdstage kan blive dækket med solceller.

Da jeg havde hørt et temmelig sikkert forlydende om at institutionerne i det pædagogiske efteruddannelsesmiljø i Løgumkloster sammenlagt koster mere end de teologiske grunduddannelser på universiteterne, bad jeg under et møde i kommissionen embedsmændene om at forfatte et notat, der opregnede begge sæt udgifter og holdt dem sammen. Jeg fik et notat, men ikke det, jeg havde bedt om, da fakulteternes udgifter ikke var medtaget. Jeg fik den forklaring, at en sammenstilling som den, jeg havde bedt om, ikke var relevant, fordi udgifterne i Løgumkloster også omfatter kost og logis for de studerende. En fuldkommen meningsløs begrundelse; jeg ville jo bare vide, hvad det koster samfundet. Om sammenligningen er relevant, kunne embedsmændene passende overlade til mig at afgøre. Det er ret utænkeligt, at et folketingsmedlem skulle blive nægtet et ministerielt notat med en bestemt beregning, fordi embedsmændene skønnede, at den ikke er relevant.

Praktiske problemer ind under gulvtæppet
Igennem otte møder har jeg bivånet, hvordan kommissionen under Hans Gammeltoft-Hansens lederskab har dynget modeller op på bordet og har kaldt dem 1 og 2 og A og B - ganske uden hensyn til den eksisterende historiske størrelse, som hedder den danske folkekirke og uden nogen praktisk begrundelse for den enkelte model - blot at der helst i demokratiets navn skal være paritet mellem læge og gejstlige medlemmer i de styrende organer. Man har aldrig spurgt efter, hvor der kunne være behov for en praktisk justering - for så at foreslå den.

Det største praktiske problem, folkekirken har i dag, er dens overforbrug, som på langt sigt vil true medlemsantallet, fordi kirkeskatten vil vokse. Det er ikke blevet nævnt med et ord i kommissionen, selvom jeg har efterlyst en diskussion om den sag. Med en selvstyrende kirke under en kirkeforfatning vil der ikke være ende på udgiftsstigningerne, fordi der ikke længere er samspil mellem provster og kommuner om at holde kirkeskatten i ro. En sådan kirke vil derfor få en begrænset levetid.

Der var under den foregående regering enighed i VOK-partierne om, at kirkeskatten (desværre) ikke kunne lægges ind under regeringens skattestop, da kirkeskatten ret beset ikke er en skat, som staten kan forføje over, men er folkekirkens medlemskontingent.

De eksploderende udgifter skyldes mange forhold, blandt andet lønstigninger for personalegrupper og en konkurrence mellem store menighedsråd om prestigebyggeri af menighedshuse. Men ét af de fordyrende forhold er i hvert fald den såkaldte landskirkeskat - de midler, som kirkeministeriet efter eget tykke beslaglægger af sognenes ligningsmidler til fælles folkekirkelige formål. Der havde blandt ministeriets embedsmænd før Tove Fergos ministertid udviklet sig en besynderlig kultur, hvor man betragtede landskirkeskatten som et tagselv-bord. Selvfølgelig var der et budget, men hvis embedsmændene i løbet af året skønnede, at der ikke var penge nok, så ændrede de bare budgettet.

Disse rodede forhold fik Tove Fergo ryddet op i - blandt andet ved, at ministeriet forsynedes med en budgetfølgegruppe, som holdt øje med landskirkeskatten og den fællesfond, som pengene går til. Det var en forbedring. Da landskirkeskatten faktisk godt kan betragtes som en regulær skat (den fastsættes jo af statslige embedsmænd), lagde vi den ind under skattestoppet. Men det er en skat, som mangler enhver ordentlig legitimitet, fordi der ikke er noget parlamentarisk hold i den.

Derfor foreslog jeg i kommissionen den ændring, at ministeriets budget for landskirkeskatten blev udmøntet i et aktstykke til folketingets finansudvalg, som så skulle konfirmere budgettet, så at det havde legitimitet og lå fast. En lang række af de ting, kommissionen i øvrigt drøftede, ville være løst med den fremgangsmåde. Forslaget er så indlysende, at det var vanskeligt for resten af kommissionen at indvende noget imod det. Især efter at forvaltningsretseksperten, professor Jørgen Grønnegård-Christensen, Århus Universitet, efter indbydelse havde besøgt kommissionen og holdt et oplæg, hvori han foreslog præcist det samme. Et oplæg, som i øvrigt vakte begejstring, især hos kommissionsformanden.

Alligevel gjorde man alt, hvad man kunne for at trænge forslaget ud. Hvorfor? - Selvfølgelig fordi dagsordenen var givet på forhånd. Og den lød kort sagt på "mindre stat", mens mit aktstykke-forslag skønnedes at betyde "mere stat". Desværre lod jeg mig i et øjebliks forvirring besnakke til, at der skulle være tale om et "orienterende aktstykke" - d.v.s. en orientering af folketinget, hvilket hverken skaber legitimitet eller hold i økonomien. Folketinget kunne jo ligeså godt holde sig orienteret gennem Kristeligt Dagblad.

I stedet for at drøfte den slags praktiske og presserende problemer hobede man abstrakte modeller for et kirkeråds sammensætning op på bordet. Ind imellem er jeg eksploderet over alt dette modelmageri, men når jeg så selv har foreslået en korrektion af det eksisterende, så blev det enten glemt, eller fik et nummer. Da jeg foreslog, at vi var opmærksomme på den faktisk eksisterende folkekirke, sagde Hans Gammeltoft-Hansen straks: - Den kunne vi jo kalde model 1. - Virkeligheden som en model 1(!)

Hold på det bestående!
Jeg føler ingen trang til at rulle tiden tilbage til "den top, hvorfra vi er sunkne", men jeg ønsker folkekirken bevaret, som den er. Jeg holder mig til Otto Møller, sognepræst i Gylling for over hundrede år siden. Under forfatningskampen fastslog han, at når Jesus i sin bjergprædiken kaldte og udnævnte de kristne til at være "jordens salt", så var det en lignelsestale, der gik på saltets evne til at konservere. I en tid, da alt er i forrådnelse og opløsning, er det de kristnes pligt at kæmpe for at bevare det bestående - just i den ufuldkomne skikkelse og trægt foranderlige skikkelse, det bestående nu engang har. Fornyelsen skal ikke komme fra os, men fra Guds ord, der har lovet os en ny himmel og en ny jord. Når Otto Møller ikke blev træt af at sige til kristne mennesker: "Hold på det bestående!" - og når jeg her gentager det - så vil jeg selvsagt, lige som han, blive sat i skammekrogen som konservativ for ikke at sige dybt reaktionær, og det har jeg det ganske udmærket med.

Med det bestående tænkte Otto Møller på landet og folkelivet i det hele taget - men såvist ikke mindst på folkets kirke. Han talte forfaldet imod, men først og sidst forkyndte han evangeliet midt i dette forfald.

Og så holdt han af den folkekirke, han revsede - holdt af den for dens egen skyld, og for de herlige ting, der er sagt i den, til fædrene og til os. - Så sandt som det at banke på kirkedøren er at banke på Himmerigets port.

At kæmpe for at bevare folkekirken, det er til syvende og sidst at kæmpe imod, at kirken bliver kirkens mål.

Jesper Langballe.