Knæfald og halal PDF Udskriv Email

Af Jesper Bacher, Tidehverv, 2013, nr. 8-9, Okt-nov., s.141-142.

"Du blir, hvad du spiser", lyder et kendt sundhedsslogan, som randt mig i hu under sommerens debat om halalmad på offentlige institutioner. I agurketiden kom det således frem, at Hvidovre Hospital kun serverer halal-slaget oksekød for patienterne. Det blev også kendt, at en række børnehaver helt har droppet svinekød, som er ikke halal, altså tilladt ifølge islamisk lov, men derimod haram, altså forbudt, ifølge samme kodeks. Lederen af Martha Hjemmet på Nørrebro, Anna Fisker, udtalte til Ekstra Bladet, at man i institutionen ikke anså halal og ingen gris på gaflen "som nogen begrænsning, mere som et naturligt hensyn".

Mere som et naturligt hensyn. Altså jo stærkere den muslimske tilstedeværelse er i et givet område, jo mere naturligt er det at tage hensyn til det forhold, selv om man handler hensynsløst i forhold til dansk madkultur. Frikadellens flugt over plankeværket eller institutionernes mure er kun en logisk følge af den etniske og religiøse realitet. Nu kunne man også sige, at det er en logisk følge af indvandring til et andet land, at man ikke gør særkrav gældende i det offentlige rum, ligesom samfundet ikke skal pakke minoriteterne ind i særhensyn og vat. Det er faktisk det, som er forskellen på en indvandrer og en kolonist. Indvandreren er kommet for at blive en del af et nyt land. Kolonisten er kommet for at tage nyt land i besiddelse.

Men er vi ikke nede i småtingsafdelingen, når det kommer til den offentlige menu? Er Danmark ikke gammelt kristent land, og kan kristne ikke sætte tænderne i hvad som helst, så hvorfor ikke spise halal med de halalspisende? For os skulle det jo ikke gøre nogen forskel. Selveste Paulus siger jo, at de kristne i oldtidens Korinth ikke skal have kvababbelser ved at spise kød fra torvet, selv om det var ofret til afguderne. Er vi ikke som kristne helt og aldeles fritstillede, når det kommer til mad og drikke? "Mad gør hverken fra eller til over for Gud" med apostlens egne ord.

Ja, vi er fritstillet, men ikke fri fra omtanke. Samme Paulus siger også, at man ikke skal bringe de svage til fald ved at sidde til bords i et afgudstempel. De kristne må ikke give det indtryk, at de accepterer afgudskulten, en accept, som kan anfægte og forvirre de svage i troen. Paulus understreger: "Derfor, hvis mad bringer min broder til fald, vil jeg aldrig i evighed spise kød for ikke at bringe min broder til fald". Der kan altså opstå situationer, hvor maden bliver en bekendelsessag, en anledning til at trække en grænse i forhold til afguderi. En markering, som skal tjene til tydeliggørelse af kristendommen, ikke mindst overfor den rådvilde og usikre broder.

Det er også værd at huske, at der andetsteds i Det Nye Testamente findes deciderede forbud mod at spise offerkød. I Apostlenes Gerninger hedder det således, at man skal "holde sig fra kød, der ofres til afguder", og i Johannes' Åbenbaring advarer Jesus mod en profetinde "som med sin lære forfører mine tjenere til at bedrive utugt og spise afgudsofferkød". Kød kan blive mere end kød, mad mere end mad. Og så er spørgsmålet, hvor vi står i dag? Islamiske spiseregler udspringer kristeligt set af en dæmonisk religion. Islam er, som Johannes Horstmann engang udtrykte det, simpelthen antikristendom, en massiv og entydig fornægtelse af Jesus Kristus som Guds søn og verdens frelser. "Antikrist er den, der fornægter Faderen og Sønnen. Enhver, som fornægter Sønnen har heller ikke Faderen" siger Johannes i sit første brev, og det er da klar tale. Måske kunne det også være på sin plads at lade denne klarhed vise sig ved måltidet i en situation, hvor islam trænger sig på, og offentlige institutioner gør knæfald for den falske lære. Jeg har selv spist halalkød uden samvittighedsnag, men jeg tænker, at det kunne være tid at insistere på flæskesteg og leverpostej i Jesu Kristi navn. Tid at afsværge halal. Tid at forfægte den kristne frihed. Tid at bekende.

"Du blir, hvad du spiser". Det kunne også gælde i dybere forstand. Hvis du lader dig spise af med halal, så risikerer du at komme til at spise nådsensbrød hos islam, og det er bitter kost. Bare spørg de kristne i den muslimske verden.

Al slags mad er i sandhed ren, men der er også brug for rene linjer.

Jesper Bacher.