Af Hans D. Fabricius, Tidehverv, 1990, nr. 2 (februar), s.33-36+41.

Pressen skal være den kontrollerende, fjerde magt i demokratiet, men er efterhånden blevet en trussel mod demokratiet - ufolkelig, uforpligtet, usaglig. "I forvirringens tjeneste". I opløsningens tjeneste. Men pressens opgave er at være i tjeneste hos folket og folkestyret.

Til at begynde med et par ord om min baggrund:
Væsentligst er det vel, at jeg er en almindelig dansk borger, født før krigen og besættelsen, som jeg husker svagt fra min drengetid. Desuden, at jeg fra 1960 til og med 1975 arbejdede i den danske dagspresse som journalist, redaktionssekretær og redaktionschef. Jeg har udelukkende arbejdet i den såkaldt borgerlige presse, idet jeg aldrig - bortset fra en tid som presseofficer ved FN-styrken på Cypern - har arbejdet på andre aviser end partiet Venstres. Hvad der ikke er så sært, eftersom de fleste tilbageblevne dagblade i Danmark i det mindste på papiret bekender sig til Danmarks liberale parti, Venstre. Før jeg aftjente min værnepligt havde jeg i nogle år snuset til teologistudiet ved Københavns Universitet, og i de sidste år af min tid som redaktionschef vendte jeg tilbage til teologien, idet jeg gav mig til at læse på den såkaldte særuddannelse, og siden begyndelsen af 1976 har jeg været sognepræst i Skodborg og Skrave sogne, de to nordligste sønderjyske sogne.

Så føler jeg desuden trang til at præcisere at en journalist er den mand på et dagblad, som enten ude i marken eller gennem telefonen skraber det stof hjem, som avisen mener, at man bør skrive om. En redaktionssekretær er en mand, som udelukkende holdes hjemme på avisens redaktion, dels for at koordinere journalisternes og fotografernes arbejde, dels for at gennemlæse og kontrollere journalisternes artikler, og dels for at sørge for disse artiklers vej gennem den tekniske afdeling på avisen, og han er således bestemmende for de pågældende artiklers placering og opsætning. Og endelig, at en redaktionschef er leder af redaktionssekretariatet og som sådan også leder af hele den journalistiske stab og i øvrigt også naturligt nok den ansvarlige redaktørs højre hånd og stedfortræder; i mange situationer er det således re-daktionschefen, der kommer til at træffe de hurtige afgørelser: skal den artikel nu også med i avisen? og skal den med i dag, eller kan den vente? og skal den med i den foreliggende form, eller skrives om, gøres kortere eller mere udførlig? og hvordan skal opsætningen være osv.

Dette nævner jeg, ikke fordi jeg skal gøre mig til af mine egne bedrifter, at jeg har prøvet alle tre arbejdsformer på avisen, men fordi det spiller en rolle for forståelsen af nogle af de ting, jeg skal nævne.

Et intermezzo
Jeg skal gerne begynde med et eksempel for at vise, hvilke vanskeligheder man kunne - og muligvis stadig kan! - løbe ind i på en dagbladsredaktion:

For 15 år siden blev hjemmeværnet 25 år. Hvad man end må mene om hjemmeværnet, så var det ubestrideligt - og er heldigvis stadig - en af de største organiserede folkelige bevægelser, Danmark har kendt til. Desuden en organisation, som internationalt, i NATO-sammenhæng, gang på gang bare ved sin eksistens har raget kastanierne ud af ilden for danskerne, når man - med rette! - skød os i skoene, at vi ikke gjorde tilnærmelsesvis vor pligt i det fælles europæiske forsvar.

Derfor måtte avisen naturligvis tage sig af, at hjemmeværnet jubilerede. Man kunne også anlægge den på en redaktion slet ikke ukendte betragtning, at en meget stor del af bladets læsere måtte formodes at være medlemmer af hjemmeværnet og derfor interesserede i at læse om bevægelsen.

Så jeg tilkaldte en ung og iøvrigt meget velskrivende journaliststuderende, som vi havde i praktik, og bad ham om at skrive en artikel om hjemmeværnet, selvfølgelig med særlig vægt på den egn, hvor avisen hørte til. Vi havde hver dag i avisen en side, som vi kaldte for temasiden, og hvor vi mere grundigt og indgående behandlede ét bestemt emne. Jeg sagde til ham, at vi ville bruge temasiden på en artikel om hjem-meværnet, artiklen ville få en fornem opsætning, han ville få fotografer til rådighed i det omfang, det var nødvendigt, avisen ville ikke spare på noget i den sammenhæng. Det ville kort sagt være "gefundenes Fressen" for en ung journalist, et tilbud og en opgave, som jeg i min elevtid ville have slikket mig om munden efter.

Mon man kan regne ud, hvad det unge menneske sagde, han, der stod for at skulle gøre karriere i dansk presse? Han sagde nej! Han ville ikke skrive om hjemmeværnet, han var nærmest pacifist og mente, at hjemmeværnsmænd var nogle latterlige søndagskrigere. Jeg forklarede ham tålmodigt, og som sandt var, at jeg i min tid som skrivende journalist havde refereret møder og sammenkomster i golfklubber, i husmoderforeninger, i jerseyavlerforeninger, prydfugleklubber og alle mulige andre steder, uden at jeg havde, om jeg så må sige, et særligt forhold til golfspillere, husmødre, jerseykvæg eller prydfugle - iøvrigt helt uden sammenligning. En rent professionel holdning til faget måtte da tilsige ham at skrive den artikel. Han ville ikke. Det var ikke det værste. Værre var det, at de andre, der blev spurgt, heller ikke ville. Til sidst gik opgaven fra avisens hovedredaktion ud til en lokalredaktør, som iøvrigt løste den udmærket.

Et lille intermezzo på et dansk dagblad anno 1974 - må det velhave været. Og når jeg nævner det, er det naturligvis for at sige, at vor højt besungne pressefrihed også kan angribes og krænkes af pressens egne folk. Jeg betragter i hvert fald et sådant intermezzo som et angreb på pressefriheden. Og det kunne sådan set godt give anledning til overvejelse af, om ikke den største trussel imod både demokrati og pressefrihed kommer indefra. Truslerne udefra er i det mindste altid meget lettere at erkende!

Demokratiets vilkår
Men inden jeg fortsætter med at sige noget om pressen og forholdet mellem presse og demokrati, føler jeg trang til at sige noget om demokratiet i Danmark og dets vilkår. Derhjemme plejer jeg at sige, at jeg er tilhænger af oplyst enevælde - og så ler de ad mig. For de tror ikke, at jeg mener det. Men der kunne måske træffe sig at være mere demokrati i et oplyst enevælde end i det demokratiske kaos, som vi efterhånden har fået i Danmark. Hvorfor er det da gået, som det er? Ja, spørger vi en almindelig dansk politiker fra de gamle etablerede partier, vil han sige, at det er de mange partiers skyld. Standardsvar mangler jo ingen trænet politiker i disse mediedage.

Jeg har aldrig i særlig grad studeret politik eller politisk historie eller idehistorie. Men der er da nogle grundpiller, som enhver bør have kendskab til, når der tales om demokrati. Under en hvilken som helst styreform eller et hvilket som helst politisk system må der ligge et tankegods. Filosofi, kalder vi det. Den tankegang, der ligger til grund for det danske demokrati - og vist iøvrigt de fleste andre - er den, at magten skal deles i tre, nemlig den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. Når det er tankegangen bag vort system, er det indlysende, at systemet må true med at bryde sammen, og måske også gør det, hvis man ændrer eller glemmer den filosofi, der skulle være fundamentet. Altså: systemet og dets forudsætning må passe sammen. Ændrer man det ene uden at ændre det andet, opstår der problemer. Ændrer man fundamentet, altså selve den grundlæggende filosofi, ja, så kan man gøre det enten med fuldt overlæg eller fordi man er så dum, at man ikke kan følge tankegangen.

Og det er for tiden en helt påfaldende kendsgerning, at de danske politikere roder rundt i kategorierne, og nogle gør det nok med fuldt overlæg, andre fordi de er dumme. Det kommer til at betyde, hvad vi ser gang på gang, at landets regering ikke kan gøre det, den er sat til, nemlig at regere. At udøve magt. Det er nemlig svært at udøve magten, når en anden instans, den lovgivende magt - hos os hedder den Folketinget - bestandigt søger at tilrane sig den udøvende magt. Regeringsmagten. Det er der striber af eksempler på; jeg kan nøjes med at nævne, at så vidt jeg ved, undrer alle EFs udenrigsministre sig, når den danske udenrigsminister er til møde i fx. Bruxelles. For dukker der et emne op, som ikke var klart formuleret i dagsordenen på forhånd, kan den danske udenrigsminister ikke tage stilling til sagen, før han har ringet hjem og talt med Folketingets markedsudvalg om sagen. Og det kalder vi så at udøve magt!

Vi ser noget tilsvarende i bz-sager, omkring Christiania og flygtningesagerne. Når alle disse ting går så skævt, som de nu engang gør, med den danske befolkning som undrende tilskuere, skyldes det ganske enkelt denne sammenblanding af lovgivende og udøvende magt.

Ligeledes ser vi i sag efter sag den lovgivende instans, altså Folketinget, blande sig i den dømmende magts sager. Der kunne nævnes adskillige tilfælde, men vi kan såmænd nøjes med at tænke på sagen om harpoonmissilet, der raserede et nordsjællandsk sommerhusområde. Da afsagde adskillige folketingsmænd dom i sagen, før retten havde talt, og hvis ikke jeg husker meget galt, var selv folketingets retsudvalg, som dog måtte formodes at vide bedre, indblandet i sin egen domsafsigelse, længe før retten havde udtalt sig. På den måde kan Folketinget komme til at bøje de love, som det selv har lagt navn til. Og således forhindrer Folketinget regeringen i at regere og domstolene i at dømme. Og regeringen accepterer tilsyneladende, at den ikke skal regere. Og sådan smuldrer selve fundamentet for vort demokrati bort mellem hænderne på os.

Man skulle vel også mene, at Danmarks Riges grundlov er en del af fundamentet for demokratiet hertillands. Men det er jo blevet til bare en narresut, som en stor del af befolkningen villigt tager i munden - måske fordi den bliver proppet ind!

I grundloven står der fx., at et medlem af Folketinget kun er bundet af sin samvittighed i sit politiske arbejde. Alligevel læser vi gang på gang i hvert eneste folketingsår om, hvordan, som man siger det, folketingsmedlemmerne bliver stillet frit i denne eller hin afstemning. Hvem skal egentlig stille en politiker frit, når det skulle være grundloven, der sikrede ham friheden? Betyder det, at vor højt besungne demokratiske frihed i virkeligheden slet ikke eksisterer undtagen i sager, hvis betydning er så ringe, at partiledelserne er ligeglade med udfaldet? Og gang på gang hører vi om folketingsmedlemmer, der bliver "banket på plads" - for nu at holde os til en af pressens yndlingsclicheer - eller talt til orden, som man også siger, hvis der er optræk til, at et særstandpunkt kan få parlamentariske følger, som det så smukt siges. Jamen, hvis ikke et møde i et parlament og et særstandpunkt i et parlament skulle have parlamentariske følger, må der da være noget galt med parlamentet??!?

Skulle jeg komme med en tanke om, hvordan man muligvis kunne bedre på disse forhold, ville den mest nærliggende være at forbyde politiske partier at deltage i parlamentsvalgene. Videre at afskaffe forholdstalsvalgmetoden til fordel for valg i enkeltmandskredse, videre at kræve - som man gjorde det engang - at en folketingsmand skal have bolig i sin valgkreds. Det er mig ubegribeligt, at så mange jyske valgkredse lader sig spise af med en folketingsmand fra København. Det burde være lige så logisk, at folketingsmanden bor i den valgkreds, han repræsenterer, som at sognepræsten bor i sit sogn. Så kunne jeg også tænke mig, at man gjorde folketingssamlingen noget kortere, så folketingsmændene fik en længere tid af året i den valgkreds, de tilhører, altså bor i og er valgt i. Det ville måske også indebære den fordel, at regeringen kunne komme til at regere uden denne bestandige indgriben af folketingets linievogtere, og at regeringen ville få tid til at regere.

Og endelig må jeg sige, at det ville være en fornuftig ting at genindføre et andetkammer, altså den gamle rigsdag med et folketing og et landsting, og så kunne man gerne vælge landstinget for en længere periode, måske seks år og gøre det uopløseligt. Det ville give en kontinuitet i lovgivningsarbejdet, og fremfor alt ville det måske kunne forhindre nogle af de fejl, der opstår i lovgivningen i disse år, fordi lovene skal jages igennem folketinget.

Så kan man iøvrigt mene, som jeg vistnok gør, at et hvilketsomhelst politisk system undergraver sig selv. Magt korrumperer, siger et gammelt ord, og det er ikke helt forkert. I disse måneder ser vi tilsyneladende og forhåbentlig det kommunistiske systems sammenbrud i en række lande, måske endda til syvende og sidst overalt. Det har undergravet sig selv, for der, hvor magten er størst, er korruptionen også størst. Men hvordan med vort eget demokratiske system? Står det også over for et sammenbrud? Og skal vi være tilfredse med det, hvis det bryder sammen?

Den magtfulde presse
Så tilbage til pressen. En fri, uafhængig presse med folkelig baggrund og forståelse er jo et vigtigt led i ethvert demokrati. Her i landet er der imidlertid sket det, at pressen har føjet sig selv til som en del af demokratiets fundament. Det skal den også være, men nok på en anden måde end tilfældet er.

Vi har nemlig ændret vor grundlæggende filosofi - eller rettere: vi har fået den ændret - så vi nu har en lovgivende, en udøvende og en dømmende instans, som ikke længere holder sig adskilt fra hinanden i gensidig respekt - og desuden har vi så pressen som den informerende og opinionsskabende magt, der uden at blues til enhver tid er rede til at gå ind i de tre andres magtsfærer - og også gør det, tilmed i et omfang og på en måde, der gør de øvrige instanser usikre. Som en bygning bliver usikker, når fundamentet ændres.

Pressen er altså blevet fjerde hjul på vognen, og den prøver at sætte de andre instanser ud af kraft ved at overtage deres beføjelser. Den danske medieverden i dens fulde udstrækning udøver magt og dømmer danske statsborgere hårdere end nogen domstol. Ja, den indfører i mange sager nærmest, hvad vi ville kalde en standret af den slags, som ellers kun kendes fra de værste diktaturer. En orlogskaptajn ved et defekt missil, mænd som Jan Bonde Nielsen, Bøje Nielsen og Mærsk McKinney Møller og mange andre dømmes raskvæk af den presse, som beredvilligt optræder som både anklager og dommer. Og som desuden ofte anklager og dømmer efter sine egne love!

Hvorfor er det nu gået sådan?

Ja, nemmest ville det være at gentage, at magt korrumperer. Det er forsåvidt det samme, som jeg sagde før, da jeg hævdede, at ethvert politisk system undergraver sig selv. Jeg kunne også sige, at politikerne i Danmark er ufolkelige. Selv ville politikerne straks hyle op om, at det er de bestemt ikke, for de deltager i så og så mange møder her og der og alle vegne. Politiske møder. Men mødeaktivitet er ikke uden videre det samme som folkelighed. Politiske møder måske slet ikke. Folkelighed må være at leve i samklang med folkets historie, dets kultur. Også at dele folkets vilkår og kende folkets meninger. For en politiker må det bl.a. betyde, at han/hun skal betragte folket som noget andet end bare vælgere.

Her er det så, at pressen kommer ind i billedet. At kende folkets historie, kultur, vilkår og meninger. Naturligvis også dets tro. Og så er det min påstand, at pressen i en vis forstand også er ufolkelig. Som man må være det, hvis man ikke lever i samklang med folkets historie, dets kultur, dets kristentro, og hvis man ikke deler folkets vilkår eller kender dets meninger. Hvis man ikke betragter folket som folk, men blot som læsere. Eller som det statistiske grundlag for diverse opinionsundersøgelser. Eller vælgere. Eller idioter. Eller alt andet end lige akkurat et folk. Og det besynderlige er sådan set, at folket tålmodigt finder sig i det. Ja, endda betaler for at blive betragtet sådan - hvadenten det nu er TV- og radiolicensen eller avisabonnementet eller løssalgsprisen, vi tænker på.

Ufolkelig er pressen af flere grunde. For det første forekommer det mig, at dagbladene ikke længere er tro imod deres idé. I sin tid, for en godt hundrede år siden, groede der en frodig og i mange henseender også saftig presse frem i Danmark. Den blev for en stor del ikke skrevet af professionelle skribenter, men af mennesker med et bestemt kulturelt, politisk og folkeligt syn. Og når jeg også kalder den presse for saftig, skyldes det bl.a., at man jo ikke lagde fingrene imellem, når man skrev om de meninger, som de konkurrerende aviser stod for. Og konkurrencen var stor. Groft taget skete der det, at der voksede fire dagblade frem i hver købstad, en Venstreavis, en konservativ avis, en radikal og en socialdemokratisk avis, og dette billede holdt sig endnu i de første år efter den anden verdenskrig. Siden har billedet ændret sig totalt. De fleste steder har kun én avis overlevet det, man kalder bladdøden, og de fleste steder er det Venstre-avisen, der har overlevet. Til gengæld er de konservative aviser blevet de største, for det er jo de berlingske aviser og de store stiftstidender og vel også Jyllands-Posten. De radikale aviser er kun få og små; Politiken er vel stadig flagskibet, men skal man i dag læse genuine radikale synspunkter, skal man nu nok enten til Skive eller Holbæk.

Denne udvikling har fået flere følger. Den ene er, at aviserne er blevet større i oplag. Ellers ville de ganske enkelt heller ikke kunne eksistere. For nogle år siden lå eksistensgrænsen på omkring de 10.000 eksemplarer, men det er alt for få i dag. Men disse store oplag betyder, at aviserne ikke længere har det finmaskede net, de havde førhen, da de skrev om stort og småt overalt i avisens udgivelsesområde. Man havde en kreds af såkaldte meddelere, skolelærere, barberere, husmænd, købmænd, skolebørn osv., som var i stand til at skrive små notitser fra deres lille sted, og som kunne forsyne den professionelle journalist med oplysninger, give ham tips eller forklare ham om sammenhængene på stedet, hvis det drejede sig om en større sag, der krævede professionel indsats. Og journalisterne og fotograferne var hyppige gæster rundt om i området. Til møder, til generalforsamlinger, begravelser, ulykker, brande o.m.a. Men når området, som avisen skulle betjene, som man kalder det, blev meget større, rent fysisk, svandt disse kontakter. Det har også noget med den almindelige velstand at gøre. Og skattelovene, som hertillands jo er tåbelige, fordi man beskatter arbejde i stedet for forbrug. - Meddelerne havde ikke længere brug for den liniebetaling, de fik, og som sandt at sige heller ikke var særlig stor. Og grundlaget for de små notitser forsvandt, fordi avisen i det store område slet ikke havde plads til alle småtingene, til alt det, der udgør folkets hverdag; aviserne ville kun skrive om de store ting. Og på den måde svandt kontakten mellem læserne, avisens brugere, folket, og dem, der fremstillede avisen. Vi kunne såmænd også sige, at det også her blev eksperterne, der løb med det hele.

Journalisterne
Mediernes ufolkelighed har også noget med journalistuddannelsen at gøre. Jeg blev uddannet i den gammeldags "mesterlære". Det vil sige, at man var tre år på en avis, og i den periode blev man jaget rundt i forskellige stofområder og sendt ud til aftenmøde efter aftenmøde. Og det blev suppleret med ophold på Danmarks Journalisthøjskole i Århus. Holdt man ud i de tre år, var man udlært. Det svære var sådan set at komme indenfor; altså at få en læreplads. Det var redaktørerne, der valgte ud blandt de mange, der gerne ville være journalister. Selvfølgelig betød det i adskillige tilfælde noget med, at man helst skulle kende en redaktør, man skulle have forbindelser, hvis man ville i lære som journalist. Men en normal redaktør ville normalt vælge unge mennesker, hvis livssyn og samfundssyn - så vidt det nu kunne klarlægges var i overensstemmelse med avisens. Nogle af de bedste journalister, jeg har kendt og arbejdet sammen med, var da også folk, der - som de selv sagde det - kun havde gået i den stråtækte, måske suppleret med et højskoleophold.

Efter min mening blev det levende journalistmiljø ødelagt af to ting - og man kan vist for resten finde paralleller hertil også andre steder i samfundet. Og de to ting var journalistuddannelsen, der blev ændret, og journalistforbundet. Begge foreteelser bidrog til avisernes ufolkeliggørelse. Journalistuddannelsen blev ændret på den helt afgørende måde, at det nu ikke længere var redaktøren, der bestemte, hvem han ville tage ind som elev. Uddannelsen blev centraliseret og akademiseret, forstået på den måde, at man begyndte at studere halvandet år, på Århus Universitet, hvor journalisthøjskolen havde til huse. Så kom man ud i praktik på en avis i et år eller halvandet, og selvfølgelig kunne redaktørerne vælge blandt praktikanterne, men han kunne jo kun vælge blandt dem, som nogle andre på forhånd havde udvalgt. Efter praktikopholdet skulle den journaliststuderende tilbage og fuldende uddannelsen på det teoretiske plan. Enhver kan formentlig sige sig selv, hvad det kom til at betyde i forhold til den tidligere uddannelse. Journalisterne blev nu de bedrevidende, dem, der ikke ville skrive om hvadsomhelst, måske ikke tage sig af de små ting, som måske er det vigtigste for en lokal avis. Fødselsdagsomtaler fx. Eller nekrologer. Eller man nægtede at skrive om det, der ikke passede ind i ens eget politiske kram - som fx. hjemmeværnets jubilæum. Og hvis man endelig skrev, brød man sig pokker om den objektivitet, vi andre havde lært altid at tilstræbe, og det betød, at man dårligt nok kunne skrive om et brækket ben ved en bilulykke uden at det skulle gøres til et samfundsproblem eller et socialt tilfælde.

Og i takt med denne udvikling strammede journalistforbundet reglerne. Man indførte en klækkelig ekstrabetaling for journalisters deltagelse i aftenmøder, og oven i den fik man lagt en afspadseringsordning, der gav i hvert fald redaktionssekretariatet store planlægningsvanskeligheder. Så blev det til, at når avisen skulle spare, var det oplagt, at man lod være med at sende en mand ud til et møde. Man kunne altid "ringe det hjem", som vi udtrykte os. Men det kom, om noget, til at betyde, at kontakten mellem dem, der skriver aviserne, og dem, der skrives om og for, gik helt fløjten - og aviserne styrede længere ud i det ufolkelige.

Så efterlod de sig et tomrum, som vi i disse år ser en række små lokale annonceaviser prøve på at fylde ud, mange af dem gør det endda med held. Uden faguddannede journalister, men til gengæld med en folkelig kontakt knyttet snævert til det sted, hvor reklameavisen holder til.

Pressens overfladiskhed
Jeg skal også gerne pege på et par andre områder, hvor pressen i allervideste forstand på en eller anden besynderlig måde er med til at undergrave det demokrati, den sædvanligvis påberåber sig at forsvare. Det første område er tempoet. Her tænker jeg fx. - og mest på de elektroniske medier, som jo har nogle muligheder, den trykte presse ikke har. Der kan sendes radionyheder hver time døgnet rundt - uanset om der er nogen nyhed af interesse eller ej. Og man kan lave ekstraudsendelser, hvad der faktisk i vore dage er umuligt for dagbladene. Men det er sådan set ikke det værste. For det værste er vel, at politikerne lader sig piske frem af disse medier. Hvis politikerne er i gang med komplicerede forhandlinger om dette eller hint, står the gentlemen of the press uden for døren for at spørge til forhandlingerne, endnu mens de pågår. Politikeren, som er mere bange for journalisterne, som han jo kender, end folkene hjemme i valgkredsen, som han jo ikke kender, føler, at han er nødt til at sige noget. Også af angst for, at en af hans kolleger, en modpart, måske ellers får den presse, som man mener er det vigtigste element i kampen for at blive valgt. Så får vi de forjagede udtalelser om sager, man endnu ikke har sat sig rigtigt ind i, og så kommer man til at binde sig til et synspunkt, før man har nået at tænke det igennem. Det ville være forfriskende, om politikerne turde sige, at de ikke ønsker at have blodhundene på nakken, før de har sluttet forhandlingerne.

Vi kunne også nævne computersamfundet, altså den elektroniske teknologi, der gør, at man meget hurtigt kan indsamle svar på bestemte spørgsmål og oven i købet bearbejde spørgsmålene. Opinionsundersøgelserne, med andre ord. Politikerne synes at være mere optaget af, hvad computerne siger, altså gallupundersøgelserne og den slags, end hvad folket siger.

Og endelig kunne man nævne den personfokusering, som pressen gør så stort et nummer ud af. Som eksempel kunne jeg nævne pavens besøg i sommer. Kirkeligt set var det besøg stort set ligegyldigt for danskerne. Vi havde sådan set ikke inviteret ham; han havde vel nærmest inviteret sig selv, omend det fremstod som om, han var inviteret af katolikkerne i Danmark, der naturligvis har lov til at invitere, hvem de vil, på besøg. Men hele landet stod på den anden ende - til hvad nytte? Ja, to dage efter at hans hellighed havde forladt Danmark, var det hele glemt. Det var en pseudobegivenhed, en sag uden indhold for en dansk folkekirkekristen - og dem er der flere af i Danmark end avislæsere! Men paven er en pæn gammel mand, han er fotogen, han er presseminded, og han spiller dygtigt på det altsammen. Det bliver det bare ikke mindre ligegyldigt af.

Men nogenlunde samtidig med forberedelserne til og gennemførelsen af dette celebre, kirkelige show, foregik der stort set ubemærket forhandlinger i det danske folketing om nogle love for folkekirken. Love, som ingen konsekvenser ville have for katolikkerne, der er et absolut mindretal her i landet. Det var en sag - eller rettere: det var to sager - og det er altså ikke så nemt at vise en sag frem i fjernsynet som en person. En sag kræver jo saglighed, og mens aviserne svømmede over om pavebesøget og fik alle danskere - mente de i hvert fald - til at synes, at man ikke kunne være andet bekendt end at tage godt imod paven, blev der altså vedtaget nogle love, der kan få afgørende betydning for folkekirken. Eller i det mindste kan bruges som en del af et større lovkompleks, der vil vende op og ned på alle vore begreber om den danske folkekirke og dens mange sogne, og som derfor vil kunne komme til at gribe dybt ind i folkets hverdags- og søndagsliv. Men hvor var pressen? De kirkelige medarbejdere? De stod med logrende haler samlet om den kirkelige godbid fra Rom.

Den samme personcentrering ser vi i avisernes sportsspalter, hvor man nu om dage kun meget sjældent sagligt refererer eller kommenterer fx. en fodboldkamp, men til gengæld giver sig så meget desto mere af med personerne, fx. med at give karakterer til spillerne, skælde ud på dommeren, kræve træneren fjernet eller spille den ene person ud mod den anden.

Og sådan foregår det også i politik, for resten.

I forvirringens tjeneste
Jovist er der en sammenhæng mellem en fri presse og et frit demokrati. Men den totale frihed eksisterer ikke noget sted, og ved man det ikke andetsteds fra, for resten, så kan man høre det i kirkens forkyndelse. Og hvad der gælder i kristen sammenhæng, gælder også på andre områder. Friheden består i, at man vælger, hvor man vil være bundet.

Politikere og massemedier synes at have valgt at lade sig binde til hinanden i stedet for til det folk, de tilhører, og hvis tjenere de ikke bare burde kalde sig, men ganske enkelt være.

Søren Kierkegaard skriver et sted:
"Det er i en vis forstand noget gyseligt at tænke hele den mængde af bogtrykkere, boghandlere, journalister, forfattere - og alle disse arbejder dag og nat i forvirringens tjeneste, fordi menneskene ikke ville blive ædru og forstå, at der til i sandhed at være menneske behøves forholdsvis lidt viden, men desto større selverkendelse".

I forvirringens tjeneste, ak ja.

Hans D. Fabricius.