Et uforløst opgør

Af Søren Krarup. Tidehverv, 1985, s.71. (Poul Behrendt: Bissen og dullen - Familiehistorier fra nutiden).

Poul Behrendts bog om "Bissen og dullen", der har undertitlen "Familiehistorier fra nutiden", har været den forgangne vinters litterære samtaleemne, genstand for priser og adskillige oplag, og det er ikke uforståeligt. For det første er forfatteren en belæst og fint mærkende analytiker. Han har ikke travlt, men giver sig god tid til at forfølge en linie eller afdække en problemstilling i de forvirrede og opløste forhold på familiefronten og i privatlivet siden kulturrevolutionen i 1968. For det andet er dette emne stadigt mere aktuelt. I takt med ensomheden og smerten hos de med deres personligste forhold eksperimenterende vokser trangen til at finde en forklaring. Hvad skyldes disse moderne sammenbrud? En gennemgang af periodens holdninger og hensigter vil være sikker på opmærksomhed fra de mange, der har oplevet sammenbruddet.

Og Poul Behrendt tegner det ene billede efter det andet af fallerede eksistenser fra studenteroprøret. Med udgangspunkt i en række studenteroprøreres selvbiografier skildrer han en udvikling, der har været karakteriseret af "et af ungdomsoprørets grundlæggende principper, lyst-princippet". Og lystprincippet er jo et andet ord for selvoptagethed. Dyrkelsen af egen navle og egen lyst og egne fornemmelser, camoufleret og forskønnet ved hjælp af udtryk som frigørelse og bevidstgørelse og selvrealisering, har været det egentlige indhold i den generations tilværelse, der orienterede sig ud fra ideologien af 68, og de mange sammenbrud er konsekvensen af en sådan principiel selvoptagethed.

For så vidt er Poul Behrendts bog et opgør med studenteroprøret. Den er nådesløs i sin udlevering af holdningen. De næsten groteske udslag af trangen til at begrave sig i sine indre fornemmelser og kvitte forældre, ægtefælle og børn ud fra en infantil interesse i at "realisere sig selv" skildres med grum præcision, og bogen synes født af en slags moralsk indignation over denne foragt for næsten og dagligdagen.

Poul Behrendt forekommer mig at sige fra. Jeg læser bogen som et etisk opgør, der på en eller anden måde hænger sammen med præstesønnens viden om, at sådan kan man ikke behandle sit medmenneske uden at gøre sig selv til en slyngel eller et umenneske. Han taler på vegne af de ofre, der ligger langs de selv-realiserende studenteroprøreres vej, og hans stemme får en harmfuld, ægte klang, når han siger: "I samlejet har de fået anbragt den højeste værdimåler for deres liv, samtidig med at det i sin ægteskabelige, vanebundne skikkelse er genstand for deres dybeste lede og foragt. Som vi skal se, foretrækker de selv det mest anonyme møde fremfor det alt for velkendte med den, man deler opvask, forpligtelser og økonomiske bekymringer med".

Men Poul Behrendt er samtidig litterat af Aage Henriksen-skolen, og af den grund fortoner opgøret sig ud i alskens dybdepsykologiske og psykoanalytiske udredninger, som gør det flimrende og uklart. Det er Freud og Maria Cardinal og menstruation og fader- og moderfortrængninger, som rigtignok kan lægge adskilligt stof på bordet og bl.a. sige afslørende ting om den fatale mangel på autoritet, som den erklæret anti-autoritære generation ligger under for - men hvis bogen ikke kommer ud over dette analytiske og når frem til en forkyndelse af menneskets forpligtethed i forhold til næsten, falder opgøret alligevel til jorden og bliver til æstetik. I sidste instans må forfatteren træde i karakter. Den afsløring, han foretager af sin samtid, må udmøntes i ubehagelige sandheder på basis af en etisk fordring for at blive til mere end interessante detaljer og samtidshistoriske forsøg og analyser.

Og det gør den ikke. Poul Behrendt kommer aldrig fra det æstetiske til det etiske - i hvert fald ikke i fuld og erklæret bevidsthed, og derfor synes hans bog mig uforløst og halvhjertet. Muligvis er det i denne omstændighed, man kan finde noget af forklaringen på dens succes. Der er alligevel ingen, der for alvor udfordres. Det bliver ved antydningen eller undertonen. Og derfor kan de halvgamle studenteroprørere læse og debattere bogen som en ny pikant belysning af deres interessante navle og fornemmelser og hengive sig til fornyet og uendelig selvoptagethed.
Det er en skam.