En tale i Birmingham - Enoch Powell PDF Udskriv Email

Af Søren Krarup, Tidehverv, 1989, nr. 7, september, s.127-130.

Enoch Powell"Det var faktisk umuligt at få arbejderne i tale på det grundlag. Det blev senere yderligere bekræftet, da vi i forbindelse med Enoch Powells racistiske kampagner i England udsendte løbesedler, bl.a. på B&W, Motorfabrikken på Christianshavn. Der fik vi også hver gang svaret, at de skal ikke tro, de der fremmedarbejdere, at de kan komme herop og nyde godt af vores sociallovgivning, mens de selv har danset hula hula med en fjer i røven". (Gotfred Appel i Information 17. maj 1989).

Jeg husker endnu svagt den klang, som Enoch Powells navn havde i den offentlige debat for tyve år siden. Det var næsten med en gysen, han blev nævnt af aviserne herhjemme. Man forstod, at han repræsenterede det unævnelige - et uhyggeligt tilbagefald til tankegange, som man mente forsvundet med nazismen. Enoch Powell var jo racist, fik vi at vide. Det blev underforstået, at han i virkeligheden var en ven af koncentrationslejre. Alle ordentlige mennesker måtte korse sig ved hans navn og synspunkter.

Siden har jeg haft lejlighed til at stifte bekendtskab med Enoch Powells offentlige virke i England og engelsk politik, og det er med nogen forbløffelse, man konfronteres med sine egne, af de danske medier opbyggede fordomme. For et års tid siden læste jeg en lille bog fra 1986, Howard Pedrazas: "Winston Churchill, Enoch Powell and the nation", som jeg omtalte her i bladet i februar 1989 i forbindelse med en kortfattet skildring af Enoch Powell. På baggrund af det, vi mente at vide, måtte det forekomme ubegribeligt, at han af voksne mennesker kunne nævnes i samklang med Winston Churchill. Kender man kun til danske mediers information, ville man betragte det som en uhyrlighed. Men forfatteren gjorde det konsekvent og meget bevidst, og under læsningen af hans bog fremstod billedet af en personlighed, der måske er den betydeligste i Englands offentlige liv i efterkrigstiden. Og det stod klart, at mange flere end Howard Pedraza drog denne forbindelse mellem Churchill og Powell.

Adskillige skribenter har gjort det samme i bøger og artikler, som naturligvis er ganske ukendte i Danmark, og her i foråret er udkommet en stor biografi af Enoch Powell, skrevet af Spectators tidligere redaktør Patrick Cosgrave under titlen: "The Lives of Enoch Powell", The Bodley Head, London. I den får man grundig besked om manden og hans holdning og skæbne. Og af den bliver man orienteret om det, grundlæggeren af Kommunistisk Arbejdskreds i Danmark kalder: "Enoch Powells racistiske kampagner i England".

Disse hang sammen med indvandrerpolitikken i England. I 1948 havde Labour-regeringen fået vedtaget en lov, der gav alle medlemmer af det engelske Commonwealth engelsk statsborgerskab, og denne lov - et udslag af krigsromantik efter sejren - førte snart til en massiv indvandring fra de tidligere kolonier. Winston Churchill havde betragtet indvandringen med uro og kaldt den: "en af de største trusler" imod nationen, men han nåede ikke at ændre loven inden sin afgang som premierminister i 1955, og siden havde ingen engelsk politiker myndighed og format til at forandre tilstanden. I 1962 havde Macmillan ganske vist strammet den oprindelige lov en smule, men virkningen var begrænset, og igennem 60'erne skete der derfor det, at der i alle engelske byer opbyggedes store fremmedkolonier af indvandrere fra især Pakistan og Vestindien. Hele kvarterer blev overtaget af mennesker, der stod fremmede og til en vis grad fjendtlige over for engelsk tradition og samfundsliv. I særlig grad arbej-derbefolkningen følte sig trængt.

Wolverhampton er en midtengelsk arbejderby, og parlamentsmedlemmet fra Wolverhampton South-West, Enoch Powell, kunne ikke undgå at mærke den stigende frygt og desperation blandt sine vælgere. Tillige måtte han spørge sig selv, hvorledes denne forvandling af England til et multietnisk og multikulturelt samfund skulle ende. Som englænder og politiker, der satte Englands eksistens som nation i centrum for sit arbejde, kunne han ikke undgå at blive grebet af bekymringen. Og det mest bekymrende var, at spørgsmålet ikke kunne drøftes frit og åbent, fordi enhver betænkelighed og kritik blev stemplet som "racisme" af toneangivende kredse.

For en så selvstændig og uforfærdet personlighed som Enoch Powell var dette uacceptabelt, og derfor begyndte han at rejse spørgsmålet om indvandringens realiteter og Englands fremtid. Han mente sig på linie med sit parti og dets leder. Problemet var blevet drøftet i skyggekabinettet, og Edward Heath havde tidligere fremsat en erklæring, der var udformet af Enoch Powell, og som lovede vælgerne at ville begrænse indvandringen, hvis de konservative kom til magten. Siden voksede indvandringens omfang imidlertid, bl.a. på grund af Kenyas udvisning af sine asiater, som Labour-regeringen tilbød ophold i England. Og samme Labour-regerings forslag om en Race Relations Bill, som ville gøre det vanskeligt at drøfte problemet åbent, og som stillede englænderne ringere end indvandrerne, gjorde det umuligt for Enoch Powell at tie.

9. februar 1968 talte han i Walsall og sagde bl.a.: "Der er en form for håbløshed, som overmander men-nesker, der er fangne og fængslede, og hvis forsøg på at tiltrække sig opmærksomhed og opnå hjælp slet ikke får følger. Det er denne følelse, som I i Walsall og vi i Wolverhampton nu gør erfaringer med over for denne fortsatte strøm af indvandrere til vore byer … Andre ved kun lidt eller ingenting og, kan vi somme tider være fristet til at føle, interesserer sig også kun lidt eller slet ikke for spørgsmålet".

Han påtalte også, at illegale indvandrere altid fik lov til at forblive i England på trods af det lovbrud, der i andre lande ville føre til øjeblikkelig udvisning, ikke mindst i de Commonwealth lande, de kom fra, og dette samt talens hele karakter af konfrontation med et tabuemne bragte ham på avisernes forside. De fleste blade angreb ham for at være "uansvarlig" og - vi kender det - anklagede ham for hans "tone", og i skyggekabinettet skabte det så stor betænkelighed, at man drøftede hele spørgsmålet på et møde 11. april. Powell mente, at der var enighed om, at han kun havde udtalt sig i overensstemmelse med partiets linie. 20. april skulle han tale på et møde i Birmingham og - skriver han - "jeg rejste til min valgkreds med let hjerte. Omsider var problemets alvor blevet erkendt. Omsider var der enighed om det, der måtte gøres".

Men denne Birmingham-tale blev den store sensation og det, der gjorde ham til Englands mest omtalte og mest omstridte personlighed, og som fik udlandet, bl.a. Danmark, til at kalde ham "racist". Det foregik om eftermiddagen. Ingen af hans tilhørere var sig bevidst, at der var sket noget historisk. De gav ham deres tilslutning. De var enige som dem, der havde skoene på og vidste, hvor de klemte. Det var mediernes reaktion, der skabte postyret.

Lad os - også til illustration af denne medie-reaktions art og indhold - følge talen:

Han begyndte roligt og akademisk. "En statsmands vigtigste opgave er at advare imod ulykker, der kan undgås", sagde han. "Men når det sker, vil det støde på hindringer, som har dybe rødder i den menneskelige natur … Frem for alt er man tilbøjelig til at forveksle dét at forudsige problemer med dét at skabe problemer og endog at ønske problemer … Under alle omstændigheder er diskussionen af alvorlige, men - ved en indsats nu - undgåelige problemer det mest nødvendige for en politiker. De, der ved besked, men viger tilbage fra det, fortjener og får også ofte efterkommernes forbandelse."

Så kastede han den første retoriske håndgranat, skriver Patrick Cosgrave. Han fortalte om en samtale med en vælger, som havde røbet et ønske om at udvandre, og som absolut ville opfordre sine børn til at gøre det, fordi "her i landet vil den sorte mand i løbet af femten eller tyve år have fået overtaget over den hvide mand". Powell fortsatte: "Hvordan vover jeg at sige noget så forfærdeligt? Hvordan vover jeg at skabe ophidselse og problemer ved at gentage en sådan samtale? Svaret er, at jeg har ikke ret til at lade være. Her er der en hæderlig, almindelig englænder, som i klart dagslys i min egen by siger til mig, hans parlamentsmedlem, at dette land vil ikke være værd at leve i for hans børn. Jeg har ganske enkelt ikke lov til at trække på skuldrene og tænke på noget andet".

Han fortsatte så med at tegne en fremtid med en indvandrerbefolkning på tre og en halv million i 1988 og at understrege det skæbnesvangre i den kendsgerning, at i stedet for at blive spredt ville denne fremmedbefolkning blive koncentreret i få områder. Han fastslog det første princip i den konservative politik: at standse for yderligere indstrømning og at opmuntre til den størst mulige udstrømning. Og så sagde han i forbindelse med den fortsatte store indvandring, hvad der ifølge Patrick Cosgrave fik talen til at runge gennem nationen:

"Den, guderne ønsker at ødelægge, slår de med vanvid. Vi må være vanvittige, bogstavelig talt vanvittige, ved som nation at tillade den årlige indvandring af omkring 50.000 uforsørgede personer, som for størstedelen er materialet til den fremtidige vækst i indvandrerbefolkningen. Det er som at se en nation være travlt optaget af at stable brænde til sit eget ligbål".

Idet Enoch Powell derefter understregede, at repatriering var en vigtig del af konservativ politik, sagde han: "Det kan ikke være del af nogen politik, at familier skal holdes adskilte, men der er to retninger, i hvilke familier kan genforenes, og hvis vore tidligere og nuværende indvandringslove har skabt adskillelse af familier, enten med vilje eller ufrivilligt, så bør vi være forberedte på at sørge for, at de kan genforenes i deres oprindelige fædrelande. Kort sagt, standsning af indvandringen og opmuntring til tilbagevenden hænger sammen, logisk og humant, som to sider af samme sag."

Dette betød ikke, at ligheden for loven skulle ophæves. Tværtimod var det Enoch Powell meget om at gøre at understrege denne lighed, og i forlængelse heraf gik han derefter til angreb på Labour-regeringens Race Relations Bill. Den ville nemlig føre til diskrimination til fordel for indvandrersamfundene. Endvidere sigtede den efter at regulere folks private forhold, hvad der efter engelsk tradition er et overgreb. Begge hensigter var anstødelige, omend Enoch Powell ikke gjorde sig håb om at blive forstået af - som han sagde - "aviser, som i 1930'erne fra år til år søgte at lukke dette lands øjne for den voksende fare, der forestod, eller ærkebisper i paladser, der lever et udsøgt og behageligt liv med dynen trukket op over hovedet". Sådanne mennesker, sagde Enoch Powell, "har taget helt og aldeles fejl. Diskrimination og tab af rettigheder, følelsen af angst og vrede findes ikke hos indvandrerbefolkningen, men hos dem, blandt hvem indvandrerne kommer og fortsat ankommer. Det er derfor at vedtagelsen af en lov af denne art i dette øjeblik svarer til at udsætte sig for risikoen for at kaste en tændstik ind i et krudtmagasin. Det venligste, der kan siges om dem, som foreslår og støtter dette, er, at de ved ikke, hvad de gør."

Han var tilhænger af assimilation, sagde han. Han havde altid opfordret indvandreren til at gøre sig til eet med vaner, love og traditioner i det land, han var kommet til, for på denne måde at blive en farvet englænder. Men for at illustrere de nuværende tilstande fortalte Enoch Powell en autentisk historie - ifølge Patrick Cosgrave en anekdote, der var så eksplosiv, at alene fortællingen af den ville have ført til hans afskedigelse fra det konservative skyggekabinet:

Blandt de mange hundrede breve, han havde modtaget efter sin tale i Walsall, sagde han, fortalte eet om en ældre hvid kvinde, der havde en udlejningsejendom i en gade i Wolverhampton. I løbet af en årrække var de andre ejendomme i gaden blevet overtaget af indvandrere. Hendes hvide lejere forlod efterhånden huset og den stille gade blev til et støjende og forvirret sted. Hun ville ikke leje værelser ud til indvandrere og afslog også at sælge sit hus til indvandrere, der drømte om at blive værter. Derefter citerede Enoch Powell et længere uddrag af brevet: "Telefonen er hendes livsline. Hendes familie betaler regningen og hjælper hende, så godt den kan. Indvandrere har tilbudt at købe huset - til en pris, som den vordende vært ville kunne få ind fra sine lejere i løbet af uger eller i hvert fald måneder. Hun er bange for at gå ud. Vinduer er knust. Hun finder ekskrementer smidt ind ad brevsprækken. Når hun går i butikker, er hun fulgt af børn, små søde, grinende børn. De kan ikke tale engelsk, men de kender eet ord. "Racist", råber de. Når de nye love om race-relationer er vedtaget, er denne kvinde overbevist om, at hun vil komme i fængsel. Og har hun uret? Jeg er begyndt at tvivle på det?"

Efter at have nævnt dette dramatiske eksempel, kom Enoch Powell ind på begrebet integration: "At blive integreret i en befolkning vil sige, at man i alle praktiske henseender ikke er til at skille ud fra de andre befolkningsmedlemmer. Men det er sådan til alle tider, at hvor der er markante fysiske forskelle, særligt i farve, er integration vanskelig skønt, over en længere periode, ikke umulig. Blandt de indvandrere fra Commonwealth, der er kommet hertil i de sidste femten år eller så, er der mange tusinde, hvis ønske og hensigt er at blive integreret, og hvis eneste tanke og anstrengelse går i denne retning. Men at forestille sig, at noget sådant vil være fremherskende i et stort og voksende flertal af indvandrere og deres efterkommere er en latterlig misforståelse - og en farlig misforståelse oven i købet".

Det var selve koncentrationen af indvandrere i særlige bydele, sagde han, en koncentration, der så meget nemmere satte dem i stand til at skille sig fra det samfund, de var ankommet til, som skabte faren og fastholdt umuligheden af integration. Og i den mest berømte passage i denne berømte tale sagde Enoch Powell så konkluderende: "For disse farlige og selvtilstrækkelige elementer er den lovgivning, som er fremlagt i The Race Relation Bill, lige den næring, som de behøver til at vokse. Her er de redskaber, som viser, hvorledes indvandrersamfundene kan organisere sig for at konsolidere deres medlemmer, agitere og føre kampagner mod deres medborgere og skræmme og beherske resten med lovlige våben, som tåber og uvidende har fremstillet. Når jeg ser ind i fremtiden, fyldes jeg med bange anelser. Jeg synes som romeren at se "floden Tiberen skumme af meget blod". Det tragiske og ustyrlige fænomen, vi med rædsel ser på den anden side af Atlanterhavet, men som dér er en del af selve De forenede Staters historie og eksistens, kommer ind over os her ved vor egen vilje og vor egen ligegyldighed. Det er altsammen bare sket. Vore tal vil være af amerikanske størrelsesforhold længe før afslutningen på dette århundrede. Kun beslutsom og hurtig handling vil kunne afværge det. Om der vil være offentlig vilje til at kræve og iværksætte en sådan handling, ved jeg ikke. Alt, hvad jeg ved, er, at dét at se og dog ikke at tale ville være det store forræderi".

Således sluttede han. Kl. 15.30 forlod mødedeltagerne salen uden at være klar over, at de havde taget del i en historisk begivenhed. Men pressens overskrifter den næste dag gav dem en tydelig fornemmelse af det, for begivenheden eksploderede i store og dramatiske overskrifter på forsiderne. Da Enoch Powell og hans familie næste formiddag gik i kirke, blev de omringet af journalister og fotografer. Er jeg virkelig årsag til et sådant postyr? spurgte Powell forundret. Men det var han, for han havde taget hul på et tabu, der var lige så påtrængende som det var fortrængt. Han blev øjeblikkelig hængt ud som racist. The Times kaldte det en ond tale. Andre blade skrev, at nazi-lederen Oswald Mosley var genopstået. Forargelsen og forbitrelsen i den toneangivende offentlighed var enorm. Edward Heath stødte straks Enoch Powell ud af skyggekabinettet.

Men fra det menige, folkelige England væltede sympatien, støtten og taknemmeligheden ind over Enoch Powell i et omfang, som var ved at drukne ham og hans familie. 45.000 breve ankom til hans lejlighed på South Eaton Place i London. Fire store postsække ventede ham i Underhuset. Han var - med Bjørnsons ord - foragtet af de store, men elsket af de små. Ifølge samme Bjørnson er det jo vejen, som det nye må gå. Og sangens fortsættelse behøver heller ikke at være uden forbindelse med det, der skete i England i 1968, og som siden sker i andre vesteuropæiske lande: "Forrådt af dem, som vagt burde være, just af dem, - siig, er det ikke sådan, at en sandhed står frem?"

Hvordan sammenhængen end måtte være, så havde den ensomme og nu udstødte Enoch Powell sagt, hvad de allerfleste af hans landsmænd betragtede som sandheden, og på trods af den officielle menings forargelse over ham lagde disse menige englændere ikke skjul på deres mening. 23. april gik tusindvis af arbejdere i Londons dokker i demonstration til Underhuset for at udtrykke deres støtte til Enoch Powell. Meningsmålinger bekræftede den folkelige tilslutning. Ifølge Gallup støttede 74% af vælgerne ham, ifølge ORC 82%, ifølge NOP 67% og ifølge the Express 79%. Som Patrick Cosgrave skriver: "Han kunne nok være hundset med af pressen og forladt af sine kolleger, men han var blevet en national skikkelse, med et enormt følge. I tilgift havde han nu fået det klarest mulige bevis for, at politikerne fra begge partier i alvorlig og endog farlig grad var ude af kontakt med den offentlige mening om indvandrerspørgsmålet … Han blev således et ægte talerør for folket. Han talte i Eastbourne 17. novem-ber i netop denne egenskab, idet han sagde, at en farlig kløft havde åbnet sig "mellem det overvældende flertal af folket landet over på den ene side og på den anden side et lille mindretal, der næsten har monopol på kommunikationskanalerne, og som synes besluttet på ikke at vide besked med kendsgerningerne og ikke at se realiteterne i øjnene, idet de vil tage deres tilflugt til ethvert påfund eller yderlighed for at lukke øjnene både på sig selv og andre".

Det syntes at være tilstanden. Denne højt begavede, ansvarsbevidste og karakterfulde politiker skulle nu kujoneres og knækkes af en samlet mediemagt, fordi han havde sagt den sandhed om landet og folket, som medierne ikke ville vide af og derfor ikke tillade at være til. Og så gjorde det tilsyneladende ingen forskel, at et næsten samlet folk støttede ham, fordi det følte, at han havde udtrykt deres hjertens mening. Hvad betyder folket vel i et moderne folkestyre? Eller er folket i et sådant moderne og af medierne bestemt folkestyre ikke til for at styres? Det er dette forhold, Enoch Powell var kommet til at afsløre. De fordomme, vi andre opbyggede her i Danmark på grundlag af informationerne om ham fra England, bekræfter denne omspændende mediemagts styrke og konformitet. Når pressen gjorde ham til racist, så var Enoch Powell racist, både i England og på kontinentet, og så var det uden betydning, at han blot havde sagt sandheden og udtrykt, hvad stort set hele det engelske folk mente i dette livsvigtige spørgsmål. Hvad har man magten til, hvis det ikke er for at misbruge den? Hvorfor sidder medierne på den offentlige mening, hvis det ikke er for at afgøre, hvad der er den offentlige mening?

Fænomenet er internationalt - tør vi sige, der oplever det med tyve års forsinkelse i forhold til England og Enoch Powell, og det uhyggelige er jo, at hvad pressen mener, det er også politikerne tvunget til at mene. Hans kolleger vendte ham ryggen, da han kom tilbage til Underhuset, og demonstrerede dermed deres retfærdighed, men i deres hjerte var mange enige med ham. De turde bare ikke være det. Tilslutning til den fordømte ville være ensbetydende med politisk selvmord. Sådan fungerer jo altså det moderne demokrati, hvor medierne udgør den virkelige og for så vidt både lovgivende og udøvende magt. Enoch Powells udstødelse af det konservative skyggekabinet skyldtes ikke, at Edward Heath og hans kolleger var uenige med ham. I det interne møde 11. april havde der efter hans eget udsagn været enighed om den grundlæggende holdning til indvandrerspørgsmålet. Men det skyldtes, at Edward Heath ikke turde andet for en magtfuld og ideologisk bevidst mediemagt.

Og hermed kommer vi til indholdet af det, Enoch Powell havde sagt og mente. Var der tale om racisme, som pressen hævdede? Havde Enoch Powell været skyldig i, hvad The Times skrev i sin leder 22. april: "Det er første gang, at en seriøs britisk politiker har appelleret til racehad på denne utilslørede måde i efterkrigstiden?".

Patrick Cosgrave svarer: "Hvor han blev anklaget for at være racist, havde han blot talt om identitet; og det var identiteten, folket nærede bekymring for. Han blev angrebet af mennesker, som ønskede at tale alle sprog, mennesker, som foregav (og ofte troede), at der ikke var nogen virkelig forskel i henseende til race, kultur og tro mellem indbyggerne på disse øer og dem, som overlod imperiets gamle kolonilande til deres egen skæbne og rejste over hele verden for at bosætte sig i England".

Patrick Cosgrave tilføjer: "De afgørende spørgsmål i Powells sind handlede ikke om overlegenhed eller underlegenhed, men om forskelle og identitet. Reaktionen på 1968-talen viste, at dette var den afgørende bekymring også for mange andre, hvad enten de elskede eller overfusede ham. Alt dette skulle vise sig igen i debatten om britisk medlemsskab af EF".

Nej, Enoch Powells bekymring drejede sig om det engelske folks identitet, og identitet er naturligvis ikke et spørgsmål om biologi og race. Det er et folkeligt, kulturelt, for så vidt også religiøst spørgsmål. Eller det er spørgsmålet om at være sig selv. Som bundet til sit folks nationale tradition eller som bundet til England som nation kunne og ville Enoch Powell ikke hæve sig over de afgørende kulturelle, religiøse og folkelige forskelle mellem englænderne og de væsensfremmede indvandrere, der nu strømmede ind i landet fra bl.a. muslimske områder. Hvis England skulle kunne forblive England og englænderne således fortsat skulle kunne være sig selv, så måtte forskellene erkendes og de deraf følgende forholdsregler drages. I modsat fald ville England gå til grunde som nation. Spørgsmålet om identitet - det er ikke blot et nationalt spørgsmål, men det er til syvende og sidst det egentligt menneskelige spørgsmål.

Og det var naturligvis derfor, at hele det menige engelske folk støttede ham. Det levede ikke sin tilvæ-relse i teoretiske, ideologiske og abstrakte kategorier, men enfoldigt i sin konkrete, folkelige sammen-hæng. Den almindelige englænder frygtede for at blive fremmed i sit eget land. I al enkelhed. Han var ikke socialist eller marxist eller noget andet ideologisk. Det var pressen. Det var denne abstrakte problemstilling, mediemagten levede i, og som den søgte at påtvinge folket. Men det menige, eksisterende menneske lever i en historisk og konkret sammenhæng, for det lever i, hvad dets hjerte er knyttet til, og hvad dets sind finder tryghed og næring i, og derfor var der denne gabende kløft mellem det engelske folk og de officielle medier.

Det er den egentlige baggrund for Enoch Powells holdning og for striden mellem ham og den officielle mening. Denne strid siger da noget om vilkårene i et moderne demokrati, hvor folkestyrets kurs ikke behøver at være bestemt af, hvad folket mener, men bestemmes af, hvad en almægtig og enevældig mediemagt mener, folket bør mene. Politikerne er voks i hænderne på disse medier. De er for så vidt talende dukker, der istemmer den melodi, som medierne skriver noderne til. Vi kender det herhjemme. Hvilken politiker tør sige andet, end hvad Danmarks Radio mener? Hvilken dansk politiker har turdet hviske, hvad det store flertal af det danske folk mener om indvandrerpolitikken? Eller hvilken dansk minister eller centralt placeret folketingsmand har turdet være sit folks talerør? Vi har lyttet i årevis og intet hørt. På trods af, at debatten om det danske folks identitet og fremtidige eksistens ville blive afgørende ændret, hvis en dansk minister eller fremtrædende folketingsmand turde.

Det er Enoch Powells uvisnelige hæder, at han ofrede sin egen karriere og for en periode sit gode navn og rygte på at sige sin ærlige mening og således være sit folk og sit embede tro.

Og så megen retfærdighed er der dog i tilværelsen, at en sådan personlighed alligevel ender med at blive agtet efter fortjeneste og af stadig flere blive betragtet som en af Englands største skikkelser i efter-krigstiden.

Søren Krarup.