Lighedens pris i Cambodia

Af Thormod Skovgård Andersen, Tidehverv, 1990, nr. 2, s.37-38. (Eva-Brit Fanger: Lighedens pris, 1987)

Tirsdag den 3. oktober 1989 var der om aftenen i TV-2 et program om Cambodia i Sydøstasien, et land, hvorfra de vietnamesiske tropper, som havde været der i ti år, nu trak sig tilbage, uden at der dog bliver fred i landet af den grund. Tilbage i skovene sidder blandt andre guerillabevægelsen "Røde Khmer", også kaldet "Khmer Rouge", som regerede, eller hvad man skal kalde det, landet ved hjælp af død, rædsel og grusomhed i 4 år fra 1975 til 1979.

Der er blevet skrevet en bemærkelsesværdig dansk bog om Khmerfolket i denne tid, en bog, stilfærdigt skrevet, som måske heller ikke er den store litteratur, men dog alligevel på sin måde får udtrykt, hvordan det var for almindelige, dagligdags mennesker at gennemleve dette, at leve i uhyrets bug.

Jeg synes ikke, denne bog har fået den opmærksomhed, den fortjener, oplagt urimelig har dagbladet Politikens behandling af den været, hvor anmeldelsen fra den 8. marts 1988 af Gorm Rasmussen forekommer mig at være dum, overfladisk og bogen uvedkommende. Grunden til, at jeg mener dette sidste, skyldes bl.a., at anmelderen bruger ikke så lidt af den temmelig korte anmeldelse til at fundere over, om forfatteren er en skuffet Pol Pot-tilhænger. Efter Gorm Rasmussens mening har Eva-Brit Fanger med bogen "Lighedens pris" ikke fortalt en historie og hendes personer er "dukker udstoppet med fraser".

Jeg håber i det følgende at kunne påvise, at dette ikke helt forholder sig sådan.

*

Forfatterinden, Eva-Brit Fanger har for det første et indgående kendskab til Cambodia, som det også blev understreget af Ejgil Søholm i hans anmeldelse af bogen, den 12. november 1987 i Information. Hun har tidligere skrevet en bog om Cambodias historie: "Khmer-folkets kultur og historie i Angkortiden", fra 1985.

Gorm Rasmussens anmeldelse - der iøvrigt har overskriften "frelsthedens pris" for at antyde, at den muligvis tidligere Pol Pot-tilhænger, Eva-Brit Fanger, har følt sig foranlediget til at skrive denne roman for særlig hårdt at kunne gøre op med sin tidligere overbevisning - meddeler også at "romanen er gammeldags, flovt antikommunistisk"; hvad der strengt taget ikke er så meget at gøre ved, som Pol Pot-regimet så afgjort var temmelig gammeldags kommunistisk, ikke af Gorbachev-variationen.

En samtale mellem to af bogens Røde Khmer'er antyder ligheden med mange skildringer af den kommunistiske virkelighed rundt om i verden: "Hou Youn har så godt humør. De andre er så alvorlige og strenge. Hou Youn er helt anderledes, synes jeg, hans temperament er ligesom Sihanouks, og jeg føler faktisk, at han er en mere overbevist khmer i sit hjerte. Jeg bliver så glad …

Tham kunne huske, hvorledes hun havde brat standset midt i sætningen, og bidt sig i læben, som om hun havde røbet noget, hun fortrød.

"Du siger det vel ikke på holdningsgruppemødet på tirsdag, hvor vi skal kritisere os selv og hinanden", spurgte Soum ængsteligt. Det var tydeligt, at hun havde snakket over sig.

Men Tham havde blot smilet til hende, og rystet på hovedet. Han havde prøvet at tage hendes hånd i sin, men hun havde smilet afværgende, trukket hånden til sig og sagt:

"Angka har ligeså mange øjne som en ananas. Husk det!" (side 198).

Det virker derfor som en blot uomgængelig konklusion, når en af bogens hovedpersoner, den snu gamle kineser Chen, henimod bogens slutning konstaterer:

"Kommunisternes spilleregler er ikke som vore. De er anderledes. Det er dette, verden ikke begriber, havde Chen sagt. Kommunisterne er i virkeligheden overalt de samme, for først når det er for sent, og man føler det på sin krop forstår man dette" (side 231).

Denne konklusion er da også den, som skarpsindige kendere af kommunismen er nået frem til: Aleksander Solsjenitsyn, Andrej Sakharov, George Orwell, Arthur Koestler, Manes Sperber, Whittaker Chambers, Raymond Aron, Leopold Labedz, Ignazio Silone, Boris Souvarine, Jean-Francois Revel, Albert Camus, James Burnham, Isaac Don Levine blandt andre. Og på dansk grund kan da nævnes: Bjarne Nørretranders, Erik Seidenfaden, Jørgen Schleimann, Bent Jensen, Elisabeth Krog og Robert Pedersen.

Den cambodianske, primitive kommunisme, der dog ikke er primitiv i sine undertrykkelsesmetoder, og Cambodias skæbne fra 1971 til 1984 behandles i glimt gennem beretninger om forskellige skæbner. Først og fremmest den unge kvinde, Sarey, der i 1971 er en ung pige på 15 år, datter af en velhavende embedsmand, og ved bogens slutning en ung enke med en pige på 12 år, og begge anbragt i en flygtningelejr i Thailand, og der slutter bogen med disse ord:

"De var alene. Overladt til modløsheden og trøstesløsheden inde i dem selv. Dybt inde i hver og en af dem" (side 256).

Og Sarey og andre af de små, almindelige mennesker i denne bog er også blevet hårdt prøvet af verdenshistoriens march over deres land, af borgerkrig og terror, af den indbyrdes mistænksomhed, af sult og nød, af det der er denne bogs klimaks: tvangsmarchen ud af Pnom Penh beordret af De Røde Khmer'er efter deres indtagelse af byen den 17. april 1975.

Denne bliver skildret - foruden af Sarey - af bibliotekaren Dap An: De to familier får sammen med alle andre indbyggere i Pnom Penh besked på at begive sig ud på gaden med al deres rørlige ejendom for at komme ud af byen, der angiveligt trues af et amerikansk luftbombardement. Denne påstand ved imidlertid Dap An må være usand, og familien tøver derfor.

Deres tøven varer kun et øjeblik, for snart efter står i deres døråbning en lille mørk mand med et gevær i hånden, og med ham kan tydeligvis intet diskuteres. De må alle ud og når kun at samle sig det mest nødvendige. Og hermed begynder den proppede og sammenpressede mængde, mænd, kvinder og børn, selv de, der er på hospital, skal med, marchen ud af Pnom Penh.

*

Baggrunden for denne er de nye magthaveres forestilling om, at det cambodianske folk er delt i to slags, et gammelt og ufordærvet, det er bønderne, og et nyt og korrupt, det er byboerne, hvorfor de sidste skal bosættes på landet for at lære den sunde levevis at kende. Det er det, der nu skal ske.

Skildringen af denne tvangsmarch minder mig om en fjernsynsudsendelse, hvor bl.a. en koncentrationslejrfange fortalte om en tvangsmarch fra en af de tyske koncentrationslejre, muligvis Auschwitz, i krigens sidste tid. Denne tvangsmarch adskiller sig ikke meget i forfærdelighed fra hin, og hjerteskærende er det at læse om den.

Fra dette klimaks kommer Sarey og de andre til forhold, der kun er meget lidt bedre: tvangsarbejdslejre, hele landet er nu nærmest en stor tvangsarbejdslejr, den allesteds nærværende terror, den gennemførte mistænksomhed, samt den stadige sult og knaphed over det hele. Til sidst lykkes det Sarey sammen med nogle andre at flygte, og de ender i flygtningelejren i Thailand, hvor de, da bogen sluttes, jævnligt udsættes for nordvietnamesernes luftbombardementer. Vietnameserne erobrede Cambodia i 1979.

Beretningen om Cambodias skæbne fortælles imidlertid også igennem guerillasoldaten Tham, hans opvækst og skæbne, først hvordan han i kraft af det gamle styres brutalitet, dets korruption, og ikke mindst dets heraf følgende bøjning af den fattiges ret, bliver berøvet hele sin familie, og til sidst ender med at blive guerillasoldat hos de Røde Khmer'er. Hvordan han bliver en ret ideologisk kæmpende og forstår at suspendere sin egen samvittighed trods sine betænkeligheder, får forfatterinden beskrevet på en indfølende måde:

"Hvis vi skal ændre samfundet", gentog Tham automatisk, "må det ske konsekvent og uden blødsødenhed".

Han tænkte på sin far og mor og sine søskende, der var blevet dræbt. Han tænkte på alle de fattige bønder, der blev udnyttet, mens andre levede i sus og dus. Han tænkte på dem, der altid måtte slide og slæbe. Jo, målet var godt nok. Ordene sang inde i hovedet på ham:

"Hvis vi skal ændre samfundet, må det ske konsekvent og uden blødsødenhed … uden blødsødenhed … uden blødsødenhed" (side 122).

Det kan også siges, at han træffer et valg, han bliver et ondt menneske. Senere bliver han også en del af den blodige opretholdelse af det kommunistiske styre, må til sidst flygte, fordi dette styre, som så mange andre revolutionære regimer, også er begyndt at æde sine børn.

Om den mystiske Pol Pot, som sidder i centrum af revolutionen, og som ifølge kong Sihanouk i den nævnte fjernsynsudsendelse stammer fra en velhavende familie, kan måske anvendes Grundtvigs ord fra hans verdenshistorie om Cola de Rienzi fra Italien: "En opblæst og blodtørstig bogorm". (Udv. Værker, bind 7, s. 353). En anden bemærkning af kong Sihanouk i udsendelsen illustrerede i øvrigt også Eva-Brit Fangers nøje kendskab til de cambodianske forhold, nemlig da kongen omtalte, at Khmer Rouge hæren bestod af små, mørke mænd, netop noget Eva-Brit Fanger understreger mange gange. At denne hær i den nuværende situation (1990) som en del af guerillabevægelsen mod det nuværende vietnamesisk indsatte regime i Pnom Penh nyder en slags amerikansk og dermed også vestlig anerkendelse, er en af storpolitikkens ejendommeligheder, for at sige det mildt, og forskellige gode folk har da også på det sidste talt for, at dette i alt fald burde ophøre. Men særegent er det, at fordi Vietnam i 1979 invaderede, hvad der indtil da havde syntes at være det mest totalitære, kommunistiske samfund på jorden, og trods alt oprettede et, i forhold til Røde Khmer-styret menneskevenligt system, blev Vietnam og det dette underlagte Cambodia anbragt i en slags karantæne, af for så vidt letforståelige grunde, som Vietnam selv var - og er - en diktaturstat, og fordi det naturligvis også ved at invadere Cambodia havde begået en folkeretsstridig handling. Men det kan i alt fald siges, at den løgn som altid hører med til de totalitære, kommunistiske stater, den undgår ikke altid at smitte dem, der i en verden, hvor disses omfang er betydeligt, er nødt til at omgås dem.

"Begivenhederne kommer, som de må komme i følge deres egne forudsætninger: først og fremmest den, at løgn avler løgn …" (Vilhelm Krarup: Opgørets nødvendighed, Tidehverv, 1945, s. 63).

Den vestlige verdens politik her er dog noget andet end den bagatellisering af De Røde Khmer'ers grusomheder, som amerikaneren Noam Chomsky fremførte, en bagatellisering der er blevet gengivet næsten slavisk af hans danske talerør, Torben Retbøll.

Men at det var et hidtil uset, radikalt, totalitært kommunistisk samfund, Khmer Rouge ville gennemføre, er der ingen tvivl om. En total lighed skulle gennemføres, derfor var alle "intellektuelle", dvs. folk, der kunne lidt mere end læse og skrive, automatisk mistænkelige og udsat for likvidation; ejendomsdelingen var komplet, alle havde lige lidt og sultede lige meget, ethvert udtryk for private følelser var øjeblikkeligt mistænkeligt, kun kollektiv begejstring over den revolutionære opbygning af Kampuchea kunne tilstedes, derfor bliver mange unge kvinder fra "det nye folk" uden særligt ceremoniel tvangsviet til mere eller mindre tiltalende Røde Khmer-soldater, blomsten af "det gamle folk". Det sker under forfærdelige scener, besvimelse o.lign, og til sidst almindelig uro, hvad giver nogle, bl.a. Sarey lejlighed til at flygte fra lejren, for endelig efter mange hjertegribende oplevelser at nå til Thailand.

*

Små mennesker er det, Eva-Brit Fangers bog her skildrer, jeg synes det træder særligt fint frem på det sted, hvor forfatterinden skildrer, hvorledes drengen Phoun - en meget lille mand - føler ængstelse ved munken Thams - den senere guerillasoldats - hemmelige rådslagning i klosteret. Denne beskrivelse lader det uhyggelige i situationen fremtræde, og dette mindede mig iøvrigt om Jakob Knudsens skildring i Luther-bogen af uroen op til bondekrigen, og den stemning af uhygge, som først og fremmest Philipp Melanchton var i. Philipp Melanchton og drengen Phoun er begge små, almindelige mennesker, og såvel Jakob Knudsen som Eva-Brit Fanger har haft fornemmelsen for dette.

Og bondekrigen - omtalt nogle gange i Tidehvervs sammenhæng - er nok ikke det dårligste at sammenligne Røde Khmer-styret med. "Sekstende århundredes Tyskland sydede af kommunistiske bevægelser", skriver Alexander Solzhenitsyn f.eks. i samleværket: "From under the rubble", 1974 (s.125). Og mod et sådant lighedens samfund, som da endnu kun var en tanke hos nogle, bl.a. Thomas Münzer, vendte Luther sig som bekendt med eftertryk.

At det var et sådant lighedens samfund, bondeoprøret tenderede imod, vil nogle vel anse for en urimelig påstand, og i en note til den danske oversættelse af Luthers skrift: "Imod bøndernes røver- og morderbander" gøres der opmærksom på, at Luther ikke skelnede mellem bondeoprøret i almindelighed og Münzer i særdeleshed og forkert tilskrev bondeoprøret Münzers socialistiske ideer. Dette er sikkert historisk rigtigt, man kan læse noget lignende i en biografi af Luther, skrevet af Richard Friedenthal; men des uagtet vil jeg dog fastholde, at en revolution altid viser sig at tendere mod det ekstreme, og en Münzer-discipel, som den også fra Jakob Knudsen kendte, Klaus Storch, var så afgjort en ekstrem lighedsprofet:

"Vi vil anføre et eksempel, Niklas Storchs lære, leder af de såkaldte Zwickauer-profeter. Denne lære, som den beskrives i en samtidig bog, indeholdt følgende forslag:

1) Ingen fast ægteskabelig forbindelse må opretholdes, hvad enten hemmelig eller åben,
2) Tværtimod, enhver mand må tage sig hustuer, når kødet forlanger det og hans lidenskaber stiger, og må leve med dem (dvs. hustruerne) i legemligt intimitet, nøjagtig som det behager ham,
3) Alt skal ejes i fællesskab, siden Gud bragte alle til verden som lige. Ligeledes gav han alle ligeligt besiddelsen af jorden, fuglen i luften og fisken i vandet,
4) Derfor må alle myndigheder, jordiske eller åndelige fjernes en gang for alle eller blive hugget ned, for de lever ubesværet, de drikker deres fattige undersåtters blod og sved, de tyller i sig og drikker dag og nat … (s.41 i førnævnte bog i en artikel af Igor Schafarevitch: Socialism in our past and future). Derfor måtte Luther siger: "For hvis bøndernes forehavende var lykkedes, kunne ikke noget ærligt menneske have været i sikkerhed for dem; men den, der havde haft en øre mere, måtte have holdt for, sådan som de jo allerede havde begyndt. Og ikke nok med det: kone og børn måtte yderlige lide al slags skændsel, og de ville have ombragt hinanden, så at der ikke mere ville være ro og fred" (Luthers skrifter i udvalg, bind 4: "Evangelium og samfundsliv", s.283).

Forekomsten af et sådant samfund hindrede Luther, herved ændrede han måske historiens gang; men for ham var det eneste afgørende at prædike evangeliet, dette betød også, at menneskene skulle lære at bo sammen, store som små.

Om disse sidstes prøvelser i en tid, hvor der ingen Luther var til at forhindre dem, har Eva-Brit Fanger skrevet en bevægende bog.

Thormod Skovgaard Andersen