Et kulturvenligt menneskesyn PDF Udskriv Email

Af Torben Bramming, Tidehverv, 1988, nr. 7, s.111-112. (W. Schluchter: Max Webers Sicht des Islams, 1987).

Når man idag i debatten om indvandring, integrering af muslimer og kulturmøde står så uforsonligt overfor hinanden, skyldes det fundamentalt set, at der tages udgangspunkt i to forskellige syn på mennesket - mennesket som natur og mennesket som kultur.

Det første menneskesyn er "kulturfjendsk", fordi man her opererer med mennesket som idé: det rene menneske løst fra fordomme, tradition, historie, hvilket jo egentlig vil sige befriet fra kultur. Ideen om den absolutte humanisme, der som ånd svæver over historiens/kulturens vande, kan selvfølgelig ikke påvirkes af historien - for ideen er ahistorisk. Derfor ses kulturen som noget, der i bedste fald kan støtte og hjælpe det "naturlige menneske" i dets befrielsesproces, i værste fald som noget, der hæmmer den sande humanitet, men i alle fald ses den som noget sekundært i forhold til ideen. Kulturen består for dette kulturfjendske menneskesyn af mure, som de materielle forhold i tidens løb har rejst i menneskets bevidsthed, og hvor mennesket netop derfor er blevet gjort "unaturligt". Som konsekvens heraf er der dybest set ingen forskel på dansker og muslim, når bevidstgørelsen om eksistensen af det "naturlige menneske" har ført til fjernelsen af hæmmende, kulturskabte forskelle. Derfor anerkender dette menneskesyn heller ikke, at der i mødet med Islam kan opstå alvorlige problemer for dansk kultur. Det er derimod kulturen, der er den egentlige anledning til at menneskene ikke kan mødes på lige fod - altså ud med den.

Det andet menneskesyn er "kulturvenligt" og er repræsenteret i den bog, jeg her vil gøre opmærksom på: "Max Webers Sicht des Islams". Mennesket er for Weber simpelthen kun at forstå som kulturfænomen. Det er i kulturen, det henter sin historiske identitet. Mennesket handler nemlig ikke kun ud fra nyttehensyn i sin tilværelse, men også udfra et værdihensyn, en forestilling om forpligtende normer. På den måde bindes og bestemmes mennesket på en hel anden måde i historien end i det første menneskesyn.

Følgelig bliver Webers udgangspunkt i analyserne af de store kulturreligioner (i Gesammelte Aufsätze zur Religionssociologie) de klassiske perioder (Achsenzeitkulturen, for Islams vedkommende 750-1258 Abbaside dynastiet), hvor de ansatser, der bliver afgørende for den videre kulturudvikling (dens ånd) ligger gemt. Mennesket forståes i Webers analyser bagfra og ikke som i humanismen forfra eller ovenfra = ahistorisk.

Her står de to lejre overfor hinanden i debatten om indvandring og kulturmøde, og hvad de to faktorer kan få af konsekvenser for Danmark, fortæller bogen efter min meningen del om.

*

Den første del består af Max Webers skitser og bemærkninger om Islam fra 1909-14, der for første gang er søgt samlet til en helhed. Webers interesse er som i studiet af de andre store kulturreligioner at opspore grundene til den manglende industrialisering og den rationelle kapitalisme, som kun er opstået i vesten. Tesen han i sine undersøgelser følger er, som antydet: "For menneskers handlen er forpligtende idealer og det indre forhold til dem ligeså vigtigt, som ydre "omstændigheder"." (s. 83 m.o.). Det er altså den historiske enhed af ydre (forhold) og indre (motiv) livsførelse, som danner de kulturelle særpræg og ikke kun de materielle forhold (som hos Marx).

Den "ånd", der er syntesen af ydre og indre forhold, er altså den kraft, der driver den kulturelle udvikling. Weber peger for Islams vedkommende på: "Ikke Islam som individers trosretning forhindrede industrialiseringen …, men derimod den religiøst betingede struktur i de islamiske stater, i tjenestemandsvæsnet og i retsvæsnet".

Denne religiøst betingede struktur slog igennem på alle det islamiske samfunds planer og gav en spændingsfyldt modsætning mellem religion og politik, der aldrig, som det sker i vesten (i striden mellem pavemagt og kongedømme), bliver splittet op i områder med en af religionen uafhængig lovmæssighed. Dannelsen af et dynasti (Abbasiderne) medførte godt nok en arbejdsdeling mellem gejstlige og verdslige opgaver, men helheden var underordnet den ene hellige lov: "Alle hellige love har som i Islam tendens til at behandle etiske, retslige og rituelle normer på lige linie, og alle har som denne (Islam) indskrænket den profane retsudviklings autonomi." (s.81). Dette forhold bliver i det hele taget bestemmende for, at en rationel kapitalisme ikke opstår i det islamiske kulturområde. Det normkompleks, der herskede, havde nemlig en religiøs centralistisk ånd, som hindrede enhver form for egentlig autonomi i samfundet. For Islam bliver spørgsmålet, om denne religiøs centralistiske ånd, som Weber har beskrevet, endnu er gældende og prægende for det muslimske samfund og dets mennesker idag. Hermed er jeg ved omtalen af bogens anden del.

Denne del består af islamforskeres og religionssociologers vurdering af Webers teser om Islam. Bidragene omfatter alt fra kommentarer til selve den historiske-sociologiske værdi af Webers analyser til anvendelsesmulighederne af dem idag. Med henblik på debatten i Danmark har især det sidste interesse.

Hvorfor tror man mon i visse kredse her i landet, at der med tiden vil finde en fredelig, human og demokratisk sameksistens sted mellem to så forskellige kulturer som den danske og muslimske? Det er selvfølgelig fordi demokrati og humanisme som ideer anses for at være begge kulturer overlegne. Forudsætningen for at denne kulturnivelleringsproces kan finde sted, må, ifølge disse tankegange, være en sækularisering af muslimerne (dvs. at de må opgive den hellige lov, Shari'a, som normgiver for deres liv). Men er der tegn på, at det islamiske verdensbillede, der i den grad er religiøst funderet, er ved at sækulariseres? Chomeinis syn på forholdet mellem hellig lov og demokrati, som Gellner mener er repræ-sentativt for Islam idag er: "In this democracy … the laws are not made by the will of the people, but only by the Koran and the tradition of the profet", (s.273). Robinson, en anden af bidragyderne til bogen, peger i sin artikel "Säkularisierung im Islam", netop på at, hvor den hellige lov er grundlag for muslimens liv, dér er der ikke tale om et sækulariseret samfund. Ved siden af dette indre kriterium for sækularisering i Islam, opretter han en interessant ny skelnen mellem to grupper i den islamiske verden. For den enorme indvirkning, kolonimagternes økonomiske systemer og politik havde i islamisk kultur, sækulariserede selvfølgeligt de kredse af den indfødte befolkning, der med tiden blev indrulleret i uddannelsessystem, administration o.s.v., men det betød at den kun ramte små dele af befolkningen: "Selvfølgeligt har den (sækulariseringen) undermineret den muslimske elites islamiske verdensopfattelse. Men på den anden side bidrog den moderne stat og den moderne teknologi, som europæerne bragte med sig, til at føre mange flere muslimer end tidligere tættere på Shari'a. I nyere tid er europæernes tilbagetog og statens styrkelse desuden, ihvertfald i en del mulimske samfund, blevet ledsaget af en genindsættelse af Shari'a i det offentlige liv og en fornyet bekræftelse af den islamiske verdensopfattelse." (s.268).

Der findes altså groft sagt to grupper i den muslimske verden idag. En lille elite, der er sækulariseret, og som vi derfor kan optage i vores samfund (omend med problemer for dem selv), og det store flertal af muslimer, der hverken kan, vil eller skal påtvinges en vestlig kultur. Denne gruppe vil uvægerligt danne en muslimsk ghetto, som bevidst vil modarbejde en dansk kultur, fordi de er forpligtet på at overholde den hellige lov.

Det, der vil ske, hvis en større gruppe muslimer får ophold i landet (enten ved indvandring eller ved flygtningetilstrømning, der bliver til varigt ophold) er, at vi kommer til at fremprovokere en stadigt hårdere kulturkonfrontation. For Sunnier gælder det nemlig at "Sunnismen er anormal, hvis den politiske magt berøves muslimen." (s.284). Derfor må disse selvfølgelig arbejde hen mod en tilstand, hvor koranen er den eneste lovgivende magt. Chomeini, der taler på shiiternes vegne, siger det således i "Islam and Revolution" (s.55): "The sacred legislation of Islam is the sole legislative power." Og lidt tidligere: "Islamic government is constitutional. It is not constitutional in the current sense of the word i.e. based on the approval of laws in accordance with the opinion of the majority. It is constitutional in the sense that the rulers are subject to … the noble Quran". Det er altså kulturtraditioner, der ud fra deres forestilling om demokrati og retfærdighed selvfølgelig må gøre op med de vesteuropæiske vildfarelser, som de finder sig plantet midt iblandt, når de f.eks. tager ophold i Danmark. Den forankring, islamisk kultur har i religionen, er altså, hvis man skal følge Gellner og Robinson, ikke forsvundet idag.

Fordelen ved at betragte kulturmødet udfra Webers position er således klar nok.
Den består i, at man tager Islam alvorligt og vurderer den indefra. For det første kommer selvforståelsen og motiverne bag Islam klart frem. Herudfra kan man aflæse de problemer, der vil opstå ved en større muslimsk tilstedeværelse i landet, før denne bliver en realitet.
For det andet er man fair overfor Islam, fordi man ikke prøver at negligere den fundamentale forskel, der er på dansk og muslimsk kultur ved i et integrationsprogram at presse ting ned over hovedet på dem, der strider mod muslimsk egenart.
For det tredie har det den indlysende fordel, at man forholder sig til virkeligheden, dvs. til Islam og dets kulturelle adfærdsmønstre, og ikke som humanismen synker hen i idealistiske hensigtserklæringer om det naturlige menneske (uden sans for historiske realiteter).

At man skal til Tyskland for at få fat på en bog, der på en væsentlig og nutidig måde er et bidrag til kulturmødedebatten, er tankevækkende - ligesom den tavshed i dette aktuelle spørgsmål, hvormed vores egne islamforskere gør opmærksom på sig selv. Og dog, hvem i den universitære verden ville turde fremstå som mørkemand blandt humanister?

Torben Bramming.

"Max Webers Sicht des Islams",
Interpretation und Kritik.
Udgivet af Wolfgang Schluchter,
Suhrkampf 1987.