En geopolitisk konflikt og en bestseller PDF Udskriv Email

Af Monica Papazu, Tidehverv, 2014, nr. 6, juni, s.93-95.

Den aktuelle konflikt i Ukraine bør ikke være kommet bag på nogen - heller ikke på de selvretfærdige vestlige politikere, som i disse dage har indtaget en meget fordømmende holdning over for Rusland. Vesten kunne i stedet for gribe i egen barm og spørge sig selv om, for nu at bruge Ronald Reagans tidligere rådgiver Patrick Buchanans ord, hvorfor det "har tabt Rusland", dvs. ødelagt det gode, ligeværdige forhold, som var blevet muligt efter kommunismens fald. Allerede i 2007 kritiserede den kloge konservative Buchanan Vestens og specielt USA's konstante udvidelse af deres interessesfære i Østeuropa og brugen af det, han kalder "vores Nykomintern (The National Endowment for Democracy, Freedom House og andre lignende frontorganisationer)", som blander sig "i Ukraine og i Georgien og har været med til at afsætte pro-russiske regimer og indsætte pro-amerikanske" (se slutnote 1). Og allerede dengang mindede Buchanan om Ruslands historiske ejerskab af Krim og om Ukraines bånd til Rusland.

Efter den aggressive "tilbagerulning" af grænserne for interessesfærerne mellem Øst og Vest gennem 20 år har Rusland nu endelig reageret, når denne offensiv har ramt, ikke blot dets fysiske grænse, men en del af dets væsen. Der ligger mere her end blot nogle legitime geopolitiske interesser. Grænsen mellem Ukraine og Rusland er nemlig i et vist omfang en kunstig grænse. Ikke blot fordi en del af den ukrainske stats befolkning taler russisk og opfatter sig selv som russere eller ønsker en tilknytning til Rusland, men fordi der i det hele taget er tale om et åndsfællesskab, som ikke kun baserer sig på sprog, men ligger endnu dybere, idet det går tilbage til det gamle Rus' og folkets dåb ved Dnepr-floden under fyrst Vladimir. Det var ikke russisk magtpolitik, Solsjenitsyn advokerede for, da han, som selv var halvt ukrainer, i sin bog Hvordan skal vi indrette Rusland? opfordrede til ikke at glemme, at Rusland, Ukraine og Hviderusland er "grene" af det samme folk med samme rødder: "Vi er alle sammen udsprunget af det dyrebare Kiev", hvorfra den russiske jord begyndte at være "ifølge Nestors Krønike, og hvorfra også kristendommen oplyste os. Det var de samme fyrster, der regerede over os […]. Det var Kiev-Ruslands folk, der skabte den moskovittiske stat" (Spektrum, 1991, ss.24-25). Selv i århundrederne tættere på os fletter russisk og ukrainsk kultur så meget sammen, at det ville være omsonst at spørge, om Nikolaj Gogol eller Mikhail Bulgakov er ukrainske eller russiske forfattere (Bulgakov var af russisk afstamning, men blev født i Kiev og bar byen med dens hellige steder og dens mennesker i sit hjerte; Gogol var ukrainer, men skrev sit forfatterskab på russisk). I åndens rige gælder andre regler end på dagens politiske skakbræt.

Hvis der er noget, Vesten i de sidste årtier konstant har ignoreret, så er det netop historie og ånd. Det markante eksempel var NATO's krig mod Serbien og Vestens støtte til et albansk Kosovo, løsrevet fra Serbien. Dermed signalerede Vesten, at historie og kristendom intet betyder, samt at stater kan afmonteres, separatismen kan opmuntres, og nye grænser sagtens kan opstå. I dag er der ingen grund til at fordømme separatismen på Krim eller i det østlige Ukraine - Vesten har vist vejen og skrevet de nye principper ind i tidens charta ved hjælp af bomber.

Geopolitisk er konflikten i Ukraine ganske elementær: Rusland er interesseret i at bevare adgangen til Sortehavet, som efterhånden er blevet til et NATO-hav, ligesom det er interesseret i, at Ukraine ikke skal indlemmes i en fremmed, konkurrerende og efterhånden potentielt fjendtlig alliance. Men langt væsentligere end det er at forstå det nye Ruslands indre, dets åndelige og moralske holdepunkter.

*

Et lands åndelige profil er ikke noget, der kan måles og vejes. Men der findes tegn, som kan aflæses. Sådanne tegn er f.eks. de bøger, folk læser, og omkring hvilke en nations interesse samler sig. Det er således bemærkelsesværdigt, at året 2012's absolutte bestseller i Rusland blev Arkimandrit Tikhons (Sjevkunov) bog Nesvjatye svjatye i drugie rasskasy (De uhellige hellige og andre fortællinger), som nu også findes på engelsk og fransk (Everyday Saints and Other Stories; Père Rafaïl et autres saints de tous les jours). Antallet af købere eller læsere siger naturligvis intet om en bogs kvalitet. Men en bogs kvalitet siger derimod meget om sine læsere.

Abbed Tikhons fortællinger, som begynder med et citat fra Pascal om Gud som "viser sig for dem, der søger ham af hele deres hjerte, men forbliver skjult for dem, som med hele deres hjerte flygter fra ham", er ikke andet end en from bog, skrevet i et enfoldigt sprog. Det er et personligt vidnesbyrd: Beskrivelsen af abbedens egen vej til Kristus, fortællingen om, hvordan han som studerende ved Filminstituttet og som en sovjetisk ung mand uden kristne forudsætninger i stor åndelig nød modtog dåben i 1982, hvorefter han rejste til et af de meget få resterende klostre: Pskovo-Petjerskij-klostret, tæt på grænsen til Estland. Den private fortælling er samtidig en fælles fortælling. Forfatteren er kun en af en gruppe unge mennesker, som i det sovjetiske livs tomhed genopdager kristendommen, lærer klostrets vidunderlige verden at kende og efterhånden bliver en del af den. Det er således en generations vidnesbyrd.

Fader Tikhon og hans venner er nogle privilegerede vidner. De oplevede de sidste ugudelige år, de sidste forfølgelser og så kommunismens bratte fald og den nye tid med landets tilbagevenden til fædrenetro. Samtidig oplevede de de gamle åndelige fædre, staretsernes tradition, som var blevet bevaret uforandret gennem 70 års forfølgelser som sjælen i det russiske folk, den tradition, hvis rødder går tilbage til Optina Pustyn-klostret, som Dostojevski havde kendt og beskrevet, og til Valamo-klostret, som en anden stor forfatter, nemlig Ivan Sjmeljov, ligeledes har kendt og skildret, og som har sat sit mærke på hans forfatterskab.

Det er de åndelige fædre (også de åndelige mødre), bogen handler om. Deres hverdag, deres kampe for at bevare klostret, deres sjælelige vejledning til venner, pilgrimme og novicer, deres liv i uafbrudt bøn og i kærlighedens gerninger: "Hverdags helgener", "skjulte helgener", helte fra Anden Verdenskrig og overlevende efter mange år i Gulag, som holdt troens lys brændende i de sovjetiske katakomber.

De var frimodige og var ofte i stand til at bruge latterens våben mod den aggressive anti-kristne propaganda. De gjorde det på sådan en måde, at deres udsagn fortjener at indgå i en antologi af anti-sovjetisk humor. F.eks.: Hvad svarede munken, da de ateistiske besøgende fortalte ham, at kosmonauterne, som har været i himlen, ikke har set Gud? "Jamen", sagde munken, "man kan da godt være uheldig; man kan komme på et dårligt tidspunkt. Da I var i Finland på besøg, så I heller ikke landets præsident".

Disse mennesker med et glimt i øjet - sådan er virkelig det ortodokse kloster - veg ikke fra det væsentlige: "Hold altid Golgata for dine øjne. Tænk altid på den hellige Frelse, som Kristus har bragt dig".

Ikke alle åndelige fædre kunne forløse sig i ord. Ikke alle var store prædikanter, men deres liv og deres væsen, som var gennemtrængt af tro og af kærlighed til næsten, var det største vidnesbyrd. Sådan var Fader Rafail: "Betragtet udefra gjorde han absolut intet. […] Men Fader Rafail havde åbenbart indgået en speciel aftale med Herren: Alle, som drak the sammen med ham, blev kristne. Alle uden undtagelse! Fra den mest benhårde ateist til akademikeren, som var skuffet over den nuværende kirke, og til den uforbederlige forbryder". De blev ført ved hånden i et univers, hvor Gud var nær. Og de genkendte ham. De vidste godt, hvorfra den fred og den barmhjertighed, som gennemtrængte Rafails væsen, kom.

Ved denne bog gav Abbed Tikhon det, han selv havde modtaget. Denne arv af levende tro taler åbenbart til de russiske læseres hjerte.

Fader Tikhon leder i dag et af Moskavs vigtigste klostre: Sretenskij- klostret i Lubjanka Gaden, tæt ved det gruopvækkende Lubjanka, KGB's hovedkvarter og fængsel. I klostrets have er der rejst et kors for de forfulgte og dræbte troende, og det er dette kloster, som nu er i gang med at bygge den nye, vældige domkirke helliget Ruslands nymartyrer og Kristi vidner fra kommunisttiden. Fader Tikhon er Vladimir Putins skriftefader.

Var det ikke kirkefader Tertullian, der sagde, at "martyrerne blod er kirkens sæd"? - Og mens man i Danmark ovenfra lukker kirkerne og forbereder det nye magtapparat i en såkaldt demokratisk synodekirke, bygges der kirker og klostre i Rusland, og folk læser opbyggelige bøger.

Monica Papazu.

 


 

Note 1: Patrick J. Buchanan, "Who Lost Russia?", 5. juni 2007 (http://www.antiwar.com/pat/?articleid=11077). Se også mit essay "Historiens korsvej: Georgien, Vesten og Det Nye Rusland", Tidehverv, april og marts 2009.