Det 20. århundrede

Af Søren Krarup. Tidehverv, 2000, s.18-19. (Claes Kastholm Hansen: Vanvid eller Velstand).

Kort før jul fik jeg lejlighed til at læse Claes Kastholm Hansens netop udkomne bog om det 20. århundrede - "Vanvid og Velstand" - og det slog mig som noget tidstypisk, at i dag er det andre end faghistorikere, der skriver historien, den virkelige historie, den levende beretning om menneskeslægtens levnedsløb. Formskærerlauget kan ikke. Formskærerlauget gør enten historieskrivning til propaganda eller til sociologi. En Søren Mørch og en Uffe Østergaard gør historien lige så flad og åndløs som de selv er.

Naturligvis. Den, der skriver historie, møder med sig selv - sit eget engagement, sit eget forhold. Den åndløse skriver åndløs historie. Den propaganderende og den objektiverende tager livet af historien. Kun den, der selv er med i den, kan fortælle historie.

Claes Kastholm Hansen har gjort det. Det er virkelig en fremragende bog, han har skrevet. Det hænger også sammen med, at han kan skrive. En fornem stilist. Men det skyldes først og fremmest, at historien rager ham, fordi det til syvende og sidst er hans egen historie.

"Du er selv med i den". (Jakob Knudsen)

Tillige er hans indsigt og viden temmelig formidabel. Det kan jeg sige som den, der har fusket i samme genre og samme periode. Han har læst sig ind i kommunismens, nazismens og demokratismens forløb og behersker sit stof. Og fordi det ikke er stof for ham, men levet liv, som stiller spørgsmål til hans egen eksistens, møder dette forbigangne århundrede op hos læseren og anfægter og udfordrer ham eller hende.

"Personligt mener jeg, at utopitænkningen, den teoretisk udsmykkede drøm om at skabe det fuldkomne samfund, er den væsentligste enkeltårsag til det 20. århundredes ulykker", skriver han i kapitlet om den kolde krig, og dette grundsyn gør ham kritisk og skarpsynet i sin skildring af Lenin, Stalin, Hitler og de andre idealister. Men ikke arrogant. Ikke bedrevidende og politisk korrekt. Tværtimod, dette var også mennesker og derfor en fristelse og en anfægtelse. Noget spændende og vedkommende, som må kendes og overvejes af efterslægten og som både forfatteren og læseren må afgøre sig overfor.

Hvem kender ikke alle de fingernemme forklaringer på Adolf Hitler, psykoanalytiske, ideologiske, sociologiske, som først og fremmest skal tjene til at fortælle læseren, hvor retfærdig og korrekt jeg - forfatteren - er, og som derfor gør det ganske ubegribeligt, hvordan denne mand kunne opnå denne magt? For så vidt, omend i mindre målestok, også skildringerne af Stalin og de andre dystre skikkelser. Altid bedrevidende. Altid belærende. Altid udenfor og ovenover. Det er velgørende at læse Claes Kastholm Hansens analyser, fordi han tager historien og dens mennesker alvorligt.

Det er åndfuld historieskrivning.

På tærskelen til et nyt århundrede kan man ikke lade være med at glæde sig over, at der fortsat er virkelige historikere til at fortælle om det gamle.

Claes Kastholm Hansen:
Vanvid og Velstand. 34 kapitler om det 20. århundrede.
259 sider. Ekstra Bladets Forlag, 1999.