1864 - endnu en gang PDF Udskriv Email

Af Erik Sloth, Tidehverv, 2014, nr. 10, s.209-210.

Det er et ambitiøst værk og også hvad man i en vis forstand kunne kalde "en flot bog", Rasmus Glenthøj har skrevet om krigen i 1864. I længde og udstyr står den fuldt på højde med de efterhånden utallige skildringer, der i årenes løb er givet af den for Danmark skæbnesvangre lynkrig mellem den danske hær og det forenede Prøjsen og Østrig. I det ydre udstyr mangler intet: Solid indbinding, fornemt papir samt en overflod af illustrationer, så man næsten kunne tro at sidde med en kunstbog i hænderne. Tilmed er det intet mindre end en lise efter Bornedals katastrofale tv-serie at læse en mand, der faktisk har gjort sig umage. Måske har han næsten gjort sig for megen umage. Han begynder nemlig ved Napoleonskrigenes afslutning og Wienerkongressen, og først fra s. 370 tages der fat på det faktiske forløb af krigen.

Man kan være enig eller uenig med forfatteren. Men ingen kan nægte, at der på flere måder er tale om et dygtigt og grundigt værk, som giver god oplysning, også for den ikke historiekyndige læser. Tilmed er sproget behageligt fri for det jaskeri, som desværre præger så mange nutidige forfattere, ikke mindst de akademiske af slagsen. Forfatteren gør sig heller ikke skildringen af dramaets hovedaktører let. Jeg finder således mange fornuftige og plausible udsagn om D. G. Monrad, hans komplicerede personlighed og ikke mindst hans ofte tilsyneladende modstridende politiske beslutninger, hans optræden ved Londonkonferencen, hans skandinavistiske drømmerier, som bragte ham på kanten af landsforræderi etc. etc. Man får i sandhed et andet billede af Monrad end tilfældet er i Bornedals tv-serie, og jeg kan kun være enig, når han om Monrad skriver: "Monrad er en af Danmarkshistoriens store politiske begavelser, men det var en fatal fejl at give ham magten". Det var med andre ord en skæbnesvanger beslutning, da Chr. 9. nytårsaftensdag 1863 bad ham danne regering. Det var den, som folkeviddet døbte millionen - fordi den bestod af et ettal og 6 nuller. (S. 512). Alligevel var Monrad af et særligt format - så man må give Tage Kårsted ret, når han siger, at uanset hans store og fatale fejlgreb, så er Monrad nok det nærmeste, vi her i Danmark kommer en rigtig statsmand.

Når undertegnede anmelder alligevel må være skeptisk, skyldes det bl.a. forfatterens sprogbrug, som røber, at han f.eks. er forblændet af den (mis)brug, der i intellektuelle kredse gøres af ordet "nationalisme", der tydeligt nok er negativt ladet for R. Glenthøj. Det forholder sig med det ord ligesom med ordet demokrati, der i polemisk sammenhæng bliver til "demokratisme" - hvilket for så vidt er i sin orden, når blot det fremgår af sammenhængen, at ordet bruges i polemisk øjemed. Men det er netop ikke tilfældet hos Glenthøj, hvor ordet udelukkende bruges til at beskrive et - for forfatteren - indlysende forhold. Som når han giver et underafsnit i det 2. kapitel overskriften "Nationalisme i dynastiernes Europa". Det svarer fuldstændig til den måde, man f.eks. omtaler de politiske partier på, som man ikke er enig med, som "højreradikale" eller højreekstremistiske. På paradoksal vis mistænkeliggør man politikere, for hvem det selvfølgelige er, at man vil forsvare sit fædreland, at det danske folk bør kunnet træffe sine egne beslutninger på områder som økonomi, lovgivning, indvandring osv. Det selvfølgelige er blevet politisk ukorrekt, mens det forrykte og uhørte er blevet mainstream.

Det ville måske være urimeligt at kalde Rasmus Glenthøj kulturradikal, men, som han selv siger et sted i bogen: "Enhver historiker er præget af sin tid og sit miljø - det gælder også denne forfatter". Og det er tydeligt bogen igennem, at Glenthøj er endog meget stærkt præget af den radikale historikertradition; som nævnt skinner det især igennem, når han skal tale om den danske guldalder med dens nationale vækkelse. Han taler f.eks. om, at man begyndte at "dyrke danskhed" - som om det var sådan en slags hobby, som man kan tage op og så eventuelt senere kan gøre sig færdig med. "Med helstatens fald og den nye danske nationalstat begyndte flere demonstrativt at dyrke danskhed og nationalkonservatisme". Demonstrativt! Det var altså noget, man besluttede sig til at gøre, at demonstrere sit nationale sindelag, altså nærmest som når det uartige barn siger: "Æh bæh, jeg gør det bare alligevel". Og lige efter siges der: "En stillestående nationalromantik beherskede i de kommende årtier også den nationalliberale kultur i byerne og den grundtvigske på landet". Folk var med andre ord angrebet af den nationale virus og vegeterede i et ikke-autentisk, stillestående liv. Forfatteren har mange interessante og rigtige enkeltanalyser, men hans mål røber ham, og her tænker jeg ikke kun på brugen af begreber som nationalisme, som jeg har antydet. "Nationalisme" knyttes sammen med fanatisme, når man f.eks. på s.177 kan læse, at "Medaljens bagside var den blinde fanatisme, der fulgte med ånden fra 1848". Jeg tænker også på den nedladenhed, hvormed der tales om guldalderens digtere. Som når det f.eks. siges om Grundtvig og om H. C. Andersen: "Grundtvig troede på den gamle røverhistorie om den himmelfaldne fane, som danskerne havde fået af Gud selv. Herom var han ikke alene. Flere læste en religiøs symbolik ind i korsfanen og håbet om genopstandelse. Det var der god brug for i krigens dage, hvor mange måtte lade deres liv på fædrelandets alter. Selv H. C. Andersen lod sig rive med og bidrog til tidens bloddryppende lyrik i Soldatens Sang (1849), hvor eventyrdigteren skrev: "Hvis selv jeg falder på Kampens Dag, / i Kampen for Danmark og Norden / Så svøb mig blot i et Dannebrogsflag". (s. 235) Ja, tænk en gang, selv den store Grundtvig troede på "den gamle røverhistorie". Og selve Danmarks store, internationalt berømte digter, den mest navnkundige af alle danskere, skrev "bloddryppende" om noget så reaktionært og "outdated" som det danske flag!

At det er den samme Grundtvig, som talte om et historisk-poetisk syn på historien, og som havde sans for sandhedsværdien i de gamle, nordiske og i de gammeltestamentlige myter, falder ikke en nutidig dansk historiker ind. Og at der overhovedet i dansk tradition findes dette historisk-poetiske syn, ja den kendsgerning er vel blevet overskygget af den radikale og erslevske historikertradition og dens sejr. I denne tradition vil man ikke høre tale om en eventuel positiv forståelse af myterne, et begreb, som man uden videre forstår om noget, som ikke har realitet, og som man ikke kan fæste lid til. Hvad H. C. Andersen angår, så er der intet "bloddryppende" i hans danskhed. Han blev på den ene side kritiseret for at være tyskvenlig, fordi han havde mange tyske venner, som han så sig nødsaget til at bryde med, mens krigene stod på. På den anden side måtte han høre for, at han sagde nej til invitationen til hertugen af Augustenborgs sølvbryllup. Hvad der smertede ham, for hvad man end fra dansk side kan have at sige augustenborgerne på, så havde de altid næret ægte beundring for Andersen og modtaget ham som en ven af huset.

At antagelsen af, at en saglig Danmarkshistorie lader sig skrive ud fra et mytisk-poetisk og nationalkonservativt syn ikke er grebet ud af luften, det er bl.a. A. D. Jørgensens: Fyrretyve Fortællinger af Fædrelandets Historie et eksempel på. Det samme gælder for en historiker som Vilhelm la Cour, hvis Danmarks Historie I-II er skrevet ud fra et klart nationalkonservativt syn og med sans for det historisk-poetiske. Medens Glenthøj skriver om Grundtvig, der naivt troede på "den gamle røverhistorie om Dannebrog, som faldt fra Himlen ned", så skriver Vilh. La Cour følgende om den samme begivenhed: "Mindet om Kampen ved Lyndanisse levede trods al Modgang og Nedgang som et dyrebart Vidnesbyrd om Kong Valdemars Styrke i hans Vældes store Aar. Sagnomspundet blomstrede det i vore Fortællinger og Sange, og vort Flags friske Farve lyser endnu med disse Sagns stærke Glans. Der er heller ingen Grund til at tvivle om, at det Korsbanner, som allerede den første Valdemar havde afbildet paa sine Mønter, efter Kampene i Estland, blev følt som et sandt Sindbillede paa Folkets Trosiver og Kampglæde. For os er Dannebrog blevet et Symbol paa vor Samhørighed med en svunden Storhedstid. Det er den Dag i Dag Valdemarernes Budskab, der smelder til os fra dets Flige, saa længe det vajer over et frit og viljestærkt Folk". Smukkere kan det vist ikke udtrykkes, hvad det vil sige at tale historisk-poetisk, hvilket jo igen blot er et udtryk af, at forholdet mellem et menneske og dets fædreland er et spørgsmål, der har med ånd at gøre.

Måtte det gå i opfyldelse, at vi ikke længere skal nøjes med at være "sønner af de slagne":

Ifra Gorm den Gamle
Til den Dag i Dag
elskte vi at samle
... ak, paa Nederlag!
Dette vil vi mindes
med en knyttet Haand,
mens vi skuer fremad
af en anden Aand. (Johs V. Jensen).

Rasmus Glenthøj:
1864 -Sønner af de slagne
Gads forlag 2014, Kr. 399,-

Erik Sloth.