Historien om to gamle damer

Af Katrine Winkel Holm, Tidehverv, 2007, nr. 9, s.175-177.

Gæstetale ved Dansk Folkepartis årsmøde 15. september 2007

Tak for invitationen til at komme og tale her på årsmødet.

Jeg vil fortælle jer historien om to kvinder. Den ene hedder Cecilie og er ca. 530 år gammel. Den anden hedder Birgitte og ville i år være fyldt 496 år - hvis hun da ikke var sovet stille ind i Næstved for 433 år siden.

Det er kort sagt to gamle damer, jeg vil tale om. Meget gamle oven i købet. Alligevel har deres historie noget at sige os i dag. Ja, lige præcis fordi de er så oldgamle, har de bud til os.

Islam og islamisme
Men lad mig begynde et helt andet sted. Religion er noget, der er rykket helt ind i midten af samfundsdebatten. Det skyldes én ting: Det hastigt voksende antal muslimer i Europa. Det er derfor, vi rundt omkring i Europa hører om tvangsægteskaber, flerkoneri og tilsløring af kvinder og mindreårige. Fænomener, vi slet ikke synes hører hjemme i vores tidsalder, men som vi helt sikkert vil se mere af i fremtiden. Desværre.

Derfor har det aldrig været vigtigere, at politikerne sætter grænser for islamiseringen.

Men stærke kræfter i medier og blandt politikere prøver af al kraft at ignorere det forhold.

Der er næsten ingen grænser for de krumspring og undvigemanøvrer, der bliver foretaget for at undgå at se i øjnene, at det er islam, der er problemet. Det er, som om ordet islam er så farligt, at det næsten ikke må nævnes. Det er blevet I-ordet, man går en stor bue udenom. "Religion" siger man i stedet. Og hvis radikale muslimer planlægger at sprænge Nørreport i luften, kalder man dem "radikale", "ekstreme", "militante". Næsten aldrig muslimer, selv om det er det, de er. Og selv om det er i islams hellige bog, Koranen, de henter inspirationen til deres voldsfantasier.

Det må af en eller anden grund ikke hedde sig, at det har noget med islam at gøre. For islam er en fredelig religion, der er blevet kidnappet af ekstreme elementer, får vi hele tiden at vide. Og hvis man vil tale om problemet, skal man for enhver pris huske at skelne benhårdt mellem islamismen og islam. Islamisme er ond. Islam er god.

Fremstillingen af islam og islamisme minder om forholdet mellem den noble Dr. Jekyll og den uhyggelige morder Mr. Hyde i Stevensons berømte roman "Dr. Jekyll og Mr. Hyde".

Dr. Jekyll, det er den fredelige religion islam. Mr. Hyde, det er den voldsforherligende islamisme. Forskellige som dag og nat. Smart nok. På den måde kunne den pæne Dr. Jekyll blive ved at fremstå som den pæne, fredelige borgermand, selv om hans natside, Mr. Hyde, begik den ene forbrydelse efter den anden. Ligesom islam kan blive ved at fremstå som fredens religion, der intet, absolut intet, har med terror at gøre.

Skellet er blevet nærmest obligatorisk i offentligheden. Vil man gøre karriere i dette land, og hvis man vil have pæne anmeldelser for sine bøger, skal man huske at sige: Problemet er ikke islam, problemet er islamismen, som er noget helt andet. Sørger man for at sige det, kan man godt være heldig at få kors og bånd og ministerbil.

Men gud nåde og trøste den, der ikke gør det.

Problemet er bare, at det ikke er rigtigt. Det er ikke rigtigt, at islamismen er en forfalskning af islam. Den pæne Dr. Jekyll og den onde Mr. Hyde var faktisk en og samme person. Og på samme måde med islam og islamisme. Jo mere man sætter sig ind sagen, desto klarere bliver det. Ayaan Hirsi Ali har aldrig været bange for at sige sandheden, og hun formulerer det på den måde:

"Hvis jeg læser Koranen og Hadith'en efter den videnskabelige metode, jeg har lært på universitet, kan jeg ikke gøre forskel på islam og islamisme. Gjorde jeg det, ville jeg lave islam om til en konstruktion bygget på ønsketænkning."

Ønsketænkning, ja, det er lige ordet. Men ønsketænkning har jo ikke så meget med virkeligheden at gøre. Og det er ikke godt for Danmark, hvis ledende politikere baserer deres handlinger på ønsketænkning.

Derfor var det heller ikke ligefrem opløftende, da statsministeren grundlovsdag meddelte, at han ikke synes, vi skal tale alt for meget om religiøse symboler. Det splitter nemlig mere, end det samler. Ja, det splitter måske mere end det samler. Ayaan Hirsi Alis kritik af islams kvindesyn førte f.eks. til splittelse og voldsom debat i Holland. Betyder det, at hun skulle have tiet stille?

Måske havde statsministeren bare en dårlig dag, en dårlig grundlovsdag. Eller måske skal vi lige så stille drage den konklusion, at Venstre i dag ikke længere er helt så begejstret for Hirsi Ali, som dengang de gav hende deres frihedspris.

Islams kvindesyn
Ellers må man sige, at når det gælder islams kvindesyn, er der efterhånden så småt ved at blive taget hul på kritikken. De fleste ved efterhånden godt, at sharialovgivningen diskriminerer kvinden groft. Tvangsægteskaber, flerkoneri, halvering af kvinders vidneudsagn, krav om tildækning og kontrol af kvinder, det er ikke bare "kultur". Det er hellige bud med rod i Koranen og hadith. Selv feminister er så småt ved at være klar over det. Så småt.

Men når de så nødtvungent har indrømmet, at det er sådan, det hænger sammen, skynder de sig at sige: Ja, men sådan var det også i Danmark i gamle dage. Vores kultur er ikke et hak bedre. Først i 1870'erne eller i 1960'erne blev kvinderne frie. Før da var kvindens status her i landet ligesom i islam.

Den opfattelse er lige så forkert, som den er udbredt. Det er simpelt hen sludder og vrøvl, når det for 117. gang bliver sagt, at der også var en slags tørklædetvang i det førmoderne Danmark. Og at vi havde hidjab her i landet for 100 år siden. Man kan jo tage og bladre i en hvilken som helst illustreret historiebog. Så vil man finde ud af, at Christian 4.s fromme dronning i 1600-tallet gik med utildækket hår. Og at Martin Luthers lige så fromme kone århundredet før gik med utildækket hår. Gennem tiden har kvinder på vores breddegrader gået med de mærkeligste ting på hovedet: stråhatte, solkyser, fjollede fjer og gigantiske parykker.

Men vi skal helt tilbage til middelalderen for at finde noget, der bare minder om hidjab.

Tvangsægteskaber
Jo, men der var da i hvert fald tvangsægteskaber, indtil kvindefrigørelsen kom. Danmark i gamle dage må da have været lige så slem som islam. Sidst jeg hørte den påstand, var det Kjeld Albrechtsen, der kom med den. Det er selvfølgelig forkert. Og nu kommer jeg omsider til de to gamle damer, jeg begyndte med at tale om. Deres historie modbeviser nemlig påstanden.

Den ene af dem hed Cecilie Akselsdatter, og hun levede i 1400- tallet. Altså i middelalderen. Da hun var 11 år gammel, fik hendes forældre hende lovet bort til en mand, der hed Jonas Bing. Mod hendes vilje.

Havde Cecilie levet i et muslimsk land, havde hendes forældres handlemåde været helt i orden og fuldstændig lovlig. For islamisk ægteskabsret, alle fire lovskoler, tillader, at piger bliver forlovet og gift bort - mod deres vilje. De skal simpelthen ikke spørges.

Men til held for hende levede Cecilie Akseldatter ikke i et islamisk land, men i et kristent land. Hun vidste, at tvangsægteskaber var ulovlige. Og hun vidste også, at det også var ulovligt at forlove mindreårige børn væk. Derfor klagede hun i 1489 sin nød til landets ærkebiskop - og fik medhold: Forældrene havde handlet ulovligt. Cecilie blev fri fra trolovelsen og kunne senere gifte sig med en anden mand.

Middelalderligt forbud mod tvangsægteskaber
Det er nemlig sådan, at tvangsægteskaber her i landet har været forbudt siden Jyske Lov fra 1241. Det var ikke noget, vores gæve vikingeforfædre fandt på. Det var derimod noget, der kom med kirken. Kirken krævede, at begge ægtefæller skulle sige frivilligt ja, før ægteskabet overhovedet var gyldigt, og kirken krævede, at flerkoneri skulle være ulovligt.

Det var ikke, fordi den katolske kirke kom med et feministisk program. Slet ikke. Det skyldtes, at kristendommen hævder, at der lighed mellem mand og kvinde - over for Gud.

"Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand eller kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus".

Sådan formulerer Paulus det, og det er en hel anden snak end Koranen, der slår fast, at "Mænd står over kvinder" - også over for Allah.

Det præger det islamiske ægteskab, hvor ægtemanden kan forskyde sin kone, når han vil. Reducere hende til kone nummer to, eller tre eller fire og i det hele taget behandle hende, som han har lyst til. Koranen formulerer det så smagfuldt: "Jeres kvinder er en mark for jer, så gå til jeres mark, når I ønsker det".

Og det er jo sådan med en mark, at den bestemmer man selv over. Man dyrker den, som man vil. Man behandler den, som man vil. Man har i det hele taget fuldstændig herredømme over den.

I Ny Testamente er konen ikke mandens pløjemark, men en åndeligt ligestillet ægtefælle. For i Ny Testamente er ægteskabet ikke et forhold mellem en herre og en eller flere slaver. Det er et kærlighedsforhold, der i sidste ende er en afglans af kærlighedsforholdet mellem Kristus og hans kirke. Sådan forstår Paulus det. Og det er baggrunden for, at middelalderkirken ikke ville have, at man besudlede ægteskabet ved at gøre det til et tvangsarrangement.

Med andre ord: Når tvangsægteskaber har været forbudt her i landet i ca. 700 år, skyldes det kristendommen. Når tvangsægteskaber og flerkoneri er tilladt i de fleste islamiske lande, skyldes det islam.

Sharia opløser familien
Der er ganske mange mennesker, der i en slags modvillig beundring konstaterer, at islam i hvert fald står værn om familien - i modsætning til vores egen moderne kultur.

Men det er i virkeligheden en fatal misforståelse: Islam står ikke værn om den traditionelle familie. Vores traditionelle familie er bygget op omkring ægteskabet: Den er bygget op omkring det frivilligt indgåede forhold mellem én mand og én kvinde. Islam undergraver ægteskabet ved at give grønt lys for flerkoneri og tvangsægteskaber.

Shariaen støtter ikke familien. Shariaen opløser den.

Derfor var der allerede i tidlig middelalder kristne teologer, der udtrykte forargelse over islams syn på kvinder og ægteskab.

Og når vi kommer op i tiden til den lutherske kirke, kan vi se, at den overtager den katolske kirkes syn på tvangsægteskaber. Den anden gamle dame, som jeg nu endelig kommer til, voksede nemlig op på reformationstiden. Hun hed Birgitte Gøye, og også hendes forældre havde arrangeret hendes ægteskab, mens hun var lille. Hendes uønskede forlovede hed Jesper Daa. Men hun ville ikke have ham, så hun klagede til myndighederne, og i 1540 fik hun medhold: Tvangsægteskaber var og blev forbudt. Birgitte Gøye var fri til at gifte sig med den mand, hun ville have.

Den trældom vi fortjener
Jeg kan godt lide Birgitte Gøye og Cecilie Akseldatter. De har været to stærke unge piger, for det er klart, at det har krævet stor styrke af dem at gå op mod deres slægt. Og deres karakterstyrke førte til, at deres historie endte i retsprotokollerne.

Dem kan vi i dag læse og blive klogere af: Vi kan lære, at i middelalderen havde den danske kvinde en højere status i verdslig og kirkelig lovgivning end den islamiske kvinde nogen sinde har haft i islamisk lovgivning. Og det skete ikke på trods af kristendommen, men delvis på grund af den.

Jeg synes de to små historier bekræfter, at vi har en kultur, der er værd at værne om. En kultur, der når det gælder kvindesyn, altid har stået i stærk modsætning til den kvindeforagtende islamiske kultur. Det er ikke specielt danske værdier, men Danmark blev i middelalderen koblet på den kristen-vesterlandske civilisation. Og det er der grund til at være glad for.

Den dag - Gud forbyde - gjaldende minaretråb lyder ud over vores land og vores kontinent i stedet for den blide, dovne klokkeklang fra kirketårnene, den dag vil lysene gå ud over Europa. Og europæerne - ikke mindst europæiske kvinder - vil efter al sandsynlighed miste den frihed og værdighed, kristendommen har givet enhver af os i dåbsgave.

Som kvinde er jeg taknemlig for, at jeg ikke er født i et land med sharialov. Men jeg vil også gerne have, at mine børnebørn og oldebørn kommer til at leve i et shariafrit land.

Derfor er det bydende nødvendigt, at ønsketænkningen bliver lagt på hylden. Vi har ikke brug for politikere og kommentatorer, der mekanisk messer, at islam og islamismen intet har med hinanden at gøre, at kristendom og islam er stort set samme slags slemme religion, og at den vestlige kultur i udgangspunktet er lige så kvindeforagtende og frihedsundertrykkende som den islamiske.

Vi har brug for politikere og meningsdannere, der forstår og værdsætter vores vestlige kultur. Og er rede til at slås for den.

For hvis vi ikke er rede til det, har vi selv været ude om det: Så får vi den trældom, vi fortjener.

Katrine Winkel Holm.